Revolutionær situation og ”antimonopolistisk demokrati”

Af Troels Riis Larsen
Kommunistisk Politik 1, 2007

Definitionen på socialisme er ganske klar og ikke særligt flydende. Afgørende er, om arbejderklassen har den økonomiske og politiske magt. Altså hvis man skal følge den oprindelige marxistiske definition.

Det handler om vores socialistiske fremtidssamfund og om vejen dertil. Vi bliver nødt til at bruge historien til at drage væsentlige erfaringer, som vi kan bruge i vores fremtidige arbejde.
At reducere det til et spørgsmål om at finde lovmæssigheder, er at reducere historien til et forskningslaboratorium. Ikke alle erfaringer kan ophøjes til en lovmæssighed.

Spørgsmålet om det ‘antimonopolistiske demokrati’ hænger tæt sammen med det daglige arbejde for at skabe en situation, der kan sikre et socialistisk samfund. Kort fortalt går teorien ud på, at vi skal igennem en ”særlig fase” eller etape, hvor der skabes en bred overgangsregering (overgangstyre) i en alliance mellem arbejderklassen og forskellige grupper, fordi de har monopolkapitalismen som fælles fjende. Denne overgang er en kortere eller længere omstilling til socialisme og foregår igennem en række reformer og mere eller mindre fredeligt.

Denne ”særlige etape”, som ifølge teorien befinder sig et sted mellem socialisme og kapitalisme (hvilket er aldeles umarxistisk), bliver fremhævet i det nye Kommunistisk Partis program som den mest sandsynlige overgangsform op til selve bruddet med kapitalismen.

Hvorfor er denne konstruktion, brygget sammen i sin tid af sovjetrevisionistiske ‘teoretikere’, den mest sandsynlige?
Jeg kan opstille flere muligheder, som har mere for sig.

F.eks. Dobbeltmagt i form af ’sovjetter’ : Som modvægt til det borgerlige demokrati opbygger arbejderklassen en række lokale institutioner, der udhuler det borgerlige demokratis magtinstitutioner og dermed sikrer forudsætningen for det endelige brud med kapitalismen.

Eller: Danmark bliver grundet en revolutionær situation i resten af Europa ‘revet med’ , og på meget kort tid sikrer man overgangen til socialisme uden at have gennemgået en masse forberedende reformer på forhånd, sådan som tilhængerne af det illusionsskabende ‘antimonopolistiske demokrati’ prædiker.
Man kan forestille sig en mængde andre muligheder, der i dag ser mere eller mindre sandsynlige ud. Men den reformerte vej til socialisme, som det nye parti forkynder, ligesom DKP i sin tid ensidigt baserede sig på den, er ikke den mest ’sandsynlige’, men med garanti den farligste for arbejderklassen, fordi den skaber vrangforestillinger om både kapitalismen og revolutionen.

At man særligt fremhæver reformvejen, kan i mine øjne kun betyde én ting:
‘KP’ vil på sigt fokusere særligt på parlamentarisk arbejde. Uden at det siges rent ud, ser det nye parti altså socialismen gennemført ad parlamentarisk vej. Netop det er klassisk reformisme.

Netavisen 9. januar 2007