Nyt fra U-Videnskabsministeriet

Kommunistisk Politik 5, 2007

Danmark er blevet et land, hvor uddannelse, forskning og videnskab er erstattet af uvidenhed og kortsigtet økonomisk tænkning.

Helge Sander

På EU’s nyeste hitliste over mest ’innovative’ lande er Danmark stadig med i top 10, men ventes at falde til en placering omkring EU’s gennemsnit over de næste år.

Hitlisten har trods det prangende navn intet at gøre med evnen til at udvikle tekniske opfindelser, medicin eller uegennyttig grundforskning.

Der er udelukkende tale om, hvordan landene klarer sig i forhold til en række målsætninger, der er sat op i Lissabon-strategien for vækst og privatisering fra 2000. Den oprindelige målsætning om at bruge mindst tre procent af BNP til forskning og udvikling i 2010 er langtfra opnået.

– Når Danmark placeres som et af verdens (OECD-landenes, red.) mest innovative lande, så er det først og fremmest et skulderklap til samarbejdet mellem universiteter og erhvervslivet, der efterhånden er blevet bygget op, skriver videnskabsminister Helge Sander alligevel.

Direktørlønninger

I 2003 gennemførte regeringen Den Store Universitetsreform med hjælp fra Socialdemokraterne. Den har betydet en forandring af hele universitetsstrukturen til en privatkapitalistisk koncernmodel.

Reformen har skabt et nyt administrationslag af mennesker, der tidligere arbejdede som forskere og undervisere, men nu beskæftiger sig med at kontrollere kollegerne og gå til møde. Omkostningen til det fremvoksende administrative lag har suget en betydelig del af de penge, som tidligere gik til universiteternes egentlige funktioner. Det er en af grundene til, at der selv fra det traditionelt set borgerlige universitetsmiljø er stadig flere forskere, som tager bladet fra munden.

Nogle konkrete eksempler fra kronikker i Politiken og Berlingske Tidende:
På et fakultet ved Københavns Universitet er antallet af administratorer vokset med en faktor på 20 i løbet af de sidste 20 år (fra tre-fire stykker til mere end 70). Til gengæld har denne nye universitetsnomenklatura bevilget hinanden høje lønninger – en dekan tjener omkring to gange en professorgage.”

Mekanikken er tidligere beskrevet af Jørgen Grønnegård Christensen:
Problemet er, at honoreringen af alt, hvad der smager af ledelse, koordination, kontrol og administration, forvrider lønstrukturen på universiteterne. Den værdsatte medarbejder er ikke den originale, kreative og igangsættende forsker/lærer, som koncentrerer sig om sit kald, men derimod den kollega, der bliver dekan, institutleder eller for den sags skyld de kolleger, der bruger deres tid ved mødebordene i bestyrelsen eller et forskningsråd.”

Ufri forskning

Forskere fra University of Lincoln i Storbritannien har med udgangspunkt i UNESCO’s anbefalinger på universitetsområdet sammenlignet de europæiske universiteter.

Danmark fik en bundplacering som følge af den nye struktur, hvor universitetsledelser og statsmagten har taget næsten fuld kontrol over, hvad der kan forskes i. Kontrollen er opnået gennem et EU-inspireret system, hvor der konkurreres om penge til forskning i nogle meget klart definerede puljer.

Forskere karakteriserer systemet som ”strategiske puljer, programmidler og andre cigarkassepenge, som forskerne kan søge efter kriterier, der er udstukket af politikerne og deres rådgivere”.

Metodefrihed, fri forskning og demokrati er de facto afgået ved døden.

Videnskabsministeren afviste kritikken som ”latterlig” (Information 6. dec. 2007):
”Altså, bare fordi vi ikke har livstidsansættelser, så fremstilles det i undersøgelsen som om det er helt forfærdeligt. De bliver ansat til at løse en opgave ligesom alle andre.”

Elite og privat

Der er generelt blevet slækket på kvaliteten og længden af uddannelserne. Dels pga. nedskæringer, men også fordi der betales for antallet af beståedeelever, og jo mere desto hurtigere de kommer igennem systemet. Det er det såkaldte taxameter-princip.

Op til Folketingets åbning i efteråret demonstrerede Studenterrådet. Det erklærede:
Universiteterne er blevet skåret 10 % i løbet af ti år, og det er samtidig med, at der kommer flere og flere studerende på universiteterne. Det er ikke længere nok at stoppe nedskæringerne. Der skal tilføres midler til uddannelserne. Nedskæringer fører til ringere undervisning, dårligere studiemiljø og brugerbetaling!”

Ikke uventet er der nye besparelser i finanslovsforslaget for 2008. De vil bl.a. betyde, at den tiltrængte udbygning af Københavns Universitet på Amager bliver sat i bero.

Fra sommeren 2006 startede et særligt undervisningstilbud til elever med høje karakterer. Eliteuddannelsen er reelt en overbygning for de få udvalgte, med et tilbud om at komme hurtigt igennem systemet.

Sideløbende har Danmark deltaget i EU’s prestigeprogram for elite-udvekslingsstuderende, Erasmus Mundus. Et særligt EU-krav for at deltage er brugerbetaling, hvilket er i modstrid med den eksisterende lovgivning om ’gratis uddannelse’ i Danmark.

Ministeriets løsning var at ’glemme’ lovgivningen, således at der alligevel kunne opkræves brugerbetaling og blive sikret, at danske studerende også kunne komme rundt i EU. En lovlig løsning ser nu ud til at blive indført: En lovgivning, der åbner for private universiteter, er på vej.

Den omfattende fusionering af uddannelsesinstitutioner i Danmark i 2007, der har skabt tre store centre, angiveligt oprustet til den internationale konkurrence om studerende og forskningsmidler, skal ses i den sammenhæng.

En arbejdsgruppe udpeget af videnskabsministeren afleverede i slutningen af januar en rapport ved navn ”12 udfordringer til videnpolitikken” gældende for de næste fire et halvt år. Hovedbudskabet er (igen-igen), at det går godt, men det skal blive endnu bedre!

En ny reform af de videregående uddannelser er nemlig under forberedelse til gennemførelse allerede næste år.
Denne gang ser det ud til, at studerende og magistre er klar på at yde en smule mere modstand.

Se mere på
forskningsfrihed.blogspot.com

Netavisen 4. marts 2008