København: Seattle bliver voksen

Af Naomi Klein

Kommunistisk Politik 24, 2009

 
Journalisten og forfatteren Naomi Klein er en af deltagerne på ’Det alternative klimatopmøde’ i DGI-byen. Hun skriver her om sine forventninger til protestbevægelsen Climate Justice Action. 
 
Her forleden dag modtog jeg en kopi af udkastet til ”Kampen om historien bag slaget om Seattle” af Davis Solnit og Rebekka Solnit. Den er berammet til at udkomme ti år efter, at en historisk koalition af aktivister lukkede Verdenshandelsorganisationens (WTO’s) topmøde. Det var gnisten, der antændte en global bevægelse mod de multinationale koncerner.

Bogen er en fascinerende opsummering af, hvad der virkeligt skete i Seattle, men når jeg snakker med David Solnik, guruen for de direkte aktioner, der hjalp med at få lukningen af mødet gennemført, så finder jeg ham mindre interesseret i at dvæle ved 1999 end i at tale om det kommende FN-klimatopmøde i København og de aktioner, som Climate Justice har organiseret over USA den 30. november:
 
”Det er definitivt en bevægelse af Seattle-typen,” oplyser Solnik: ”Folk er rede til at aktionere, hvor de lægger sig ned.”

Der er helt sikkert Seattle-kvalitet over Københavns-mobiliseringen. Det viser sig i det enorme omfang af grupper, som vil være til stede, de forskellige taktikker, som vil blive lagt for dagen, og i at regeringer fra udviklingslande kommer og er rede til at bringe aktivistkrav ind på topmødet. Men København er ikke bare et Seattle om igen. Det føles derimod, som om de progressive og mest følsomme lag skabende ændrer en bevægelse, der bygger på en tidligere periodes stærke sider, men også lærer af dens fejltagelser.

Det afgørende kritikpunkt af bevægelsen, som medierne insisterer på at kalde for ”anti- globaliserings-bevægelsen”, har altid været, at den havde en alenlang liste af klager og få konkrete alternativer. I modsætning hertil er den bevægelse, man samles om i København, rettet mod et enkelt punkt – klimaforandringerne – men den fortæller en sammenhængende historie om årsagerne og om kuren og inkorporerer reelt alle globale spørgsmål.

Ifølge denne historie forandres vort klima ikke alene på grund af en specielt forurenende praksis, men på grund af den underliggende kapitalistiske logik, der over alt andet lægger vægt på korttidsprofit og endeløs vækst. Vore regeringer vil nu have os til at tro på, at samme logik kan spændes for løsningen af klimakrisen ved at skabe en ny handelsvare, som hedder CO2, og som vil omdanne skov og agerland til ’kar’ for vores ukontrollable udslip. 

Climate Justice-aktivister i København vil anføre, at ”CO2-handelen” langtfra vil løse klimakrisen, men vil medføre en privatisering af atmosfæren uden fortilfælde, og at modregninger og CO2-kar truer med at blive til et angreb på ressourcer af koloniale dimensioner. Ikke blot vil disse ”markedsbaserede løsninger” slå fejl som løsning på klimakrisen, men denne fejltagelse vil samtidig bevirke en dramatisk uddybning af fattigdom og ulighed, fordi de fattigste og mest sårbare folk er hovedofre for klimaforandringer, ligesom de er de primære forsøgskaniner for disse manøvrer med  handel med CO2-udslip. 
 
Men aktivister i København vil ikke simpelthen sige nej til alt dette. De vil aggressivt fremme løsninger, der samtidig reducerer udslippene og mindsker uligheden. Til forskel fra tidligere topmøder, hvor alternativerne syntes at være efterrationalisering, vil alternativerne indtage den centrale sceneplads i København. F.eks. har koalitionen for Climate Justice Action opfordret aktivister til at storme konferencecentret den 16. december.

Mange vil gøre det som del af ”cykelblokken”, der vil køre samlet som en hidtil uset ”uimodståelig ny maskine af modstand” bestående af hundredvis af gamle cykler. Målet for aktionen er ikke at lukke topmødet på Seattle-vis, men at åbne det op og forvandle det til et ”sted til at snakke om vores dagsorden, en dagsorden nedefra, en dagsorden for klima retfærdighed, for ægte løsninger i stedet for deres falske … Denne dag skal være vores”.

Nogle af tilbuddene fra aktivisterne er de samme, som den globale retfærdighedsbevægelse har kæmpet for i årevis: lokalt bæredygtigt landbrug; mindre, decentraliserede kraftværksprojekter; respekt for de indfødtes ret til jord; at lade fossilt brændstof blive i undergrunden; ophævelse af patentbeskyttelse af grøn teknologi; samt at betale for disse omstillinger ved at beskatte finansielle transaktioner og ved annullering af udenlandsgæld.

Andre forslag er helt nye, såsom det stigende krav om, at de rige lande betaler deres ”klimagæld” – erstatninger for ødelæggelserne til de fattige. Det lyder som skrappe pålæg, men vi har alle lige set, hvilke ressourcer vore regeringer kan finde, når det drejer sig om redde eliten. Som et slogan op til Københavnsmødet lyder: ”Hvis klimaet var en bank, ville det være blevet reddet” – og ikke overladt til markedets brutalitet.

Ud over en historie, der hænger sammen, og fokus på alternativer, så er der mange andre ændringer: Der er en mere gennemtænkt metode til direkte aktion, der anerkender nødvendigheden af mere end snak alene, men også er besluttet på ikke at spille ud fra det bundne manuskript ’Politi mod protesterende’. 

”Vores aktion består i civil ulydighed,” siger organisatorerne af 16. december-aktionen. ”Vi vil overvinde enhver fysisk barriere, der står i vejen – men vil ikke svare med vold, hvis politiet [forsøger] at optrappe situationen.”  

(Når det er sagt, så er det uundgåeligt, at det to uger lange topmøde vil inkludere et par løbende kampe mellem politi og unge i sort. Det er Europa trods alt).

For et årti siden skrev jeg i et synspunkt, der blev trykt i New York Times oven på lukningen af Seattle, at en ny bevægelse, som talte for en radikalt anderledes form for globalisering, ”netop havde sin dåbsfest”.  

Hvad bliver betydningen af København? Det har jeg spurgt John Jordan, hvis forudsigelser af, hvad der kunne ske i Seattle, jeg har citeret i min bog ’No Logo’: ”Hvis Seattle var bevægelsernes bevægelses dåbsfest, vil København måske blive en fejring af, at vi er blevet voksne.”

Han advarer imidlertid om, at det at blive voksen ikke betyder at spille på det sikre, at undgå civil ulydighed frem for kedelige møder:  

”Jeg håber, vi er vokset op til at være langt mere ulydige,” sagde Jordan, ”fordi livet på denne vores planet meget vel kan blive afsluttet på grund af alt for megen lydighed.”

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research 22. november 2009  

Netavisen 5. december 2009


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne