Kerry og Bush

Leder
Kommunistisk Politik 15, 2004

Hvor ville det være herligt hvis valgene i de borgerlige demokratier var virkelige valg mellem reelle alternativer. At man f.eks. ville få en helt anden politik med Lykketoft end med Fogh – og ikke bare forskellige udgaver af Unionens politik og hvad der dikteres af ‘venskabet’ med USA-imperialismen.

Verden ville afgjort blive et bedre sted, hvis demokraten John Kerry var et virkeligt alternativ til republikaneren George W. Bush – en af den nyere tids største krigsforbrydere.
Hvis Kerry ville trække de amerikanske tropper ud af Irak og opgive den såkaldte krig mod terror som et uhyrligt og fejlslagent projekt. Hvis han ville føre en virkelig fredspolitik, stoppe det aggressive og folkemorderiske zionistiske Israel og støtte at palæstinenserne får deres stat og alle deres legitime rettigheder. Og hvis …

Ja – hvis og hvis. Tingene ville blive meget lettere, hvis vi blot kunne sige Ud med Bush og Ind med Kerry! Vi må nøjes med at sige Ud med Bush! Kerry og hans politik fortjener ingen støtte. Desværre er denne nu bekendt – og den adskiller sig ikke grundlæggende fra Bush-regeringens. Som Stephen Zunes, professor i politik ved San Franciscos Universitet siger om USA og Irak: ‘Hvis Bush er blind, så er Kerry i bedste fald nærsynet.’

For det demokratiske parti vil ikke trække de amerikanske tropper ud af Irak med det samme – det vil tværtimod sende flere soldater til landet. Vietnam-veteranen Kerry vil vinde præsidentvalget på at være bedre til føre krig end Bush. ‘Demokratisk’ krig, så at sige. Han vil også være bedre til at vinde krigen mod terror, erklærer han – ikke ved at afslutte den, men ved at føre den klogere og mere effektivt.

Sharons Israel har en solid støtte i John Kerry. Han er for apartheidmuren og går åbent imod afgørelsen fra Den internationale Domstol i Haag om, at den skal rives ned – og imod FNs generalforsamling. Det er den samme Kerry, som siger, at han vil genoprette respekten for de internationale organer, styrke forholdet til USA’s allierede og sikre, at international ret kommer i højsædet.

Det gigantiske medieshow, kaldet det demokratiske partikonvent, har nu for alvor skudt en langtrukken valgkamp (som allerede har kostet hundreder af millioner af dollars) i gang. Forløber tingene som ‘normalt’ vil det amerikanske præsidentvalg stå øverst på den internationale dagsorden næsten i et halvt år. Det plejer i øvrigt ikke at være så galt: den siddende præsident plejer at have for travlt med at sikre sig (eller snyde sig til) genvalg, at det er sjældent, at han når at lave de helt store ulykker på den internationale arena i den periode.

Det bliver alle tiders dyreste præsidentvalg. Bush har større midler til rådighed til sit genvalg end nogen tidligere præsident. Der er tilflydt enorme midler til ham, ikke mindst fra den våbenindustri, han så omhyggeligt har forkælet. Når regnskaberne engang gennemgås, vil man også finde bidragene fra APMøller-Maersk. Men også Kerry har store summer til sin rådighed – og ikke bare sin milliardærkone der ejer ketchup-giganten Heinz. Også George Soros og mange andre superkapitalister ønsker Bush skiftet ud.

På den amerikanske venstrefløj eksisterer en udbredt frygt for, at også dette præsidentvalg vil blive kuppet. Værre endnu: at det vil blive suspenderet efter et nyt terrorangreb (CIA har advaret om et nyt 9/11!), at Bush-regeringen vil indføre undtagelsestilstand og oprette en regulær politistat – et fascistisk kup American Style. Den frygter også, at Kerry og demokraterne kan være indforståede. Hvem vil i dag kunne afvise, at det er en mulighed?

Den 96-årige ‘demokratiske’ reformøkonom John Kenneth Galbraith har i en nylig artikel måttet gøre en bitter status:
“Civilisationen har gjort store fremskridt igennem århundrederne indenfor videnskab, sundhed, kunst og størstedelen, om ikke al økonomisk velstand. Men den har også medført en priviligeret stilling for udvikling af våben og truslen om krig og krigens realitet. Massemyrderier er blevet den ultimative civiliserede præstation”.

Det er de moderne korporationer, det militær-industrielle kompleks, der styrer udviklingen – og de to store amerikanske partier, siger Galbraith. Han undgår det helt præcise ord: imperialismen.

Netavisen 29. juli 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne