Kina og USA i ny kold krig om Afrikas olierigdomme

Darfur? Det er olien, dummernik…

Af  F. William Engdahl
Kommunistisk Politik 12, 2007

G8-topmødet handler mest om Afrika. De 8 stores interesse for det fattige kontinent er glubende. I slæbet på Mærsk og Bush prioriterer også Anders Fogh Rasmussen at gøre noget for afrikanerne. Der tales meget om at reducere fattigdommen.
Økonomen F. William Engdahl afslører det virkelige spil mellem imperialistmagterne.

Der er en berømt anekdote fra præsidentvalgkampen i USA 1992, hvor en ukendt William Jefferson Clinton sagde til den dengang siddende præsident George Herbert Walker Bush:
”Det er økonomien, dummernik”.

Tilsvarende er den aktuelle bekymring hos den nuværende Washington administration for Darfur i det sydlige Sudan, hvis vi ser nærmere efter, ikke en ægte bekymring over folkedrab på befolkningerne i denne allerfattigste del af et fattigt og forladt område i Afrika.
Nej. ”Det er olien, dummernik.”

Det kan uddybes med en kynisk historie om Washington-administrationen, der ikke har ladet sig genere af sit eget folkedrab i Irak når det drejer sig om kontrol over vigtige oliereserver. Hvad er på spil i slaget om Darfur? Kontrol over olie, store mængder olie.

Sagen om Darfur, et uindbydende stykke solsvedent land i den sydlige del af Sudan, illustrerer udmærket den nye kolde krig om olie, hvor den dramatiske stigning i Kinas olieefterspørgsel til at forsyne landets eksploderende vækst har ført Beijing ind på en aggressiv politik med dollardiplomati, ironisk nok. Med dets reserve på mere end 1.300 billioner dollars, fortrinsvis i USA dollars, i Folkerepublikkens Kinas Nationalbank, har Beijing kastet sig ud i aktiv oliegeopolitik.

Afrika er et vigtigt centrum for opmærksomheden, og i Afrika er det især den centrale region mellem Sudan og Tschad der satses på. Dermed defineres en vigtig ny grænse i det som siden USAs invasion af Irak i 2003 har været en ny kold krig mellem Washington og Beijing om kontrol over vigtige oliekilder. Indtil videre har Beijing spillet sine kort en smule bedre end Washington. Darfur er en af de vigtigste slagmarker i dette spil om oliekontrol, hvor indsatserne er høje.

Kinesisk oliediplomati

I de seneste måneder har Beijing begivet sig ud i en række initiativer beregnet på at sikre langtidsvarige kilder til råvarer fra en af planetens bedst forsynede regioner, det afrikanske subkontinent. Ingen råvare har højere prioritet i Beijing for øjeblikket end sikringen af langtidsvarige oliekilder.

I dag henter Kina anslået 30 % af sin råolie fra Afrika. Det forklarer en usædvanlig række af diplomatiske initiativer der har gjort Washington rasende. Kina benytter sig af betingelsesløse dollarkreditter for at få adgang til Afrikas umådelige råvarerigdomme og sender dermed Washingtons typiske kontrolspil via Verdensbanken og IMF ud i kulden. Hvem har brug for IMFs ubehagelige medicin når Kina giver nemme betingelser og bygger veje og skoler oven i købet?

I november sidste år var Beijing vært for et usædvanligt topmøde med 40 afrikanske regeringsoverhoveder. De rullede den røde løber ud, i egentligste forstand, for overhovederne fra bl.a. Algeriet, Nigeria, Mali, Angola, Den centralafrikanske Republik, Zambia og Sydafrika.

Kina har lige indgået en olieaftale der forbinder Den kinesiske Folkerepublik med kontinentets to største stater, Nigeria og Sydafrika. Kinas CNOC vil udvinde olien i Nigeria via et konsortium der også indbefatter South African Petroleum Co., og giver Kina adgang til hvad der kunne blive 175.000 tønder om dagen i 2008. Det er en handel på 2.27 billioner dollars, som giver det statskontrollerede CNOC en andel på 45 % af det store nigerianske off-shore oliefelt. Tidligere blev Nigeria i Washington regnet for at være de anglo-amerikanske oliemastodonter ExxonMobil, Shell og Chevrons ejendom.

Kina har været rundhåndet med at uddele sine bløde lån uden renter eller regulære bevillinger til nogle af de fattigste skyldnerstater i Afrika. Lånene er blevet brugt til infrastruktur, bl.a. landeveje, hospitaler og skoler, i stærk kontrast til de brutale, strenge krav der stilles af IMF og Verdensbanken. I 2006 investerede Kina over 8.000 billioner i Nigeria, Angola og Mozambique, over for de 2.300 billioner til hele Afrika syd for Sahara fra Verdensbanken. Ghana er ved at forhandle et kinesisk elektrificeringslån på 1.200 billioner på plads. Til forskel fra Verdensbanken, de facto et led i USAs økonomiske udenrigspolitik, knytter Kina snedigt nok ingen betingelser til dets lån.

Dette olierelaterede kinesiske diplomati har ført til den mærkværdige anklage fra Washington at Beijing forsøger at ”sikre sig olie ved kilderne”, noget Washingtons udenrigspolitik selv har været i gang  med i mindst et århundrede.

Ingen kilde til olie har været mere central i Kinas og USAs oliekonflikt i den senere tid end Sudan, Darfurs hjemsted.

Sudans olierigdomme

Beijings CNPC (China National Petroleum Company) er Sudans største udenlandske investor med omkring 5 billioner dollars til oliefeltudvikling. Siden 1999 har Kina investeret mindst 15 billioner dollars i Sudan. Det ejer 50 % af et olieraffinaderi nær Khartoum sammen med den sudanske regering. Oliefelterne (se grafen) er koncentreret i syd, hjemstedet for en længe rumlende borgerkrig, til dels hemmeligt finansieret af USA med det formål at løsrive den sydlige del fra det islamiske Khartoum-centrerede nord.

CNPC har bygget en olierørledning fra dets koncessionsblokke 1, 2 og 4 i det nordlige Sudan til en ny terminal i Port Sudan ved Rødehavet, hvor olien lastes på tankere til Kina. Otte procent af Kinas olie kommer nu fra det sydlige Sudan. Kina overtager hen ved 65 % af Sudans 500.000 tønder om dagen af olieproduktion. Sidste år var Sudan Kinas fjerdestørste udenlandske oliekilde. I 2006 overhalede Kina Japan som verdens næststørste importør af olie efter De forenede Stater, idet det importerede 6.5 millioner tønder om dagen af det sorte guld. Med et oliebehov der anslås at ville vokse med 30 % om året, vil Kina overhale USA i behov for olieimport i løbet af få år. Det er den faktor der er drivkraften bag Beijings udenrigspolitik i Afrika. (Kilde: USAID.)

Et blik på det sydlige Sudans oliekoncessioner viser at Kinas CNPC har rettigheder til blok 6, der ligger inde i Darfur, nær ved grænsen til Tschad og Den centralafrikanske Republik. I april 2005 bekendtgjorde Sudans regering at den havde fundet olie i Syddarfur, et fund som anslås at kunne levere 500.000 tønder om dagen når det er blevet udviklet. Verdenspressen har glemt at oplyse om denne vitale kendsgerning i diskussionen af Darfurkonflikten.

Anvendelse af anklagen for folkedrab til militarisering af Sudans olieområde

Folkedrab var det valgte tema, og Washington orkesterets dirigent. Selv om alle iagttagere er enige om at Darfur har været vidne til store folkefordrivelser, menneskelig elendighed og titusindvis eller måske endda hele 300.000 døde i løbet af de sidste mange år, er det ejendommeligt nok kun Washington og NGOerne i dens nærhed der har brugt den ladede betegnelse ”folkedrab” til at beskrive Darfur. Hvis det lykkes for dem at få folkelig opbakning til anklagen om folkedrab, åbner det mulighed for drastisk ”regimeforandringsindgriben” fra NATO og i praksis fra Washington i Sudans indre anliggender.

Folkedrabstemaet bliver brugt med Hollywood-opbakning for fuld udblæsning fra popstjerneagtige personer som George Clooney til at iscenesætte en sag for de-facto-besættelse af regionen fra NATOs side. Indtil videre har den sudanske regering, ikke så overraskende, sat sig kraftigt imod.

USAs regering bruger regelmæssigt udtrykket ”folkedrab” om situationen i Darfur. Det er den eneste regering der gør det. USAs vicestatssekretær Ellen Sauerbrey, der er leder af kontoret for befolkning, flygtninge og migration, har på et USINFO online interview 17. november sidste år udtalt at ”det folkedrab der foregår i Darfur i Sudan, en ”grov krænkelse” af menneskerettighederne, er en af de vigtigste internationale grunde til bekymring for USA”.

Bushadministrationen bliver ved at insistere på at der er blevet udøvet folkedrab i Darfur siden 2003, selv om et panel på fem mand i en FN-mission ledet af den italienske dommer Antonio Cassese i 2004 rapporterede at der ikke var blevet begået folkedrab i Darfur, men at der blev begået alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. De opfordrede til krigsforbryderretssager.

Dødens købmænd

USA har grebet ind ved hjælp af hemmelige mellemmænd i Tschad og dets nabostater, og har uddannet og bevæbnet Det sudanske Folks Befrielseshær, der blev anført af John Garang med uddannelse fra USAs Special Forces’ skole i Fort Benning i Georgia indtil hans død i juli 2005.

Ved at pøse våben ind først i den østlige del af Sydsudan og siden opdagelsen af olie i Darfur også i den region, har Washington næret den konflikt der har ført til at titusinder er døde og mange millioner tvunget på flugt fra deres hjem. Eritrea er vært for og støtter Det sudanske Folks Befrielseshær (SPLA), paraplymodstandsgruppen NDA og oprørerne fra den østlige front og Darfur.

Der er to oprørsgrupper der kæmper i Sudans Darfurregion mod den centrale regering i Khartoum under præsident Omar al-Bashir, Bevægelsen for Retfærdighed og Ligestilling (JEM) og den større Sudans Befrielseshær (SLA).

I februar 2003 rettede SLA et angreb på sudanske regeringsstillinger i Darfurregionen. Generalsekretæren for SLA, Minni Arkou Minnawi, opfordrede til væbnet kamp og anklagede regeringen for at være ligeglad med Darfur. ”SLAs mål er at skabe et forenet demokratisk Sudan.” Med andre ord, et regimeskifte i Sudan.

USAs senat vedtog en resolution i februar 2006, der krævede NATO-tropper sendt til Darfur og desuden en stærkere FN-fredsstyrke med et robust mandat. En måned senere krævede præsident Bush også øgede NATO-styrker i Darfur. OK – folkedrab? Eller olie?

Pentagon har haft travlt med at uddanne afrikanske militære befalingsmænd i USA, ganske som det har gjort med latinamerikanske officerer i årtier. Dets Internationale Militære Trænings og –Uddannelsesprogram (IMET) har leveret uddannelse til militære befalingsmænd fra Tschad, Æthiopien, Eritrea, Cameroun og Den centralafrikanske Republik, i praksis hvert eneste land langs Sudans grænser.

Mange af de våben der har været brændstof til drabene i Darfur og i syd, er blevet bragt ind via lyssky særligt beskyttede private ”dødens købmænd” som fx det berygtede forhenværende KGB-medlem, der nu yder USA tjenester, Victor Bout. Bout er i de senere år gentagne gange blevet citeret for at handle med våben tværs over Afrika. Mærkværdigvis lader USAs regeringsembedsmænd hans virksomhed i Texas og Florida urørt, selv om han er på Interpols liste over eftersøgte for hvidvask af penge.

USAs udviklingsstøtte til hele Afrika syd for Sahara, Tschad iberegnet, er blevet skåret kraftigt ned inden for de seneste år, mens dets militære støtte er øget. Olie og konkurrencen om råvarer er den indlysende årsag. Regionen i Sudan fra den øvre Nil til grænsen mod Tschad er rig på olie. Det vidste Washington længe før den sudanske regering.

Chevrons olieprojekt fra 1974

De store olieselskaber i USA har vidst alt om Sudans olierigdomme siden begyndelsen af 1970erne. I 1979 brød Jafaar Nimeiry, Sudans statsoverhoved, med Sovjet og inviterede Chevron til at udvikle olie i Sudan. Det var måske en fatal fejltagelse. FN-ambassadør George H.W. Bush havde personligt fortalt Nimeiry om satellitfotografier der viste at der var olie i Sudan. Nimeiry bed på krogen. Krige om olie har været resultatet lige siden.

Chevron fandt store olieforekomster i det sydlige Sudan. Det brugte 1.2 billioner dollars på at finde og afprøve dem. Det var den olie der satte gang i det der kaldes Sudans anden borgerkrig i 1983. Chevron blev mål for gentagne angreb og drab og afbrød projektet i 1984. I 1992 solgte det sine sudanske oliekoncessioner. Så begyndte Kina at udvikle de forladte Chevron-felter i 1999 med bemærkelsesværdige resultater.
Men Chevron er ikke langt fra Darfur i dag.

Olie og olierørledningspolitik i Tschad

Condi Rice’s Chevron befinder sig i nabolandet Tschad sammen med den anden amerikanske oliegigant, ExxonMobil. De har lige bygget en olierørledning til 3.7 billioner dollars for at bringe 160.000 tønder olie om dagen fra Doba i det centrale Tschad nær ved det sudanske Darfur via Cameroun til Kribi ved Atlanterhavet, beregnet for USAs raffinaderier.

Med det formal samarbejdede de med Tschads “livsvarige præsident” Idriss Deby, en korrupt despot som er blevet anklaget for at fodre oprørerne i Darfur med våben leveret af USA. Deby sluttede sig til Washingtons Pan Sahel Initiativ, ledet af Pentagons USA-europæiske kommando, for at uddanne sine tropper til at bekæmpe ”islamisk terrorisme”. Størstedelen af stammerne i Darfurregionen er muslimer.

Forsynet med militær hjælp, træning og våben fra USA indledte Deby i 2004 det første angreb, der udløste konflikten i Darfur, idet han brugte medlemmer af sin elite præsident-garde, der kommer fra provinsen, og udstyrede mændene med alle terrængående køretøjer, våben og anti-luftskytsgeværer til oprørerne i Darfur, der kæmpede mod regeringen i Khartoum i det sydvestlige Sudan. USAs militære støtte til Deby blev i realiteten startskuddet til blodbadet i Darfur. Khartoum reagerede og dermed blev det følgende kaos sluppet løs sit fulde tragiske omfang.

NGOer med støtte fra Washington hævder sammen med USAs regering at der foregår folkedrab, selv om det ikke er bevist. Det er et påskud til endelig at bringe FN/NATO-tropper ind i oliefelterne i Darfur og Sydsudan. Det er olie, ikke menneskelig elendighed, der står bag Washingtons nye interesse for Darfur.

Kampagnen om ”folkedrabet” i Darfur begyndte i 2003, på samme tid som olierørledningen fra Tschad til Cameroun begyndte at fungere. USA havde nu en base i Tschad til at efterstræbe olien i Darfur og potentielt samarbejde med Kina om dets nye oliekilder. Darfur er strategisk, idet det strækker sig ind i Tschad, Den centralafrikanske Republik, Ægypten og Libyen.

USAs militære formål i Darfur og mere generelt på Afrikas Horn høster i øjeblikket fordele af USAs og NATOs støtte til Den afrikanske Unions tropper i Darfur. NATO yder jord- og luftstøtte til AUs tropper, der betegnes som ”neutrale” og ”fredsbevarende”. Sudan er i krig på tre fronter, og hvert af fjendelandene – Uganda, Tschad og Æthiopien – har betydelig militær tilstedeværelse fra USA og løbende amerikanske militære programmer. Krigen i Sudan indeholder både hemmelige USA-operationer og USA-trænede ”oprørsgrupper”, der kommer ind fra Sydsudan, Tschad, Æthiopien og Uganda.

Tschads Deby har også sit blik rettet mod Kina

Færdiggørelsen af den USA- og Verdensbankfinansierede olierørledning fra Tschad til Camerouns kyst var planlagt som bare én del af en langt mere omfattende Washingtonplan for kontrol af olierigdommene i det centrale Afrika fra Sudan til hele Guineabugten.

Men Washingtons tidligere bonkammerat, Tschads livsvarige præsident Idriss Deby, begyndte at føle sig utilfreds med sin lille del af de USA-kontrollerede olieprofitter. Da han og parlamentet i Tschad i begyndelsen af 2006 besluttede at inddrage mere af olieindtægterne for at finansiere deres militære operationer og styrke hæren, tog den nye præsident for Verdensbanken, Irakkrigens arkitekt Paul Wolfowitz, skridt til at suspendere lånene til landet. Samme år i august blev Deby genvalgt og skabte Tschads eget olieselskab SHT, hvorefter han truede med at udvise Chevron og Malaysias Petronas for ikke at betale de skatter de skyldte, og forlangte sin del på 60 % af indtægterne fra Tschads olierørledning. Til sidst nåede han til en aftale med olieselskaberne, men forandringens vind var begyndt at blæse.

Deby står også over for voksende indre modstand fra en oprørsgruppe i Tschad, Den samlede Front for Ændringer, kendt under dens franske navn FUC, som han hævder får hemmelig støtte fra Sudan. Denne region er en meget kompliceret del af krigsverdenen. FUC har etableret sin base i Darfur.

Midt i denne ustabile situation er Beijing dukket op i Tschad med en kasse fuld af nødhjælpspenge i hånden. I slutningen af januar aflagde den kinesiske præsident Hu Jintao statsbesøg i Sudan, Cameroun og flere andre afrikanske stater. I løbet af 2006 var kinesiske ledere på besøg i ikke færre end 48 afrikanske stater. August 2006 havde Beijing officielt besøg af Tschads udenrigsminister til samtaler og genoprettelse af de formelle diplomatiske forbindelser, der havde været afbrudt siden 1997.
Kina er begyndt at importere olie fra Tschad såvel som fra Sudan. Ikke særlig meget olie, men hvis Beijing får sin vilje, vil der snart blive lavet om på det.

I april i år bekendtgjorde Tschads udenrigsminister at forhandlinger med Kina om større kinesisk deltagelse i Tschads olieudvikling ”gjorde gode fremskridt”. Han henviste til de betingelser kineserne stiller for olieudvikling og kaldte dem ”langt mere ligelige partnerskaber end hvad vi har været vant til”.

Den kinesiske økonomiske tilstedeværelse i Tschad kan ironisk nok vise sig langt mere effektiv mht. at lægge en dæmper på kampe og fordrivelse i Darfur end nogen tilstedeværelse af tropper fra Den afrikanske Union eller FN nogensinde vil kunne. Det vil ikke være til glæde for visse personer i Washington eller i Chevrons hovedkvarter for så vidt som de ikke vil se olien falde i deres egne tilsmurte og blodige hænder.

Tschad og Darfur er kun en del af Kinas umådelige anstrengelser for at sikre sig ”olie ved kilden” hen over Afrika. Olie er også den vigtigste faktor i USAs Afrikapolitik i dag. George W. Bush’s interesser i Afrika indbefatter en ny amerikansk base i Sao Tome / Principe 124 miles fra Guineabugten, hvorfra det kan kontrollere Guineabugtens oliefelter fra Angola i syd til Congo, Gabon, Ækvatorialguinea, Cameroun og Nigeria. Tilfældigvis er det lige de samme områder som de nyeste kinesiske diplomatiske og investeringsmæssige aktiviteter har koncentreret sig om.

”Vestafrikas olie er blevet af national strategisk interesse for os”, sagde USAs vicestatssekretær for Afrika, Walter Kansteiner, så tidligt som i 2002. Darfur og Tschad er kun en forlængelse af USAs Irakpolitik ”med andre midler”: kontrol med olie overalt. Kina udfordrer denne kontrol ”overalt” og særlig i Afrika. Det beløber sig til en ny uerklæret kold krig om olie.

F. William Engdahl er bidragyder til Global Research og forfatter af ‘A Century of War: Anglo-American Oil Politics,’ Pluto Press Ltd.
Hjemmeside
www.engdahl.oilgeopolitics.net.

Se også  Global Research Articles by F. William Engdahl

Originalartiklen på Global Research China and USA in New Cold War over Africa’s Oil Riches

Oversat for Netavisen fra engelsk til dansk ved Minna Skafte Jensen

Netavisen 1. juni 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater