Når magtens kløer tager fat – en fængslende historie

I sidste nummer af KP blev der braqt en personlig beretning af H.s kæreste om hans anholdelse og den efterfølgende brutale og ulovlige ransagning af deres hjem. Nu er H. – alias Flemming Jensen – løsladt efter 13 dage i vestre Fængsel. Her er hans for aktivister lærerige fortælling om den første dag i selskab med politi og retsvæsen.

Med nogle årtiers klassekamp på bagen i kamp for socialisme – og et solidt synderegister hos ordensmagten for deltagelse i faglige blokader, ungdommens rimelige krav for boliger og fristeder samt andre ”uordentlige” begivenheder – deltager jeg helt naturligt i demonstrationen fra Blågårds Plads, som har destinationen Jagtvej 69.
Med risiko for at blive stemplet som terrorist giver jeg blot et fattigt bidrag til at forstå, hvordan statsmagtens blodhunde anvender terrorlovene efter deres virkelige formål: mod folkets oprør.

Det er den 1. marts 2007, samme dag, hvor politiet med specialstyrker angreb”Ungeren” i en tidlig morgentime. Her er ordensmagten mødt talstærkt frem – køligt afventende hoben.
Brugerne af Jagtvej 69 har i årevis forsøgt at forhandle med Københavns kommune om brugsretten til ”Ungeren”, som de i 80’erne var blevet garanteret. De forsøgte forhandlingens vej, som kommunen afskrev. De afprøvede juridiske veje – med samme held.

Det foregik i årevis – uden pressens bevågenhed, trods det faktum, at den enestående bygning (alene arkitektonisk) rummer så store begivenheder, at kvindernes internationale kampdag blev erklæret i netop Jagtvej 69 – og at Vladimir Iljits Lenin dér deltog en afgørende begivenhed op til 1. Verdenskrigs udbrud, hvor diskussionen stod på, hvorvidt datidens socialdemokratiske/revolutionære partier skulle støtte deres nationale borgerskab krav om ”lebensraum” eller yde det modstand. Det er vinkel, pressen har udelukket totalt.

’Medieluderne’ har heller ikke gidet beskæftiget sig med, at de unge selv har styret ”huset”, som har fremelsket selvstændighed, kreativ formåenhed, økonomisk evne, madkunst – med meget mere, som jeg, en fattig besøger, ikke har styr på. En masse ting, som man i al fald kan konstatere ikke er noget, der læres på skolebænken.

Det er måske netop forbrydelsen?

De unge kunne i ”69” blive selvstændigt tænkende væsener, der diskuterede en mulig fremtid med spørgsmålstegn ved det bestående. Det er jo usundt i en liberal verden, hvor der skal gives plads til alle, der tænker ensrettet.

TROFÆBILLEDE: Dem store bølle til venstre var særdeles aktiv under urolighederne ved rydningen af Ungdomshuset. Den anden (th) er artiklens forfatter, som havnede i Vestre Fængslel. Betjenten er den samme, som nægtede at identificere sig uder en ransagning i hjemmet – se KP6, 2007

Tirsdag den 6. marts ved 17.30-tiden begiver min kæreste, bedste ven og jeg selv os hen til en pølsevogn på Christianshavns Torv. Vi har deltaget i en fredeligdemonstration fra Nørreport, som har sin afslutning ved Christiania under parolen Reclaim the Streets. Det er ikke hvert år, at man har mulighed for at manifestere sin fødselsdag i selskab med flere tusinde meningsfæller for en god sag: Ungeren. Inden vi når at tage stilling til, hvorvidt vi ønsker fransk sennep, dukker to uroere op:
– Vi skal lige snakke med dig, spørger de retorisk, samtidigt med at de tager fat i mig, og i løbet af fem sekunder befinder jeg mig ti meter fra pølsevogn, kæreste og ven:

– Klokken er 17.36, og du er anholdt.

Jeg hæfter mig ikke ved tidspunktet. Tankerne farer uden retning rundt i hovedet. Demoen har været totalt fredelig. Jeg har ikke foretaget mig noget uden for lovens bogstav. Jeg havde endda imod sædvane opsøgt en restaurant, da jeg skulle tisse. Det er en fejltagelse, tænker jeg, men nervøsiteten tager til, da jeg påføres strips og skubbes ind i en kassevogn, hvor der sidder yderligere fire betjente. Der er gået omkring et halvt minut.

Professionelt udført: væk fra ”hoben” i ”sikker” forvaring uden nogen redningsmænd. Tempoet har dog haft den gavnlige påvirkning, at jeg ikke overhovedet har tænkt på at modsætte mig arrestationen, hvilket under revolten havde medført en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion. Tempoet fortsætter. Stående i vognen bliver jeg kropsvisiteret – jeg glæder mig over, at mobilen ligger derhjemme – mens spørgsmålene hagler ned over mig:

– Har du nåle på dig?
– Ligner jeg en narkoman, spørger jeg.
– Har du deltaget i optøjer eller iværksat gadeuorden eller hærværk?
– Har du deltaget i andre uroligheder? Og selvfølgelig navn, fødselsdag og adresse.

Alt benægtes, men i forvirringen oplyser jeg også mit CPR-nummer og glemmer totalt at undlade at svare på spørgsmålene i stedet for at kræve en advokat. Jeg har pr. instinkt adlydt min natur ved at antage en højrøvet attitude. Jeg får spurgt til, hvad jeg er sigtet for, men får ikke andet svar end: Det skal du nok få at vide.

Spørgsmålene falder uden mellemrum – og flere på én gang. De konstaterer, at det er min fødselsdag, hvilket bringer dem i en specielt opløftet stemning. Da lommerne er tømt og spørgsmålene er udtømte, sættes jeg på et sæde, får en lampe i hovedet, og de tager nogle billeder op af en mappe. Den mest ivrige uroer kigger på sin kollega – tydeligt begejstret:

– Det hersker der ingen tvivl om!

Jeg havde deltaget i demonstrationen fra Blågårds Plads den 1. marts, hvor jeg kunne blive slået i hartkorn med lidt af hvert. Samtidig med, at jeg overvejer muligheden af bluff – gammel pokerspiller – gjorde billederne mig for første gang alvorligt usikker. Jeg bliver nu placeret i et med gitter aflukket rum bagerst i kassevognen, mens de rapporterer til stationen. Jeg sporer en vis forundring hos chaufføren over mit kommende bestemmelsessted, som omtales i kode. Det bidrager kun til nervøsiteten.

Herefter føres jeg ud af kassevognen og bliver stillet op bag bilen ved siden af en uro-betjent. Der tages billeder. Sandt for dyden er jeg ikke stolt af situationen, men ifølge billedet, som jeg af uransagelige årsager fik med mig – udstråler jeg en tydelig opstemthed. Min natur fornægter mig ikke. Det er jo trods alt min fødselsdag.
Seancen har varet mindre end ti minutter. Den er gennemført 100 % professionelt, konsekvent og arrogant.

Så ind i en anden kassevogn – stadig uden lidelsesfæller. Her genoptager den nye chauffør forhandlingerne om mit bestemmelsessted. Jeg gentager spørgsmålet om min sigtelse. Det kan jo være, at de blot er lidt tungnemme:

– Det må du selv vide, konstaterer de.

Jeg undlader at gøre opmærksom på, at der er flere muligheder. Vi kører derefter til Bellahøj, hvor den jyske chauffør tydeligvis er usikker på, hvilken indkørsel han skal vælge.
Jeg bliver overdraget til vagtpersonalet, som fortsætter den nedladende, fjendtlige og arrogante tone. Fødselsdagen trækkes igen frem. Jeg spørger igen uden held til sigtelsen og kræver vist for første gang en advokat. Her bliver jeg fanget i min mangel på overblik:

– Har du en advokat?
– Næh, men jeg vil gerne ringe for at skaffe en.
– Det kan du gøre senere. Under alle omstændigheder får du en beskikket.

Det ønsker jeg ikke, så jeg fastholder mit krav om en telefonopringning. De er kolde. Efter ny visitation tager de alle mine ejendele, inklusive mit ur, og stiller mig derved op til et nyt portræt, hvor jeg skal holde et stykke A4-papir med mine data påskrevet. Jeg er tilsyneladende populær. I forløbet bliver jeg gjort opmærksom på, at jeg gør mig bedst ved at samarbejde. Jeg fortsætter min genstridighed i tale, men min alt for ”kække” attitude medfører også en konstant plapren – dog uden at ”tale over”. Men man skal holde sin kæft.

Jeg bliver sat i detentionen, hvor skoene skal stilles udenfor. Stadig alene – shit. Der er skidekoldt, og mørket er faldet på. Bortset fra en fem cm forhøjning i gulvet, der giver plads til et plateau, hvorpå der ligger en tynd madras, så er alt plant, vægge som gulv. Intuitivt flytter jeg madrassen over i hjørnet under videoovervågningen. Man skal ikke være i tvivl. På døren hænger et skilt, hvorpå der står ”Videoovervågning”, og til dem, der er ordblinde, er der også et billede af et videokamera. I hjørnet kan jeg stadig observeres, men kun ovenfra. Jeg er stadig rystet, men nærer intet behov for at blive ”afsløret”. Der er absolut ingen mulighed for selvmord. Det eneste udstående er ”klokken”, der tjener det formål, at jeg kan kontakte omverdenen, når jeg skal på toilettet. Den er imidlertid konstrueret på en måde, så det er umuligt at hænge noget på den. Jeg får hurtigt brug for et toiletbesøg, hvor jeg efter anmodning får udleveret et ultratyndt tæppe, der skal vise sig samtidigt at være yderst stærkt.

Nu begynder tankerne for alvor at flyde. Det er vanskeligt at få greb om, hvor lang tid der er gået. Jeg er forvirret over anholdelsestidspunktet. Mørket gør det umuligt at tidsfastsætte noget. Det sidste tidspunkt, jeg er sikker på, er, at demoen startede kl. 17 på Nørreport station. Jeg er ikke en gang i stand til at genkalde, hvorvidt det var mørkt under transporten fra Christianshavns Torv. Tåbeligt nok begynder jeg allerede at fokusere på, hvornår de 24 timer er gået, så jeg kan slippes – HA HA. Jeg ved det er et forfængeligt håb, men jeg kan simpelthen ikke tænke klart og mangler koncentration. Alligevel gør jeg dommervagten til et fikspunkt.

Der er hamrende koldt, så selv hvis jeg var træt nok til at falde i søvn, så kan jeg ikke. Jeg forsøger at frembringe en smule koncentration. Jeg forsøger at gennemtænke forløbet fra pølsevognen. Tankerækken bliver konstant distraheret om årsagen til arrestationen – og en mulig dom. Det er totalt ukonstruktivt. Jeg bliver jo ikke klogere. Tankerne runder politiets fremfærd og behandling, som i øvrigt indskrænkede sig til psykisk terror. Her er jeg trods alt sluppet billigt. Jeg bekymrer mig også allerede om min retrætestilling på dagcentret. Jeg har heldigvis taget fri næste dag, hvilket efter et positivt udfald af dommervagten kan redde mit gode skind. En mulig ransagning af lejligheden dukker op i bevidstheden. Jeg sveder tran ved tanken.

Tankerne flyver fra det ene til det andet. Jeg kan ikke fastholde fokus. Min underbevidsthed driver irriterende gæk med mig. Jeg beslutter mig til at tage røven på situationen: Koncentrer dig om noget, du er god til. Jeg begiver mig udi at løse Houdiniopgaven i hovedet. Det lykkes! 150 træk gennemføres succesrigt – i min bevidsthed i hvert fald. Derefter påbegyndes Kongegambitten. Her knækker filmen. Jeg opgiver, og tidsspøgelset sniger sig igen frem fra underbevidstheden. Det skal være løgn.

Jeg bestemmer mig til at konstruere et ur. Jeg har bare overset mine manglende evner i teknikkens verden. Jeg har fået udleveret en plastikflaske med skruelåg indeholdende vand. Hvis jeg sprætter enden af tæppet op, kan jeg frembringe en lang snor, som kan fæstnes i et lille plastikstykke fra en mobiltelefon, der ved et tilfælde ligger på cellegulvet. Dette kan fastgøres på skruelåget, som kan bruges som et pendul – eller som lod? Der er blot ingen steder at hænge noget på. Intet fremspring. Uden at have fundet nogen løsning begiver jeg mig til at sprætte tæppet op. Jeg er da i det mindste beskæftiget. Tæppet er vævet efter alle kunstens regler. Det er godt nok genstridigt, men med tændernes hjælp lykkes det. I hjørnet kan jeg med kroppen afskærme produktionen fra videoovervågningen – hvor genialt … Jeg føler mig som en illegal modstandskæmper.

Konstruktionen afbrydes, da døren går op. To civilklædte entrer rummet. Den ene bedømmer jeg til at være i 50’erne, han er lille. Den anden er omkring 30 og rimelig høj. De er tydeligvis ikke uroere. Fyrtårnet & Bivognen har venlige attituder – hvad er der gang i? De glor underligt på mit lille forehavende og tænker åbenlyst på, hvad jeg har gang i. I venlige vendinger meddeler de mig, at jeg på et tidspunkt skal overflyttes, hvorefter de spørger ind til, hvad jeg har lavet. Jeg spørger til, hvem de er:

– Kriminalpolitiet.

De gør mig opmærksom på, at jeg gør mig bedst ved at samarbejde. Jeg ignorerer spørgsmålene, og mens jeg rejser mig op, kræver jeg en advokat. Jeg når kun lige at komme på benene, inden de forlader cellen. Jeg undrer mig. Var de nervøse for et overfald? Det skulle vise sig, at besøgets formål var at kigge mig an og lodde stemningen.

Jeg ærgrer jeg mig over, at jeg ikke benyttede lejligheden til at se tiden på deres armbåndsur. Den samme forglemmelse begår jeg under et nyt toiletbesøg. Jeg bemærker i stedet, at der uden for fire-fem andre detentioner står sko. Jeg kan ikke høre nogen. Isoleringen er i top.

En ny oplysning: Jeg skal overflyttes. Håbet om lidt samvær i en anden celle vokser.
I løbet af en time har Fy & Bi tilsyneladende lagt sig fast på en taktik og sandsynligvis gennemgået deres ”scrapbog” om mig fra tidligere tider. Jeg har aldrig været straffet, ikke engang tidligere anholdt, faktisk, men jeg er bekendt med, at de har en sagsmappe liggende, som blandt andet indeholder fotos af min deltagelse på faglige blokader og Ryesgadebesættelsen. Denne gang har de fire billeder med. De har angiveligt også set videofilm, der beviser min forbrydelse, så jeg kan lige så godt tilstå – mener de:

– Det vil gøre tingene lettere for dig selv, gentager de.

Jeg får stukket et billede i næsen, som ganske rigtigt er mig i profil. Ansigtet pryder hele billedet. Der er ikke noget at tage fejl af. Billedet er ca. 15 x 15 cm. Jeg agerer stadig kæk:

– Det er sandelig mig. Det er et godt foto. Må jeg beholde det? spørger jeg.

Billedet er udelukkende et personfoto uden anden sammenhæng. Hvori består forbrydelsen? Det afsløres på et andet billede, hvor jeg står op af en glascontainer på Nørre Alle tæt ved Skt. Hans Torv. Fy & Bi arbejder videre med en tilståelse, mens jeg fastholder retten til en advokat. Så skærpes tonen:

– Hvis ikke du samarbejder, så ransager vi din bolig.

Nu blev der pludseligt for alvor koldt i cellen. For første gang manglede jeg en kvik kommentar. Da jeg havde sundet mig oven på truslen, konstaterede jeg højlydt:

– I gør jo alligevel, hvad der passer jer.

De forlader igen mit selskab. Jeg er tilsyneladende ikke særlig gæstfri. Jeg har til gengæld fået vished om sigtelsen: Jeg har skubbet en glascontainer ud på vejen. Det bibringer på den ene side en stor lettelse, men på den anden side bekymrer ransagningen mig:
Politiet har jo mine nøgler og kan vade lige ind. Hjælp. Oven i dette irriterer mangelen på en advokat mig. Hvor dum har man lov at være? Jeg havde jo på en hjemmeside set navnene på fire advokater, de unge anbefalede.

Næste gang nøglen stikkes i døren, dukker Fyrtårnet op alene. Jeg får lov til et telefonopkald. Heldigvis tager min kæreste telefonen. Hun og min ven befinder sig på bopælen! Suverænt, men jeg glemmer at give besked om, at de skal blive der:

– Skaf navnet på en advokat, beordrer jeg.
– Så ringer jeg igen om to timer, siger jeg, mens jeg kigger på Fyrtårnet, der nikker.

De to timer blev i skyndingen valgt, for at sikre kæresten god tid. Det skulle jeg imidlertid fortryde senere. På vej til cellen får jeg oplyst tiden: 23.30. Det er betryggende, at der er sat gang i fremskaffelsen af en advokat. Omkring en halv time senere kommer Fyrtårnet igen. Jeg skal have taget foto, fingeraftryk og dna-test og eventuelt kommentere sigtelsen.

– Jeg har jo fortalt, at jeg først vil have en advokat, gentager jeg.

Jeg føres op på 3. sal. Det foregår ved, at Fyrtårnet går et par skridt bag mig, mens han dikterer højre – venstre. Jeg skulle senere erfare, at det gør de ved enhver given lejlighed. På trappen farer uniformerede og ikke-uniformerede betjente op og ned. Jeg observerer varmestuer og kontorer. Der godt nok gang i biksen. På gangene står flyttekasser i stabler. Sagsakterne er fundet frem.
Jeg ender i et lokale, hvor Bivognen igen ønsker mig til lykke med fødselsdagen:

– Det er overhovedet ikke min fødselsdag, satser jeg. Den manglende reaktion forsikrer mig om, at jeg gættede rigtigt:
– Jeg skal måske også lære jer klokken? provokerer jeg. Jeg befinder mig vist bedst i situationen ved ikke at fornægte mig mit temperament. Desuden har jeg god grund til at være harm på dem – og situationen.

Under fotograferingen spørger de stadig, om jeg har noget at tilføje. Samme svar. Da jeg skal have taget fingeraftryk, bemærker jeg, at Bivognen ryster på hænderne. Jeg forholder mig passivt, og han har lidt vanskeligt ved at få fat i fingrene. Tommeltotten bliver dubleret og – hvad jeg ikke vidste – hele håndfladen aftrykkes også. Så får jeg taget dna. En ulækker pind med en pude på ca. en centimeter i diameter stikkes i munden og gnides op af begge kinder. Det smager ad h… til. Nu har de godt nok styr på mig. Jeg får udleveret nogle vådservietter til at ”vaske” hænder i. Tryksværten gør knuder. Jeg er stadig møgbelortet. Fyrtårnet fører mig til et kontor, hvor også Bivognen har fortrukket til. Han tamper amatøragtigt på en gammel skrivemaskine ved hjælp af tofingersystemet. Derefter læser han sigtelsen og spørger for 117. gang, om jeg har noget at tilføje, mens jeg for alvor bemærker, hvor meget han ryster på hænderne. Jeg retter blikket mod Fyrtårnet:

– Det skulle da lige være at spørge om, hvorfor din makker ryster på hænderne.

Så rejser Fyrtårnet sig resolut op og fører mig tilbage til cellen. Da vi når ned i kælderen ved vagten, beder jeg om en ny flaske vand.
– Du kan få et krus, svarer Fyrtårnet. Jeg har tidligere fået en flaske, vedbliver jeg og peger på en stor beholdning. Betjenten i vagten underkender kriminalbetjenten – jeg hygger mig lidt over optrinnet. Jeg efterlader reglementeret igen mine kondisko uden for cellen. Min uopdragne opførsel gav mig fred. Nu kan der ikke være lang tid til, at jeg skal ringe til kæresten.

På ny går døren op, og to nye uniformerede betjente toner frem:
– Du skal med os, konstaterer de blot. Uden for cellen er mine kondisko byttet ud med mine støvler fra bopælen. Shit, tænker jeg.
Jeg skal overflyttes, så jeg redegør for løftet om en telefonsamtale.
­ Det kan du ikke. Du er i isolation.
Det var en streg i regningen! Føj for den.
Under transporten fastholder jeg, at jeg skal have kontakt til en advokat. De affærdiger mig med, at det må jeg tale med betjentene i Vestre om. Ved indkørslen til Vestre begynder chaufføren at rode i sine lommer:
– Har du et skilt på dig? spørger han makkeren. Min natur fornægter sig ikke:
– Skal man ikke altid have skiltet på sig? Det var vist ikke en heldig situation, driller jeg. Efter lidt betænkningstid får jeg svaret:
– Den er bedre end den, du sidder i.
Den kan jeg ikke stikke.

Ved ”indskrivningen” til Vestre anmoder jeg om en telefonsamtale.

– Du er isolation, så det kan ikke lade sig gøre.
– Jamen, jeg er blevet lovet en opringning af jeres kollegaer på Bellahøj, forsøger jeg.

Betjentene, der skal føre mig til cellen, er ankommet, og andre ved skriveborde bag skranken har rejst sig. Der er vel otte-ti, der alle blander sig i samtalen. På trods af min tungnemhed fornemmer jeg, at jeg ikke helt har stemningen på min side. Jeg frafalder klogelig kravet. Jeg er kommet i kløerne på fængselsbetjente, hvis attitude er endnu værre end de tidligere ordenshåndhævere.
Jeg bliver ført gennem forskellige aflåste døre til en ny skranke, hvor lommerne igen tømmes til opbevaring i deres ”koster”-butik. Derefter dikteres jeg ind på et toilet og skal afføre mig mit tøj. Betjenten med den strengeste mine tager gummihandsker på. Her blev jeg sgu nervøs. Det skal vise sig, at de skal beskytte ham, når han gennemroder mit tøj. Jeg spørger derefter, om jeg må tisse.

­– Ja, men vent lige, til jeg er gået. Jeg føler mig lidt dum.
Da jeg kommer ud – igen påklædt, vel at mærke – skal jeg kvittere for beslaglæggelsen. Det er vel efterhånden et godt stykke over midnat, og alle er trætte, så det vækker absolut ikke begejstring, da jeg insisterer at tjekke, hvad jeg skriver under på. Der bliver sukket og stønnet højlydt. Den kvindelige betjent bag skranken falder demonstrativt i søvn hen over den.
– Der skal jo være orden i sagerne, forsøger jeg.
– Det skulle du have tænkt over noget tidligere.
Der fik de mig igen.
Jeg har alligevel ikke overskud til at kontrollere færdig. De får min underskrift, og jeg føres til celle 083. Igen alene – shit. Cellen rummer en briks, lidt sengetøj og linned. Alt er beskidt og fyldt med brandhuller efter cigaretter.

Nye tanker. Nul advokat. Var det mine provokationer, der fik Fy & Bi til at sætte mig i isolation, eller var det sket alligevel? Jeg har svært ved at forbinde forbrydelsens karakter med isolation, så jeg bekymrer mig lidt om yderligere sigtelser eller fund ved ransagningen. Hvornår kommer jeg for en dommervagt? Vil mine omgivelser få tid og sted at vide?

Jeg kan ikke sove, så jeg tænder for tv’et og følger lidt aktiekurser på CNN. Vil de fortsætte nedturen? Fuck kapitalismen og dets voldsapparat.
Jeg glor lidt sport på Viasat og får omsider et par timers søvn. Jeg vækkes kl. 7 og får morgenmad.

En times tid efter går døren op igen:

– Du skal i dommervagten. Medbring alle dine ejendele, lyder det tørt. Jeg påføres igen håndjern.

Ved ankomsten til Politigården dirigeres jeg indenfor og op ad en trappe; men en civilklædt mandsperson kalder mig ned. Jeg kigger rådvild på mine to ”følgesvende” – som i øvrigt er unge piger, der heller ikke aner deres levende råd, da de klart har fået besked på at afhænde mig til en slags retsforvarer. Han dukker op og siger god for den civilklædte, som det skal vise sig er min beskikkede forsvarer. Jeg afføres håndjernene, og forsvareren præsenterer sig. Jeg opponerer straks og fremsætter mit ønske om egen advokat.; men han fører mig desuagtet ind i retslokalet.

Her møder jeg for første gang i 16-17 timer af en rigtig dejlig og vidunderlig oplevelse. Min kæreste, begge mine børn, min forhåbentlig kommende svigerdatter, min bedste ven og et par dejlige bekendte og kammerater. Det var mit håb, at de havde fået opstøvet tid og sted. Det var lykkedes, om end – skulle det vise sig – med megen møje og besvær. Tilhørerpladserne var fyldt op blandt andet med nogle repræsentanter fra de unges retsgruppe – kaldet ABC – som gennem alle ugerne fulgte enhver retssag med solid støtte. Godt gået!

Det gav virkelig en solid ballast at gense kæreste, familie, venner og bekendte!
Overfor dommeren fremsætter jeg igen mit ønske. I den forbindelse forklarer jeg, at jeg var blevet lovet en telefonsamtale til min kæreste for at få navnet på en advokat, hvilket var blevet benægtet ved isolationen. Den kvindelige dommer var en kende forundret – over isolationen eller mangel på egen udpeget advokat? Hun spørger, hvem jeg kunne tænke mig som forsvarer. Den beskikkede kommer mig utilsigtet til hjælp, idet han har fået navnet at vide af min kæreste.

Dommeren beslutter, at der ikke er tid til at fremskaffe anden advokat. Anklageren begærer sagen ført for lukkede døre, og tilhørerne føres ud. Den beskikkede fører mig til et lokale, hvor vi kan snakke i enerum. Det er fint. Jeg har behov for en rådgivning, – måske lidt retsbelæring om procedurer samt en fastlæggelse af en fælles opfattelse af, hvordan forsvaret kunne føres – bedst muligt.

I lokalet sætter jeg mig ved et bord tydeligt bedre til mode ved synet af mine bekendte. Endelig var fixpunktet nået: Dommervagten. Den beskikkede fremlægger bevismaterialet: 4 billeder og en udskrift af en politirapport, hvoraf jeg er omtalt på 1½ linie.

– Du kan ligeså godt erklære dig skyldig, konstaterer han samtidig.

Jeg er målløs. Jeg har for første gang mulighed for at studere billederne i nogenlunde rimelige omgivelser:

– Det forstår jeg ikke, svarer jeg ham. – De tre billeder er fotos af mig uden for enhver sammenhæng, og på det 4. læner jeg i mig i opretstående stilling op ad en glascontainer. Jeg kan i den situation aldrig kunne skubbe til en glascontainer, indvender jeg.
Billedet er tillige uskarpt.

Politirapportens indhold er nogenlunde følgende: ”To personer skubber en glascontainer ud på Nørre Alle ved Skt. Hans Torv. Den ene forlader containeren tydeligt opstemt.”
Det skal indrømmes, at jeg på billederne tydeligt udstråler en euforisk stemning.
Den beskikkede mener, at der er videofilm af hændelsen; men har ikke kendskab til den:

– Det vil kun skade dig at benægte din skyld.

Det går for alvor op for mig, hvor nødvendige mine bestræbelser for at udvælge egen advokat i virkeligheden var. Jeg forsøger igen at forklare ham, hvor tyndt bevismaterialet er. Han ender med at afkræve mig svar på, hvorvidt jeg erklærer mig skyldig eller uskyldig: – Uskyldig!

Han går derefter over til at forhøre mig om, jeg kender andre på billederne. Det gør jeg ikke; men hans spørgsmål uddyber min mistillid Jeg er stadig vred over forløbet af det knap sidste døgn. Jeg får min ”anden luft”, et overskud og en bedre koncentration. Jeg er fit for fight. Jeg er sikker på, at grundloven var trådt under fode, hvis ikke politiet havde en dommerkendelse på sig, da de ransagede boligen. Han forklarer, at der er noget der hedder ”i øjemed”. Jeg forstår, at han ikke vil protestere mod ransagningen.
Nu bryder han vores ”møde” op. Vi går til retslokalet. Rådgivningen var negativ, retsbelæringen var ikke til støtte – i givet fald på størrelse med det ral, der lå tilbage på Ungdomshusets grund og nogen som helst fælles opfattelse af forsvarets taktik eksisterede ikke.

Retshandlingen starter. Anklagen læses op, og anklageren argumenterer for sin påstand. Jeg erklærer mig uskyldig. Den beskikkede fører ikke et forsvar. Anklageren må derefter stille mig en række spørgsmål, hvor dommeren retsbelærer mig om, at jeg har ret til ikke at svare på dem. I stedet for at konstatere, at jeg ikke ønsker at besvare nogen som helst spørgsmål, før jeg har en egen udpeget advokat, begiver jeg mig ud i at vurdere de enkelte spørgsmål. Nogle besvares – andre ikke. Dumt. Billedmaterialet indgår i spørgsmålene, hvortil jeg svarer, at de er uskarpe.

Det bliver min beskikkedes tur. Han spørger end ikke til, om personen på billedet ved glascontaineren i den stilling kan skubbe til containeren – og bruger det heller ikke i forsvaret. I stedet spørger han, om jeg kan genkende nogle personer på billedet, hvilket jeg ikke gør:

– Vil han have mig til at agere stikker, spørger jeg mig selv. Det skal vise sig at det angivelige formål er at imødegå et af anklagerens kommende begrundelser for at begære varetægtsfængsling: På fri fod at kunne forhindre efterforskning af ”andre gerningsmænd”. Det er jo i realiteten ligegyldigt. Mit udsagn som anklaget vil ikke kunne påvirke en kendelse.

Anklageren begærer mig varetægtsfængslet frem til den 30.marts på alle 3 punkter i § 762 stk.1:
”En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og (ikke eller):

1. der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen (altså flugt), eller
2. der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den ovennævnte beskaffenhed (skubbe andre glascontainere eller lignende), eller
3. der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor i sagen eller advare eller påvirke andre (genere opklaring).” (Parenteser og fremhævning er mine egne).

Den dag i dag forstår jeg stadig, at grundlaget for § 762 er en forseelse, der kan betyde 1½ års fængsel eller derover. Uanset min opfattelse, så er det i hvert fald ikke praksis i nogen som helst sager – mig bekendt – fra situationen omkring kampene om Ungeren – før eller efter nedrivningen.

Dommeren varetægtsfængslede mig til den 30. marts på punkt 2) og 3), men afslog anklagerens begæring om punkt 1). Det var trods alt for sygt?
Jeg konstaterer senere, at varetægtsfængslingen sker under brev og besøgskontrol, hvilket ligger meget tæt på isolation.

Jeg må selv protestere over ransagningen, hvilket dommeren godkender i henhold til ”i øjemed”-paragraffen. Så blev jeg så klog. Politiet må godt ransage en bolig, hvis de ikke kan træffe en byretsdommer, og det er vigtigt at fremskaffe bevismateriale. I mit tilfælde gjaldt det om at fremskaffe et partisanhalstørklæde, som for sagen er ligegyldig. Det faktum, at jeg eller min kæreste har et partisanhalstørklæde liggende på bopælen, tjener ikke til nogen som helst bevisførelse. De havde et helt andet formål.

Jeg bliver derefter spurgt om, jeg vil kære dommen (varetægten) til landsretten eller begære betænkningstid. Da jeg ikke kan gennemskue konsekvenserne, får jeg lov til at gå udenfor til en samtale med den beskikkede, som fraråder mig at kære dommen. Da det går op for mig, at jeg bibeholder retten, også efter jeg modtager egen advokat, vælger jeg betænkningstid. Senere konstaterer jeg, at hverken jeg eller min advokat har ret til at være med, når Landsretten behandler en sådan begæring. I en TV-avis den 10. marts afsløres det, at politiet har svindlet i mindst syv sager angående ”Ungeren”, hvor de har tilføjet direkte urigtige oplysninger – heriblandt påstande om, at de pågældende var tidligere straffet. Den ene havde fuldstændigt i modstrid med sandheden angiveligt modtaget 4 domme for vold. Retssikkerhed eller knækket retsbevidsthed? Fuck retsstaten, hvis der er nogen, der kan finde den.
Jeg vender tilbage til retslokalet, hvor alle tilhørerne igen har indfundet sig – skønt.
Advokatspørgsmålet afgøres: Den beskikkede får til opgave at kontakte mit valg.
Processen er færdig. Hammeren er slået i bordet ved højeste bud.

Da tilhørerne forlader lokalet, hører jeg en fra de unges retshjælp anbefale Hanne Reumert. Det er fint. Mens retsbetjenten belærer alle om, at der ingen kontakt må finde sted, når jeg at give hånd til min bedste ven, børn og min forhåbentlig kommende svigerdatter. Min kæreste trænger sig vej, og vi giver hinanden et stort kram. Retsbetjenten opdager, at hans autoritet er trådt under fode:

– Ingen fysisk kontakt.

Min kæreste spørger, om jeg har brug for penge. Jeg har kun én krone og 25 øre på lommen; men jeg aner ikke, om man kan bruge penge i fængslet – amatør J
Den beskikkede bekræfter, at det kan man så sandelig; men min kæreste må ikke overrække en hundredkroneseddel til mig:

– Så giv den til mig, så giver jeg den videre, erklærer den beskikkede.
– Det må du ikke, fortsætter retsbetjenten.
– Så må retsforvareren, vedbliver den beskikkede. Det passiviserer retsbetjenten.
Foran min næse vandrer hundredkronesedlen fra min kæreste til den beskikkede, som giver den til retsforvareren, der overleverer den til mig. Steven Spielberg kunne ikke have skrevet manuskriptet bedre. Jeg stod tilbage med ét positivt resultat af min beskikkede advokats arbejde: 100 kroner på lommen.

Jeg når desuden lige at be’ min kæreste om at give besked til min arbejdsplads. Naturligvis unødvendigt: Hun har selvfølgelig styr på det.
Jeg kommer derefter i retsforvaring på Politigården, inden videre transport foretages. Der gøres regnskab: Trods fejl synes jeg, at prøven var til: Bestået! Jeg befandt mig trods alt i en situation med to anklagere – på det nærmeste.

Hvor skal jeg nu hen: Nyborg, Jyderup, Sandholm eller Vestre – alle muligheder er i spil. Der går mindst en time, før jeg afhentes. Jeg bearbejder imens. Det var godt, at min kæreste og min bedste ven var til stede på bopælen under ransagningen. Det er godt, at isolationen er ophævet (jeg havde stadig ikke fattet brev og besøgskontrollen, der betyder, at man ikke må kontakte andre end sin advokat pr. telefon, man kun må modtage ét brev om dagen, der naturligvis er gennemlæst af politiet og kun modtage ét besøg om ugen – også under politiovervågning). Endelig skulle det vise sig, at jeg ikke måtte se – og derfor heller ikke kunne tale med andre indsatte.

I retsforvaringen gik tankerne også til arbejdspladsen: Fyring? Ufaglært i en alder i midten af de 50. hvordan får man et nyt arbejde? Jeg tænkte med gru tilbage på to års arbejdsløshed for et par år siden, der flere hundred ansøgninger ikke gav resultat. Mit nuværende arbejde, som jeg betragter som en retrætestilling, faldt ved et tilfælde på plads, som den berømte appelsin i turbanen.
Transporten kommer omsider. Jeg skal til Vestre igen – fint. Det er tæt på byen. Jeg kan se frem til et par larmedemo’er udenfor murene. Turen foregår igen med håndjern. I Vestre bliver jeg ført til celle 083 igen. Jeg er gået glip af frokosten, men er heller ikke sulten. Det første døgn efter anholdelsen nærmer sig sin afslutning.

Fra en enkelt blandt flere hundrede……

Læs også

Bag murene (2): Fængselsdagbog fra krigen mod den københavnske ungdom

Netavisen 2. april 2006