Overfaldsmænd og deres støtter

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 15, 2006

Der skal mindst to til et overfald: Overfaldsmanden og hans offer. Terrorstaten Israel indledte en uprovokeret og ulovlig angrebskrig mod Libanon og bombede og fornyede besættelsen af Gaza. I en måned lod USA og det ‘internationale samfund’ Israel løbe amok og lægge et naboland i ruiner, ødelægge dets infrastruktur, smadre dets økonomi, dræbe dets børn og fordrive dets indbyggere med avancerede bomber, kastet fra de mest moderne fly, penge kan købe, og med en teknologisk overlegen hær.
‘Det internationale samfund’ evakuerede sine egne borgere – og overlod libaneserne til deres skæbne og palæstinenserne til fornyet glemsel.

Hizbollahs leder Hassan Nasrallah –
progressiv nationalist og anti-imperialist

Israel havde angiveligt bedt om tre uger til militært at knuse Hizbollah, den væbnede muslimske nationale frihedsbevægelse, som i år 2000 fordrev Israel fra det sydlige Libanon – og som den zionistiske stat lige siden har pønset på at tilintetgøre med magt. Israel fik tre uger, fik fire, fik fem – og så kom der en FN-resolution, vedtaget i Sikkerhedsrådet, udarbejdet af USA og Frankrig, officielt i tæt kontakt og samarbejde med Israel (og med Danmarks sikre stemme), som angiveligt sikrer våbenhvile og et stop for rædslerne.

Sandheden er, at Israel ikke vandt den attråede militære sejr. Dets generaler, efterretningstjenester og politikere, suppleret med de amerikanske og europæiske, tog alle fejl. Hizbollah blev ikke knust. Det blev ikke fordrevet nord for den linje, Israel havde fastlagt. Det blev ikke besejret og nedlagde ikke sine våben, men fortsatte sin kamp mod den militære israelske overmagt og har tilmed fortsat styrke til at angribe israelsk territorium (hvad der ifølge international lov er fuldstændig legitimt i selvforsvar mod en angribende magt).

Israel vandt ingen militær sejr, men det blev selvfølgelig heller ikke slået militært. Alligevel led det store tab, både i mandskab, med langt over hundred dræbte soldater, og prestige. Myten om den uovervindelige israelske hær er begyndt at krakelere. Det er en myte, fordi ingen illegitim erobringskrig og ingen brutal aggressorhær, som kæmper for en uretfærdig sag, er uovervindelig.

Den israelske superhær vil blive slået, før eller senere, af folkenes modstand, af de arabiske, det libanesiske og det palæstinensiske folks modstand. Hizbollah er et symbol på det libanesiske og de arabiske folks modstand mod det aggressive zionistiske Israel, der aldrig vil gå med til at palæstinenserne kan opbygge en levedygtig stat, men i mere end et halvt århundrede har holdt det oprindelige Palæstinas befolkning i slaveri og landflygtighed, og til enhver tid har angrebet sine øvrige arabiske naboer, når det har følt behov for det, helt uden hensyn til både international lov eller tidligere FN-resolutioner.

Denne måneds massakrer i Libanon er en gentagelse af massakrerne på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, som Ariel Sharon var ansvarlig for, blot i endnu større målestok. Hans efterfølger Ehud Olmert er allerede kvalificeret til en krigsforbryderdomstol – og dens højeste straf.Sikkerhedsrådet og dets resolution kom simpelthen den mislykkede israelske offensiv i Libanon til undsætning. Er Hizbollah ikke blevet afvæbnet og slået af Israel, vil Israel nu forlange, at FN-tropperne afvæbner det.

Stillet overfor den fuldbyrdede kendsgerning, som Israels, USA’s og FNs dobbelte overfald på Libanons suverænitet er, har Hizbollah accepteret ‘våbenhvilen’ – men vil fortsat bekæmpe alle israelske styrker på libanesisk jord, og vil ikke acceptere en afvæbning. Et kompromis med en velbevæbnet røver ved at aflevere pengene mod at beholde livet kan være et nødvendigt kompromis. Hizbollah kæmpede for sit liv mod Israel, afleverede intet og lever endnu. Da FN kom på banen til støtte for den israelske røver, er Hizbollah gået på kompromis – og vil blive styrket af det.

Både Hizbollah og det demokratisk valgte palæstinensiske Hamas betegnes som terroristorganisationer, tilmed som fundamentalistiske islamiske terroristorganisationer. En stor del af den danske venstrefløj, som traditionelt har været stærkt pro-israelsk, hyler med i dette kor. Det er rent og skært bedrag. Hizbollah og Hamas er nationale befrielsesbevægelser af religiøst tilsnit. De repræsenterer en konsekvent kamp mod den zionistiske terrorstat Israel. Det er af den grund, og af den alene, at de har en massiv opbakning. Svigter de modstandslinjen, som PLO gjorde det, vil også de miste den folkelige opbakning.

Socialdemokraterne, De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten havde alle travlt med at vaske hænder i forhold til de israelske forbrydelser. Efter temmelig lang betænkningstid valgte de at gå på gaden under parolen ‘Våbenhvile NU’, da FN-resolutionen var lige om hjørnet. De krævede ikke at Israel øjeblikkeligt skulle trække sig ud af Libanon, eller at Israel skulle straffes, isoleres og boykottes af det internationale samfund, indtil international lov også råder i Mellemøsten. De støttede Sikkerhedsrådets vennetjeneste til Israel på libanesernes, palæstinensernes og retfærdighedens bekostning. De tog ‘klar afstand’ fra Hizbollahs og Hamas’ ‘religiøse terrorisme’, mens de dækkede over den religiøse zionistiske statsterror.

Enhedslistens Frank Aaen gjorde et stort nummer ud af understrege, at han ikke er enig med deres ‘politik og ideologi’. Det er en anden måde at tage afstand fra deres legitime væbnede kamp på – og stille sig på overfaldsmændenes side.

Netavisen 16. august 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne