Enhedslisten som masseparti

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 11, 2006

Enhedslisten har afholdt sit årlige årsmøde. Nr. 17. Denne gang i en yderst optimistisk atmosfære. Det går godt for Enhedslisten. Der er medlemstilgang. Ikke mindst af unge. Med den trotskistiske organisation IS’ tilslutning er der kommet en del stærkt påkrævede aktivister med i partier. Og op til landsmødet viste en meningsmåling, at 14 pct. af danskerne overvejer at stemme på Enhedslisten. Fire-fem gange så mange, som faktisk stemmer på partiet.

Det fik en anden trotskistisk gruppe i partiet (SAP – medlem af 4. internationale) til at proklamere, at Enhedslisten er ‘på vej mod et masseparti’ .

SAP skriver i en refleksion over landsmødet::
” Enhedslisten står med potentialet til at blive et stort parti, men det er stadigvæk kun et potentiale, og hvis vi ikke udnytter det risikerer vi at ende som en stor vælgerforening. Som Enhedslisten vokser og folk ser til os med interesse, så er det vores evne til at være aktivist- og bevægelsesorienterede der vil afgøre om vi tiltrækker de aktive i bevægelserne eller om vi tiltrækker dem, der gennem Folketing og fjernsyn har hørt om vores parti. Det er en virkelig udfordring for Enhedslisten at blive i stand til at markere sig som et socialt alternativ til nyliberalismen.”

Midlet til at blive et masseparti er ifølge SAP at knytte Enhedslistens aktivitet til de folkelige massebevægelser:
” Helt centralt i denne opgave bliver at knytte afdelingernes politiske diskussioner tættere til det bevægelsesarbejde der sker i lokalområdet og at etablere afdelingerne som en aktiv del af det arbejde. Mange af de, især unge, medlemmer som Enhedslisten har tiltrukket lægger deres arbejde i bevægelser, fagforeninger, sociale projekter og lignende. Tænk blot på hvor mange medlemmer, der er aktive i skolebestyrelser, lokalråd, fag- og elevbevægelse, men som ikke kommer til de nuværende afdelingsmøder. … Det 17. årsmøde var den første erkendelse af vores potentiale, nu må vi i gang med at realisere det. Det kan ikke ske igennem parlamentsdebatter og business-as-usual, det kan kun lade sig gøre gennem aktivitet.”

SAP peger på et centralt problem for Enhedslisten, som også har været drøftet lige så længe, det har været i folketinget. Det er i bund og grund et parlamentarisk parti, hvis vigtigste bidrag som parti (og her tales ikke om enkelte aktivister) til de folkelige bevægelser har været at prøve at fylde massedemonstrationer med så mange skilte med bogstavet Ø som muligt, så en protest mod Irak-krigen kunne forvandles til at vælgerfremstød for Enhedslisten.

Dets rolle som parti i udviklingen af den folkelige kamp uden for parlamentet har langt fra været entydig positiv. Som parti har liste Ø ofte spillet rollen som bremseklods, ikke som igangsætter eller katalysator – og altid med den samme parlamentariske tilgang: Bevægelserne som støtter for partiets parlamentariske politik, ikke omvendt.

For at partiet kan spille en rolle som parti i de folkelige bevægelser, som vokser frem i disse år, kræves det også, at det har en politik for de forskellige kampe og kampfelter. Og det har det ikke – slet ikke når man går ned i det konkrete.

Støtter Enhedslisten for eksempel den irakiske modstand eller gør den ikke? Landsmødet gav ikke noget svar. Det vedtog ikke engang en resolution om Irak eller betydningen af modstanden mod USA-imperialismen i Irak, som er den mest afgørende kamp, der udspiller sig globalt i disse år – og som er ved at tilføje Bush og hele hans krigskoalition og dens ledere et dødbringende nederlag.

Enhedslisten har ingen analyse og ingen politik i forhold til Irak, Mellemøsten eller en antiimperialistisk strategi.

Den vigtigste politiske vedtagelse på Enhedslistens årsmøde var et Åbent brev til alle progressive kræfter: Fælles kamp for velfærd”.

Her hedder det:
Enhedslisten opfordrer alle progressive kræfter til fælles kamp for velfærden, og tager lokale og centrale initiativer, der kan fremme udviklingen af et troværdigt alternativ til den nyliberalistiske dagsorden. Efter 2 valgsejre i træk til de borgerlige kræfter er det på høje tid, at alle der vil en anden og solidarisk udvikling slutter sig sammen for at gå til modstand mod den nyliberalistiske dagsorden. Der må udvikles et troværdigt politisk alternativ.”

I praksis foreslås en aktionsenhed, som tager udgangspunkt i Fagligt Ansvars platform ”Faglige Krav til en anden politik” og det handler i sidste ende om at skabe et regeringsalternativ af SF, Enhedslisten og (gæt engang) socialdemokraterne. Det handler om at bruge bevægelsen uden for parlamentet til at presse socialdemokraterne til venstre.

Vi gider ikke! Det er spild af tid!
Vi gider opbygge en stærk front uden for parlamentet mod nyliberalismen og den nyliberale regering og den nyliberale ‘opposition’.
Enhedslisten skulle overveje at gå med i den!

Netavisen 24. maj 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne