Det vilde vest

Kommunistisk Politik 19, 2009

Wild WestPå åben gade blev en tilsyneladende helt tilfældig mand skudt ned af to personer, der kørte forbi på en rød motorcykel. Det skete en onsdag sidst i april lige over middag, på hjørnet mellem Blågårdsgade og Baggesensgade på Nørrebro i København.

Offeret blev ramt flere steder, men ved et noget mere heldigt tilfælde var en beboer med sygeplejeruddannelse hurtigt til stede og kunne yde førstehjælp, mens en ansat fra en nærliggende cafe kom løbende med forbindinger.
De to attentatmænd flygtede fra stedet i stor fart og blev ikke pågrebet. Motorcyklen viste sig at være stjålet og blev senere fundet i en ligeledes stjålet bil.

Alle spor peger i retning af, at denne skudepisode kom efter en relativt lang forberedelsestid blandt personer, der er velkendte af statsmagten, og som politiet påstår at have under konstant overvågning.

Denne planlagte forbrydelse markerede genoptagelsen af den åbne kamp mellem rivaliserende bander og sørgede for ny anledning til, at hele det borgerlige Danmark kan fortsætte det racistiske og hadske felttog mod indvandrermiljøet. For politi, presse og regering står skulder ved skulder: De unge kriminelle gadebander bliver konsekvent kaldt ”indvandrerbander”.
Selv landets justitsminister synes, at ordet indvandrerbander er dækkende, selvom de taler om unge, der er født og opvokset her i landet.

Politiets rolle fremstår på flere måde som aldeles bemærkelsesværdig. Ved næsten alle rocker- relaterede retssager bliver de impliceredes mobiltelefonsamtaler fremlagt som bevismateriale. Det må derfor anses som en kendsgerning, at stort set alle rockerrelaterede kriminelle bliver aflyttet, og i samme operation bliver den, der bærer rundt med mobiltelefonen, indirekte skygget, da positionen kan beregnes.

Det kan være, man i rockermiljøet har luret dette og derfor under forberedelserne har lusket rundt uden tekniske hjælpemidler og stjålet en bil og en motorcykel – som det derpå er lykkedes at få gemt af vejen og køre til og fra det indre København uantastet.
Men så kan det vel med rette påstås, at man ud fra den ’normale’ overvågning burde have afsløret forberedelserne som et brud fra vanligt mønster.

På gerningsstedet gennemførte politiet flere overtrædelser af vedtagen praksis i mere velstillede egne af landet. De første på stedet sikrede sig ikke et overblik. Fra alarmcentralen vidste de, at der var tale om en person, der var skudt, men på stedet tjekkede de aldrig, hvor alvorligt såret han var. Mens flere og flere betjente dukkede op på gerningsstedet, holdt en ambulance og ventede på at få godkendelse til at køre hen dertil. Ifølge vidner tager det ca. 25 minutter, fra de første ringer, til ambulancen når frem, normalt to minutters kørsel fra Rigshospitalet. I ventetiden kom politiet i klammeri med den såredes familie og andre, der var begyndt at stimle sammen. To elever og en medarbejder fra en nærliggende skole for belastede unge blev anholdt.

Ambulancefolkene fortæller efterfølgende, at da politiet endelig meldte klar bane, kunne de ikke rigtig høre, hvad de sagde over radioen, så redderne vidste ikke, hvilken vej de skulle køre derhen. Yderligere kostbare minutter gik tabt i forvirringen.

Faktum er, at politiet reelt har sat flere bydele under kollektiv afstraffelse. De præges af massiv overvågning og brutal visitering af alle mulige – inklusive pensionister, der behandles som mistænkte. Der sker forsinkelser af ambulance og brandvæsen. Alle stigmatiseres som forbrydere. Reelt og i praksis sætter politiet lighedstegn mellem at være beboer og være kriminel.

Men politiet holder også hånden over de gangstere, der løber rundt og skyder i gaderne. Politiet er parthaver i reaktionens tjeneste.
Lykkes det en gang imellem at få en enkelt lommetyv sat fast, så er resultatet ofte, at vedkommende kommer ud af fængslet som misbruger. Sådan har det faktisk været længe, også før indvandrere fik skylden for alle ulykker. Og det forkælede politikorps har lige så længe været på nakken af folk på Christiania, Albertslund, Nørrebro osv.

Men at være fattig er ikke det samme som at være dum. At ens forældre flygtede fra krig eller fattigdom eller blev gjort stats- og hjemløse af zionistiske forbrydere eller af imperialistiske supermagters grådighed, betyder ikke, at man er en kold mafioso. Gangsteruvæsen er en følgesvend til kapitalismen på samme måde som bankskandaler og Stein Bagger. Ikke kun fordi der er én god forretning som hashmarkedet i København, men fordi hele systemet giver grobund for hurtige penge i køb og salg af alt – fra mennesker til biler, våben og beskyttelse.

Borgerlige politikere opstiller gladelig de såkaldt vestlige værdier som universelle. De værdier betyder konkret, at hårdere straffe ses som eneste løsning på sociale problemer og krig som vejen til demokrati.

Underklassens moral er helt forskellig fra borgerskabet, ligesom moralen i et socialistisk samfund vil være anderledes:
”I et samfund, hvor alle motiver for tyveri er fjernet, hvor det på længere sigt allerhøjst vil være sindssyge personer, der stjæler, vil man grine ad en moralprædikant, som højtideligt forkynder den evige sandhed: Du skal ikke stjæle!” siger Engels i Anti-Dühring

I kapitalismens fattigkvarterer har politiet aldrig fået hjælp, når en lommetyv løb hen om hjørnet, uanset om det ligger i Cape Town eller Dublin. Ved grove voldsforbrydelser stiller sagen sig anderledes. Der er ingen solidaritet med drabsmænd, voldtægtsforbrydere, børnemishandlere og skruebrækkere. Og heller ikke med fascistiske grupper, der på opdrag af storkapitalen og opildnet af dens ideologi banker venstrefløjsere og indvandrere eller hjemløse og andre, der må hutle sig igennem.

Netavisen 6. maj 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne