En anden verden er nødvendig – Socialismen er mulig

Af Troels Riis Larsen
Kommunistisk Politik 23, 2006

Jeg tror, store dele af den danske venstrefløj er bange. Bange for at tage chancer, bange for at prøve noget nyt, bange for at miste sine vundne positioner i det urolige politiske spil. Frygten hindrer de virkelige banebrydende initiativer, hindrer befolkningens vrede i at komme til udtryk for fuld styrke.

Kapitalismen har spillet fallit. Det ene bevis efter det andet viser, at uligheden er vokset siden kapitalismens endegyldige sejr og efter “historiens ophør”. I stedet for fred har vi fået krig. I stedet for arbejdsglæde har vi fået stress (vore dages folkesygdom). I stedet for afkoloniseringen har vi fået nykoloniseringen.

Måske har dele af venstrefløjen mistet troen. Troen på, at verden kan forandres grundlæggende. Troen på, at vi mennesker kan skabe en verden, hvor mulighederne for den enkelte kun begrænses af de tekniske muligheder, og ikke af ens sociale og økonomiske baggrund. Måske er venstrefløjen blevet “voksen” og må vise ansvarlighed.

Efter min mening er det uansvarligt ikke at kæmpe for en anden verden. Kæmpe for en verden, hvor arbejdsglæde, kollektiv ansvarsfølelse og fælles indsats er afgørende. Kæmpe for en fredelig verden, hvor den enkeltes behov bliver opfyldt af fællesskabet.

Det lyder måske naivt, det lyder måske for godt til at være sandt. Det lyder måske utopisk, som en fremtidssang uden reelt indhold i Danmark anno 2006. Måske er det derfor, store dele af venstrefløjen i dag kun tænker på at styrke sin forhandlingsposition, at få flere stemmer til næste valg osv. Måske er store dele af venstrefløjen bare trætte og skuffede – skuffede over, at de sidste 30 år har været en lang kamp mod nedskæringer, krig, forringelser, besparelser, privatisering, mod EU og meget mere i den triste stil. Hvor ville det være rart at kæmpe for noget positivt. Flere penge til dem, der ikke har nok, bedre skoler, for at hæve bistanden til de allerfattigste.

Måske er jeg naiv, jeg føler mig ikke naiv, men måske. Jeg tror nemlig på, at vi mennesker i fællesskab kan skabe virkelige forandringer. Grundlæggende ændre systemet. Fjerne magten fra magthaverne og skabe et andet samfund. Ikke alene tror jeg, det kan lade sig gøre, men jeg er overbevist om, at det er nødvendigt. Ikke fordi jeg tror, verden vil gå under, hvis ikke vi forandrer den. Det er en mulighed, men risikoen er ikke større i dag end for 30 år siden. Dengang frygtede man atomragnarok, i dag frygter vi miljøragnarok. Begge dele er mulige, og så længe kapitalisterne har magten, er risikoen altid til stede.

Men det er ikke frygten om dommedag, der fremtvinger nødvendigheden af et andet samfund. Det, der får mig til at se nødvendigheden af et andet samfund, er det kæmpe spild, man oplever under kapitalismen. Her tænker jeg ikke blot på det åbenlyse overforbrug deraf følgende spild. Nej, det værste spild er det utrolige spild af mennesker, som kapitalismen producerer. Under kapitalismen er spildet enormt. Milliarder af mennesker går ledige i lange perioder hele året rundt. Hvert år dør millioner af mennesker af sygdomme, der kan kureres, hvert år dør millioner som følge af dårlig ernæring, krig og sult. Kapitalismen spilder hver dag den dyrebareste ressource, som vi har – os selv. Tænk, hvad vi kunne skabe, hvis de millioner af mennesker kunne give noget til samfundet og ikke hver dag blot måtte tænke på at overleve.

Derfor er en anden verden nødvendig. Men den er ikke bare nødvendig, den er også mulig. Men spørgsmålet om, hvilken verden vi skal have, rejser sig. Jeg har mange ønsker og mange forslag til, hvordan verden skal se ud uden kapitalisme. Men jeg har kun ét grundlæggende kriterium for, hvem der skal bestemme retningen. I dag bestemmer kapitalisterne – altså dem der ejer, men ikke producerer. Under socialismen må det være dem, der producerer, dem, der skaber til gavn for samfundet, der bestemmer, hvilken retning samfundet skal bevæge sig hen imod. Det er den videnskabelige socialisme – og det er muligt at skabe. Måske ikke i dag, måske ikke i morgen, men jo før desto bedre.

Jeg håber at frygten for at skabe et bedre samfund forsvinder. Jeg håber, at venstrefløjen er villig til at tage chancen og skabe grundlæggende forandringer. Jeg ved at der er andre ligesom mig, der kan se nødvendigheden af et nyt samfund, men vi kan ikke gøre det alene og hver for sig. Vi må sprænge det gamle og skabe et nyt i fællesskab.

Netavisen 11. december 2006