Indførelsen af de såkaldte “private aktører” som jobformidlere giver ikke flere job.
Beskæftigelsesministeren viger ikke fra liberaliseringen, men fagbevægelsen kræver ikke et opgør.
Kommunistisk Politik 20, 2004
Med det erklærede formål at skaffe flere i arbejde gennemførte VK-regeringen blandt andet sammen med Socialdemokratiet for to år siden arbejdsmarkedsreformen Flere i arbejde. Et vigtigt element i reformen var en liberalisering af jobformidlingen, hvilket fremover skulle åbnes for såkaldte private aktører.
Kikser igen
De private aktører skulle være en vigtig katalysator for at nå målet om aktivering af de arbejdsløse i mindst 75 pct. af tiden.To år efter har det nu vist sig, at det kun i ringe grad har givet den ønskede effekt.
Ifølge en undersøgelse udarbejdet for Arbejdsmarkedsstyrelsen svarer 70 pct., at det ikke er den anden aktørs fortjeneste, at de er kommet i arbejde. 40 pct. svarer, at deres jobmuligheder ikke er blevet styrket efter et forløb hos en privat aktør. Nogenlunde de samme tal fremkommer, når man spørger arbejdsløse, der er knyttet til den offentlige Arbejdsformidling.
Dermed kan det konstateres, at Flere i arbejde-reformen har ramt panden mod muren, idet ingen reformer i sig selv skaffer flere arbejdspladser, snarere tværtimod. Indholdet i reformen var jo netop at styrke tvangsaktiveringen i op til 75 pct. af de tre år i den anden ledighedsperiode, den dagpengeberettigede gennemgår, inden vedkommende kastes på kontanthjælp.
Et vigtigt element i aktiveringen er jobtræning, hvilket består i, at den ledige udfører et ordinært arbejde med løntilskud fra det offentlige. Det giver arbejdsgiverne mulighed for at spekulere i billig arbejdskraft, som ikke genoptjener sin dagpengeret. I stedet undgår arbejdsgiveren at oprette et ordinært job under almindelige overenskomstmæssige vilkår: Antallet af arbejdspladser reduceres.
Reformen betød også, at de mange udskældte aktiveringsprojekter, der ikke førte til andet end
ligegyldig beskæftigelsesterapi, blev afblæst, men erstattet af andre ubrugelige beskæftigelsesprojekter, heriblandt tvungne kvartalsvise samtaler hos formidleren. Fagbevægelsen har kritiseret denne del af reformen for, at aktiveringsfabrikken er blevet erstattet af samtalefabrikken.
Fagbevægelsen kræver ikke et principielt opgør
Beskæftigelsesministeren Claus Hjort Frederiksen forsøger nu at tørre kritikken og de manglende resultater af på “dårlige aktører”:
– En lang række ting skal gøres bedre. Noget fungerer godt, og noget fungerer skidt. I AF-regionerne har man allerede skilt mange dårlige aktører fra. Det vil være en løbende proces, udtalte han på Arbejdsdirektoratets årsmøde i sidste uge.
De ringe resultater får ikke fagbevægelsen til at ryste på hænderne.
Rapportens konklusioner er ellers et straffespark til A-kassernes Samvirke, hvis man ønskede at inddrage brugen af private aktører. Sekretariatschef i AK-Samvirke, Torben Dam Jensen, mener, at systemet er godt nok under forudsætning af lidt flere ressourcer:
– Jeg er enig i, at det er en dårlig score, når så få ledige siger, at deres forløb ved en privat aktør fører til job. Det er for ringe, og det er vi nødt til at diskutere. Der er blot ikke kapacitet og ressourcer til at lave et forløb, der er så gode, at man for alvor kan få succes.
De private aktørers operationer på formidlingsmarkedet har også den konsekvens, at de arbejdsløses rådighedsvurderinger strammes op, da aktørerne bliver betalt efter resultater. Det vil derfor for de private betyde penge i kassen, hvis en ledig fratages dagpengeretten ved en tolkning af, at vedkommende ikke har opfyldt rådighedsforpligtelserne.
Med andre ord profiterer “andre aktører” på at udstøde dagpengemodtagere til kontanthjælp. Denne profitering ernærer også forskellige faglige institutioner sig af, heriblandt deres skole- og kursussteder, der stilles til rådighed for ktiveringskurser.
Netavisen 6. oktober 2004
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
