En fascist indtager Moskva  

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 10, 2005

Hitlers arvtager som verdenserobrer, den amerikanske præsident George W. Bush, gjorde, hvad Hitler aldrig formåede: Han indtog Moskva og overværede en militærparade ved Lenins Mausoleum – forvandlet til tribune til lejligheden for ikke at forstyrre de fornemme udenlandske statsledere, som var kommet til Rusland for at deltage i fejringen af 60-året for Europas befrielse for nazismen.

Bush med Putin på ærestribunen

Nogle steder på sin tur lod Bush sig selv og sit land hylde som Europas egentlige befrier for 60 år siden. Amerikanske tropper satte imidlertid først foden på europæisk jord i 1944, da krigen allerede var afgjort. De kom først, da Hitlers styrker var på tilbagetog mod Berlin og man kunne øjne Nazitysklands endelige nederlag til Stalins Røde Hær, som i tre år kæmpede næsten alene mod det nazistiske vilddyr og til sidst sejrede.

Næsten 27 millioner russere blev dræbt. De samlede amerikanske tab var en brøkdel (292.000), de fleste uden for Europa.
Overalt lod Bush sig hylde som verdensfrelseren af i dag, som korsridderen ”imod tyranni”, som garanten for, at skilte med ”frihed” og ”demokrati” stråler i hvert eneste land om kap med neonskilte for Coca Cola og McDonald’s.

Bush havde forberedt sin entré ved at sende sine stikirenddrenge i forvejen med budskabet om, at Rusland skulle undskylde for ”besættelsen” af de baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen gik forrest blandt lakajerne.
I sin tale i Letlands hovedstad Riga uddybede fascisten Bush hensigten.

Om de baltiske lande sagde han:
”De baltiske stater er medlemmer af en global koalition, og ethvert af dem yder væsentlig bidrag hver eneste dag.” Derefter opremsede han de tre landes krigstjeneste i Irak og Afghanistan og meddelte: ”Det er ingen overraskelse, at Afghanistan og Irak finder stærke allierede i de baltiske nationer. Fordi I har kendt til tyranni for nylig, bliver I berørt af undertrykkelsen af andre. De mænd og kvinder, som står under min kommando, er stolte af at gøre tjeneste sammen med jer.”
Den verbale kvittering for militær lakaj- og rakkertjeneste. Den sande historiske sammenligning er de baltiske soldaters deltagelse i det nazistiske korstog mod Sovjetunionen 60 år tidligere – i SS-uniformer og med Hitler som øverstbefalende.

Men Bush gik videre endnu. Han fordømte ikke bare den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt i 1939, men også Jalta-aftalen mellem den store antinazistiske koalitions ledere Churchill, Roosevelt og Stalin i februar 1945, der lagde rammerne for en verden efter krigen, som skulle basere sig på samarbejde mellem nationerne og kollektive aftaler, og som etablerede idéen om FN. I en særlig deklaration om ‘det befriede Europa’ fastlagdes da rammerne for efterkrigstidens Europa og Tyskland (der dog senere blev brudt af vestmagterne).

De Tre Store på Jalta 1945:
Churchill – Roosevelt – Stalin

Nu fordømmer George W. Bush Jaltaaftalen – som USA indgik – med følgende ord:
”Når vi fejrer en sejr for seks dage siden … for seks årtier siden, har vi også et paradoks i tankerne. For en stor del af Tyskland førte nederlaget til frihed. For en stor del af Øst- og Centraleuropa bragte sejren et andet imperiums jernhæl. Sejrsdagen betød enden på fascismen, men den betød ikke en afslutning på undertrykkelsen. Jalta-aftalen fulgte den uretfærdige tradition fra München og Molotov-Ribbentrop-pagten. Endnu engang var små nationers frihed undværlig, når magtfulde regeringer forhandlede. Men dette forsøg på at ofre friheden til fordel for stabilitet efterlod et kontinent, der var delt og ustabilt. Millioners fangenskab i Central- og Østeuropa vil blive husket som en af historiens største uretfærdigheder.”
Fascisten Bush mener med andre ord, at Jalta-aftalen ikke skulle være indgået, men at USA skulle have fortsat Hitlers krig mod det socialistiske Sovjetunionen.

Endnu mere betydningsfuldt for i dag er det, at det er en kontant udmelding om, at USA går ensidigt til værks, at imperiet vil skide på kollektive aftaler og international lov, når det eksporter sin ‘frihed’ og sit ‘demokrati’ med våbenmagt eller dollars til alverdens lande.
Mens München-aftalen i 1938 var et forræderi, Chamberlains knæfald for Hitlerfascismen, udsalg af de små nationer i Europa og en invitation til et angreb på Sovjetunionen, var ikkeangrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen i 1939 en påtvunget historisk nødvendighed, som var med til at lægge grunden til Hitlers fald. Og Jalta-aftalen lagde grunden til en mere retfærdig verdensorden og var til fordel for frihed og demokrati.

Selvom værterne forsøgte at skjule det for de fornemme gæster, så var hele Moskva og hele Rusland i forbindelse med 60-års-festligehederne for sejren over fascismen præget af Stalin, Den Røde Hærs øverstbefalende, Europas og verdens egentlige befrier. Veteranerne huskede ham, bar hans billede, skålede for ham. Overalt i Rusland hang hans portræt, nye statuer rejstes af ham, der blev stillet krav om at opkalde byer og pladser efter ham.

40 års revisionistisk fordømmelse af Stalin og de seneste 15 års massive borgerlige hjernevask om ”massemorderen” Stalin har ikke bidt på det russiske folk. Taknemmeligheden over for den antifascistiske krigs veteraner gjaldt også ham, deres leder, demokratiets og frihedens sande anfører.

Netavisen 10. maj 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne