20 år med Enhedslisten

Klaus RiisAf Klaus Riis
Kommunistisk Politik 11, 2009

Enhedslisten fyldte 20 år og fejrede behørigt sig selv i forbindelse med dets årsmøde 8.-10.  maj.
Men er der så meget at fejre?

Afslutningstalen på Enhedslistens jubilæums-årsmøde blev holdt af en af de nye folketingskandidater Christine Lundgaard, der er opstillet på hvad der regnes som en sikker plads.

Hun afsluttede med at lykønske partiet, hvor hun samtidig satte det ind i en speciel historisk sammenhæng:

” Kæmpe tillykke til os alle sammen med de 20 år. 20 år er ingen alder. Men vi fylder heller ikke BARE 20 år. Man ku også sige tillykke med de 100. For Enhedslisten vokser ud af en tradition og af kampe, som er mere end 100 år gamle. Det er snart 100 år siden, at feministen og arbejderlederen Marie Nielsen grundlagde den progressive venstrefløj, som for 20 år siden forenede sig og blev til Enhedslisten. Vi er bare et moderne ansigt på socialisme i dag. Vi er et åbent ansigt. Der smiler. Men ingen skal ikke glemme, at vi også har en knytnæve”

Historisk niche

Bag beskedenheden ’Vi er bare et moderne ansigt på socialisme i dag” skjuler sig en særlig opfattelse af den danske revolutionære bevægelses og arbejderbevægelses udvikling.

Marie Nielsen var vigtig skikkelse i opgøret med den socialdemokratiske reformisme under 1. verdenskrig (i lighed med bl.a. Gerson Trier og Martin Andersen Nexø) og spillede en ikke uvæsentlig rolle omkring dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti. Hun sluttede sig imidlertid til trotskismen  og den anti-kommunistiske falanks i slutningen af 1920’erne, og havde ingen indflydelse  på udviklingen af venstrefløjen og den revolutionære bevægelse indtil hendes død i 1951.

At gøre Marie Nielsen til grundlægger af ’den progressive venstrefløj’ er en tilsnigelse, selvom der kan være en pointe i at gøre hende til Enhedslistens ikon og ideologiske urmoder, i og med at Enhedslisten af i dag har et mindst lige så uafklaret forhold til, hvad socialisme egentlig er som Marie Nielsen i sin tid.

Hvorfor stopper Enhedslisten egentlig 100 år tilbage? Var der ingen ’progressiv venstrefløj’ før Marie?  De første skridt til den moderne arbejderbevægelse og socialistiske bevægelse i Danmark blev taget helt tilbage i slutningen af 1840’erne af Frederik Dreier og voksede sig stærk med Pio og Brix og deres generation. Andersen Nexø og Marie Nielsen var tredie generation af danske socialister.

’Socialismens moderne ansigt’

Nok om det: Påstanden om at Enhedsloisten ’bare’ er socialismens moderne ansigt skal også tages med et gran salt, al den stund Enhedslisten ikke er afklaret om, hvad socialisme er, eller har et program for et socialistisk Danmark eller vejen dertil. ’Socialismens moderne ansigt’ er et stort spørgsmålstegn. Een stor forvirring.

For Enhedslisten har undgået at lægge sig fast på en afklaret strategi – reformistisk eller revolutionær. Partiet ønsker at gå både på et reformistisk og et revolutionært ben. Deri ligger der måske en arv fra trotskismen og 1960’ernes og 70’ernes ’nye venstre’ – men et sådant projekt er umuligt og kan kun holde så længe bukserne er brede nok og klassekampen ikke skærpet nok.

De, der kan huske længe nok tilbage til at have oplevet Enhedslistens start, da den blev til som en sammenslutning mellem tre større eller mindre fallitboer på den daværende venstrefløj – Venstresocialisterne, DKP og SAP – at socialismens moderne ansigt degang hed Mihail Gorbatjov. Hans kapitalistiske politik støttede man begejstret. Den allermest begejstrede Enhedsliste-gorbatjovist hed Ole Sohn og blev SF’er.

I dag personificeres ’socialisme’ for Enhedslisten – udover af Johanne  Schmidt-Nielsen, det tætteste Enhedslisten har været på en formand- vel nærmest af en sammensmeltning af Hugo Chavez og Helle Thorning-Scmidt, partiets statsministerkanidat, hvis post man vil sikre, så længe man har mandater til det.

Nødvendigt at komme videre end til Ø

Hvad strategien angår vil man vil nærmest stemme sig til en moderne nyliberal socialisme gennem et socialistisk flertal af S-SF-Ehl i folketinget. ’Arbejderflertals’-strategien ’, som det blev kaldt af det reformerte og revisionistiske DKP, hvorfra Enhedslisten også bærer på en tung arv.

Den revolutionære kommunisme, repræsenteret ved Enhedslistens start af DKP/ML, indgik ikke i Enhedslisten, fordi marxist-leninisterne var overbeviste om, at det snart ville udvikle sig fra et valgsamarbejde mellem partier til et egentligt parti med et uafklaret og ikke-revolutionært grundlag.

Det er decideret urigtigt, når historikeren Thomas Clausen i sin gennemgang af Enhedslisten gennem tiden skriver:
”Senere ønskede Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML) også at blive optaget, men blev afvist som organisation.”

DKP/ML søgte aldrig som parti om optagelse i Enhedslisten, og anbefalede ikke – frem til splittelsen af dette parti i 1997 – at stemme på liste Ø ved valgene, for ikke at understøtte reformistiske illusioner. Samme holdning har APK haft gennem årene.

Det er nødvendigt at komme videre end til Ø. Udover og videre – med et revolutionært alternativ.

Netavisen 23. maj 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne