30 timers arbejde contra stress

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 20, 2006

Lad direktøren for Corporate Care, beskæftigelsesministeren og LO-formanden leve af hver deres avisrute i et par måneder – og lad os så høre deres opfattelse af stress

Danskerne er ramt af stress. Det er jo overhovedet ingen nyhed. Det interessante er, hvilke konklusioner man når frem til i den forbindelse; men lad os starte med en ny undersøgelse, der netop er offentliggjort.

Stressklinikken Corporate Care – hvilket navn, man kan ligefrem føle omsorgen – har begået en undersøgelse baseret på 2.500 patientforløb med det formål at afdække stressfaktorernes baggrund. Det lyder jo fornuft: Find roden til ondet, og du kender din fjende, hvoraf du kan definere midlerne, redskaberne eller våbnene imod fjenden.

Der er god grund til at tage stress alvorligt:

* Mindst en million danskere lider af stress

* 70 pct. af alle kvinder og 50 pct. af alle mænd mellem 24 og 44 år er ramt af stress

* Lidelsen anslås at koste samfundet op mod 10 mia. kr. i behandling og sygefravær

* WHO vurderer, at stress bliver verdens mest udbredte lidelse i 2020

Ifølge undersøgelsen skyldes stress først og fremmest én faktor:

– Det er os selv, der er problemet. Vi vil så gerne rejse på 1.klassei alle livets forhold; men det vi simpelthen ikke råd til rent fysisk. Når man prøver at passe et krævende job, indrette det perfekte hjem, hente børnene tidligt og gå på restaurant med partneren på en gang, er det, at det går galt , udtaler Kim Steen Nielsen, direktør i Corporate Care.

Med sin skarpe analytiske evner, når han også frem til redskabet til at bekæmpe stress, når symptomerne har vist sig:

– Man er nødt til at indse, at man ikke kan få det hele og så vælge, hvad der er vigtigst. Der er en balance for, hvor meget vi kan kapere, og hvis man ikke indser det med det samme, bliver man med sikkerhed tvunget til det senere.

Jens Tonboe, professor i sociologi på Aalborg Universitet, har fuldstændig enig med undersøgelsens konklusioner, og trækker tingene op på et overordnet samfundsmæssigt plan:

– Vi er blevet opdraget til at være karrieremennesker. Vi har mere end vores forældre, og vi vil have mere endnu, fordi vi hele tiden har fået at vide, at vi skal gå efter at gøre alt så godt, som vi overhovedet kan.

Så meget uvidenskabeligt vås om så vigtige problemer: Det er ”vores” egen skyld. ”Vi” lader os trække ved næsen for at opnå status og det perfekte liv.

Masser af kontanthjælpsmodtagere har stress over en manglende sammenhæng i deres tilværelse, frustrationer over deres børns og egen overlevelse. Starthjælpen ligger for manges vedkommende under FN’s fattigdomsgrænse. Hvor mange kontanthjælps og dagpengemodtagere har deltaget i et ”patientforløb” hos Corporate Care?

Den form for stress er tydeligvis ikke afspejlet i omsorgsfabrikkens klienter.

Den forøgede fleksibilitet i arbejdstiden, som forbundsledelserne gennem de sidste tyve år har sneget ind i overenskomsterne, er oplagt ikke arbejdernes ”kop te”; men som arbejder er man underlagt aftalerne uanset det rådne uindhold.

Fakta er, at arbejdstiden gennem de sidste to år er forlænget med 3-4 dage. På et år er den gennemsnitlige arbejdsuge forøget med en time. Antallet af arbejdstimer er steget med 2,2 timer, mens beskæftigelsen kun er steget med 1,6 pct. i samme periode.

Her handler det ikke om, at arbejderne trygler arbejdsgiveren om at få lov til at tage overarbejde for at kunne opnå det perfekte liv og status . Det handler om, at arbejdsgiveren har midler til at tvinge arbejdskraften ud i så mange overtimer, at nedslidningen og stressen nedbryder arbejderens legeme og psyke.

Stress skal og kan ikke individualiseres! Stress skal og kan ikke gøres samfundsmæssigt ved at teoretisere over opdragelse, dogmer og løftede pegefingre.

Stress er for langt de flestes vedkommende en benhård realitet, der er knyttet til forholdene på fabriksgulvet, stilladset, institutionen eller bistandskontoret, der kombineret med krav om stillingtagen til dynger af informationer, reklamer med meget, meget mere.

Lad direktøren for Corporate Care, beskæftigelsesministeren og LO-formanden leve af hver deres avisrute i et par måneder – og lad os så høre deres opfattelse af stress.

Vi nærmer os en afgørende og for alle andre områder indflydelsesrig overenskomstindgåelse. Det handler om industriens overenskomstfornyelse til det kommende forår. Fagbevægelsen har meldt klart ud: Der er ikke ”plads” til en arbejdstidsnedsættelse. Der mangler jo arbejdskraft, hvilket enhver idiot kan se på ”flaskehalsproblemerne”.

Derved lader arbejderbevægelsens ledere OGSÅ hånt om stressfaktorerne hos såvel de udstødte som hos de arbejdende.

Netavisen 30. oktober 2006