Klima raseri

Af Naomi Klein 

Kommunistisk Politk 24, 2009

Den eneste måde at stoppe global opvarmning på er, at de rige nationer betaler for skaden, de har gjort – eller imødese konsekvenserne.

En sidste chance for at redde verden – sådan er FN’s topmøde om klimaforandringer i København i december blevet opreklameret i månedsvis. Repræsentanter fra 192 lande vil endelig indgå en aftale om at holde de globale temperaturer under katastrofeniveau.

Mødet påkalder ”den gamle følelse af enhed fra tegneserierne over for en fælles fare, der truer jorden”, sagde Todd Stern, præsident Obamas hovedudsending i klimasager: ”Det er ikke meteorer eller invaderende fra rummet, men skaden på vor planet, på vort samfund, på vore børn og børnebørn vil være lige så stor.”

Det var i marts måned. Siden har det endeløse slag om en sundhedsreform stjålet meget af præsidentens fremdrift vedrørende klimaforandringer. København starter nu sandsynligvis før kongressen har vedtaget bare en svag klimalov, med kullobbyen som medforfatter, har de amerikanske politikere droppet superheltemetaforerne og rasler for at sænke forventningerne til at opnå en seriøs aftale på klimatopmødet. Det er kun et møde, udtaler USA’s energiminister Steven Chu, ikke et ”enten alt eller enden på alt”.

Mens troen på handling fra regeringernes side svinder, betragter klimaaktivister imidlertid København som en mulighed af en anden slags. Topmødet er på vej til at blive det største miljømøde i historien, og det er en chance for at generobre det politiske terræn fra de erhvervsvenlige halve tiltag, såsom CO2-handelen, og introducere nogle fornuftige, effektive forslag, der mindre handler om at skabe komplekse nye markeder for forurening og mere om at bevare kul og olie i undergrunden.

Blandt de vigtigste og mest lovende og også mest kontroversielle forslag er ”klimagælden”. Ideen om, at de rige lande skal betale skadeserstatninger til de fattige lande for klimakrisen. I klimaaktivismens verden markerer det et dramatisk skift i både tone og indhold. Amerikanske miljøaktivister tenderer til at betragte global opvarmning som en kraft, der hæver sig op over alle forskelle. Vi deler alle den skrøbelige, blå planet.

Alle må arbejde sammen om at redde den. Men koalitionen af latinamerikanske og afrikanske regeringer plæderer for klimagælden ved at påpege forskellene, ved at stille skarpt fokus på den frygtelige kontrast imellem dem, der er årsag til klimakrisen (den udviklede verden), og dem, der lider under de værste følger (udviklingslandene). Justin Lin, cheføkonom i Verdensbanken, opstiller det uden omsvøb: ”Omkring 75-85 %” af skaderne forårsaget af global opvarmning ”vil ramme udviklingslandende, skønt de kun bidrager med en tredjedel af udledningen af drivhusgasser”.

Klimagæld handler om, hvem der samler regningen op. Græsrodsbevægelsen bag forslaget mener, at ansvaret for alle omkostninger i forbindelse med at tilpasse sig en mindre fjendtlig økologi – alt fra bygning af diger til omstillingen til renere og mere kostbare teknologier – ligger hos de lande, der skabte krisen.  

”Hvad vi har brug for, er ikke noget, vi bør tigge om, men noget, man skylder os, da vi har med en krise at gøre, vi ikke selv har skabt,” udtaler Lidy Nacpil, koordinator i Jubilee South, en international organisation, der har arrangeret demonstrationer for at fremme klimaerstatninger: ”Klimagæld er ikke en sag om barmhjertighed.”

Sharon Looremeta, en advokat for Maasai-stammefolkene i Kenya, der har mistet fem millioner køer under tørken de seneste år, siger det med endnu skarpere vendinger: ”Maasai-samfundet kører ikke i store biler eller tager på ferie med fly,” udtaler hun: ”Vi er ikke skyld i klimaforandringerne, alligevel er det os, der lider under dem. Det er en uretfærdighed og bør stoppes her og nu.”

Argumentationen for ’klimagælden’ starter som de fleste diskussioner om klimaforandringer med videnskab. Før den industrielle revolution var tætheden af kuldioxid i atmosfæren – hovedårsagen til global opvarmning – på 280 dele pr. million, dpm. I dag er den oppe på 387 dpm – langt over alle sikkerhedsgrænser – og stiger stadig.

De udviklede lande, der udgør 20 % af verdens befolkning, har udledt næsten 75 % af de drivhusgasser, der nu destabiliserer klimaet (USA alene, der bebos af knap 5 % af den globale befolkning, bidrager med 25 % af alle CO2-udledninger), og mens udviklingslande som Kina og Indien er begyndt at udspy store mængder kuldioxid ud i luften, argumenteres der for, at de ikke er lige så ansvarlige for omkostningerne ved oprensning, fordi de kun har deltaget med en lille andel af de 200 års akkumulerende forurening, der har skabt krisen.

I Latinamerika har venstreorienterede økonomer længe anført, at vestlige lande skylder en vagt defineret ”økologisk gæld” til kontinentet for århundreders kolonialt tyveri af jord og ressourceudvinding. Men et nyligt argument for klimagæld er langt mere konkret, takket være et ret nyt undersøgelsesorgan, som har sat præcise tal på, hvem der har udledt hvad, og hvornår:  
”Det spændende er,” siger Antonio Hill, der er seniorrådgiver ved Oxfam, ”at vi virkelig kan sætte tal på det. Vi kan måle det i tons kuldioxid og regne omkostningerne ud.”

Lige så vigtigt er det, at ideen støttes af FN’s Rammeaftale om klimaforandringer, ratificeret af 192 lande, heriblandt USA. Rammeaftalen erklærer ikke blot, at ”størstedelen af den historiske og nutidige globale udledning af drivhusgasser er sket i udviklede lande”. Den fastslår klart, at de skridt, der tages for at løse problemet, skal ske ”på basis af retfærdighed og i overensstemmelse med det fælles, men forskelligartede ansvar”.

Skadeserstatningsbevægelsen har ført diverse koalitioner af store internationale organisationer sammen såsom Friends of the Earth (da: NOAH) og Kirkernes Verdensråd, som har sluttet sig til klimaforskere og politiske økonomer, hvor mange er tilknyttet det indflydelsesrige Tredje Verden-Netværk, som har stået i spidsen for appellen. Indtil for nylig var der imidlertid ingen regering, der pressede på for at få klimagælden med i Københavns-aftalen.

Det ændrede sig i juni, da Angelica Navarro, hovedklimaforhandler for Bolivia, gik på talerstolen ved FN’s klimaforhandlinger i Bonn i Tyskland. Kun 36 år gammel og skødesløst klædt i en sort sweater lignede Navarro mere en af hippierne udenfor end bureaukraterne og embedsmændene indenfor på mødet. Navarro satte den seneste viden om udledningerne sammen med opgørelser om, hvordan smeltende gletsjere truer vandforsyningen i to store bolivianske byer, og rejste en klar argumentation for, hvorfor udviklingslandene har krav på massiv kompensation som følge af klimakrisen.

“Millioner af folk – på små øer, i mindre udviklede lande, lande uden adgang til havet såvel som sårbare samfund i Brasilien, Indien og Kina og overalt i verden – lider under virkningerne af et problem, som de ikke har medvirket til,” fortalte Navarro den stopfyldte sal. Ud over at måtte imødese et stadig mere fjendtligt klima kan lande som Bolivia ikke sætte gang i økonomisk vækst med billig og beskidt energi, som de rige lande har gjort, da det kun vil øge klimakrisen, erklærede hun. Men de har heller ikke råd til de tunge investeringsomkostninger ved at lægge om til vedvarende energi som vind og sol.

Løsningen er trefoldig, mente Navarro. De rige lande skal betale omkostningerne forbundet med tilpasning til klimaforandringerne, skære dybt i deres egne udledningsniveauer ”for at skabe atmosfærisk plads” til udviklingslandene, og de skal betale tredjeverdenslandene for at springe fossile brændstoffer over og gå direkte til renere alternativer:  
”Vi kan ikke og vil ikke opgive vores retmæssige krav på en fair andel af atmosfæren med et løfte om, at engang i fremtiden vil teknologien blive stillet til rådighed for os,” sagde hun.

Talen opildnede aktivister over hele verden. I de seneste måneder har Sri Lankas, Venezuelas, Paraguays og Malaysias regeringer støttet miljøgældkonceptet. Mere end 240 miljø- og udviklingsorganisationer har skrevet under på en erklæring, som forlanger, at rige lande betaler deres klimagæld, og 49 af de mindre udviklede lande vil fremføre kravet i København som en fælles blok i forhandlingerne.  

”Hvis vi vil bremse udledningerne i det næste årti, behøver vi en massiv mobilisering, større end nogen i historien,” fastslog Navarro i slutningen af talen: ”Vi har brug for en Marshallplan for Jorden. Planen skal bevirke finansiering og teknologioverførsel i en aldrig tidligere set skala. Den må sørge for grundlæggende teknologi i alle lande for at sikre, at udledningen reduceres, mens folks livskvalitet stiger. Vi har kun et årti.”

Det bliver et meget dyrt årti. Verdensbanken beregner udviklingslandenes omkostninger ved klimaforandringerne – alt fra kvæg, udmarvet af tørke og stormfloder, til malaria spredt fra myggeplaget vand – til at udgøre helt op til ti milliarder dollars om året. Overgangen til vedvarende energi vil, ifølge FN’s undersøgelser, øge omkostningerne væsentligt mere: til op til 60 milliarder dollars om året det næste årti.

Til forskel fra de nylige bankredningsaktioner, der simpelthen overførte offentlig rigdom til verdens rigeste finansinstitutioner, vil penge brugt på klimagæld give næring til en global miljøomdannelse, som er nødvendig for at redde jorden. Det mest spændende eksempel på, hvad der kan opnås, er de løbende bestræbelser på at beskytte Ecuadors Yasuni National Park. ‘

Denne ekstraordinære stump Amazonregnskov, der er hjem for adskillige indfødte stammer og et usandsynligt stort antal sjældne og eksotiske dyr, indeholder næsten lige så mange træarter på én hektar, som der findes i hele Nordamerika. Hagen ved det er, at neden under denne overdådighed af liv vurderes der at være 850 millioner tønder olie til en værdi af syv milliarder dollars. At brænde den olie af – samt fælde regnskoven for at få fingre i den – vil tilføre 547 millioner ton kuldioxid mere til atmosfæren.

For to år siden sagde Ecuadors centrum-venstrepræsident Rafael Correa noget, som er meget atypisk for lederen af en olieeksporterende nation: Han ønskede at lade olien blive i undergrunden. Men de rige lande burde betale Ecuador – hvor halvdelen af befolkningen er fattige – for ikke at slippe det kulstof ud i atmosfæren som ”kompensation for de skader, der er forårsaget af den løbske mængde historiske og nutidige udledninger af drivhusgasser”. Han bad ikke om hele beløbet, kun det halve. Og han forpligtede sig til at bruge mange af pengene til at konvertere Ecuador til alternativ energi som sol og geotermisk energi.

Mest som følge af Yasunis skønhed har planen opnået udbredt international støtte. Tyskland har allerede tilbudt 70 millioner dollars om året de næste 13 år, og adskillige andre europæiske regeringer har udtrykt interesse for at deltage. Reddes Yasuni viser det, at klimagæld ikke kun er et forklædt trick for at få mere hjælp – den er en langt mere troværdig løsning på klimakrisen end dem, vi har nu. ”Initiativet skal lykkes,” siger Atossa Soltani, chefdirektør for Amazon Watch: ”Jeg tror, vi kan blive til en model for andre lande.”

Aktivister påpeger, at en række andre grønne initiativer vil være mulige, hvis de rige lande betaler deres klimagæld: I Indien kan minikraftværker, der drives af biomasse og solenergi, sikre elektricitet med lavt kulstofforbrug til mange af de 400 millioner indere, der i dag lever uden elpærer. I byer, fra Cairo til Manila, kunne der ydes finansiel støtte til hæren af forarmede ”skraldindsamlere”, der vil redde op mod 80 % af byernes affald nogle steder fra at ende i affaldssække og forbrændingsovne, der afgiver planetopvarmende forurening. Og i langt større skala kan kulfyrede kraftværker omdannes til mere effektive anlæg, der bruger eksisterende teknologi, og beskære deres udledninger med en tredjedel.

For at sikre reelle klimaerstatninger insisterer talsmænd på, at de bør være uafhængige af det nuværende internationale hjælpesystem. Klimapenge kan ikke bare blive omdirigeret fra eksisterende hjælpeprogrammer som grunduddannelse eller hiv-forebyggelse. Desuden må pengene ydes som tilskud, ikke lån, eftersom det sidste, udviklingslandene har brug for, er mere gæld. Ydermere skal pengene ikke administreres af de sædvanlige kanaler som Verdensbanken og USAID, som for ofte presser på for venskabsprojekter baseret på vestlige dagsordener, men kontrolleres af FN’s klimakonvention, hvor udviklingslandene vil have direkte indflydelse på, hvordan pengene bruges.

Uden sådanne garantier vil erstatninger være meningsløse – og uden erstatninger vil klimadrøftelserne i København sandsynligvis kollapse. Som tingene står, er USA og de vestlige lande engageret i et håbløst spil med udviklingslande som Kina og Indien. Vi nægter at mindske udledningerne, hvis de ikke skærer ned og tillader international overvågning, og de nægter at lade sig rokke – medmindre de rige lande først skærer ned og hoster op med seriøse beløb til hjælp med at tilpasse sig klimaforandring og gå over til ren energi.  

”Ingen penge, ingen aftale,” som en af Sydafrikas top-miljøembedsmænd siger. ”Om nødvendigt er vi parate til at udvandre,” fastslår den etiopiske statsminister Meles Zalawi på vegne af den afrikanske Union.

Tidligere har præsident Obama anerkendt princippet, hvorpå klimagæld hviler: ”Jo, de udviklede lande, som har forårsaget meget af skaden på klimaet det sidste århundrede, har stadig et ansvar for at føre an,” indrømmede han i sin septembertale i FN: ”Vi har et ansvar for at yde den finansielle og tekniske bistand, der behøves for at hjælpe disse udviklingslande til at tilpasse sig virkningerne af klimaforandringerne og stræbe efter lav kulstofudvikling.”

Nu hvor København nærmer sig, synes den amerikanske forhandlingsposition at foregive, at 200 års overudledning aldrig har fundet sted. USA’s ledende klimaforhandler, Todd Stern, afviste fnysende et kinesisk-afrikansk forslag om, at de udviklede lande betaler godt 40 milliarder dollars om året i klimafinansiering, som ”vildt urealistisk” og ”ikke forankret i virkeligheden”.

Han lægger ikke alternative tal på bordet – til forskel fra EU, der tilbyder at sparke 2,2 milliarder dollars i forslaget. USA’s forhandlere har endog foreslået, at landene kunne få midler til klimagæld ved at holde periodiske ”indsamlingsfester”, hvormed han gjorde det klart, at man ser dækningen af omkostningerne ved klimaforandringerne som et spørgsmål om godt humør, ikke som en pligt.

Men at afvise den høje regning for klimaforandringer bærer sin egen pris. USA’s militær og efterretningsvæsen betragter nu global opvarmning som en førende trussel imod national sikkerhed. Når havniveauet hæves og tørken spredes, vil kampen om mad og vand vokse sig større i mange af verdens fattigste lande.

Disse egne vil blive ”ynglepladser for ustabilitet, for oprør, for krigsherrer”, ifølge et studium fra Centret for Flådeanalyser, ledet af general Anthony Zinni, fra 2007. For at holde millioner af klimaflygtninge ude, der vil undslippe sult og konflikter, forudså en rapport, der blev bestilt af Pentagon i 2003, at USA og de øvrige rige nationer sandsynligvis vil beslutte sig for ”at bygge forsvarsfæstninger rundt om deres lande”.

Bortset fra det umoralske i at bygge fæstninger for at beskytte os mod en krise, vi har påført verden, så vil disse enklaver og ressourcekrige ikke blive billige. Og medmindre vi betaler vores klimagæld, og gør det hurtigt, så vil vi befinde os i en verden af klimaraseri.  

”Privat hører vi allerede den simrende vrede fra diplomater, hvis lande bærer omkostningerne ved vores udledninger,” bemærkede senator John Kerry for nyligt: ”Jeg kan sige dig det ud fra egen erfaring. Den er ægte, og den er udbredt. Det er ikke særligt svært at se, hvordan den kan udkrystallisere sig til en ondartet, farlig, almen antiamerikanisme. Det er også en trussel. Husk, at de samme lande, der er mindst ansvarlige for klimaforandringen og dårligst klædt på til at håndtere dens følge, vil være blandt de allerværst ramte.”

Dette er i en nøddeskal argumentationen for klimagælden. Udviklingslandene har altid haft masser af grunde til at føle sig pisset på af deres nordlige naboer med vores tendens til at vælte deres regeringer, invadere deres lande og plyndre deres naturressourcer. Men aldrig før har der været et emne, som er så politisk betændt, som når folk, der lever i den rige verden, afslår blot at yde små ofre for at afværge en potentiel klimakatastrofe. I Bangladesh, Maldiverne, Bolivia og de arktiske områder er vor klimaforurening direkte ansvarlig for at ødelægge hele måder at leve på. Alligevel fortsætter vi med det.  
 
Uden for vore grænser ligner klimakrisen slet ikke de meteorer eller den invasion fra det ydre rum, som Todd Stern forestillede sig komme susende mod jorden. Den ligner i stedet en lang og tavs krig, ført af de rige imod de fattige. Og uanset hvad der sker i København, vil de fattige derfor fortsat kræve deres berettigede erstatninger. 

”Det handler om, at den rige verden tager ansvar for den skade, de har gjort,” siger Ilana Solomon, politisk analytiker for ActionAid USA, en af de grupper, der nyligt er konverteret til sagen. ”Disse penge tilhører fattige samfund ramt af klimaforandringerne. Det er deres kompensation.”

Netavisen 5. december 2009


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne