Pas på de falske alternativer!

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 15, 2004

Engang var der noget, der blev kaldt NÅ-generationen i medierne. Det var firserungdommen – dem der nu er nået et stykke op i 30erne. I revolutionære kredse er den kendt som ‘den fortabte generation’ – generationen som blev afpolitiseret og hjernevasket af den kapitalistiske propaganda til at tro på, at kapitalismen repræsenterede menneskesamfundets og historiens højest mulige udviklingstrin og at alle forsøg på at udvikle et andet samfund – socialismen – var slået fejl og måtte slå fejl.

Der var ingen ende på, hvad den generation blev stillet i udsigt, uden at den behøvede at røre en finger, eller kæmpe for en bedre verden: ‘Murens fald’ (i ’89) ville skabe den længste periode i menneskehedens historie af stadig fred og social fremgang. ‘Den ny verdensorden’, som blev proklameret af den nuværende amerikanske præsidents far, ville garantere en bedre fremtid for alle verdens folk – uden krig og klassekamp, hed det.
Man må gå ud fra at denne bedragne generation på smertefuld vis er ved at blive klogere – at miste de propagandaskabte illusioner og tilliden til kapitalismen som system.

For 15 års nyliberal offensiv senere befinder den globale kapitalisme sig i dyb krise. Overalt i verden har folkene rejst sig – i større eller mindre omfang – til kamp mod den imperialistiske globalisering og imperialismens endeløse række af aggressionskrige. De råkapitalistiske, nyliberale reformer i Rusland, det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa har vist sig at føre til katastrofale økonomiske og sociale konsekvenser og kun at have gavnet en superrig overklasse og de multinationale selskaber og banker. Det store flertal er blevet fattigere. Det samme gælder i alle de lande, som Verdensbanken og IMF har påtvunget barske privatiserings- og sociale nedskæringsprogrammer.

En stadig voksende global miljøkrise, omfattende (men undgåelige) sygdomsepidemier, voksende armod i global skala, forbrydelse som big business (fra narko- og sexhandel til ‘ulovlig’ og legal våbeneksport og krige – alt sammen har de bidraget til en vækst i folkenes modstand og i arbejderklassens kamp på globalt plan. En ny generation af unge verden over deltager i antikapitalistiske massemanifestationer og indser, at en anden verden er mulig og nødvendig. En verden, som kun kan være socialismens verden.

Derfor er diskussionen om ‘kapitalisme kontra socialisme‘ langt fra død.
Samtidig tvinger nyliberalismens og råkapitalismens fiasko kapitalismens ideologer til at lede efter nye reformstrategier, som angiveligt vil kunne afbøde imperialismens værste symptomer og skjule, at der er tale om indbyggede systemfejl.

Derfor påtager socialdemokraterne og folkesocialisterne i Danmark og de øvrige unionslande at skabe en bedre, en mere ‘social’ union og gøre EU til en ‘moralsk supermagt’ – men de mangler ‘overbevisende’ og konkrete ideer og modeller. ‘Den nordiske velfærdsmodel’ er kasseret, fordi den ikke sikrede tilstrækkeligt med profitter til de multinationale selskaber (selvom den sikrede en betydelig grad af social ro) og har ikke fundet en afløser. I Rusland kaster det ny russiske bourgeoisi (som for en står del består af partipinger og bureaukrater fra revisionisttiden) forelskede blikke i retning af den ‘kinesiske reformmodel’.

I realiteten drejer det hele sig om den gamle øvelse: at finde en model for en ‘kapitalisme med et menneskeligt ansigt’ – hvad både Bush-doktrinens økonomiske side og EU’s nye forfatning rent faktisk forbyder ved at institutionalisere den såkaldte nyliberalisme som fundament for hhv. dens globale økonomi og unionens økonomi.

På en lang række områder svarede den (socialdemokratiske) nordiske velfærdsmodel’ til ideen om kapitalisme med et menneskeligt ansigt. De revisionistiske økonomiske systemer, som i Sovjetunionen under Hrustjov og Bresjnev, DDR under Honecker, Nordkorea under Kim Il-Sung og Cuba under Castro frem til i dag, havde og har også en lang række fortrin frem for den nyliberale råkapitalisme, som er hovedindholdet i den herskende doktrin for verdensøkonomien. Det samme gjaldt de systemer, som sovjetrevisionisterne fra Hrustjov og frem anbefalede og udviklede i en række tidligere kolonilande, ikke mindst i Afrika, den såkaldte ‘ikke-kapitalistiske udviklingsvej’. Alligevel er det i bund og grund falske alternativer, dømt til undergang og inkorporering i den globale kapitalismes malstrøm, før eller senere.

Den imperialistiske propaganda sætter lighedstegn mellem kapitalisme og ‘demokrati’, mellem ‘markedsøkonomi’ og et ‘flerparti-system’. I teorien vel at mærke. I praksis blev den nuværende nyliberale model først afprøvet i Chile, under Pinochet-diktaturet. Kapitalisme og militærdiktatur eller fascisme udelukker ikke hinanden.

Socialismen og en socialistisk økonomi forudsætter, at det er arbejderklassen, folkets flertal, som har magten – og en forkastelse af de reformistiske og revisionistiske økonomiske doktriner.

Netavisen 29. juli 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne