8.marts 2008: Nul-tolerance overfor uligeløn og lavtløn

Dorte Grenaas indlæg på konferencen Ligeløn NU
8. marts 2008
Dansk Elforbund, Tikøbgade 9, 2200 Kbh. N

Dorte er ergoterapeut og formand for Arbejderpartiet Kommunisterne.

Vi har her i dag hørt en del om den aktuelle situation omkring ligelønnens mere end trange kår og hvor overenskomstkampen står lige nu. Det spændende ved dette ligelønsarrangement er at vi bagefter skal diskutere: Hvad gør vi så ved det? Hvordan kan det omsættes til handling og ikke bare varm luft.

70% af sosu-assistenter og hjælpere er indstillet på at strejke, fremhævede Ugebrevet A4 forleden dag. Det er også det jeg oplever – siden strejkerne sidste sommer. Stemningen her i København og rundt om i landet er, at man er parat til at gå i strejke: For betydelige lønforhøjelser og ligeløn, for anerkendelse af indsats i stedet for stigende kontrol og arbejdspres, og for retten til at yde en ordentlig faglig og menneskelig indsats på sit job. Nu er det nok.

De forhandlingsresultater, der ligger nu i KTO- forliget og det, som FOAs top har meldt ud, at de går efter, rækker ingen steder. Lønmæssigt står vi ikke bare med et lønefterslæb, der vil noget, en absurd uligeløn i forhold til. kvinder, men ikke mindst en ekstrem lavtløn.

En uligeløn og lavløn med konsekvenser i hverdagen her og nu, og når vi en dag skal på lavtlønspension. Allerede som teenagere er kvinder bagud med pensionsopsparingen, viser undersøgelser.
Samtidig er de mest belastende job, både fysisk og følelsesmæssigt, de lavtlønnede kvindejob.

Egentlig er det jo tankevækkende: Hvis vi ser vores løn som betaling for den vare, vi sælger, nemlig vores arbejdskraft, så er arbejdet med mennesker – omsorgen, plejen, at yde noget for at mennesker kan udvikle sig til skabende, handlende mennesker, alt det der handler om menneskeværd, handler om livet – en vare, der sættes og betales så lavt i vores samfund i dag.

Og så kan de tale om kvalitetsreformer og velfærdsreform og fanden og hans pumpestok. På gulvet opfattes disse signaler helt klart. Det er en hån, en provokation, en nedbrydning af det offentlige sundheds- og sociale system, der er tilbage. Nedbrydningen af den offentlige sektor kaldes også for regeringen hemmelige amerikanerplaner – de offentlige ansatte oplever hver dag konsekvenserne –  nedbrydningen skal tjene fremme af privatisering.

Fogh-regeringen og finansminister Lars Løkke taler så meget om nul-tolerancepolitik overfor landets borgere. Er det ikke på tide, vi gør det samme overfor dem? En nul-tolerancepolitik overfor uligeløn og lavtløn.

Regeringen må udvide lønrammen på såkaldt 12,8 % til det dobbelte eller tre-dobbelte hvis kravene skal opfyldes. Hvis de ikke vil opfylde vores krav må det have en konsekvens (et andet af tidens kodeord) – Fogh regeringen må gå.

Der må også føres en nul-tolerance politik overfor vores topforhandlere i fagbevægelsen. De er allerede på mere end slingrekurs, de har holdt brandudsalg på trods af medlemmernes krav og vijle til at kæmpe dem igennem.

Med ordvalget fra før – det må fører til konsekvens og handling. En bevægelse for ligeløn og ok-krav må opbygges nedefra som netværk på tværs af faggrænser – og ikke overlades til fagtoppen.
I Danmark blev kravet om ligeløn rejst som strejkekrav allerede så tidligt som i 1875! For 125 år siden + otte. Der har været tid nok!

I nyere tid kom de første ligelønsstrejker i starten af 70 erne. Vi kan ikke vente 40 år til med deres ”genopbygningsstrategi”. Også selvom de nu rasler med fyringstrusler som i dag i Hjørring med fyring af 50 sosu’er p.g.a besparelser. Det er selvfølgelig en arbejdsgivertrussel mod hele ok-bevægelsen

Hvad tror I, det koster at være i krig? I Irak, i Afghanistan – udover det forbryderiske i at føre dem? Hvorfor er der aldrig nogen, der taler om det ? Parolen ”Invester i liv og omsorg – ikke i krig” er stadig aktuel. Hvad koster byrokratiet ikke, hele kontroltyranniet, alle konsulenter, eksperter? For slet ikke at tale om cheferne?

For 1 år siden blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 jævnet med jorden af den hellige tre-enighed –  Statsmagtens kamppoliti, hærens anti-terrorkorps, Fogh-regeringen, BR-Ritt og den sorte  Faderkirke-Ruth . Jagtvej 69, hvor også ArbejderKvindernes Internationale Kampdag 8.marts blev indstiftet i 1910 af den legendariske Clara Zetkin.  

Men hverken de unges drømme og kampe eller kvindernes kamp for et værdigt liv og ligeløn kan de jævne med jorden. Vi vil have ligeløn nu – og værdige arbejdsforhold så vi kan holde vores arbejde ud, holde til at blive.
Nul tolerance overfor at vi behandles som andenrangs mennesker.

Fortsat god 8. marts!

Netavisen 8. marts 2008