Kvindekamp: Modstandens nødvendighed

Leder
Kommunistisk Politik 5, 2009

Langt over en milliard mennesker verden over lever i dyb fattigdom. Størstedelen af dem er kvinder. Den nuværende globale økonomiske krise sender titusinder på porten hver eneste dag til umådelig fattigdom. Til en tilværelse med forefaldende jobs, afhængighed af hjælp, småkriminalitet, prostitution, til utallige tragedier for familier og de opvoksende børn. Ikke mindst for pigebørnene.

Hvor umådelig hyklerisk er det ikke, når den danske medbesættelse af Afghanistan forsvares med, at det er for at sikre fremskridt for kvinderne, for ligestilling, imod middelalderlige kønsrollemønstre. Men det er fattigdommen, krigen og nøden, der holder kvinderne nede – og det er den imperialistiske NATO-koalition, som bærer hovedansvaret for nødens fortsættelse i det uendelige – sammen med besættelsen.

At det ikke er afghanske kvinders ligestilling og frigørelse, der optager de danske politikere, eller de andre imperialistiske politikere, der har sendt deres soldater i krig, bliver afsløret med al tydelighed af en anden af imperialismens varme krige: den i Irak.

Siden den ulovlige invasion og afsættelsen af Saddam-regimet er det kun gået baglæns med kvindernes stilling. Mange er blevet enker og er kastet ud i rystende fattigdom, mange tvinges til prostitution for at overleve – og de religiøse partier, allierede med Iran, som USA og besættelsesstyrkerne har bragt til regeringsmagten har tvunget dem til at bruge slør og indført andre sociale barrierer mod kvinderne som køn i det tidligere sekulære Irak, hvor kvinderne indtog en fremtrædende social position, bedre end i noget andet land i Mellemøsten.

Kan det sikre imperialisterne militære kontrol og magten over olien og andre naturresourcer, kan alle kvinder i verden for dens skyld bære slør og behøver ikke at gå i skole.

De palæstinensiske kvinder i Gaza og deres børn var må for det zionistiske Israels blodige bombemassakrer og lider fortsat under den brutale sulteblokade.

Kvindekamp i de besatte lande må i første række rette sig imod besættelsesmagterne – for at befri deres lande og overhovedet skabe mulighed for udvikling. Retten til overlevelse for dem, deres børn, deres samfund – til fred og udvikling – er den første menneskeret.

’Rigmandsreformen: Fogh får 115.000 – Inge får en lang næse’, kunne Ekstrabladet forkynde på forsiden, da VK-regeringens konkrete skatteplan blev fremlagt. Statsministeren grabsede 115.000 til sig selv, mens den enlige mor ifølge Ekstrabladet kun ville spare 1.423 om året. (Og ikke engang det vil det rent faktisk blive til; samlet set går  det i minus). Det understreger den fortsatte sociale uligestilling – og at det er borgerskabet der regerer til fordel for sig selv. Den velaflagte mand og den fattige enlige mor.

Men man kunne også have brugt vicestatsminister Lene Espersen som eksempel på dem, der får det hele forærende med gavepakken til de rige. Både hun og hendes direktørmand scorer hver især titusinder af kroner.

Dette understreger, at kvindekampen i et land som Danmark ikke mindst er en social kamp; den er en del af klassekampen. Også i Danmark må kvinderne erkende modstandens nødvendighed – for de får ingen fremskridt forærende, heller ikke af kvindelige direktører eller ministre eller partiledere.
De må stå sammen og organisere kampen for deres rettigheder – for retten til arbejde, gode arbejdsforhold, til velfærd for dem, deres børn og deres familier.

De offentligt ansattes storkonflikt sidste forår 2008 var kvindekamp i Danmark i vor tid. Og der blev på mange måder kæmpet eksemplarisk. Det var ikke af den grund, at kravene ikke blev opfyldt i tilstrækkeligt omfang.

Krisen vil yderligere understrege behovet for at kvinderne samlet går ind og styrker den sociale kamp – mod lavtløn og uligeløn og forringet velfærd, mod reformer til gavn for de rige og på bekostning af fremtiden og børnene. Imod imperialismens krige og besættelser, og for at pengene til militæret kanaliseres over til velfærd. I solidaritet med kvinderne i Palæstina, Irak og Afghanistan  -  og ikke mindst dem, der har rejst sig til kamp på den internationale kvindedag 8. marts

Den globale krise forstærker de herskendes angreb på de mange, for at sikre profitterne og deres gode liv for evigt. Det rammer verdens kvinder hårdest. Uden fortsat kamp er alt tabt, selv det allerede vundne.

Netavisen 3. marts 2009