USA’s irakiske dilemma og Danmarks

Af Henning Paaske Jensen
Kommunistisk Politik 23, 2006

Den seneste uge har med lækningen af to amerikanske hemmeligtstemplede memoer – henholdsvis den amerikanske sikkerhedsrådgiver Hadley’s og den afgående forsvarsminister Rumsfelds memoer– dokumenteret et USA som desperat sætter alt i spil i et forsøg på at finde en udvej.

Det ene memo afdækker en irakisk’ ”premierminister” Maliki som sættes under lup og vurderes om han er i stand til at følge de amerikanske retningslinier for at kunne bruges fremover. Her hedder det bl.a. :”… Få regeringen til at begynde at udøve et intensivt pres på Saudi Arabien for at spille en lederrolle i Irak ,…. Det andet memo afdækker en Romsfeld der umiddelbart før sin tilbagetræden som forsvarsminister foreslår en række tiltag USA kunne foretage, herunder:… ” Være med til at sikre en aggressiv føderal plan, der går frem mod tre separate stater – Sunnier, Shiaer og Kurdere”

Disse memoer afdækker klart hvordan USA i sin velkendte del og hersk stil undersøger alle muligheder for at finde en vej ud og samtidig hindre modstandsbevægelsen tager over.

USA er sat under pres- hvordan sikres indflydelse og kontrol over den irakiske olie – når krigen nu engang er tabt?
Ja det er det spørgsmål den amerikanske regering og de amerikanske tænketanke som Bakers Iraq Study Group beskæftiger sig med og kan have forskellige bud på, uanset om det er republikanere eller demokrater. ( Se Baker rapporten her )

Der er ingen tvivl om, at de ser for sig billederne fra Vietnam-krigen – det amerikanske mareridt – med en slagen, demoraliseret amerikansk hær, trænge sig advarende på. Et mareridt der afbilder dem og deres medløberes flugt, klamrende sig til helikoptere fra ambassadetaget i Saigon. Et sigende billede på den amerikanske supermagt med en besættelseshær i opløsning efterladende al amerikansk indflydelse i landet. Det må ikke ske igen i Irak, koste hvad det vil.

At situationen er alvorlig for besættelsesmagten kommer også til udtryk ved at Bush, Cheney og Condola Rice alle har været sendt af sted til Mellemøsten hos deres venner på hver deres hastemission. Et andet udtryk er også at ”premierminister” Maliki får lov til at rejse til Iran for at undersøge støtte mod modstandsbevægelsen. Et Iran, som USA hidtil har udråbt som tilhørende “ondskabens akse”. Men også et Iran som aldrig alvorligt har været modstander af den amerikanske besættelse og slet ikke står i modsætning til et opsplittet Irak med en fundamentalistisk Shiitisk stat i Sydirak

Den irakiske virkelighed er, at besættelsesmagten er ansvarlig for, at over en halv million irakere er blevet dræbt i en ulovlig krig som Danmark deltager i. En hærgen der har betydet at en stadig mere effektiv folkelig modstandsbevægelsen anført af Baath partiet udvikler sig hastigt og påfører besættelsesstyrkerne og deres marionetter stadig større tab.

Reelt har USA mistet kontrollen udenfor den grønne zone og deres baser og besættelseshærens nødvendige bevægelser udenfor er stadig hyppigere mål bl.a. pga. de meget effektive vejsidebomber. Derfor går USA’s militære operationer også i højere grad ud på at foretage massive flyangreb fra luften efter israelsk forbillede, hvorved endnu flere civile bliver dræbt.

Med en demoraliseret besættelseshær, der fik at vide at opgaven bestod i at vinde irakernes tillid, deres ”hjerter og sind”, men nu i stedet er afsløret som en forhadt besættelseshær af den altovervejende del af den irakiske befolkning. En befolkning der også massivt slutter op om den legitime væbnede modstandskamp mod besættelsen.

Men det er også lige præcis i sådan en situation at del og hersk kynismen, den etniske vold bringes iværk, kommer i fuld flor og får lov til at eskalere. Forberedt af den nye ulovlige ”forfatning” udarbejdet efter amerikanske retningslinier.

En ”forfatning” der med sine indbyggede etniske opdeling lagde grunden til etniske spændinger og sammenstød sat iværk med dødspatruljer, og militser imod civilbefolkningen. Helt efter neocons og zionisters gamle koncept ”A Clean Breake” for at kunne kontrollere Irak og andre lande i Mellemøsten.

USA er også i en situation hvor de forsøger at splitte modstandsbevægelsen eller støtten til den. Det sker ved at forsøge at åbne op for tidligere Baath medlemmer, der hidtil alle har været kriminaliseret. Også ved at udtale ”støtte” til visse Sunni grupper for at få dem til at vise en vis loyalitet overfor kollaboratørstyret i Irak. Det er især her USA mener det Sunni dominerede Saudiarabien kan spille en vigtig rolle.

Mens den iværksatte etniske vold tager til, iværksat af dødspatruljer og militser, forsøges der skabt et mediebillede, som skal skjule USA’s militære tab og situation, og give det indtryk at modstanden mod besættelsen slet ikke længere eksisterer, men er erstattet af etnisk vold – af borgerkrig. Et udtryk for den amerikanske ønsketænkning og den udvikling man foretrækker.

Også den israelske Premierminister zionisten Olmert afslører sin kynisme når han forleden udtaler at Irak krigen ( med over en halv million dræbte irakere) har været godt for Israel.

Herhjemme har den danske regering haft behov for at vise “beslutsomhed” i den nye situation ved at sende den danske udenrigsminister på lynvisit til Irak for at komme hjem med Malikis seneste amerikanske instrukser.

Den socialdemokratiske opposition er efter 3 års krigsstøtte i Irak gået på vingerne, ikke for at erkende det fejlagtige i dansk deltagelse i andres erobringskrige og besættelse. Men for at overføre danske tropper til Afghanistan hvor besættelsesstyrkerne også er mere end trængte. Det er blot et spørgsmål om tid før danske soldater også herfra kommer hjem i kiste.

Men påskuddene for angrebene på både Irak og Afghanistan var at det skete for vores skyld og befolkningens skyld. Virkeligheden er i begge tilfælde en helt anden.

Begge lande indgår i den amerikanske plan for kontrol over hele Mellemøsten og dens resourcer.

Det koster disse landes befolkninger dyrt at have en placering ovenpå olie eller ved siden af gasforekomster.

At overføre tropper til Afghanistan vil være forsat støtte til imperialistisk røverkrig, som heller ikke denne gang vil lykkes.

Udviklingen af modstanden i Afghanistan er igang og påfører besættelsesmagterne stadig større tab..

Selvom nogle taler om at man nok bliver nødt til at blive der i flere årtier, så er der intet der tyder på afghanerne vil vente så længe- tværtimod.

Vi må gøres vores til at bringe også denne besættelse til ophør.

De danske besættelsesstyrker i Irak og Afghanistan skal ikke andre steder hen, men hjem nu.

Netavisen 4. december 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne