Hvordan slipper vi af med krisen?

Af Troels Riis Larsen

Troels Riis Larsen, talsmand for APKHvorfor kom verdenskrisen nu? Hvorfor vil skattelettelser og bankpakker ikke virke? Hvad er begrænsningerne ved at øge de offentlige investeringer og det offentlige forbrug? Og hvordan slipper vi reelt af med krisen?

Troels Riis Larsen (f. 1977) er talsmand for Arbejderpartiet Kommunisterne siden partiets 4. kongres april 2009.
Han er cand.mag. i historie og økonomi, medredaktør af tidsskriftet Det ny Clarté og tidligere DKU-formand.

Kommunistisk Politik 8, 2009

Kapitalismen er i krise. Det står i dag klart for alle. Selv de mest hærdede markedselskere må erkende, at den økonomiske krise er en realitet. For læserne af nærværende tidsskrift kom krisen derimod næppe som nogen overraskelse. Fra APK’s 3. kongres i december 2006 blev det konstateret, at den daværende højkonjunktur uundgåeligt ville blive afløst af en dramatisk krise (Se Resolution om klassekampens opgaver).

Med hjælp fra marxismen og en analyse af enkelte økonomiske faktorer pegede vi på, at krisen også ville ramme Danmark. Dette var i modsætning til stort set alle økonomer.
Vi havde ret …

… men hvordan slipper vi af med krisen igen?

Dette spørgsmål burde man selvfølgelig i første omgang rette til dem, der kar skabt krisen – kapitalisterne. I stedet for at svare selv har de dog ansat en række mennesker til at forklare og fortolke virkeligheden – som oftest økonomer – og andre til at bortforklare og skønmale den (de kaldes f.eks. journalister). Mange af de samme kloge økonomer, der i lang tid benægtede krisens eksistens, bliver i dag brugt til at forklare, hvorfor vi har krise, og hvad vi skal gøre for at komme ud af den. Den mest gængse forklaring er, at krisen skyldes manglende tillid fra forbrugerne/befolkningen, og løsningen er derfor også meget simpel: Man skal genskabe tilliden og dermed øge forbrugernes lyst til at … ja, forbruge.

Denne besnærende forklarings- og løsningsmodel, som nogle økonomer kaster i grams, kan kun i meget begrænset omfang bruges, den er komplet uvidenskabelig. Der skal ikke herske tvivl om, at tillid er vigtig for den moderne kapitalistiske økonomi. Selve pengesystemet – papirpenge – bygger på, at vi er villige til at acceptere, at et stykke papir med nogle tal på (eller en konto med nogle tal på) kan bruges til at købe varer for. Hvis ikke vi troede, at vores penge kunne bruges til at betale for mad, husleje m.v., så ville vi ikke acceptere at få udbetalt vores løn i penge, men ville derimod kræve at få lønnen udbetalt i guld eller naturalier (altså ville radiofabrikken betale med radioer og agurkeavleren betale med agurker). Havde befolkningen verden over ikke tiltro til pengesedlernes købekraft, ville systemet selvfølgelig bryde sammen.

Da det er staten, der i sidste ende er ansvarlig for den nationale valuta, vil en generel mistillid til den nationale valuta også ofte være tæt forbundet med en mistillid til staten (og dem, der for nuværende styrer staten). Et eksempel fra vores nuværende krise er Island, hvor den voldsomme devaluering af den islandske krone også har skabt store protester. Dog er det islandske pengesystem ikke brudt helt sammen. Altså er der stadig grundlæggende tillid til pengesystemet til trods for devalueringen, og det nuværende alternativ – totalt anarki – er trods alt heller ikke tiltalende. (Note 1)

Den manglende tillid betyder blandt andet, at det er blevet meget vanskeligere at låne penge i banken og få forlænget sine kreditter. Dette gælder for almindelige mennesker såvel som for virksomheder. Derfor kan selv relativt velfungerende virksomheder ret hurtigt komme i økonomiske vanskeligheder, når de ikke kan få forlænget deres kreditter.

Men der er også en anden og mere grundlæggende realitet, der er virksom i krisetider. Der har i en periode været en overproduktion i forhold til den reelle købekraft. En mængde varer er blevet fremstillet, som ikke kan afsættes, både luksusvarer og helt almindelige fornødenheder.

Der har f.eks. de seneste år været produceret ekstreme mængder af luksusboliger i København, som kun få har haft råd til, og endnu færre har villet betale for. Dette kaldes boligboblen. Selv billige og tvivlsomme kreditter har ikke kunnet holde markedet kørende. Man kunne også snakke om bilboblen. De seneste år har der været en massiv overproduktion af biler. Således har svenske Saab (der dog lidt endnu ejes af den amerikanske bilgigant General Motors) offentligt erklæret, at den de sidste par år har sendt usælgelige biler på markedet.

Denne overproduktionskrise bunder i reelle økonomiske forhold. I en periode kan priserne holdes kunstigt oppe ved at fylde lagrene, men lige så snart lagrene er fyldt og indtægterne mangler, sætter de kolde realiteter ind. Denne økonomiske virkelighed bunder ikke i manglende tillid, men i reelle økonomiske forhold.

En række fupvirksomheder såsom IT-Factory og meget risikovillige (store investeringer for lånte penge) virksomheder og banker såsom Roskilde Bank bliver samtidig afsløret i deres lyssky forretninger. Men dette er kun toppen af det kapitalistiske isbjerg. Under krisen risikerer alle virksomheder at blive ofre, og derfor forsvinder tilliden. Alle vil forsøge at sikre sin egen overlevelse, og den mindste antydning af at være dårlige betalere vil betyde kreditstop.

Men det skal også understreges, at krisen fremskynder længe planlagte tiltag til at reducere produktionsomkostningerne. Således var planen om massefyringer i General Motors og de andre amerikanske bilselskaber allerede kommet på bordet tilbage i 2006. Ligeledes har lukningen af de danske slagterier i Jylland været undervejs et stykke tid, men finanskrisen speeder processen op.

Krisens ødelæggelser rammer overalt, og i dag, hvor lagerkapaciteten mellem de forskellige led i produktionsprocessen er skåret væsentligt ned som følge af forskellige nye styringsinstrumenter (såsom just in time-princippet) betyder det, at konsekvenserne slår endnu hurtigere igennem end tidligere. Et fald i antallet af producerede biler rammer i dag lynhurtigt skoven af underleverandører.

Genopretning af tilliden og andre fiduser

Økonomerne prædiker tillid. Og politikerne påstår, at de forsøger at genoprette tilliden og styrke forbruget ved at give skattelettelser til de rige og milliardlån til bankerne. At skattelettelserne inden krisen blev begrundet med mangel på arbejdskraft, er nu lykkeligt glemt.

I stedet begrundes de med stimulans af økonomien. Skattelettelserne vil helt sikkert skabe mere købekraft. Men at bruge det som et argument for ”at sætte gang i hjulene” er blot en undskyldning for at gennemføre en ideologisk politik. I en situation, hvor stadig færre har gavn af skattelettelserne – folk på dagpenge og bistand får ikke gavn af skattereformen – er det absurd at give skattelettelser til dem, der har mindst grund til at bruge dem i Danmark.

For den store gruppe vil skattelettelserne først og fremmest blive brugt til opsparing. De rigeste har grundlæggende ikke brug for dem, og i en usikker tid vil pengene sandsynligvis blive gemt til bedre tider og sat i mere sikre værdipapirer (obligationer) eller guld. Forbruget vil selvfølgelig også vokse, men stigningen i forbrug vil først og fremmest være ’luksus’-goder: biler, både, rejser og lignende, der kun i ringe grad er til gavn for den danske økonomi. Importen stiger, samtidig med at eksporten falder.  Flere penge til de fattige vil derimod sandsynligvis føre til et øget forbrug af mad og andre basisprodukter. Altså produkter, der i højere grad vil styrke dansk økonomi.

Danmarks økonomi er i høj grad baseret på eksport, og derfor er Danmark afhængig af situationen i verden. Danmark er i økonomisprog ’en lille og åben økonomi’. Derfor virker en milliardstøtte til de rigeste i Danmark heller ikke efter hensigten. Uanset hvor meget støtte vi giver vores nationale borgerskab, er vores økonomi også tæt forbundet med situationen på vores vigtigste eksportmarkeder såsom Tyskland og Sverige. Og særligt eksporten til Sverige er faldet drastisk det seneste år. På blot et år er eksporten dertil faldet med tre milliarder kroner – fra 8,3 milliarder i januar 2008 til 5,3 milliarder i januar 2009.

Det skyldes først og fremmest den svenske krones dalende værdi, hvilket betyder, at danske varer er langt dyrere for svenskerne end tidligere. Den svenske krone er ikke bundet til euroen som den danske i en såkaldt fastkurspolitik.

Løsningen på krisen findes altså ikke ved, at vi blot pumper flere penge ud i samfundet, selvom det er, hvad en række partier fra Enhedslisten til Socialdemokraterne giver udtryk for.

Socialdemokratiet kastede i 1990’erne endegyldigt de allersidste spor af marxistisk kritik af kapitalismen til side. I stedet blev en såkaldt ”tredje vej” lanceret, der i praksis blot var omfavnelsen af den (ny)liberale markedsøkonomi, krydret med lidt snak om social ingeniørkunst.
Selv økonomen John M. Keynes’ ideer om, at staten har en central rolle i at formindske nogle af kapitalismens bagsider såsom arbejdsløshed og krise, som socialdemokraterne har omfavnet siden 30’erne i sidste århundrede, opgav man stort set.

I krisetider flirter Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten igen med marxismen, uden at det skal tages på alvor. Politisk går de til højre. Marx’ kritik bliver hevet frem, men det marxistiske alternativ – den socialistiske planøkonomi – bliver ikke fremhævet. Der er masser af snak om, at staten er et alternativ til markedet. Ideen er, at en stor offentlig sektor er et alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi. Det er det bare ikke! Blot fordi Danmark får flere offentligt ansatte, betyder det ikke, at Danmark bliver mere socialistisk, eller at vi undgår kapitalistiske kriser.

På kort sigt skal den kapitalistiske stat selvfølgelig tvinges til at sikre, at befolkningen ikke lider for hårdt under krisen. Der er også gode grunde til pege på fornuften i at gennemføre store offentlige projekter såsom udbygningen af den kollektive trafik. I tider, hvor vi kan være med til at sætte fornuftige projekter på dagsordenen, skal det udnyttes. Det hjælper også (en smule) på arbejdsløsheden. Men al erfaring viser, at den kapitalistiske stat ikke hindrer kapitalismens kriser, og at den – som vi ser igen – først og fremmest bruger sine ressourcer (det vil sige almindelige skatteborgeres penge) på at redde kapitalisterne. Meget kontant med bankpakkerne og skattelettelser for de rige.

Derfor er det at stikke blår i øjnene på befolkningen, når de såkaldte arbejderpartier ikke påpeger et reelt alternativ til kapitalismen, men udelukkende fokuserer på at lappe nogle huller.
Krisen er en del af kapitalismen, og der findes kun én permanent løsning: socialismen!

Hvorfor kommer krisen nu?

Der har siden Sovjetunionens fald været en relativt lang periode med økonomisk fremgang i Danmark. Der har flere gange været optræk til verdensomspændende økonomiske kriser, men både den asiatiske krise i 1997-98 og dot.com-krisen i 2000-01 forblev relativt begrænsede kriser. Dette betyder ikke, at verden har oplevet økonomisk fremgang i 25 år. Tværtimod havde en række lande i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa meget store økonomiske vanskeligheder i de første 10-15 år (nogle har det stadig, og en del ser ud til at få det igen). Og en række lande i Afrika (Sub-Sahara) har de sidste mange år oplevet negativ vækst, hvilket normalt kun ses i starten af kapitalistiske kriser.

Dengang lykkedes det at isolere de akutte kriser og undgå, at de spredte sig til væsentlige sektorer for særligt den amerikanske økonomi. USA har siden Sovjetunionens sammenbrud været ’den drivende motor’ i verdensøkonomien og har således via et massivt forbrug opretholdt en stor efterspørgsel.
Stadig flere amerikanske virksomheder er flyttet til udlandet, og den almindelige amerikaner fik stadig vanskeligere ved at finde velbetalte job.

I 2000 kom så dot.com-krisen. I jagten på den maksimale profit var der blevet investeret milliarder dollars i projekter, der viste sig at være luftkasteller. Krisen truede med at brede sig, og i sommeren 2001 var blandt andet den amerikanske flybranche ved at styrte ned. 11. september samme år fik staten til at gå ind med massive hjælpepakker. Samtidig førte den efterfølgende oprustning og massive jagt på olie til, at den amerikanske økonomi fik et væsentlig boost. Der blev nu foretaget investeringer i våben, bil- og olieproduktion. Krigene fik økonomien til at boome, og alt gik godt i nogle år.
USA og partnerne i Europa fik investeret i de nyligt åbne økonomier i Øst – fra Balkan til Kina.

Men den amerikanske stats underskud voksede og voksede, og grænserne for USA’s magt blev nået i Irak og Afghanistan. Så sent som i august 2008 blev USA’s supermagtsposition udfordret. USA havde længe forsøgt at styre udviklingen i Georgien og benytte dette land som en brik i sit strategiske skakspil. Med Georgiens krig mod sine ’udbryderprovinser’ slog Rusland tilbage. Grænserne for USA’s og vestens imperialistiske indflydelse var foreløbigt nået.

Forinden var det amerikanske boligmarked begyndt at knække. I jagten på profit havde smarte forsikringsselskaber solgt usikre lån videre og pakket dem ind med sikre. Denne fidus ramte hårdt, da flere og flere amerikanere blev tvunget til at forlade deres hjem, fordi de ikke kunne overholde terminerne og dermed overlod en usælgelig bolig til banker og forsikringsselskaber.

I mere end 25 år havde USA udskudt en alvorlig krise ved hele tiden at pumpe flere penge ud i samfundet. Dette skete ved skattelettelser til de rige, som giver mere mening i USA end i VK-regeringens kopipolitik, for den amerikanske er en stor økonomi, og derved vil de fleste penge også blive brugt i USA. Det skete ved oprustning. Og det skete ved, at USA hele tiden kunne sikre sine firmaer et fortrin i kampen om ressourcerne og markederne. Ikke mindst olievirksomhederne, som Bush-regeringen fokuserede på.

Både Kina og Japan havde en massiv interesse ved at opretholde det amerikanske forbrug. Ved at investere i fast ejendom i USA har de sikret amerikansk kapital til import af deres produkter. Og det skete ved at holde renten nede og lave smarte, men usikre lån, der til sidst fik ballonen til at springe højt og larmende.

Der var til sidst ikke flere redskaber at rode med, ikke flere smarte løsninger til at skrue forbruget i vejret.
Kapitalismens krise er uundgåelig. Uanset hvor meget man kan lappe huller og strække bukserne – så er der altid en grænse for, hvad den kan klare.

Note 1

En politisk krise kan også føre til en generel mistillid til økonomien. For hvis vi opfatter regeringen som direkte garant for økonomien, vil en mistillid til regeringen også føre til en mistillid til økonomien. For at mindske dette forhold bliver forestillingen om nationen sat i stedet. Selvom vi ikke har tiltro til regeringen eller staten, så tror vi stadig på nationen. Altså vil en stærk tro på et nationalt fællesskab ofte være med til at sikre pengesystemets overlevelse til trods for politiske kriser. Danmarks Nationalbank (læg mærke til, at den blev kaldt nationalbank og ikke statsbank) blev netop oprettet efter den danske stats krak, hvor tilliden til den danske stat var i bund, og fungerede formelt uafhængigt af staten (til trods for at den varetog statens interesser).

Netavisen 27. april 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne