Missilskjold: Putin og den nye kolde krigs geopolitik

-Eller, hvad sker der når cowboys ikke skyder ærligt, som de plejede…

Af William Engdahl, Global Research, 20. februar 2007

De åbenhjertige ord fra den russiske præsident Vladimir Putin til de forsamlede deltagere på den årlige München sikkerhedskonference, “Munich Wehrkunde”, har sluppet en storm af selvretfærdige protester løs fra de vestlige medier og politikere. En besøgende fra en anden planet kunne få det indtryk, at den russiske præsident pludseligt har besluttet af lancere en provokatorisk konfrontationspolitik overfor Vesten i lighed med den kolde krig fra 1943-1991. 

Imidlertid er detaljerne i udviklingerne i NATOs og USA´s militære politikere alt andet end et “deja vue fra ende til anden” for at citere den legendariske New York Yankees griber, Yogi Berra  

Denne gang er vi allerede dybt inde i en ny kold krig, som bogstaveligt talt truer denne planets fremtid. Sammenbruddet i Irak eller udsigten til et amerikansk taktisk forebyggende atomangreb på Iran er uhyggeligt nok. Sammenlignet med, hvad der står på spil i den verdensomspændende militære opbygning overfor dets mest formidable tilbageblevne globale rival, Rusland, synes det dog ikke at tårne så relativt højt op. Den amerikanske militære politik, efter afslutninen på Sovjetunionen og opdukningen af den russiske republik i 1991, behøver en nærmere undersøgelse i denne sammenhæng. Kun da vil Putins åbenhjertige udtalelser på München konferencen give mening. 

På grund af de misvisende forklaringer på Putins udtalelser i de fleste vestlige medier, er den værd at læse i fuld længde (den officielle engelske oversættelse findes på www.securityconference.de).

Putin talte i generelle vendinger om Washingtons vision om en “en-polet” verden, med et “center for autoritet, et kraftcenter, et center for beslutningstagen, betegnende en verden, hvor der er en mester, en enehersker. Og ved dagens ende er det skadeligt ikke kun for alle underlagt dette system, men for eneherskeren selv, fordi det ødelægger sig selv indefra”. 

Derefter går den russiske præsident til hjertet af denne sag: “I dag er vi vidne til en næsten ubegrænset hyperbrug af magt – militær magt – i internationale forbindelser, magt, der kaster verden ned i en afgrund af permanente konflikter. Som resultat deraf har vi ikke tilstrækkelig styrke til at finde omfattende løsninger til en eneste af de disse konflikter. At nå frem til politiske aftaler bliver ligeledes umuligt”.

Putin fortsatte: “Vi ser en større og større forkastelse af de basale principper for international lov. Og de uafhængige legale normer er, det er en kendsgerning, kommet stadigt nærmere til en stats legale system. En stat og – selvfølgelig – først og fremmest USA har overskredet sine nationale grænser på alle måder. Det er synligt på økonomiske, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige politikker, som det påtvinger andre nationer. Hvem synes om det? Hvem er glade for det?”. 

Disse direkte ord begynder at berøre, hvad hr. Putin er bekymret over i den amerikanske udenlands- og militærpolitik, siden afslutningen på den kolde krig for godt 16 år siden, men det er længere inde i teksten, at han bliver tydelig i forhold til hvilke militære politikker han reagerer på. Her er talen opklarende. Putin advarer mod den destabiliserende effekt af “rumvåben” – “det er umuligt at sanktionere mod fremkomsten af nye destabiliserende højteknologiske våben… mod en ny æra med konfrontation, især i det ydre rum. Stjernekrig er ikke længere en fantasi – det er en realitet… Efter Ruslands mening kan militariseringen af det ydre rum have uforudsigelige konsekvenser for det internationale samfund og fremprovokere en begyndelse på en atom(våbenkapløbs)æra. 

Han erklærer derpå: “Planer om at udvide visse elementer af det anti-missile forvarssystem til Europa kan ikke andet end at forurolige os. Hven behøver dette næste skridt i det, der vil være, i dette tilfælde, et uundgåeligt våbenkapløb?”. 

Hvad refererer han til her. Få er klar over, at trods man hævder, at det sker for at beskytte sig selv mod risikoen fra atomvåbenangreb fra “slyngelstater” som Nordkorea eller en dag måske Iran, så har USA nyligt annonceret, at det bygger massive anti-missile forvarsinstallationer i Polen og i Tjekkiet. 

Polen? Missilforsvar?. Hvad handler det egentlig om? 

Missilforsvar og amerikansk første atomangreb. 

29. januar annoncerede den amerikanske brigadegeneral Patrick J. O’ Reilly, vicedirektør i Pentagons missilforsvarsagentur, de amerikanske planer om at sprede det anti-ballistiske forsvars elementer i Europa inden 2011, som USA hævder har til mål at beskytte amerikanske og NATO installationer mod fjendetrusler kommende fra Mellemøsten, ikke Rusland. Ifølge Putins München udtalelser betyder den amerikanske statsdepartements udstedelse af en formel udtalelse ikke andet end, at Bush administrationen er “rådvild over de gentagne ætsende kommentarer om det påtænkte system fra Moskva”. 

Oops… Træk hellere den pressemeddelelse tilbage til Pentagons kontor for propagandabedrag for omskrivning. Den iranske missiltrussel mod NATO installationer i Polen er på en eller anden måde ikke rigtigt overbevisende. Hvorfor ikke spørge langtids NATO medlemmet Tyrkiet om at USA kan placere sit missilskjold der, langt tættere på Iran? Eller måske i Kuwait eller i Israel? 

Den amerikanske politik siden 1999 har betonet opbygningen af en form for aktivt missilforsvar på trods af afslutningen af den kolde krigs trussel fra Sovjet ICBM eller andre missilaffyringsramper. Den nationale missilforvarsbekendtgørelse fra 1999 (offentlig lov106-38) udtrykker det: “Det er de forenedes staters politik at opbygge så snart det er teknologisk muligt et effektivt nationalt missilt forsvarssystem, der er i stand til at forsvare de forenede staters territorium mod begrænsede ballistiske missile angreb (uanset om de er tilfældige, uautoriserede eller overlagte) ved at afsætte midler til den årlige godkendelse af finansbevillingerne og de årlige bevillinger af midler til det nationale forsvarssystem”. Missilforsvar var en af Donald Rumsfelds tvangsforestillinger som forsvarsminister. 

Hvorfor nu? 

Hvad der er stadigt tydeligere er, i det mindste i Peking og Moskva, at Washington har en meget større overordnet strategi bag den tilsyneladende irrationelle og vilkårlige ensidige militære bevægelser. 

For Pentagon og det amerikanske politiske etablissement, uanset hvilket politisk parti, sluttede den kolde krig mod Rusland aldrig. Den fortsatte blot i forklædt form. Det har været tilfældet under præsidenterne G.H.W. Bush, Bill Clinton og George W. Bush. 

Missilforsvar lød troværdigt, hvis USA var sårbar overfor en lille gruppe af dedikerede islamiske terrorister i stand til at styre en Boeing flyvemaskine med “boxcutters”. Det eneste problem er, at missilforsvar ikke er rettet mod slyngelterrorister som Bin Ladens Al Queda eller stater som Nordkorea eller Iran. 

Derfra er truslen om et ødelæggende atomangreb på det amerikanske territorium ikke eksisterende. Den amerikanske flåde og luftvåben bomberflåde står i dag fuldt forberedt til at bombe, endog atomart Iran tilbage til stenalderen blot på mistanken om, at det forsøger på at udvikle en uafhængig atomvåbenteknologi. Stater som Iran har ingen evne til at gøre Amerika forsvarsløs, uden at risikere atomtilintetgørelse op til flere gange. 

Missilforsvar stammer fra 1980´erne, hvor Ronald Reagean foreslog udviklingen af satelitsystemer i rummet, radarstationer verden over, lyttestationer og afskæringsmissiler til at spore og nedskyde atommissiler, inden de ramte deres planlagte mål. 

Det fik øgenavnet Stjernekrig af dets kritikere, men Pentagon har officielt brugt mere end 130 billioner dollars på et sådan system siden 1983. George W. Bush øgede det væsentligt i begyndelsen af 2002, til 11 billioner dollar om året, fordoblede niveauet under Clinton-årene. Og yderligere 53 billioner dollars de følgende år er blevet budgetteret.   

Washington’s tvangstanke om atomar overlegenhed 

Hvad Washington ikke sagde, men Putin nu har hentydet til i München, er at det amerikanske missilforvar slet ikke er defensivt. Det er offensivt, i den grad. 

Muligheden for at tilvejebringe en magtfuld stat, en med verdens mest imponerende militære maskineri, et skjold til at beskytte det mod begrænsede angreb, er rettet direkte mod Rusland, den eneste anden supermagt, der er i stand til at iværksætte et troværdigt atomart modangreb. 

Hvis USA er i stand til effektivt at beskytte sig selv mod et potentielt russisk svar på et amerikansk første angreb, vil USA være i stand til simpelthen at diktere hele verden sine synspunkter, ikke kun Rusland. Det ville være det som militære kilder forstår ved atomoverlegenhed. Det er den reelle betydning af Putins usædvanlige tale. Han er ikke paranoid. Han er aldeles realistisk. 

Siden slutningen af den kolde krig i 1989, står det nu klart, at den amerikanske regering aldrig blot et øjeblik har stoppet sin jagt på atomoverlegenhed. For Washington og den amerikanske elite er den kolde krig aldrig ophørt. De har kun glemt at fortælle os alle om det. 

Higen efter verdenskontrol over olie og energirørledninger, higen efter at etablere militære baser tværs over Eurasien, dets forsøg på at modernisere og opgradere dets atomflåde, dets strategiske B 52 bomberkommandoer, alt giver kun mening, når det ses gennem perspektivet af den ubarmhjertige jagt på amerikansk atomoverlegenhed. 

Bushadministrationen ophævede ensidigt den amerikansk-russiske ABM Aftale i december 2001. Det er i et kapløb for at fuldende et globalt network af missilforsvar som nøgle til amerikansk atom overlegenhed. Selv med et primitivt missilforvarsskjold kan USA angribe russiske missilsiloer og ubådsflåder uden frygt for en effektiv gengældelse, da de få tilbageblevne russiske atomraketter vil være ude af stand til lancere et tilstrækkeligt overbevisende svar til afskrække amerikanerne fra et første angreb. 

Evnen til fra begge sider – Warsawapagten og NATO – under den kolde krig, til gensidigt at tilintetgøre hinanden, førte til en atomar remis benævnt af militære strateger gensidig vanvidssikret ødelæggelse. Det var skræmmende men på sin vis på bizar måde mere stabilt, end det vi har i dag med en ensidig amerikansk jagt på atomoverlegenhed. Udsigten til gensidig atomødelæggelse uden afgørende fordel for nogen af siderne, førte til en verden, hvor atomkrig var utænkelig. 

I dag stræber amerikanerne efter muligheden af atomkrig som tænkelig. Det er virkeligt vanvid. 

Den første nation med et missilforsvar vil de facto have evne til første angreb. Fuldstændigt rigtigt omtalte Robert Bowmann, lederen af det amerikanske atomforsvarspogram, missilforsvaret for det manglende led til førsteangreb. 

Mere alarmerende er den kendsgerning, at ingen udover en håndfuld af Pentagon planlæggere eller ledende efterretningsofficerer i Washington diskuterer inddragelsen i Washingtons jagt på missilforsvar af Polen og Tjekkiet eller dets drift mod atomoverlegenhed. 

Husk på ”Genopbyggelse af USA’s Forsvarssystemer”, d. 20.september 2000 rapport fra høge-projektet for det nye amerikanske århundrede, hvor Dick Cheney og Don Rumsfeld var medlemmer. Deri erklærede de, at ”USA må udvikle og udsprede et verdensomspændende missilforsvar for at forvare amerikansk hjemland og amerikanske allierede, og ”sørge for en sikker base for amerikansk magtprojektion rundt om i verden” (forfatternes fremhævning). 

Før han blev Bushs forsvarsminister i januar 2001, stod Rumsfeld i spidsen for en præsidentiel kommission, der advokatiserede for udviklingen af et missilforsvar for USA. 

Så ivrige var Bush-administrationen efter af fremme dets missilforsvarsplaner, at præsidenten og forsvarsministeren beordrede frafald af de normale operationelle test af udstyr nødvendigt for at afgøre, hvorvidt det højt komplekse system af systemer var effektivt.

Rumsfields missilforsvarspogram bliver stærkt imødegået indenfor den militære kommando. 26. marts 2004 skrev ikke mindre end 49 amerikanske generaler under på et åbent brev til præsidenten, der appellerede for udsættelse af missilforsvaret.

Som de anførte, ”kan amerikansk teknologi, allerede spredt verden over, lokalisere kilden for et ballistisk missilangreb. Det er derfor højst usandsynligt, at nogen stat ville vove at angribe USA eller tillade terrorister at gøre det fra dets territorium med et missil armeret med masseødelæggelsesvåben, og dermed risikere gengældelse fra en ødelæggende amerikansk hævn angreb”. 

De 49 generaler og admiraler, inclussiv admiral William J. Crowe, den formand for den fælles stab for de væbnede styrker, fortsatte med at argumentere overfor præsidenten: ”Som De har sagt, hr. præsident, er vores højeste prioritet at forhindre terrorister i at anskaffe og udvikle masseødelæggelsesvåben. Vi er enige. Derfor anbefaler vi, at den ansvarlige militære aktionskurs, at De udsætter den operationelle spredning af det kostbare og utestede GMD (jordbaserede missilforsvar) system og overføre de tilknyttede midler til fremskyndede programmer for at sikre mængden af faciliteter indeholdende atomvåben og beskytte vore havne og grænser mod terrorister, som vil forsøge at smugle masseødelæggelsesvåben ind i USA”. 

Hvad de militære veteraner ikke sagde, var at Rumsfeld, Cheney, Bush og kompagni havde en helt anden dagsorden end slyngelterrortrusler. De var ude efter fuld spektrum dominans, den nye verdensorden, og elimineringen en gang for alle af Rusland, som en mulig magtrival. 

Stormløbet med spredning af missilforsvarsskjoldet er klart nok ikke rettet mod Nordkorea eller terrorangreb. Det er rettet mod Rusland og i mindre grad mod den langt mindre atomare kapacitet i Kina. Som de 49 generaler og admiraler bemærkede i deres brev til præsidenten i 2004, har USA allerede mere end tilstrækkelige atomare sprænghoveder til at ramme tusinder af bunkere eller huler i en mulig slyngelstat. 

Karol Lieber og Daryl Press, to amerikanske militæranalytikere skriver i det indflydelsesrige Foregin Affairs fra New York Rådet for Udenlandske Forbindelser i marts 2006 og bemærkede, at ”hvis USA’s atomare modernisering virkeligt var rettet mod slyngelstater af terrorister, ville det landets atomare styrke ikke behøve de tilføjede tusinder af jordeksploderende sprænghoveder, som det vil opnå fra W-76 moderniseringsprogrammet. Den nuværende og fremtidige amerikanske atomstyrke synes med andre ord at være skræddersyet til at gennemføre et forebyggende afvæbnende angreb mod Rusland eller Kina”. 

Henvisende til de aggressive Pentagon spredningsplaner for missilforsvaret tilføjer Lieber og Press, at ”den slags missilforsvar USA sandsynligvis vil sprede vil være af værdi først og fremmest i en offensiv sammenhæng, ikke en defensiv – som et tilbehør til den amerikanske kapacitet for førsteangreb, ikke som skjold, der står alene. Hvis USA lancerer et atomangreb mod Rusland (eller Kina), vil det udsete mål blive ladt tilbage med et beskedent overlevelsesarsenal – om noget overhovedet. På det felt vil selv et relativt begrænset eller ineffektivt missilforsvarssystem vel være nok til at beskytte sig mod et gengældelsesangreb”. 

Det er den reelle dagsorden i USA’s store Eurasien spil. Naturligvis, at erklære det så åbent ville betyde en risiko for at tippe Washingtons hånd, før løkken er blevet uimodståeligt fæstnet omkring Moskvas metaforiske hals. Så statsdepartementet og forsvarsminister Gates forsøger at lave vittigheder om de nylige russiske bemærkninger, som de er Putins paranoide vrangforestillinger. 

Hele dette amerikanske progran for missilforsvar og atomar førsteangrebsmodernisering er hårrejsende nok som en ide.  Under Bushadministrationen er det gjort operationelt og luftbåren, lyttende tilbage til de farlige dage under den kolde krig med flåder af atombevæbnede B-52 bombefly og Trident atomraketubåde rede til på hvilket som helst tidspunkt på dagen at starte et atomart skrækscenarium. 

Verdensomspændende angreb: Pentagon Conplan 8022 

Marchen mod en mulig atomar katastrofe med fuld overlæg eller ved en fejlberegning, som en følge af den kække nye Washington-politik, tog en betydelig ny grad af alvor i juni 2004, kun få uger efter, at de 49 generaler og admiraler tog det højst usædvanlige skridt at skrive til deres præsident. 

Denne juni måned godkendte forsvarsminister Rumsfeld en tophemmelig ordre til de amerikanske væbnede styrke om at implementere noget kaldt Conplan 8022, som ”giver præsidenten mulighed for et øjeblikkeligt globalt angreb”. 

Udtrykket Conplan er pentagons forkortelse for eventualitetsplan. Hvilke eventualiteter forbereder Pentagons planlæggere sig på? Et forebyggende konventionelt angreb på lille Nordkorea eller endog Iran? Eller et forebyggende angreb for fuld styrke på den sidste formidable atommagt under fingermærket amerikansk fuldspektrum dominans – Rusland? 

De to ord, verdensomspændende angreb, er også værd at notere. Det er Pentagon-tale til at beskrive et specifikt forebyggende angreb, som for den første gang siden de tidligste den kolde krig dage inkluderer en atomar mulighed, i modsætning til det traditionelle amerikanske militære begreb om atomvåben kun vil blive brugt i forsvarsøjemed for at afskrække fra angreb. 

Conplan 8022 er, som nogle har noteret, forskellig fra de traditionelle Pentagonplaner, som har været essentielle forsvarssvar på invasioner eller angreb. 

I samklang med den aggressive forebyggende Bush doktrin fra 2002, er Bush´s nye Conplan 8022 offensiv. Den kan blive sat i værk af den rene og skære ”opfattelse” af en umiddelbar trussel, og blive iværksat af på præsidentens ordre, udenom kongressen. 

Set i lyset af detaljerne om de falske eller vege opfattelser i Pentagon eller vicepræsidentens kontor om den irakiske masseødelæggelsesvåbentrussel i 2003, foreslår den Conplan, at den amerikanske præsident kan beordre missiler mod alle og enhver, der anses for at være en trussel og måske endda en mulig uprøvet trussel. 

Som konsekvens af Rumfelds ordre i 2004, underskrev general Richard Myers, daværende formand for fællesstaben af chefer, ordren om at gøre Conplan 8022 operationel. Udvalgte atomkapable bombere, ICBMs, SSBNs, og ”informationskrigførelse” (suk) enheder er blevet spredt ud mod unavngivne højt prioriterede mål i ”fjende”lande. 

Er Iran et fjendeland, selvom det aldrig har angrebet USA? Er Nordkorea, selvom det aldrig i fem årtier har lanceret angreb på Sydkorea, eller er det helt andre? Er det Kina, fordi landet simpelthen økonomisk får for stor indflydelse? 

Er Rusland nu en fjende, fordi det nægter at lægge sig ned og acceptere at blive med Brzezinskys udtryk en vasalstat i det amerikanske imperium? 

Fordi der absolut har været nul åben debat i USA vedrørende Conplan 8022, har der ikke været nogen virkelig diskussion af disse mulige atomladede spørgsmål. 

Hvad der gør Rumfelds juni 2004 ordre endnu mere foruroligende i en verden, der havde oprigtigt havde håbet på at atomare paddehatteskyer var blevet en fortidig trussel, er at Conplan 8022 indeholder en betydelig atomangrebskomponent. 

Det er sandt, at det samlede antal af atomvåben i den amerikanske militære forråder blevet mindsket siden slutningen af den kolde krig. Men ikke, virker det, fordi amerikanerne er ved at føre verden tilbage fra randen af atomkrig ved fejlberegninger. 

Den nye missilforsvarsudvidelse forstås bedre i lyset af den bemærkelsesværdige udvidelse af NATO siden 1991. Som Putin påpegede. ”NATO har trukket dets frontlinestyrker frem til vore grænser… mener det er indlysende, at NATO udvidelsen ikke har nogen forbindelse med selve moderniseringen af alliancen eller sikring af sikkerheden i Europa. Tværtimod repræsenterer det en alvorlig provokation, som reducerer niveauet af gensidig tillid. Og vi har retten til at spørge: mod hvem er udvidelsen rettet? Og hvad skete der med de forsikringer vore vestlige partnere gav efter opløsningen af Warsawapagten?”. 

Amerikanske baser omkranser Rusland  

Som den russiske strateg og militære ekspert, Yevgeni Primakov, en af Putins tætte rådgivere, for nyligt påpegede: NATO var ”grundlagt under den kolde krigs æra som en regional organisation for at garantere sikkerheden for de amerikanske allierede i Europa”. Han tilføjede: ”I dag handler NATO på basis af en helt anden filosofi og doktrin, bevægende sig væk fra det europæiske kontinent og udførende militære operationer langt fra dets grænser. NATO (…) udvider hurtigt i modstrid med tidligere overensstemmelser. Optagelsen af nye medlemmer i NATO fører til udvidelse af baser, som er værter for amerikansk militær, luftforsvarssystemer såvel som ABM komponenter”. 

I dag inkluderer NATO medlemsstater ikke kun den kolde krig kernen i Vesteuropa, ledt af en amerikaner. NATO inkluderer også tidligere lande i Warsawapagten eller Sovjetunionen som Polen, Letland, Tjekkiet, Estland, Litauen, Rumænien, Bulgarien, Ungarn, Slovakiet Og Slovenien, tidligere en del af Jugoslavien. Optagelseskandidater inkluderer Georgien, Kroatien, Albanien og Makedonien. Ukraines præsident, Victor Yushcenko, har ivrigt forsøgt, at få Ukraine med i NATO. Det er et klart budskab til Moskva, ikke overraskende, men et som man ikke synes at tage imod med åbne arme. 

Nye NATO-strukturer er også dannet, men gamle er blevet afskaffet.: NATO SVAR-styrke (NRF – NATO Response Force) blev lanceret på Prag mødet i 2002. I 2003, lige efter Bagdads fald, blev en større rekonstruering af NATO kommandostruktur påbegyndt, Hovedkvartererne for den øverste allierede kommando, Atlantic blev nedlagt. En ny kommandoledelse, Den Allierede Kommando Omformning (ACT – Allied Command Transformation) blev etableret i Norfolk, Virginia. ACT er ansvarlig for at styre ”omformningen” af NATO. 

I 2007 har USA underskrevet en aftale med Japan om samarbejde om missilforsvarsudvikling. Man er dybt engageret i testningen af missilforsvarssystemer med Israel. Man har nu udvidet sit europæiske missilforsvar til Polen, hvor forsvarsministeren er en nær ven og allieret med Pentagons ny-konservative høge, og til Tjekkiet. NATO er nået til enighed om at sætte spørgsmålet om Ukraine og Georgiens ansøgninger om NATO-medlemskab på et hurtigt spor. Mellemøsten er, trods sammenbruddet i Irak, ved at blive militariseret med et netværk af amerikanske baser fra Qatar til Irak med videre. 

D. 15. februar vedtog komiteen for udenlandske forbindelser under Repræsentanternes Hus i USA et udkast, det orwelsk-opkaldte NATO Friheds Konsoliderings Lov af 2007, der bekræftede USA’s opbakning til yderligere udvidelse af NATO, inklusiv støtte til at Ukraine tilsluttes sammen med Georgien. 

Fra russisk synspunkt, så er NATOs udvidelse mod øst siden slutningen af den kolde krig et klart brud på en aftale med den daværende leder af Sovjetunionen, Mikhael Gorbatjov og den amerikanske præsident Georg H. W. Bush, som tillod en fredelig forening af Tyskland. NATOs udvidelse ses som en fortsættelse af den kolde krigs bestræbelser på at omringe og isolere Rusland.

Nye baser for at beskytte ”demokrati”

En næsten ubemærket konsekvens af Washingtons politik siden bombningen af Serbien i 1999 har været etableringen af et ekstraordinært netværk af nye amerikanske militærbaser, baser i dele af verden, hvor det synes meget lidt retfærdiggjort som en amerikansk defensiv forholdsregel, truslen taget i betragtning og de dyre skatteyderbetalte omkostninger, tilbage står alene andre globale militære mål.

I juni 1999, i kølvandet på bombningerne af Jugoslavien, begyndte amerikanske styrker konstruktionen af Camp Bondsteel på grænsen mellem Kosovo og Makedonien. Det var en grundsten i det, der skulle blive et nyt globalt netværk af amerikanske baser.

Bondsteel anbragte amerikansk luftvåben i let angrebsafstand fra det olierige Mellemøsten og Det Kaspiske Hav, såvel som Rusland. Camp Bondsteel var på det tidspunkt den største amerikanske base bygget siden Vietnam-krigen – med næsten 7000 soldater. Basen blev bygget af det største amerikanske militærkonstruktionsfirma Haliburtons KBR. Halibortons chef var på tidspunkt Dick Cheney.

Før starten af NATO-bombningen af Jugoslavien i 1999 skrev Washington Post virkeligt: “Med Mellemøsten mere og mere skrøbelig behøver vi baser og overflyvningsrettigheder i Balkanområdet for at sikre olien i Det Kaspiske Hav”.

Men Camp Bondsteel var kun den første af en lang række amerikanske baser, der er blevet anlagt i løbet af dette årti. Det amerikanske militær fortsatte med at anlægge i Ungarn, Bosnien, Albanien og Makedonien, som tilføjelse til Camp Bondsteel i Kosovo, på trods af, at det stadig er en legal del af Jugoslavien.

En af de vigtigste og mindst omtalte nye amerikanske baser ligger i Bulgarien, en tidligere Sovjet satellit og nu nyt NATO-medlem. I en konflikt – og I Pentagon-tale finder der kun “konflikter”, ikke længere krige, som involverer emner, der skal forelægges kongressen for at erklære dem officielt og kræver retslige grunde vil militæret bruge “Bezmer” til at kanalisere mænd og materiale til frontlinierne. Hvor? I Rusland?

Amerikanerne har anlagt deres baser i Afghanistan. Man har anlagt tre store amerikanske baser i kølvandet på besættelsen af Afghanistan i vinteren 2001, ved Bagram Air Field nord for Kabul, amerikanernes hovedmilitære logistiske center, Kandahar Air Field i det sydlige Afghanistan og Shindand Air i den vestlige provins Herat. Shindand, den største amerikanske base i Afghanistan blev anlagt godt 100 km fra grænsen til Iran.

Afghanistan har historisk været hjertet i det store britisk-amerikanske spil, kampen for kontrol med Centralasien i løbet af det 19 århundrede og starten af det tyvende århundrede. Den britiske strategi var med alle midler at forhindre Rusland i at kontrollere Afghanistan og dermed få en varm havn til dets flåde og dermed true det britiske imperiets kronjuvel Indien.

Afghanistan anses også for højt strategisk vigtig af Pentagons planlæggere. Det er en platform, hvorfra det amerikanske militær direkte kan true Rusland og Kina såvel som Iran og andre olierige Mellemøstlande. Meget lidt har skiftet i den henseende i mere end et århundrede med krige.

Afghanistan er en ekstremt vital lokalitet, skrævende over Sydasien, Centralasien og Mellemøsten. Afghanistan ligger også midt i en foreslået olierørledningsrute fra Det Kaspiske Havs oliefelter til Det Indiske Ocean, hvor det amerikanske olieselskab Unocal har ført forhandlinger sammen med Cheneys Haliburton og Enron om eksklusive rørledningsrettigheder for at bringe naturgas fra Turkmenistan gennem Afghanistan og Pakistan til Enrons kæmpe naturgaskraftværk nær Mumbai.

Samtidig indgik Pentagon en aftale med regeringen i Kyrgystan i Centralasien om at anlægge en strategisk vigtig base der, Manas Air Base ved Bishkeks internationale lufthavn. Manas er ikke kun tæt på Afghanistan, men i let angrebsafstand til Det Kaspiske Havs olie og gas, såvel som grænserne til både Kina og Rusland.

Som en del af prisen for at acceptere ham som amerikansk allieret i kampen mod terror fremfor fjende, udvandt Washington en aftale med Pakistans militærdiktator generel Pervez Musharraf om at tillade, at lufthavnen i Jacobabad, ca. 400 km nord for Karachi blev brugt af det amerikanske luftvåben og NATO “for at støtte deres kampagne i Afghanistan”. To andre baser blev anlagt i Dalbandin og Pasni.

Det er kun en lille del af den mængde af amerikansk-kontrollerede militære baser, Washington har anlagt globalt siden den såkaldte slutning på den kolde krig.

Det er blevet klart for meget af resten af verdenen, at Washington endog selv har tilskyndet til eller fremprovokeret krige eller konflikter med nationer verden over, ikke kun for at kontrollere olien, selvom strategisk kontrol med olien har været omdrejningspunktet i ”det amerikanske århundrede” siden 1920’erne. Det er den reelle betydning af det, Putin sagde i München. Han fortalte verden det, som de ikke ønsker at høre: Den amerikanske ”kejser”s nye tøj eksisterer ikke. Kejseren blev klædt af til skindet i sin jagt på global militær kontrol.

Siden de tidlige 90’ere, ved slutningen af den kolde krig har Yeltsin-regeringen bedt Washington om gensidige reduktioner i antallet af hver supermagts arsenal af atommissiler og våben. Det russiske atomare udstyr var ved at være forældet, og Moskva så kun ringe behov for at forblive rustet til tænderne med atomvåben, nu den kolde var afsluttet.

Washington så deri tydeligt en gylden mulighed for gå efter atomar overlegenhed for første gang siden 1950’erne, hvor Rusland først udviklede interkontionale ballistisk missilaffyringskapacitet for dets voksende atomvåbenlager.

Atomar overlegenhed er en aggressiv offensiv politik. Det er ensbetydende med, at en supermagt, USA, vil have muligheden for at iværksætte et fuldt atomart førsteangreb mod Ruslands atomvåbenlagre og ødelægge nok mål i et første slag, så Rusland er for lemlæstet til at gøre nogen effektiv gengældelse.

Uden nogen troværdig gengældelsestrussel har Rusland intet troværdigt atomart afskrækkelsesvåben.  Landet vil eksistere på den supreme supermagts nåde. Aldrig før i historien har udsigten til en sådan ultimativ magt i hånden på en enkelt nation syntes så nært forestående.

Dette snigende skridt fra Pentagon for atomar overlegenhed er, indtil nu, blevet udført i yderste hemmelighed, forklædt bag retorik om USA-Rusland ”partnerskab for fred”.

I stedet for tage fordel af muligheden for at kravle væk fra randen aomar ragnarok følgende efter slutningen på den kolde krig, har Washington i stedet vendt sig mod en opgradering af sit atomare arsenal, samtidig med, at man reducerede antallet.

Mens resten af verdenen stadig var rystet over begivenhederne den 11. september 2001, tog Bush-administrationen skridt til ensidigt at flænse sine tidligere aftaleforpligtelser med Rusland om ikke at bygge et missilforsvar.

Den 13. december 2001 annoncerede Bush, at den amerikanske regering ensidigt opgav den anti-ballistiske missilaftale med Rusland og afsatte 8 billioner dollars på 2002 budgettet til opbygningen af et nationalt missilforsvarssystem. Det blev tromlet gennem kongresset, promoveret som et skridt til at beskytte amerikansk territorium fra slyngelterrorangreb, fra stater inkluderende Nordkorea eller Irak.

Slyngelargumentet var et bedrageri, en sandsynlig dækhistorie designet til luske politikken igennem uden debat, i kølvandet på 11. september chokket.

Ophævelsen af ABM-traktaten blev svagt omfattet udenfor de militære cirkler. I virkeligheden repræsenterede det det farligste skridt i USA mod atomkrig siden 1950’erne. USA bevæger sig hurtigt mod målet om global atomoverlegenhed.

Washington har demonteret dets højt dødbringende MX missiler fra 2005. men det er misvisende. Samtidig forbedrede man i væsentlig grad sine tilbageblevne ICBM’ere ved at installere MX’s højtydende atomare spræmghoveder og avancerede genoptagelseskøretøjer på sine Minuteman ICBm’ere. Styresystemet på Minuteman er blevet opgraderet til at matche det på det demonterede MX.
 
Pentagon begyndte at udskifte aldrende ballistiske missiler på deres u-både med langt mere præcise Trident II D-5 missiler med nye kraftigere ydende sprænghoveder.

 Flåden udskiftede flere af deres atomare ballistiske missilaffyrende SSBN u-både med Pacific til at afpatrujlere den blinde plet i Ruslands tidlige advarselradarnet såvel som at patrujlere langs Kina kyst. USAs luftvåben fuldførte istandsættelsen af deres B-52 bombefly med atomarmerede krydsmisiler anset for usynlige for den russiske luftforsvarsradar. Nye forbedrede flyveegenskaber på B-52 bombeflyene gav dem evnen til ligeledes i ekstrem lav flyvehøjde at undgå radaropdagelse.

Et stort antal opmaganiserede våben er ikke nødvendigt for den nye globale magtprojekt. Meget lidt omtalt nu teknologi har gjort USA i stand til at sprede en  slankere og mere gemen atomslagstyrke. Et punkt i sagen er flådens succesfulde program til at opgradere sprængmekanismen på W-76 atomsprænghovederne, der sidder på toppen af de fleste amerikanske u-bådsaffyrende missiler, som gør dem i stand til at ramme meget svære mål som ICBM siloer.

Ingen har endnu præsenteret troværdige beviser for at Al Queda, Hamas, Hezbollah eller nogen anden organisation på den amerikanske stats sorte liste over terrororgnisationer er i besiddelse af atommissiler i forstærkede underjordiske siloer. Udover amerikanerne og måske Israel, så har kun Rusland og i langt mindre skala Kina en eller flere af disse.

I 1991 ved den formodede slutning på den kolde krig, som en gestus for at mindske faren for en strategisk atomar fejlbtagelse, blev det amerikanske flyvåben beordret til at trække den umiddelbare beredsskabstatus tilbage fra dets flåde af  atomare bombefly. Det er nu skiftet igen i 2004..

Conplan 8052 sætter påny de amerikanske langtrækkende B-52 og andre bombefly på “klar”status. Kommandøren af det 8. Luftvåben erklærede dengang, at hans bombefly var “essentielle på forhøjet beredsskab i planlægning og udførsel af globale angreb” på den amerikanske stategiske kommandos vegne eller STRATCOM, med base i Omaha, Nebraska.

Conplan inkluderer ikke kun langtrækkende atomare og konventionelle våben affyret fra USA, men ogsp atomare og andre bomber spredt i Europa, Japan og andre steder.det gav amerikanerne, hvad Pentagon forstår ved globalt angreb, evnen til at ramme ethvert punkt på jorden eller himlen med ødelæggende kraft, atomar såvel som konventionel. Siden Rumsfelds beredskabsordre i juni 2004 har den amerikanske stategiske kommando pralet med , at man var klar til at gennemføre et angreb overalt på jorden “indenfor en halv dag eller mindre”, fra det øjeblik præsidenten gav ordren.

Den 24. januar 2006 erklærede den amerikanske NATO-ambassadør Victoria Nuland, tidligere rådgiver for vicepræsident Dick Cheney og gift med en ledende ny-konservativ Washington krigshøg i London Financial Times, at USA ønskede en “globalt udstrakt militær magt”, der kunne operere overalt – fra Afrika over Mellemøsten med videre.

Det ville inkludere Japan og Australien såvel som NATO-landene. Nuland tilføjede: “Det er et totalt anderledes dyr (suk), hvis ultamative rolle vil være at underkaste sig de amerikanske ønsker og eventyr”. Underkaste sig de amerikanske ønsker og eventyr.? Det var ikke ligefrem beroligende ord set i lyset af afspilningen af den tidligere chefs forfalskning af efterretninger til at retfærdiggøre krige i Irak og andre steder.

Nu med selv spredningen af endog det ufærdige missilforsvar med Conplan 8022 ville USA have det, som pentagon planlæggerne kaldte for “eslalerende dominans” – evnen til at vinde en krig med alle niveauer af voldsanvendelse, inklussiv atomkrig.

Som nogle mere sobre sjæle argumenterede, vil Rusland og Kina svare på disse amerikanske skridt. Selv med minimale selvbeskyttende forholdsregler vil risikoen for global atomkonfrontation stige til et niveau langt over, hvad der er oplevet endog under Cuba miisilkrisen og de farlige dage under den kolde krig.

Mackinders mareridt

På nogle få korte er det lykkedes Washington at skabe Storbritaniens geopolitiske fars, sir Halford Mackinders, maremidt, skræksceneriet, som er frygtet af Zbigniew Brzezinski, Henry Kissinger og andre af amerikansk udenrigspolitiks koldkrigsveteraner, som har studeret og forstået Mackinders magtkalkuler .

De enormt ressourcerige og befolkningsrige Euroasiske kernelande og landmasser knytter økonomiske og militære bånd med hinanden for første gang i historien, baånd hvis drivende kraft er Washigtons voksende aggressive rolle i verden.
Drivkraften i det opstigende eurasiske geopolitiske samarbejde er indlysende. Kina med verdens største befolkning og en økonomi, der ekspanderer med dobbelt hastighed, behøver presserende sikre alliancepartnere, der kan garantere landets energisikkerhed. Rusland, en energisk kæmpe, behøver sikker handel og afsætningsmarkeder uafhængig af amerikansk kontrol for at udvikle og genopbygge sin iturevne økonomi. Disse komplimenterende behov former krystalkernen i det, som Washington og de amerikanske strateger definerer som en ny kold krig, dene om energi, om olie og naturgas frem for alt. Militær magt er den gangbare mønt nu som under den tidligere kolde krig.

I 2006 har Moskva og Beijing klart besluttet at opgradere deres samarbejde med deres eurasiske naboer. De besluttede begge at sætte gang i en døende løs organisation, som de havde grundlagt sammen i 2001, i kølvandet på den asiatiske krise i 1998, Shanghai Samarbejdsorganisationen (Shanghai Coorperation organization (SCO)). SCO har højst betydningsfulde medlemmer, geopolitisk set. SCO inkludrer det olierige Kazakhstan, Uzbekistan,  Kyrgystan og Tajikistan såvel som Kina og Rusland. I 2006 begyndte Peking og Moskva at se SCO som en spirende modvægt til den stigende virkelige amerikanske magtpolitik. Organisationen diskuterede projekter for energisamarbejde og endog gensidig militært forsvar.

Tryket fra en stigende desperat amerikansk udenrigspolitik gennemtvinger en ellers usandsynlig “koalitation af de uvillige” tværs over Eurasien. Mulighederne i et sådan eurasiatisk samarbejde mellem Kina, Kasakhstan, Iran er reel nok og indlysende. Det manglende led er imidlertid den militære sikkerhed, som kunne gøre det usårligt eller næsten, overfor sabelraslingen fra Washington og NATO. Kun en magt på jordens overflade har den atomare og militære base og viden til aat skaffe den – Vladimir Putins Rusland.

Den russiske bjørn sliber sine atomare tænder…

Med NATOs tropper krybende ind mod Ruslands grænser fra alle sider, amerikanske atom B-52 og u-både spredt til strategiske steder i Ruslands omkreds, Washington udvidende sit nye missilskjold fra Grønland til England, til Australien, japan og nu endog Polen og Tjekkiet, kan det ikke komme som en overraskelse, at den russiske regering svarer igen.

Mens Washingtons planlggere må have troet, at på grund af den så mægtige røde hær var en hul skal af det til dets glans, ville stadet af forberedthed efter slutningen på den kolde krig var grinagtig.
Men Rusland gav aldrig slip på dets ene trumfkort – det stategisk atomvåben.

Under hele det økonomiske kaos under Yeltsin-årene stoppede Rusland aldrig med producere avanceret militæt teknologi.

I maj 2003, nogle måneder efter Georg Bush ensidig opsagde den tosidige anti-missilforvarsaftale med Moskva, invaderede Afghanistanog bombede Baghdad til underkastelse, leverede ruslands præsident et nyt budskab i sin ålige statustale til den russiske nation.

Putin talte for første gang offentligt om behovet for at modernisere Rusland atomlagre ved at skabe nye typer af våben, “som vil sikre Ruslands og dets allieredes forsvarsevner på lang sigt”.

Som svar på Bush-administrationens ophævelse af ABM-traktaten ogdermed Start II stoppede Rusland forudsigeligt tilbagetrækningen og ødelæggelsen af sine SS-18 MIRVed missiler. Start II havde pålagt fuld udfasing af af de multiple sprænghoveder eller MIRVed missiler på begge sider i 2007.

På det område begyndte Rusland at gendanne sine SS-16 MIRV missiler for at forlænge deres tjenestetid til 2016. Fuldt ladede SS-18 missiler har en rækkevidde på 11.000 km. I tilgift genopsatte man mobile jernbanebaserede SS-24 M1 atommissiler.

I 2003 budgettet prioriterede den russiske regering bevillinger til sine SS-27 eller Topol-M enkelt sprænghovedraketter. Og forsvarsministeriet genoptog testen af af både SS-27 og Topol-M.

I december 2006 oplyste Putin russiske journalister om, at opsættelsen af det nye russiske mobile Topol-M interkontinuelle ballistiske missilsystem var afgørende for Ruslands nationale sikkerhed. Uden at nævne den indlysende amerikanske trussel erklærede han: “Opretholdelse af en strategisk balance betyder, at vores strategiske afskrækkelsesstyrke skal være i stand garantere neutralisering af enhver mulig aggressor, uanset hvilke modrene våben han råder over”.
 
Det var ike til at tage fejl af, hvem han tænkte på, og var ikke Tora Boras Al Qaeda huleboere.

Den russiske forsvarsminister Sergei Ivanov annoncerede samtidig, at militæret ville opstille 69 nye silo-baserede og mobile Topol-M missilsystemer i det kommende årti. Kort tid efter hans München-tale annoncerede Putin, at havde udnævnt sin gamle KGB/FSB ven Ivanov til første vicestatsminister med opsyn over hele militærindustrien.

Den russiske forsvarsminister rapporterede, at fra og med januar 2006 besad Rusland 927 atomare leveringskøretøjer og 4279 atomsprænghoveder mod respektivt 1255 og 5996 amerikanske. Ikke to andre lande på jordens overflade kommer tæt på denne massive overdrabskapacitet. Det var den ultimative forklaring på amerikansk udenrigspolitik, militært og økonomisk, siden slutningen af den kolde krig er ført under dække og har haft som endemål den komplete nedbrydning af Rusland som en funktionsdygtig stat.

April 2006 testede det russiske militær K65M-R missilet, et nyt missil designet til at gennemtrænge det amerikanske missilforsvarssystem. Det var led i at teste og opstille et missil med et fælles sprænghoved for bande land og havbaserede ballistiske missiler. Det nye missil brød lydmuren og
Var i stand til at skifte flyverute.

Fire måneder tidligere havde Rusland succesfuldt testet sit Bulava ICBM, en flådeversion af Topol-M. Det blev affyret fra en af landets Typhoon.klasse ballistiske missilubåde i det Hvide Hav, rejsende tusinder af mil for det ramte et attrapmål med succes på Kamchatka Peninsula. Bulava-missilerne skal installeres på de russiske Borey-klasse atomubåde i begyndelsen af 2008.

Under en personlig inspektion af det første regimente af russiske mobile Topol-M interkontionelle ballistiske missiler i december 2006, fortalte Putin reportere, at opstillingen af mobile Topol-M ICBM’ere var yderst nødvendigt for den russiske nationale sikkerhed, udtalende: “Det er et vigtigt skridt fremad i forbedringen af vor forsvarsevne”.

“Opretholdelse af en strategisk balance betyder”, fortsatte han,” at vores strategiske afskrækkelsesstyrke skal være i stand garantere neutralisering af enhver mulig aggressor, uanset hvilke modrene våben han råder over”.

Helt klart havde Putin ikke Frankrig i tankerne, da han referede til den anonyme ”han”. Præsident Putin havde personligt givet den franske præsident Chirac en rundtur på en af Ruslands missil faciliteter den januar, hvor Putin gjorde rede for de russiske missilfordele: ”Han vidste, hvad jeg snakkede om”, fortalte Putin til journalister bagefter, refererende til Chiracs forståelse af våbenes vigtighed.

Putin havde heller ikke Nordkorea, Kina, Pakistan eller Indien i tankerne, eller Storbritannien med det aldrendeatomare kapacitet, ikke heller Israel. Den eneste magt, der omringer Rusland med masseødelæggelsesvåben er dets gamle kolde krig fjende — USA.

De russiske strategiske raketstyrkers kommandør, general Nikolai Solovtsov var mere tydelig. Idet han kommenterede den succesfulde test af K65M-R på Rusland Kapustin Yar missilanlæg sidte april, erklærede han, at de amerikanske planer om et missilforsvarssystem ”kunne kuldkaste den strategiske stabilitet. det planlagte omfang af udstationeringen af et … missilforsvarssystem er så betragteligt, at at frygten for, at det kan have en negativ effekt på parametrene for det russiske atomare afskrækkelsespotentiale er fuldt retfærdigtgjort”. Klart og tydeligt refererede han til den nu helt åbne amerikanske søgen efter fuldt omfang dominans, atomar overlegenhed.

Et nyt Armageddon forberedes. Washingtons ensidige militære dagsorden har som man kunne forudse fremkovokeret en kraftanstrengelse fra Rusland for at forsvarre sig selv. Udsigten til en global atombrand, ved en fejltagelse, øger dag for dag. Hvornår vil en amerikansk præsident, gud forbyde det, beslutte at give ordre til et præventivt omfattende atomangreb mod rusland for at hindre Rusland i at genopbygge et stade af gensidig afskrækkelse.

Det nye Armageddon er ikke eksakt det Armageddon, som George Bush´s fanatikere beder for, som de drømmer i deres ekstase. Det er et Armageddon, hvor Rusland og USA vil bestråle hele verdenen og måske slutte den menneskelige civilisation i processen. Putins Rusland er ikke længere en tigger nation over naboerne ekssupermagt. Det udnytter sit olievåben og genopbygger dets atomare.
 
Ironisk nok har olie, i sammenhæng med Washingtons forkludrede Irak-krig og himmelstræbende oliepriser efter 2003, gjort Rusland i stand til at begynde det vanskelige arbejde med at genopbygge den kollapsede økonomi og dets militære kapacitet. Bush´s Amerika er en udhulet, gældplaget økonomi engageret i at bruge dets sidste kort, dets enorme militærmagt til at afstive dollaren og dets position som verdens eneste supermagt.

Putin har tilsyneladende erkendt, at hans nyligt fundne ”bønne-partner”, Georg W. har en sort plet i forhold til at skjule sit hjertes hemmeligheder. Det minder om en kendt country og westernballade fra den sene Tammy Wynette: ”Cowboys skyder ikke ærligt, som de plejede at gøre. De ser dig i øjnene og lyver med deres hvide hatte på”. Det er helt sikkert tilfældet med den beømte cowboy fra Crawford, Texas i hans forhandlinger med Putin og med resten af verdenen.   

F. Wiiliam Engdahl er forfatter til “Et århundrede med krig: engelsk-amerikansk oliepolitik og den nye verdensorden”, og den snarligt udkommende ”Sæd af ødelæggelse. Den mørke side af genmnipulation”. Denne artikel er et udtræk af hans seneste bog, som er under forberedelse, om ”det amerikanske århundrede”.

Han kan kontaktes gennem hjemmeside: www.engdahl.oilgeopolitics.net.
Global reasearch Articles v. F. William Engdahl


oversat ved KPnet udfra den engelske udgave

Om Missilskjold:

Putin og den nye kolde krigs geopolitik

Netavisen 8. marts 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater