Retsstat? Politistat? Klassestat!

Kommunistisk Politik 6, 2007

’Danmark er en retsstat’ har det uophørligt lydt som argument for, at de unge, der har kæmpet for ungdomshuset på Jagtvej 69, bør affinde sig med at kommunen har solgt deres elskede fristed til en fundamentalistisk kristen sekt.– huset er blevet lovligt solgt og loven skal altid følges, og så er der ikke mere at gøre ved det.
Men man kan også tegne et andet billede. Et billede der viser at der ikke altid gælder de samme spilleregler alt efter hvem man er. Og samtidig et billede der viser at politiet har fået mere og mere magt på bekostning af den almindelige borger.

Ulovlig praksis

En af nyere tids mest berømte politiske sager er den såkaldte Tamil-sag. Den borgerlige regering under Poul Schlütter havde indført en praksis overfor tamilske asylansøgere, der var ulovlig i forhold til gældende regler. Den borgerlige regering var blevet advaret, men trods advarslerne fortsatte den ulovlige praksis. Skandalen ramte og tvang den borgerlige regering til at afgive magten til socialdemokratiet.

Ulovlige love

I efteråret 2006 blev retssagen mod Tvinds ledelse afsluttet. Det viste sig at ledelsen ikke havde begået lovbrud; man havde derimod blot brugt almindelig virksomhedspraksis – nemlig at få offentlige tilskud og betale så lidt som muligt i skat. Men sagen om Tvind har en lang historie og den mest betydningsfulde del (for denne historie) ligger i 1996. Dengang havde vi en socialdemokratisk regering, der indførte en lov ,der skulle tvinge Tvind til at lukke. En række eksperter advarede mod at særloven mod Tvind var ulovlig, men regeringen fastholdt håbet om at tvinge Tvind-skolerne til lukning.
I 1999 fastslog højesteret at Tvindloven var ulovlig.

Lovlige ulovligheder

Bilka opførte for nogle få år siden et ulovligt butikscenter i Horsens – den var større end tilladt, hvilket de på forhånd var blevet gjort bekendt med af de lokale myndigheder. Efterfølgende blev byggeriet lovliggjort af Anders Fogh Rasmussens regering.

Vi har altså et samfund hvor regler bliver bøjet, ulovlige særlove bliver indført og ulovlig praksis jævnligt forekommer. Støtten tilfalder erhvervslivet, mens ulovlighederne rammer organisationer og mennesker som politikerne ikke bryder sig om – f.eks. flygtninge eller erklærede socialistiske skoler.
Når politikerne i dag taler om et retssamfund er det altså ikke et samfund hvor alle er lige. Nogle har åbenlyst mere ret end andre.

Politiet har fået mere magt

Gennem de seneste år har politi og efterretningsorganer fået stadig flere beføjelser og stadig mere magt. De to terrorpakker – indført efter at George W. Bush udløste sin illegale og FN-stridige verdenskrig mod terror, og Foghs Danmark har været med i front – har åbnet op for at politiet i langt højere grad end tidligere kan overvåge den enkelte borger. Det er blevet nemmere at aflytte telefoner, tjekke personers email og i det hele taget overvåge enhvers gøren og laden i alle detaljer. Indbefattet hvilke bøger man låner på biblioteker og meget mere.

Men ikke alene overvågningstendensen er styrket. Også politiets magtbeføjelser til at skride ind er vokset. Man har i dag ret til at foretage præventive anholdelser i op til 6 timer. Politiet har med Danmarks deltagelse i Schengen-samarbejdet også fået en række nye muligheder. Således er paskontrol ikke kun muligt ved landenes ydre grænser, men gælder nu også inde i landet. I princippet skal man gå rundt med pas på sig. Det lyder grotesk, men det er sandt.

Private lejligheder er blevet ransaget af politifolk uden dommerkendelse og uden at de har vist legitimation. Og politiske organisationer, bevægelser og lokale aktivitetshuse og væresteder er blevet brudt ind i af politiet og delvist smadret. Folk der ydede retshjælp til anholdte, talsmænd for beboergrupper og andre, der har forsøgt at skabe en smule fornuft i vanviddet, er ret systematisk blevet anholdt for kortere eller længere perioder. Hvad skal man kalde noget sådant?

Politiet har også fået muligheden for at lave såkaldte visitationszoner, hvor politiet uden konkret mistanke kan stoppe og visiterer alle man lyster. Det gennemførte man på Nørrebro og Christianshavn fra weekenden den 10. marts.
Det er en politistatspraksis. Sidste gang noget sådant kunne opleves i Danmark var under den nazityske besættelse.

At bruge ordet politistat er selvfølgelig voldsomt. Men lige nu ser det ud til at det danske samfund er forbløffende tæt på en politistat, hvor politiets beføjelser efterhånden har nået tidligere utilgængelige og uanede højder.
Det er en kombination af at politikerne via lovgivning har givet politiet mere magt, og at politiet i det danske samfund reelt kun står til ansvar overfor sig selv. Klager over politiet skal rettes til politiet.

Øvelse i borgerkrig

Urolighederne på Nørrebro i forbindelse med nedrivningen af ungdomshuset viser med al tydelighed, hvor vidt politiet har valgt at gå.
Torsdag den 1. marts sættes antiterrorkorpset ind mod de unge brugere af ungdomshuset. Med militær præcision sættes angrebet ind fra oven og fra neden i en nøje planlagt rydning af huset. Gas og skum bliver fyret ind i huset og efterfølgende bliver knipler taget i brug på de unge, der ikke allerede er blevet passiviseret. Den efterfølgende uges kampe, protester og uroligheder får politiet til at foretage over 750 anholdelser. De største masseanholdelser i nyere tid.

Ikke alene anholder politiet i flæng, men metoderne er uhørt brutale og minder i mange tilfælde om regulære gidseltagningsaktioner.
Efter en række øjenvidneberetninger der er kommet frem har civilklædte betjente snuppet deres ofre, pludseligt og brutalt båret af sted med dem kastet dem ind i biler og gang på gang nægtet at oplyse deres navn og politinummer, som loven ellers foreskriver.

Der er øjenvidneberetninger om at politiet har flået bukserne af folk blot for at ydmyge dem. Der er øjenvidneberetninger fremme om at politiet har skubbet tilfældige forbipasserende ind i tåregas.
Der har været så mange voldsomme øjenvidneberetninger at Amnesty International har opfordret regeringen til at nedsætte en uvildig undersøgelseskomité af politiets opførsel. Skinnet af en retsstat krakelerer – og skal gerne opretholdes.
Der er eksempler fremme om, at beboerne på Nørrebro i den afspærrede zone omkring Ungdomshuset ikke kunne gå på vaskeri uden at politiet forlangte at det skulle ske med politieskorte.

I et stort område på Nørrebro har der i praksis været undtagelsestilstand. Tilsyneladende er tilfældige forbipasserende blevet anholdt og varetægtsfængslet i flæng. Domstolene, der har ekspederet sagerne i ekspresfart og varetægtsfængslet for lange perioder – også unge under 18 – har simpelthen taget gidsler.
Men ikke alene københavnere er blevet ramt af de nye politimetoder. Der er eksempler på at politiet har lukket Storebæltsbroen for unge der ønskede at tage til København. I Rønne på Bornholm har man forlangt at se pas fra alle, der skulle med flyet til København. Og unge fik simpelthen ikke lov til at komme med.

Politiets øgede beføjelser som følge af en række love fra de senere år har ført til at politiet på en enkelt uge reelt har indført undtagelses tilstand i dele af København. Politiet har øvet sig i borgerkrig og terroriseret dele af befolkningen, ganske særligt ungdommen.  Politiet forsøger også at undgå enhver form for kontrol, og i ganske særlig grad filmoptagelser. Under kampene blev TV-journalister undertiden forbudt at fotografere politiet.

Det kan være, at det er politiet, som lever i en retsstat, mens resten af Danmark – og de mest udsatte områder – snarere lever i en politistat. – I borgerskabets stat.

Netavisen 17. marts 2007