På vej til at tabe i Afghanistan

Af Alberto Cruz

Global Research, 8. oktober 2007

Bush-administrationen har bedt om 198 milliarder amerikanske dollars for at holde krigene i Irak og Afghanistan kørende 2008 igennem. Ikke til genopbygning, heller ikke for at styrke demokratiske institutioner, eller, som de har sagt i deres Orwell-stil indtil nu, for at styrke sikkerheden, men til krig. Nu direkte og uden leksikalsk sløring.

Det er en klar erkendelse af at tingene går dårligt for dem, meget dårligt. Men hvis deres mål i livet, i Irak, er at blive der for at sikre kontrol med olien, som opbygningen af fire superbaser bærer vidne om, og som Bush har bekræftet i sin seneste tale hvor han sammenlignede dette arabiske land med Sydkorea, er forholdene ovre i Afghanistan ikke helt så entydige.

Med invasionen dér forudså man ingen energifordele på mellemlangt eller langt sigt. Den havde  især et geostrategisk formål, at genere Kina og svække Rusland på dets sydflanke, som allerede i praksis er omringet af NATOs ekspansion frem til dens europæiske grænser og med USAs militære baser i tidligere sovjetiske lande som Georgien, Aserbajdsjan eller Tadsjikistan.

Det tjente alt sammen til at kræve NATOs deltagelse i Afghanistans påståede ”pacificering og genopbygning”. Og europæerne, gamle som nye, som Rumsfeld ville have sagt, tilbød sig hurtigt og sikkert og fulgte hans spilleplan i en ny pinlig udstilling af deres mangel på en uafhængig udenrigspolitik, ikke underordnet imperialistiske interesser.

Ved at bede om flere penge indrømmer Bush åbenlyst at han er på vej til at tabe i Afghanistan. En bedrøvet tiger i knibe. Det samme gælder NATO, som ikke kan forøge sine tropper – trods anmodninger fra USA og FN – og som ser en daglig stigning i dødsfald. NATO har maskeret sin tilstedeværelse i Afghanistan som i Libanon med idyllisk hyrdesprog uden forbindelse til virkeligheden.

Proportionelt lider organisationen større tab end USA: af de 694 dødsfald blandt besættelsestropperne pr. 26. september var 441 fra De forenede Stater og 253 fra andre lande. Bortset fra en australier og to svenskere var alle de andre tropper fra NATO, de sidste to dødsfald i det spanske kontingent medregnet. I løbet af de foreløbig 6 år besættelsen har varet, er antallet af sårede 6710. Hvis man sammenligner med Irak (4099 døde og 36.943 sårede) er proportionerne stort set de samme, ca. 10 sårede for hvert dødsfald.

Hvad er årsagen til at antallet af soldater dræbt i Afghanistan er markant mindre end i Irak når interventionen har varet siden 2001 i det ene land og siden 2003 i det andet? Jo, i Afghanistan er besættelsesstyrken langt mindre og praktisk taget begrænset til byområder. Tilstedeværelsen i landområder er så sparsom at de forskellige styrker der udgør den afghanske modstand, i øjeblikket kontrollerer 75 % af landet. 

Forskellige grupperinger af styrker der kæmper mod besættelsen

Det er en fejl at identificere hele spektret af afghanske modstandsstyrker med Taliban. Det er sandt at Taliban har reorganiseret sig, og at de udgør størstedelen af modstanden, men foruden dem er der andre komponenter som det islamiske parti under Gulbuddin Hekmatyar (hvis len er den nordlige provins Kunduz), nationalistisk modstand ledet af Jalalladin Hakkani, Al Qaeda-kombattanter, opiumsforhandlere og alskens lokale krigere der er dødtrætte af vestlig arrogance og især de civile tab besætterne har voldt.

Flere og flere landsbyer og byer falder fra Karzais marionetregering og går over til modstanden. Man skal ikke glemme at kollaboratørernes ”stjerne-”program er kampen mod opiumsproduktionen, og at det får dem til at ødelægge alle mulige afgrøder uden at tage i betragtning at det store flertal af jorderne tilhører fattige bondefamilier uden andre muligheder for indtjening.

Det gælder lige så meget de lejetropper der hører til Dyncorp (den amerikanske institution der har til opgave at udføre samme arbejde i Columbia), som for de besættelsesstyrker der ledes af Storbritannien og af kollaboratørtropper. De sidstnævnte har en imponerende liste af røveri, voldtægt, afpresning, tortur og mord på deres samvittighed, alt uden at risikere straf.

At undertrykke demonstrationer mod besættelsen er den normale dagsorden. Kollaboratørhæren består mest af folk med tadsjikisk etnisk baggrund, hvad der gør reaktionen fra pathanerne (eller pashtunerne, hvis man bruger den engelske betegnelse) fuldstændig normal. De tadsjikiske militser var den vigtigste støtte for USA i omstyrtelsen af Taliban, der er pathanere, den mest talrige etniske gruppe i Afghanistan.

I dette panorama af modstand skal man også medregne en lille venstreorienteret gruppe, karakteriseret af maoistisk tankegang, som argumenterer for muligheden af væbnet kamp i sine publikationer. Denne gruppe, som også modsatte sig den sovjetiske besættelse, har holdt sig selv i live inden for den politiske kamp, om end ikke militært, men for tiden advarer den om at den er ”i et forberedende stade for en folkekrig mod den imperialistiske besættelse”.

En sådan forandring af krigen ville være kvalitativ og gøre nederlaget fuldstændigt for besætterne, ledet af NATO. De ville ikke længere være oppe imod en religionsbaseret modstand (Taliban), men en politisk og økonomisk, der ville ændre krigens balance og efterlade besætterne uden nogen sag at argumentere for.

USA, NATO og FN er tre bedrøveligt udseende tigre der er ved at tabe i Afghanistan (sammen med Karzais fjernstyrede halvkoloniale regering). For øjeblikket er de forskellige afghanske modstandsorganisationers militære kapacitet vokset til det firedobbelte siden invasionen i september 2001.

Senlis-rådet, den organisation der er mest bekymret over situationen i Afghanistan og helt ukritisk over for besætterne, har offentliggjort en rapport hvori der optræder en graf gengivet nedenfor. Den viser modstandsstyrkernes ekspansion, og hvordan denne har bredt sig til 75 % af landet, som påpeget tidligere, med forskellig intensitet, men betydelig tilstedeværelse (1).

FN siger det ikke lige så klart, men den seneste resolution fra Sikkerhedsrådet (2) udtrykker bekymring over ”væksten i voldelige og terroristiske aktiviteter fra Taliban, Al-Qaeda, illegale bevæbnede grupper og folk som deltager i narkohandel”. Ban Ki-Moon, den multinationale organisations generalsekretær, er endnu tydeligere i sin nyeste rapport (3): ”voldelige handlinger foretaget af oprørere og terrorister er blevet forøget med mindst 20 % sammenlignet med 2006: et gennemsnit på 548 tilfælde om måneden blev rapporteret i 2007, sammenlignet med et månedligt gennemsnit på 425 i 2006.”

I begyndelsen af 2007 kontrollerede guerillaerne kun 20 distrikter i tre provinser, Kandahar, Helmand og Uruzgan. Så den hurtige vækst og udbredelse af modstandsstyrkerne må tilskrives forskellige grunde, men især to. På den ene side er der mange embedsmænd i Karzais halvkoloniale regering der støtter guerillaerne. På den anden har NATOs fortsatte, gentagne bombardementer af hele landsbyer (som det skete i sommer) vendt den afghanske befolkning mod besættelsen.

Det afghanske radikale venstre sagde i et kommunike i juli (4) at NATO er ved at kaste Afghanistan ud i et blodbad med bombning af landsbyer og massakrer på civile. I mere behersket sprog har den italienske udenrigsminister udvist en smule ærlighed, så sjælden blandt hans kolleger, da han sagde at ”[civile dødsfald] er uacceptable moralsk og en katastrofe politisk”.

FNs ansvar for massakrerne er ikke banal i betragtning af at organisationen giver et dække af legalitet til USA og NATO. Derfor udtrykker den citerede resolution dens ”bekymring” for de civile ofre og opfordrer den internationale sikkerheds- og hjælpestyrke (dvs. NATO) og andre internationale kræfter til at ”minimere” risikoen for civile tab og antage ”alle mulige forholdsregler for at garantere den civile befolknings liv, respekt for internationale humanitære love og menneskerettighedsnormer” (sic). En klar tilståelse fra FNs side om dens ynkelige situation, hvor den har tabt al troværdighed som garant for verdenssikkerhed. 

Anonyme massakrer

Den politiske opinion i Europa er bedøvet og tillader NATOs talspersoner skamløst at påstå at ISAF- og NATO-styrker opfører sig anderledes end USAs styrker, idet de med 24 timers varsel oplyser at de har tænkt sig at bombe en landsby, så at hvis indbyggerne ikke når at blive evakueret, kan den ”Atlantiske Alliance” ikke påtage sig noget ansvar for dødsfald. De døde er selv ansvarlige for deres død fordi de er blevet i deres eget hjem, på deres egen jord.

Eftersom de eneste vidnesbyrd fra afghanere om disse forud anmeldte bombetogter altid bliver draget i tvivl af vestlige forsvarere for pressens ytringsfrihed, må man fæste lid til den beretning nogle canadiere har givet efter en invasion af deres tropper i en landsby: ”selvfølgelig evakuerer folk deres landsby, men tropperne går ikke ind i bygningerne (som står endnu) af frygt for fælder, og derfor ødelægger de bygningerne, laderne og brøndene og siger så til folk at de kan komme tilbage” (5). At vinde hjerter og hjerner som i Vietnam eller Irak. Så kommer de med en lille erstatning (2000 USA-dollars, ca. 1430 euro) for ”gensidig skade”, hvis der er forekommet dødsfald. Men det har vist sig at kun fire lande gør dette konsekvent, og hverken USA, Storbritannien, Frankrig eller Spanien er mellem dem.

Måske på grund af vidneudsagn som dette, eller fordi Canada har flere døde soldater end noget andet land bortset fra De forenede Stater, ønsker oppositionen dér at trække tropperne tilbage. Kun det konservative parti med dets lille, men utilstrækkelige, flertal i parlamentet ønsker af blive ”indtil arbejdet er gjort”. Mens lignende diskussioner finder sted i andre lande med tropper i Irak, er det med hensyn til besættelsen af Afghanistan kun Canada der har taget det første skridt.

Ligesom i Irak findes der ingen opgørelse af antallet af civile dræbt af besættelsen. Marc W. Herold, en økonom ved universitetet i New Hampshire, har dog gennemført en undersøgelse, der viser 4643 døde civile fra september 2001 til oktober 2006. Som logisk er, er dette tal steget betragteligt fordi NATO siden da har forstærket sin bombning af civile områder.

FN taler forsigtigt om 1000 dødsfald mellem 1. januar og 1. august i år (6), idet man dækker sig ind ved at sige at “i mange tilfælde vanskeliggør sikkerhedshensyn der begrænser missionens adgang til kampzoner, og det at man har at gøre med en kompliceret politisk situation, indsamlingen af tilstrækkelige data til at udarbejde en fuldstændig rapport over tabene”. Så man skal næppe være forbavset over at væksten af nationalistisk, antiamerikansk og antivestlig stemning generelt får modstandsstyrkerne til at vokse.

Modstandsstyrkerne, der generelt identificeres som Taliban (så betegnelsen kan fæstne sig i den kollektive underbevidsthed som et synonym for noget uciviliseret, mens udenlandske tropper bringer fremskridt) anklages for at gemme sig i den civile befolkning, som om guerillaer i en asymmetrisk guerillakrig kunne finde på at råbe ”Hej-hej! Her er jeg! – Kom og bomb mig her ude i det åbne land!” Men det der sker i Afghanistan, er mere og mere en guerillakrig, måske endda i en fremskreden fase – en bevægelseskrig.

Den barbariske besættelse medfører stadig større modstand, selv om den er langt fra at være en venstreorienteret eller progressiv national bevægelse. Ligesom i Irak er det afghanske folks ret til uafhængighed, selvbestemmelse og værdighed uden for enhver tvivl, uanset hvor meget besættelsestropperne hyller sig selv i blå FN-farver. Ganske som NATO og FN bliver USA ved med at insistere på at enhver tilbagetrækning af besættelsesstyrkerne fra Afghanistan vil efterlade et tomrum der vil blive fyldt op af ”ekstremister”.

Men med modstandsstyrker i direkte eller indirekte kontrol over 75 % af landet er det ikke andet end endnu en vestlig fejltagelse. Som det gik i september 2006, da canadierne og englænderne lykønskede sig selv til at have voldt 500 dødsfald for Taliban i Panjwai og Sahri efter to ugers luftangreb, og igen og igen påstod at de havde disse landsbyer under kontrol. Men det viste sig at de ikke kunne bevise et eneste af de påståede 500 tab simpelthen fordi modstandsstyrkerne (om de nu var Taliban eller ej) var forsvundet. Så ændrede de deres fortælling og sagde: ”Vi har tvunget Taliban på flugt”.

Det er den slags eventyr den vestlige offentlige mening lytter til … indtil tabene af deres egne tropper eller kidnapningen af deres landsmænd bringer dem tilbage til virkeligheden.

Denne virkelighed involverer det FN der konstaterer at Afghanistan ”befriet fra Talibanbrutalitet” producerer 92 % af den heroin der indtages globalt. En delvis erkendelse som ikke fritager organisationen for ansvar eller nederlag. FNs kontor mod narko og kriminalitet (UNODC, the United Nations Office against Drugs and Crime) fastslår at Afghanistan er på nippet til at blive en ”narko-stat”, selv om det samtidig erkender at ”opiumsproduktionen er hovedkilden til arbejde i Afghanistan” (7). Modstandsstyrkerne siger det samme.

UNODC har beregnet at 165.000 hektar var optaget af opiumsproduktion i 2006, fortrinsvis i områder kontrolleret af Karzais halvkoloniale regering og i områder med militær tilstedeværelse af besættelsesmagterne. Så opiummen er i hænderne på den provestlige elite og udgør en del af kampagnen mod modstanden. Med guerillaens territoriale ekspansion og den kontrol den har i disse områder, er opium ved at blive en næsten essentiel del af krigen mod besættelsen.

USA og dets allierede vil ikke vinde krigen i Afghanistan. Deres strategi er en komplet fiasko. Antallet af dødsfald vil vokse efterhånden som det herskende regime falder fra hinanden, idet det knap nok har kontrol over hovedstaden og nogle få provinser overladt til de allierede krigsherrers forgodtbefindende. USA, NATO, FN og marionetten Karzai er åbenlyst i defensiven, stillet over for et stort flertal af det afghanske folk der afviser dem.

Den altid medgørlige Ban Ki-Moon siger det klart: ”I samme takt som oprørernes pres på overgangsprocessen i Afghanistan vokser, med utilstrækkelighederne i styreform og den narkobaserede økonomi, vil landets regering med hjælp fra det internationale samfund være tvunget til at udvise politisk vilje til at tage de energiske forholdsregler der er nødvendige for at genskabe initiativer inden for hvert enkelt af disse spørgsmål og genvinde folks tillid på en mærkbar måde.

Hvis regeringen ikke udviser fastere lederskab, med større sammenhæng med donorstaterne (medregnet tættere koordinering af internationale civile og militære deltagere i Afghanistan) og en beslutsom indsats fra nabostaterne, vil mange af de fremskridt i sikkerhedsforhold, institutionsopbygning og udvikling der er gjort siden Bonn-konferencen, blive bragt i fare eller endda lide tilbagegang.” (8).  

Notes

(1) “Política de los talibanes y agravios legítimos afganos”, juni 2007.

(2) Resolution 1776 (2007), 19. september 2007.

(3) La situación en el Afganistán y sus consecuencias para la paz y la seguridad internacionales. Informe del secretario general. A/62/345?S/2007/555, afsnit 7.

(4) “¿Hace la OTAN una misión de paz o bárbara en Afganistán?”, 29. juli 2007.

(5) “Desde Afganistán Ocupado: notas de una misión exploratoria”, Globalresearch, 18. september 2007.

(6) La situación en el Afganistán y sus consecuencias para la paz y la seguridad internacionales. Informe del secretario general. A/62/345?S/2007/555, afsnit 54.

(7) Servicio de Noticias de la ONU, 28. juni 2007.

(8) La situación en el Afganistán y sus consecuencias para la paz y la seguridad internacionales. Informe del secretario general. A/62/345?S/2007/555, afsnit 74. 

Oversat fra en engelsk oversættelse af den spanske original ved Minna Skafte Jensen.

Netavisen 27. oktober 2007


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne