Hitler og det Tredie Riges opgang og nederlag:
Krigen udløses
Del 2 af 3
Af Ole S. Larsen
Interpres
60-året for Nazi-Tysklands undergang: 1. del
Sådan var situationen i 30`erne
De borgerlige kapitalistiske stater, som England, Frankrig og USA rørte ikke en finger for at stoppe fascismens fremmarch, men førte hvad de kaldte ”ikke-indblandingspolitik”.
På samme måde spredtes der i disse stater en løgnagtig antikommunistisk propaganda vendt mod Sovjet, hvor man kynisk påstår at ”millioner er ofre for bolsjevikernes regime i Sovjet”.
De reaktionære anti-demokratiske kræfter i hele verden, fortalte ikke sandheden om det sovjetiske samfund men påstod at der rådede anarki dér, at alt gik overstyr, at millioner af mennesker sultede ihjel og det var det rene sorte helvede. Det påstod de reaktionære kræfter i samme åndedrag som de ophidsede til progromer og chauvinistisk hetz og krig mod andre folk.
Et af de vigtigste argumenter fra kapitalistisk hold, inden den sejrrige Sovjetrevolution, overfor folkeflertallets krav/reformer har været og er det idag – “- det er der ikke råd til. Samfundet eller firmaet går konkurs og kaos truer, hvis disse krav opfyldes. De er urealistiske og der findes ingen steder eller lande hvor dette har kunnet lade sig gøre.”
Og desuden påpegede man dengang fra borgerligt (ligesom idag) at arbejderklassen ikke kan lede og styre et samfund. ”For kun vi (kapitalister) har evnerne og pengene til at lede produktionen. Helt frem til slutningen af tyverne var det den herskende opfattelse at Sovjet ville “bryde sammen”, snart ville “folk dø af sult” der, for ukyndige arbejdere og bønder kunne naturligvis ikke opbygge et avanceret samfund med en udviklet industri og landbrug.
I trediverne fik tonen en anden lyd da sulten, massearbejdsløsheden og den kapitalistiske terror spredte sig i de mest fremskredne imperialistiske lande: Amerikas Forenede Stater, Tyskland, England og Frankrig , mens man indførte 7 timers arbejdsdag og arbejde til alle i Sovjet.
* * *
Ifølge de nazistiske planer i 30`erne skulle Ukraine være en del af det tyske “lebensraum” (livsrum), en koloni under det Tredje rige.
Bagved Hitler arbejdede propagandaminister Goebbels. Hans vigtigste opgave var at give det tyske folk den nazistiske drøm, gennem kulturel og ideologisk propaganda. Sovjet var ifølge den nationalsocialistiske ideologi, verdenscentrum for den “bolsjevikisk terror” og sammensværgelse mod den “vestlige ariske civilisation”.
Sovjet skulle efter genoprettelsen af denne “ariske” civilisation” deles ind i fire tyske provinser, hvis befolkning skulle anvendes som slavearbejdskraft for nazisterne. På den måde skulle drømmen om det racerene folk i et Stortyskland, et land med behov af et stort “Lebensraum” virkeliggøres. Dette livsrum, som skulle være meget større end det oprindelige Tyskland, skulle erobres i øst og underlægges det tyske rige.
Allerede i 1925 havde Hitler i bogen Mein Kampf udpeget Ukraine i Sovjetunionen som en del af det tyske livsrum. Ukraine og andre endnu større områder mod øst skulle overtages af den tyske nation for at blive brugt på den “rigtige” måde. Det tyske sværd skulle ”befri landet” for at give plads for den tyske plov! Med tysk teknik og virksomheder skulle Ukraine blive Tysklands kornkammer!
Men først skulle tyskerne befri Sovjet og dets befolkning af “undermennesker”. “Undermenneskene” skulle ifølge den nazistiske propaganda bruges som slavearbejdskraft i de tyske hjem, i fabrikerne og i landbruget, overalt hvor den tyske økonomien behøvede dem. Erobringen af Ukraine og andre områder i den vestlige Sovjetunion indebar en stor krig mod Sovjet, som skulle forberedes på lang sigt.
I 1934 begyndte Göbbels propagandaministerium en propagandakampagne om et påstået “bolsjevikisk folkemord” i Sovjet-Ukraine, hvor en ”omfattende sult fremprovokeret af Stalin for at undertrykke bønderne og tvinge dem til socialisme”. Kampagnen mod Sovjet fortsatte i trediverne bl.a med hjælp fra den borgerlige presse i de Forenede Stater og Danmark.
Sigtet med nazisterne kampagne i trediverne var at forberede den offentlige opinion lige inden Ukraines “befrielse” af de tyske tropper.
Selvom nogle engelske aviser gengav de nazistiske pressemeddelelser og en del af artiklerne i den nazistiske presse opnåede den anti-sovjetiske kampagne ingen større opmærksomhed.
Hitler og Goebbels behøvede hjælp. Udover den hjælp,de allerede fik af nogle af Englands og USA’s ledende kapitalister, med bilkongen Henry Ford, den engelske oliemagnat Sir Henry W.A. Deterding (Royal Dutch Shell) og flere andre af de mest fremtrædende kapitalistiske “erhvervsfolk”, bl.a den danske Mærsk Mckinney Møller´s fader: AP Møller, som så med “sympati på “nyordningen” i Tyskland” – kom der propagandahjælp fra det store land i vest – De Forenede Stater .
I USA var nazi-sympatierne vidt udbredte i toppen af det kapitalistiske erhvervsliv. En af de mest fremrædende nazister var aviskongen William Randolph Hearst. Han kom nu og gav Hitler hjælp i den psykologiske kamp mod Sovjetunionen. Hearst var amerikansk avisudgive og forlægger. Den tids Berlusconi eller Murdoch.
Hearst er “fader” til sensationsavisen, den så kaldte gule presse. I dag kender vi formiddagssprøjter som: BT , EkstraBladet , BildZeitung i Tyskland, The Sun og Mirror i England.
Af faderen George Hearst, millionær i mine-industrien, senator og avismand, fik William Hearst i 1885 avisen San Francisco Daily Examiner. Det var begyndelsen til Hearsts massmedieimperium som kom til at præge nordamerikanernes hverdagsliv og deres holdninger. Efter faderens død solgte William Hearst alle aktier i mineindustrien og begyndte at overtage avisverdenen. Hans første indkøb var New York Morning Journal, som han forandrede til en ekstrem sensationsavis. Ingen midler blev skyet for at fremskaffe eller “skabe” sensationelle nyheder:
Skete der ingen brutale voldsepisoder eller mord at “fortælle” om, måtte journalisterne og fotograferne “fikse” det. Det er denne vulgaritet, hensynsløshed og minimale hensyn til sandheden som er den “gule presses” kendetegn. Hearsts daglige sensations- og løgnehistorier gjorde ham til en fremgangsrig avismand og millionær.Med en formue på 200 millioner dollar var Hearst i 1935 en av verdens rigeste mænd. Efter Morning Journal opkøbte Hearst og startede nye dag- og ugeblade over hele USA.
I 1934 rejste Hearst til Nazityskland og blev modtaget af Adolf Hitler som gæst og god ven. Efter dette blev Hearst-pressen endnu mere reaktionær, med stadige indslag mod socialismen, Sovjetunionen og især mod dets leder Stalin. Hearst forsøgte også sprede ren nazistisk propaganda i sine aviser og tidskrifter. Hitlers nærmeste mand Herman Göring, fik spalteplads i Hearstpressen, bl.a med en stor artikelserie. Men der gik Hearst for langt. Læsernes protester tvang ham at indrage Görings artikelserie.
En af de personer, som blev flittigt citeret og interviewet i Hearst-pressen, når der blev rapporteret om sovjetiske forhold var Leon Bronstein alias Trotskij.
Hearst-avisernes sensationsmagerier gik efter besøget hos Hitler ofte ud på at “afsløre” uhyggelige begivenheder i Sovjetunionen, hvor opdigtede mord og folkemord, slavearbejde, luksusliv for lederne , sult og død for folket var hverdagsnyheder”. Materialet kom til Hearst fra Nazityskland og Gestapo. En av de kampagner som Hearst-pressen gennemførte mod Sovjetunionen var den om “millioner af ofre for hungersnøden i Ukraine“.
Kampagnen begyndte den 18 februari 1935 i avisen Chicago American med en stor overskrift som fyldte hele forsiden: “Seks millioner døde af sult i Sovjetunionen”.
For Nazitysklands regning offentliggjorde aviskongen og nazi-sympatisøren Hearst de mest fantastiske historier om et folkemord fremprovokeret af bolchevikerne, med “millioner af ofre for hungersnøden i Ukraine“.
Nu skulle hele verden forstå at Sovjetunionen behøvede befries fra det ”bolsjevikiske folkemordsregime” gennem en tysk (-amerikansk) invasion.
Hvad der virkelig skete i Sovjet, havde intet med de nazistiske feberfantasier at gøre.
Baggrunden var den skærpede klassekamp i det sovjetiske samfund, især på landet i 30´erne , da de jordløse og fattige bønder kæmpede for bygge kollektiv landbrug.
Storbønderne , kulakerne havde stor magt og modsatte sig kollektiviseringen.
Denne store klassekamp, som berørde 120 millioner mennesker, resulterede i ustabilitet i landrugsproduktionen og i visse landsbyer hungersnød. Men nazisternes og Hearst-pressen “historier” om millioner af døde er netop nazi-propaganda.
Nazisternes “oplysninger om folkemordet” i Ukraine ikke den verdensomspændende spredning som de havde tænkt sig. Vidnesbyrd af f.eks Frankrigs statsminister Édouard Heriot eller Sir John Maynard, engelsk ekspert på sult og hjælp til ofre for hungersnød, som besøgte Ukraine dengang, afviser disse katastrofe-historier om “seks millioner ofre”.
Også den canadiske journalist og fagforeningsmand Douglas Tottle afslører i sin bog ‘Fraud, Famine and Fascism. The Ukranian Genocide Myth from Hitler to Harvard’ fra 1987, med akkuratesse, det komplot som i 1933 blev sat i gang med myten om “sultekatastrofen i Sovjet” og “seks millioner døde”.
Første gang, der skrives om de “seks millioner døde”, er i nazisternes partiorgan Völkischer Beobachter i Berlin den 18. august 1933. Artiklen var en del af nazisternes propagandakrig mod Sovjet. Billedmaterialet i artiklen var forfalskninger fra Czar-tiden, Første Verdenskrig og fra hungersnøden i 1922, der var en følge af de kapitalistiske landes intervention og borgerkrigen.
Samtidig forsøgte nazisterne opbygge en ” femte-kolonne” indefra , gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattrende pro-nazistisk fransk femtekolonne (Petain-fraktionen og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.
Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europa ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“, Tyskland var EUropas ubestridte stormagt. Og Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund. I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes herskende kapitalistiske bourgeoisie.
Men i Sovjet unionen fandtes ingen „femte-kolonne“. Gennem de berømte Moskva-processer var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spioneri i Sovjetunionen. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle nazisterne nu så at sige ”klare sig selv” i en kommende krig.
Hvordan det gik ved vi idag.
1.september 1939 overfalder Hitlertyskland Polen. Hitler proklamerer at der er tale om en Vernichtungskrieg – Tilintetgørelseskrig. Der skal , ifølge Hitlerregimet ikke tages nogle hensyn til de polske ”untermenschen”.
Da Storbritannien og Frankrig har ”lovet” Polen hjælp i tilfælde af et angreb erklærer de Tyskland krig, den 3.september. Dog uden at løse et eneste skud. Det var den såkaldte Phoney War, den besyndelige krig.
Den tyske Øverstbefalende General Alfred Jodl indrømmede under Nürnberg-processen efter krigen at havde de engelske og franske styrker, ialt 100 divisioner som stod ved Tysklands vestgrænser gjort alvor af krigserklæringen, så havde det været slut med Nazityskland, der kun havde 25 divisioner dér.
Englands og Frankrigs ”samarbejds-” og tilpasningspolitikere havde intet imod, at Hitler gik østpå, allermest håbede de på at Hitler skulle starte en krig mod Sovjetunionen.
Derfor blev Tjekkoslovakiet ofret uden krigserklæringer fra engelsk-fransk side, og derfor blev Polen ”ofret”, med en krigserklæring uden soldater og våben.
Den engelsk-amerikanske Anden Front blev først oprettet i 1944 på et tidspunkt da den Røde Hær allerede havde knækket nakken på den ”uovervindelige ” tyske Hær og jog Hitlers styrker på vild flugt vestpå .
* Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst
Den fascistiske invasion af Sovjetunionen blev indledt den 22. juni 1941.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie. Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – Jerusalem.
Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland,Italien, Rumanien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker. Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.
Når denne “imponerende” invasionsstyrke ledt af den tyske Wehrmacht væltede ind over Sovjet’s grænser troede de tyske førere, ja hele den kapitalistiske verden på en hurtig sejr.
De troede i deres egen indbildte fantasi- og propagandaverden, at det ville tage nogle uger,måske nogle måneder at underkue Sovjetfolkene og erobre hele Sovjet (sammen med Kejserriget Japan). For Sovjet var jo ifølge propagandaen et fallitbo, som var ledt af en brutal tyran. Døren skulle bare sparkes ind, så ville hele det sovjetiske hus falde sammen.
Sovjet var ifølge den nazistiske ideologi verdenscentrum for den “jødiske” og “slavisk-kommunistiske” terror og sammensværgelse mod den “vestlige” og “ariske” civilisation. Sovjet skulle efter genoprettelsen af den vestlige “ariske” civilisation deles ind i fire tyske provinser, hvis befolkning skulle anvendes som slavearbejdskraft for nazisterne.
Store dele af Sovjet skulle affolkes gennem mord og udsultning. De store sovjetiske byer Moskva, Leningrad, Kiev skulle jævnes med jorden.
Ifølge Hitler skulle blietz-krigen mod Sovjet være ovre på otte til ti uger. Hitlers Wehrmacht skulle befri de østeuropæiske folk, fremforalt ukrainerne, fra det “stalinistischen Joch”- det stalinistiske åg“.
Året inden havde Hitlers Wehrmacht og dets allierede erobret næsten hele Europa, bl.a. Frankrig, Belgien, Holland, Danmark og Norge den 9.april 1940. Nazi-Tyskland havde – inden krigen mod Sovjet – næsten hele det europæiske kontinents industrielle og andre resourcer til sin rådighed. Det var opnået med en blanding af ”femte-kolonne”-virksomhed og blietz-krig hvormed menes massive terrorbomninger, inden panseret tromlede ind for at berede vejen for artilleriet.
Især i Danmark behøvedes ingen femtekolonne og næsten ingen våben af betydning for at forberede den Hitlertyske invasion og besættelse. For den danske regering valgte i stedet at samarbejde – eller kollaborere – som det hedder med et lidet flatterende udtryk.
Kollaboration er et dækkende ord, for det var hvad regeringen gjorde – lige fra indførelsen af rationeringskort over interneringen af kommunister til opfordringen til unge mænd om at gå i tysk tjeneste på Østfronten og kriminaliseringen af de Spaniens-frivillige.
Imens talte regeringen dunder imod sabotage og andre undergravende “terror-aktioner.”
Kollaborationspolitikerne fra det Radikale Venstre , Konservative, Socialdemokratiet og Venstre vedtager i FOLKETINGET en række undtagelseslove.
Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i juni 1941 forbydes DKP, og en lang ække kommunister, bl.a. folketingsmedlemmer, interneres. Det er et klart brud på grundloven.
Regeringen underskriver Anti-kominternpagten, en alliance vendt mod Sovjetunionen, og et brud på neutralitetsprincippet.
Man tillader oprettelsen af Frikorps Danmark, og giver officerer i den danske hær lov at indtræde i korpset, og samtidig ret til at vende tilbage til deres stilling i den danske hær.
Samarbejdspolitikken holder helt indtil 29. august 1943, hvor en folkelig opstand med arbejderklassen som den bærende kraft, tvinger samarbejdspolitikerne på tilbagetog
Den danske politiske og økonomiske overklasse er helt indstillet på at indgå i og dele rovet med den tyske efter Nyordningen.
Trods tilpasningspolitikken er det ikke lykkedes at holde tyskerne ude af landet, og der er kun meget spredt modstand, da den tyske besættelsesmagt overskrider de danske grænser. Den danske regering har valgt kollaborationspolitikkens vej. Det er en en videreførsel af den engelsk-franske tilpasningspolitik.
Målet er at sikre Danmark en allieret plads i Hitlers Neuordnung af Europa og give det danske bourgeoisi del i de profitter som Hitlertyskland garanterer i Øst.
Desuden vil man ”minimere de materielle tab, undgå tab af menneskeliv”, og samtidig bevare kontrollen over lovgivning, politi og retsvæsen.
For den tyske besættelsesmagt betyder samarbejdspolitikken, at det kun er nødvendigt at have et begrænset antal tyske tropper i landet, og at den tyske hær har adgang til det danske produktionsapparat, især fødevareforsyningerne. Danmark blev en hovedleverandør til Hitlerstyskland – Tysklands kornkammer – og var med til at brødføde hele Hitlers hær og befolkningen i Tyskland.
Hvilke interesser, der har magten i Tyskland og Danmark står klart.
* Den 8. maj – en måned efter den tyske invasion – sker følgende: Stauning- regeringen ophæver pristalsreguleringen, dikterer totalt lønstop og forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling, arbejdsdeling og en lønskat.
Statsminister Thorvald Stauning inviterer 8. juli 1940 de store kapitalistiske virksomhedersejere direkte ind i regeringen, idet Gunnar Larsen fra F.L.Smidth blev trafikminister; medens formanden for dagbladet Politikens bestyrelse, den radikale politiker Erik Scavenius, blev hentet ind som ny udenrigsminister. Dagbladet Politikens ledende redaktører fører i disse år et intensivt forsvar for kollaboratør-politiken.
* Den 8. juli udsender Stauning-regeringen en erklæring der udtrykker beundring for de tyske sejre, og slår fast at Danmark skal indpasse sig i en verden under tysk lederskab.
I sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt, sagde Scavenius disse ord:
”Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politisk-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab.”
Jo, det sagde han faktisk, og tilføjede:
”Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland.”
Det er en propagandamæssig gevinst for tyskerne at kunne vise verden, at det Tredie Rige ikke er interesseret i at dominere venligtsindede lande. Danmark var – med Nyrups ord – allerede dengang et ”foregangsland.”
I regeringens hovedorgan Social-Demokraten var man også imponeret over ”de store tyske sejre” :
”Det danske folk er beredt til det økonomiske samarbejde og den omstilling af vore økonomiske forhold, som vil være nødvendig efter de ændrede og af Tyskland beherskede forhold i Europa. Til dette er den danske regering med fuld tilslutning fra folket villig, og det er kun tåber, der vil modsætte sig noget så nødvendigt og naturligt”.
Modstandskæmperne er ”tåber” ifølge Staunings socialdemokrater.
”Samarbejds”politikerne går endnu videre. I sommeren 1940 har de planer om total underkastelse under Hitler-Tyskland gennem oprettelse af en told- og møntunion.
Går man tilbage til kilderne, f.eks. datidens aviser, møder man kollaborationspolitikken sort på hvidt. Her står det, vi har brug for at vide. Regeringen ”samarbejder” – et pænere ord for at den kollaborerede med tyskerne – og aviserne bakkede op om politikken.
Man oprettede Øst-RumsUdvalget for – sammen med tyskerne – at planlægge udplyndringen af Sovjetunionen og andre områder besatte af Nazi-Tyskland.
Udvalget fik fik følgende sammensætning:
Direktør Thorkild Juncker, formand, leder af ØK og Aarhus Oliefabrik og kendt for nazistiske sympatier,
Civilingeniør Knud Højgaard, direktør for F.L.Smidth,
Hofjægermester Folmer Lüttichau, godsejer, repræsentant for storlandbruget,
Fabrikant J. C. Hempel, skibsfarvefabrik Selandia, vinimport m.m.,
Direktør Knud Styhr, ligeledes F. L. Smidth.
Udvalget fik navnet ‘Arbejdsudvalget til Fremme af dansk Initiativ i Øst- og Sydøsteuropa’, og udvalgsmedlemmerne gik straks i gang med at finde ud af, hvor der var noget at hente i de kæmpemæssige landområder, som de tyske hærenheder havde okkuperet. Der var tætte forbindelser til Udenrigsministeriet og Trafikministeriet, altså netop de to poster i regeringen, hvor ministrene var særdeles venligt stemte overfor den tyske besættelsesmagt i Danmark.
Det var ikke meningen, der skulle spilles med åbne kort, og der blev slået hårdt ned, hvis pressen ville skrive om sagen. I et helt år havde den danske befolkning intet fået at vide om forbindelserne mellem danske koncernchefer og Hitler for at ‘genopbygge’ de erobrede landområder i Østeuropa og Sovjetunionen.
Nu slap katten ud af sækken. Wilhelmsen var nær blevet fyret, men også han havde gode forbindelser til cementindustrien og Værnemagten. Da det var ham, der havde fostret de store planer i de besatte russiske områder, fortsatte han arbejdet med blandt andet at hjælpe F.L.Smidth-koncernen med at tilbageerobre den store cementfabrik i Kunda i Estland.
Resten af krigen var tusinder af slavearbejdere – hovedsageligt zigøjnere og jøder – uden betaling og i tyfusbefængte barakker – hovedårsagen til at sikre F.L.Smidth-koncernen økonomisk. Ved årtusindeskiftet søgte koncernledelsen at bortforklare de bestialske forretningsmetoder, men da beviserne var for overvældende, indrømmede ledelsen sin medskyld, og oprettede i 1999 som en skinmanøvre en millionfond til ofrene. En fond som næppe vil blive anvendt, fordi ofrene er døde forlængst.
Danmarks statsminister Th.Stauning udtaler:
”Vor politiske Stilling er den, at vi er Nabo til Tyskland . . . . . Hvordan Krigen ender, er vi . . . henvist til Samhandel med Tyskland, hvilket vi iøvrigt altid har været. Vi maa indrette os med Fremtiden for Øje, saa forstandigt som muligt under Hensyn til Danmarks Fremtid (…) Tilpasning af Hensyn til Landet er nødvendigt (…) Vi maa indrette os paa at undgaa Rivninger, og det er nødvendigt, at Gæsterne opmuntres til at behandle os saa fredeligt som muligt”
Stauning og hans regering opfordrer ikke bare til stikkeri af modstandsfolk , men også til at fedte for den nazistiske besættelsesmagt med ordene:
”Gæsterne opmuntres til at behandle os saa fredeligt som muligt.”
I november 1941 tilslutter Danmarks borgerligt-socialdemokratiske Kollaborationsregering landet til Antikomintern-pagten. I den officielle ‘Redegørelse for Danmarks Tiltrædelse af Antikomintern-pagten’ hedder det :
”I Henhold til Artikel 2 i den mellem Tyskland, Italien og Japan afsluttede Overenskomst til Bekæmpelse af Kommunismen, den såkaldte Anti-Komintern-Pagt, har denne Pagts Signatarmagter indbudt den danske Regering til at tiltræde Pagten, hvis første 5-årige Gyldighedsperiode udløber Tirsdag den 25. November 1941, og so m nu forlænges for et Tidsrum af yderligere 5 År.
I Erkendelse af den Fare, Kommunismen indebærer for hele vor Kultur og Samfundsorden, har den danske Regering som bekendt allerede sidste Sommer taget Initiativet til Gennemførelse af Loven af 22. August 1941 om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed, efter at den tidligere ved Tilbagekaldelse af det danske Gesandtskab i Moskva havde afbrudt Forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen.
Som en naturlig Konsekvens af den politiske Linie, som her i Landet i dette Spørgsmål er blevet fulgt siden Udbrudet af Krigen mellem Tyskland og Rusland, har Regeringen skønnet det betimeligt at efterkomme den ovennævnte Indbydelse, hvorfor Udenrigsministeren efter den tyske Rigsregerings Indbydelse har begivet sig til Berlin for Tirsdag den 25. November 1941 at tilkendegive Danmarks Tiltrædelse af Pagten samtidig med, at denne forlænges for et Tidsrum af 5 År mellem de oprindelige Parter og de Lande – Spanien, Ungarn, Manchukuo (japansk koloni i Kina,min anm. )- der senere har sluttet sig til dem, og yderligere tiltrædes af Finland, Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Slovakiet og Kina”
Den danske regering skrev under, mens generalerne og det kapitalistiske erhvervslivs direktører – med Hitler som leder – Führer – gennemførte undertrykkelsen af det tyske folk og rovkrigen mod hele Europa.
Mens advokater, dommere og politi-kommandanter, der havde aflagt ed på den borgerligt-demokratiske Weimarrepubliks forfatning, nu jagede og myrdede frihedskæmpere og demokrater – sammen med SS og Gestapo – gik titusinder af tyske arbejdere modstandskampens vej, i kampen for frihed og fred, som de satte deres liv og tilværelse på spil for.
Blandt den var havnearbejderen Ernst Thälmann, formanden for Tysklands Kommunistiske parti; Friedrich Husemann, formanden for minearbejderforbundet; Heinrich Schliestedt, det tyske metalarbejderforbunds befuldmægtigede; Hans Funger, funktionær i det tyske jerbanearbejderforbund.
De skal nævnes her som repræsentanter for de utallige martyrer, der kom fra arbejderklassens rækker.
Digteren Ernst Weichert, der var modstandsmand og sad i KZ-lejr, skrev om de tyske antifascister:
”Blandt dem var der få adelige og ikke særligt mange fra den rene ånds rækker. Blandt dem var der mange fra kirkelige kredse, men de træder alle i baggrunden overfor de lange mennesketog, der kom fra den fattige mands hytter, og dag og nat trådte an til at gå dødsvejen.
Den tyske arbejder har båret mange årtiers belastning, sult og pinsler, byrder i krig og fred, men han har aldrig båret en tungere byrde end i disse tolv år. Ej heller en mere ærefuld, og ingen hånd i en mørk eller lys fremtid skal vaske denne uforgængelige glans af hans pande ”.**
I det tyske folk var det kommunisterne, der gik i forreste række i kampen mod fascismen i Tyskland, såvel som i Danmark, Italien, Østrig, Spanien og andre lande. Og de var de første som gik martyr-døden i møde i KZ-lejrerne.
Sammen med alle de ærlige, modige antifascister vaklede de ikke i kampen mod Hitler. I tusindvis blev de snigmyrdet, i hundredtusindvis blev de aflivede i KZ-lejrerne, men de forsvarede folkets frihed til det yderste.
Over halvdelen af Kominternpartiets KPDs medlemmer gav deres liv i kampen mod fascismen.
I de mere end 11 år hvor formanden Ernst Thälmann blev holdt fængslet –uden anklager, uden retssag og uden dom – blev hans bedste og mest trofaste kampfæller myrdet af Hitlerfascisterne. Fascisterne vovede ikke indlede en offentlig retssag mod Thälmann, især efter at Dimitrov – som var hovedanklaget under Rigsdagsbrandprocessen – modigt havde vendt hele retssagen til en anklage mod nazisterne og afsløret, at de Hitlerfascistiske ledere var de virkelige ansvarlige brandstiftere.
Blandt de kommunistiske martyrer skal nævnes disse kammerater:
Anton Saefkow
Edgar André
Grete Walter
John Scheer
Liselotte Hermann
Georg Schumann
Katja Niederkirchner
Christian Heuck
Fritz Lux
August Lüttgens
Jonny Dettmer
Hermann Fischer
Karl Lesch
Eric Steinfurth
Rudi Schwarz
Eugen Schönhaar
Ernst Schneller
Walter Stoecker
Fiete Schulze
Hildegard Jadamowitz
Bernhard Bästlein
Konrad Blenkle
Wilhelm Firi
– og titusinder af andre kommunister. Mange af dem efter den mest barbariske mishandling og tortur.
I Europa og Sovjetunionen havnede ialt 18 millioner mennesker i kz-lejre. 12 millioner af dem blev myrdet.
På DR lokker med at se krigen ”fra tysk side” . Er det fra den menige tyske arbejder som slavede 10-12 timer om dagen i den tyske krigsindustri ?
Efter fascismens fald i 1945 dikterede de anglo-amerikanske besættelsesmagter et system med kapitalistisk markedsøkonomi i Tyskland.
For at opnå det brød man Potsdamaftalerne om det befriedeTyskland og tvangsindførte en særlig West-valuta i de besatte områder i de zoner man kontrollerede. Senere lod man Forbundsrepublikken (vest-)Tyskland udråbe i disse zoner. Også dette var et brud på Potsdamaftalerne mellem Sovjetunionen og dets allierede England og USA.
USA’s efterretningstjeneste CIA medvirkede til ”genopbygningen” af et nyt “reformorienteret” SPD i de anglo-amerikanske besættelseszoner – senere Forbundsrepublikken Tyskland – mens den kommunistiske bevægelse blev undertrykt og i 1956 forbudt af Konrad Adenauer-regeringen. KPD- forbudet er stadig ikke er ophævet, selvom det ikke rigtigt håndhæves.
Sagsakterne ved Nürnberg-domstolens processer i 1946 mod krigsforbryderne viser sort på hvidt de forskellige kapitalist-gruppers dybe, nærmest organiske forbindelse med fascismen. Det står klart at Hitlerregimet i første række støttes af n sværindustriens mænd fra Vereinigte Stahlwerke, Dredener Bank og af den prussiske godsejerklassen, Junkerne. De mest fremtrædende finansielle hjælpere var herrerne Thyssen, Vögler og Schacht.
Da den ”nationale koncentrationens regering” bliver dannet i 1933 orienterede endnu flere monopolgrupper sig til fascismen. IG-Farben, den elektriske industri, Siemens, Deutsche Bank, det kapitalistiske kanonindynasti Krupp, Klöckner-koncernen og andre. Der er tale om en intim fusion mellem monopolherrerne og Hitlers ”statsbærende parti ”.
Organisatorisk kommer det til udtryk i Hitler-regeringens rådgivende organ (*) Freundeskreis der Wirtschaft – omtrent ”Erhvervslivet venner” – hvis medlemmer foruden de ledende nazister Hjalmar Schacht; Raestberg fra Kaliindustrien; Vögler fra Vereinigte Stahlwerke; Bütefisch fra IG-Farben; Hecker fra kulindustrien; Ritter von Halt fra Deutsche Bank; Emil Meyer fra Dresdener Bank; og Greve von Bismarck Schönhausen som repræsenterede junkernes interesser.
I Hitler-tiden opbyggedes industrien – under et strengt forsvar for den private kapitalistiske ejendomsret og det ”private initiativ – ifølge ”führer”-princippet indenfor rammerne af Reichstand der deutschen Industrie, og i juli 1933 dannede regeringen et generalråd for det tyske erhvervsliv.
Generalrådet blev en kommandocentral, hvorfra mænd som Thyssen og Vögler, Siemens og Reinhart sammen med de nazistiske ledere dirigerede den tyske økonomi i retning mod Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionen for at sikre den tyske industri lebensraum – markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft..
Visse borgerligt liberale skribenter hævder at Hitler-regimet virkelig var ”national-socialistisk” som nazisterne hævdede i deres politiske propaganda. At der var tale om et ”statssocialistisk” samfund, hvor statens og folkets interesser blev sat over private profit interesser. I virkeligheden forholder det sig modsat: For at bedrage folket talte Hitler om ”nationalsocialisme” og folkets interesser.
I virkeligheden var det de private kapitalistiske interesser, der under Hitler blev ophøjet til statsinteresser.
Det er også idag aktuelt med aggressionen mod Iraks folk, hvor private kapitalistiske interesser i USA Danmark, England og andre lande dikterede overfaldet på Irak.
Selv under krigen hvor man skulle tro at tilhængerne af den ”totale krig” ville sætte alle private interesser tilside forholdt det sig modsat. Ved forhandlingerne i maj 1940 mellem Flick-koncernen og staten om en ordre på produktion af pansergranater havde funktionærer i ministeriet regnet ud, at Flick skulle have 24 rigsmark pr. granat. Koncernen forlangte mere end 39 ReichMark. Man blev enige om at staten skulle betale 37 RM – en lille ekstraprofit på 13 mark pr. Granat, hvilket betød over en million mark i ekstraprofit til Flick-kapitalisterne indtil slutningen af 1943.
Profitten for samtlige tyske industri og handelsvirksomheder steg fra 6,6 milliarder mark i 1933 til 15 milliarder mark i 1938. Mens Siemens fordoblede sin omsætning blev omsætningen for Krupp og Mannesmann-Röhrenwerke tredobblet i samme periode. For våbenkapitalisterne på Deutsche Waffen- und Munitionsfabrikken AG tidobledes omsætningen.
(Kilde:C. Bettelheim * * L´economie allemande sous le nazisme, Paris, 1946).
Samtidigt stod lønnen stille, fastfrosset på niveauet under den økonomiske krise. Middel-timelønnen for faglærte arbejdere, som i 1928 var 95,6 pfennig, var i 1936 78,3 pfenning, og den kom aldrig op på niveauet inden krisen i 1929. På trods af at massearbejdsløsheden ifølge nazisterne var afskaffet forblev lønnen under 1928-niveauet.
Krigens følger
Den af Nazi-Tyskland og dets allierede i Anti-Komintern-pagten startede krig betød sult og hjemløshed i Europa og Asien. I 1945 og 46 døde der i det ”civiliserede” Europa flere mennesker af sult end i hele tidligere århundreder.
Krigsskuepladsen i de vestlige områder i Sovjetunionen var en ødemark, de strategiske luftbombardementer havde forvandlet kontinentets blomstrende byer og samfund til ruinbunker og udraderet industrier og transport- og kommunikationssystemet.
Blandt ruinerne strejfede millioner af flygtninge omkring uden at finde et fristed eller de blev indespærret i kæmpemæssige baraklejre.
Op imod 7o millioner mennesker var blevet ofre for det andet imperialistiske blodbad i det tyvende århundrede. Dette var fascismens frygtelige facit.
* * *
Nazisterne forsøgte realisere en moderne kapitalistisk udgave af Inkvisitionen i det Tredje rige. Som de kristen-feudale herskere under den kristne Inkvisitionen – det Hellige Officium – forsøgte de kapitalistiske herskere på det Tredje riges tid (1933-45) at hævde, at der intet alternativ var til den eksisterende kapitalistiske orden.
Ifølge nazisterne var kommunismen et fallitbo. Døren skulle bare sparkes ind, så ville hele det sovjetiske system falde sammen – troede både borgerlige og fascistiske kræfter i 30´erne.
Det Tredje Rige og dets “kamp mod jøde-kommunismen” led nederlag. Det var et nederlag for de borgerligt-kapitalistiske kræfters muligheder for at diktere arbejderklassens levevilkår med vold, terror og kriminalisering.
Efter den Røde Hærs, dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter indledtes en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de kapitalistiske lande, samtidig med at de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse, flyttede sine positioner frem i befrielseskampen, som endte med sejr i Kina i 1949 efter 22 års antiimperialistisk og revolutionær befrielseskrig.
Siden fulgte revolutioner og befrielseskampe i Korea, Iran, Irak, Cuba , Algeriet, Vietnam (1941-75) og mange andre lande.
Den anti-fascistiske koalitions – Sovjet og dets allieredes -sejr i befrielseskrigen mod Nazi-Tysklands aggression – åbnede endnu større muligheder for de undertrykte folks befrielseskamp og for arbejderklassens kamp i de imperialistiske lande.
Indien opnåede uafhængighed i 1948, i Iran blev den nationaldemokratiske Mossadeq valgt til leder i 1952, – men styrtet gennem et CIA-organiseret kup i *53 – folkerevolutioner på Cuba i 1959 og Algeriet i 1961 gennemførte omfattende demokratiske og sociale reformer, Vietnam blev befriet i 1975 efter årtiers antikolonial og antiimperialistiske befrielseskamp.
Portugal blev i april 1974 befriet fra det tilbagestående, fascistiske Salazar-regime gennem den såkaldte Nellike-revolution. Revolutionen var bevæbnet, men fredelig, da de revolutionært folkedemokratiske kræfter ikke behøvede løsne et skud. Deres væbnede overmagt og folkets støtte demoraliserede de reaktionære kræfter.
Nellike-revolutionen gav støtte til befrielsen af folkene i en række af Portugals kolonier, Mozambiq, Angola.
Det samme har vi set i Venezuela i disse år hvor det endnu ikke er lykkedes de reaktionære kræfter at tage magten, trods flere US-støttede kupforsøg og attentater mod de folkelige socialistiske kræfter. De progressive kræfter er i flertal både i valgene og har de fleste våben.
I Nicaragua styrtede folkerevolutionen i 1978 det reaktionære Somoza- regime.
Så godt som alle de gamle kapitalistiske kolonimagter Englands, Frankrigs, Belgiens, Portugals, Spaniens og Hollands reaktionære koloni-regimer blev styrtet ved den bølge af demokratiske, antikoloniale revolutioner, som skyllede henover det euroasiatiske og afrikanske kontinent efter Anti-komintern-pagtens nederlag i Berlin 1945.
Danmark ”mistede” Island i 1944, hvor islændingene kappede båndene til det reaktionære og Hitler-allierede Kongerige Danmark.
Sovjetunionen og opbygningen af Komintern flyttede den internationale arbejderbevægelses positioner frem i de imperialistiske lande, og hos de undertrykte folk kunne de nydannede kommunistiske partier styrke opbygningen af de antiimperialistiske befrielsesbevægelser.
Et andet samfundsystem var muligt. Oktoberrevolutionen brød den imperialistiske herrefolksmentalitet og verdenshistoriens første socialistiske stat og samfund blev opbygget. Især efter sejren over fascismen i 1945 stod kommunismen og de socialistiske ideer stærkere end nogensinde.
På hele det euroasiatiske kontinent, og på det amerikanske kontinent – bl.a i de Forenede Stater – var kommunismen og Sovjet meget populære i 1945.
Med folkerevolutionens sejr i Kina i 1949 og befrielsen af Europa (dog ikke de US/UK-beskyttede fascistiske regimer i Spanien, Portugal og Grækenland) opstod en folkedemokratisk og socialistisk lejr.
Kapitalismen og imperialismen blev underkastet endnu et strategisk nederlag og magtbalancen på verdensplan overgik til gunst for folkene og det internationale proletariat.
Vi fejrer, at den rigtige side vandt det største slag i menneskehedens historie. Vi fejrer at ” Krigsforbryderen Hitler græder og begår selvmord”.
Var døden en for stor straf?
Ser vi på forbrydelsens omfang: forbrydelser mod menneskeheden, den bevidste og overlagte planlægning og udførelse af forbrydelserne gennem mere end tolv års tid, så må svaret være: Nej, selvmordet var for mild en straf.
Mange andre – Hitlers bagmænd, Tysklands virkelige magthavere – de store kapitalister i både tysk, amerikansk, britisk og fransk erhvervsliv, som financierede nazi-bevægelsen, blev ikke straffet efter fortjeneste.
Hitler skulle være blevet tilfangetaget i live, og blevet forhørt som andre krigsforbrydere i Nürnberg-processen. Og være blevet dømt af Nürnberg-domstolen.
Afslutttes her
60-året for Nazi-Tysklands undergang: Del 3
Netavisen 9. maj 2005
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne