De superrevolutionære

Vi håber ikke på begunstigelser fra det værste af alle imperier

Af Fidel Castro

Fidel CastroFidel Castros langvarige sygdom  har betydet at posten som fungerende statsoverhoved er overladt til hans bror Raul. Men han tager fortsat aktiv del i den politiske ledelse, og har bl.a. offentliggjort hen ved 40 artikler i cubanske aviser og tidsskrifter med synspunkter og aktuelle overvejelser om den internationale udvikling og cubansk politik.
I denne artikel drøftes bl.a. den kommende økonomiske verdenskrise – og de dårlige råd fra falske venner af Cuba, som han betegner som ’de superrevolutionære’.

Kommunistisk Politik 18, 2007

DOKUMENTATION

Hver dag læser jeg omhyggeligt synspunkterne på Cuba i de traditionelle meddelelser fra  pressebureauerne, indbefattet fra de folk, som var en del af USSR, fra Den Kinesiske Folkerepublik og andre. Jeg modtager nyheder fra den latinamerikanske presse, fra Spanien og resten af Europa.

Billedet bliver stadig mere usikkert, nu hvor vi står over for en langvarig recession som den i 1930erne. Den 22. juli 1944 fik den amerikanske regering de privilegier, som fulgte med Bretton Woods-aftalerne som den mægtigste militærmagt –  at udmønte dollaren som internationale reservevaluta (med en fast kurs, knyttet til guld, KP). Efter krigen, i 1945, havde dette land, hvis økonomi var intakt, næsten 70 procent af verdens guldreserver til sin rådighed. Den 15. august 1971  besluttede Nixon unilateralt at ophæve guldindløseligheden for dollaren. Hermed finansierede han slagteriet i Vietnam i en krig, der kostede mere end 20 gange så meget som værdien af dets resterende guldreserver. Siden da er den amerikanske økonomi blevet opretholdt af naturressourcer og af den øvrige verdens opsparinger.

Teorien om stadig vækst i kraft af investeringer og forbrug, som de mest udviklede lande anvender i forhold til de lande, hvor det store flertal er fattige, mens de er omgivet af en forsvindende lille minoritets luksus og ødselhed, er ikke bare ydmygende, men også destruktiv. Denne udplyndring og dens katastrofale konsekvenser er årsagen til folks voksende oprørskhed, selv om kun ganske få er klar over historien bag begivenhederne.
De bedst begavede og mest kultiverede intellekter er opført på listen over naturressourcer og de har deres egne prissedler på verdensmarkedet for varer og tjenesteydelser.

Hvad sker der med de superrevolutionære på det såkaldt yderste venstre? Nogle mangler simpelthen realitetssans, mens andre har fornøjelsen af at drømme søde drømme. Andre er langt fra drømmere og er eksperter i emner, de ved hvad de siger, og hvorfor de siger det. Det er en veltilrettelagt fælde, som bør undgås. De anerkender vores gennembrud, som om de hermed gør os en tjeneste. Savner de virkelig informationer ? Sådan er det ikke. Jeg kan forsikre her om, at de er særdeles velinformerede. I nogle tilfælde tillader det påståede venskab med Cuba dem at deltage i talrige internationale møder og snakke med så mange folk fra andre lande eller fra værtslandet, som de har lyst til, uden nogen indvending fra vores imperiale nabo bare 90 sømil fra de cubanske kyster.

Hvad er disses råd til revolutionen? Det er den rene gift; de mest typiske af de neoliberale formularer.
Blokaden eksisterer ikke, den ser ud til at være en cubansk opfindelse.
De undervurderer Revolutionens allerstørste fremskridt, dens resultater i uddannelsen, den massive opdyrkning af folks talenter. De fastholder at nogen må leve ved at udføre simpelt og barskt arbejde. De undervurderer resultaterne og overdriver omkostningerne ved videnskabelige investeringer. Og værre endnu overser de værdien af de sundhedsydelser, som Cuba forsyner verden med. For beskedne midler blotlægger Revolutionen det system, imperialismen har påtvunget, og som mangler det menneskelige personale til at udføre det.

De tilråder investeringer, som er ruinerende, og de ydelser, de modtager, som husleje, er praktisk taget gratis. Hvis de udenlandske investeringer i boligbyggeri ikke var blevet stoppet i tide, ville de have opført titusinder uden andre ressourcer end det forudgående salg af de samme bebyggelser til udenlandske statsborgere i Cuba eller i udlandet. Det var ydermere fællesforetagender, som blev reguleret af en lovgivning, der var tiltænkt produktionsselskaber.   Der var ingen grænser for købernes autoritet som ejere. Landet kunne forsyne disse bosættere og klienter med tjenesteydelser uden at have behov for at kende til videnskab eller computere. Mange af boligerne kunne komme på fjendtlige efterretningstjenesters eller deres allieredes hænder.

Vi har brug for nogle af fællesforetagenderne, fordi de kontrollerer meget nødvendige markeder. Men man kan næppe overskylle landet med penge uden at sælge vores suverænitet.

De superrevolutionære, som foreskriver en sådan medicin, ignorerer bevidst andre ressourcer, som er virkelig afgørende for økonomien, som f.eks. den voksende gasproduktion, som renset bliver til en uvurderlig kilde til elektricitet uden at påvirke miljøet, og som hvert år vil bringe hundreder af millioner dollars med sig.

Der siges ikke et eneste ord, om Energirevolutionen, som Cuba fremmer, og som er af vital og afgørende betydning for verden. De går videre endnu – de ser en energifordel for øen ved produktionen af sukkerrør – en afgrøde som blev dyrket på Cuba med halv slavearbejdskraft – for at imødegå de store dieselomkostninger, som de amerikanske, europæiske og andre udviklede landes biler bæller i sig. Egoismens instinkt opfostres hos mennesker, mens fødevareprisen fordobles og tredobles.

Ingen har været mere kritisk over for vort eget revolutionære arbejde end jeg har, men de vil aldrig se mig håbe på begunstigelser eller undskyldninger fra det værste af alle imperier.

Oversat af KP fra engelsk fra Counterpunch  4. september 2007


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne