Imperiet: Globaliseringen der kom, så – og forsvandt i glemslen…

Af Troels Riis Larsen

Den intellektuelle venstrefløj har stillet sig op i koret med højrefløjen for at råbe: “Arbejderklassen er død – Globaliseringen har sejret.” Denne artikel kigger nærmere på enkelte af de varianter, som venstreintellektuelle kaster op som afløser for den marxistisk-leninistiske imperialisme-teor – herunder Negri og Hardts såkaldte ‘imperie-teori’. Artiklen sætter fokus på to væsentlige punkter i forståelsen af imperialismen i dag: Staten og de multinationale selskaber og deres binding til staten.
Troels Riis Larsen er formand for DKU.

Kommunistisk Politik 14, 2004

De utallige globaliseringsteorier, der efterhånden findes, lægger alle vægt på et centralt element: Staten er i opløsning. Staten, der til alle tider har været central i at sikre den herskende klasses interesser, er nu væk. Marx og Engels værker om staten er nu uden betydning, og vi må erkende den grænseoverskridende og overnationale periode, globaliseringens periode.

Dette er skriget fra globaliseringstilhængere, som lyder mere og mere skingert, jo tydeligere det bliver, at virkeligheden er en anden.

Staten bestemmer?

Mumbay 2004:
Imperialisme eller “imperie”?

En række teorier omkring statens opløsning bygger på den grundlæggende forkerte antagelse, at staten hidtil har været uafhængig af andre interesser end statens egen interesse i at opretholde sig selv. Altså underkendes monopolernes magt, der har været afgørende for staternes udvikling lige siden starten af det 20. århundrede.

Det er klart, at de, der lige pludselig opdager, at de store multinationale selskaber ikke er underlagt statens magt, vil se dette, som om statens magt forsvinder. Realiteten er dog den modsatte. Staten er og har altid været et redskab for den herskende klasse. Og med fremvæksten af monopoler, der bl.a. overskred grænser, da blev staterne også et redskab for disse.

Staten som redskab

Der findes utallige måder, hvorpå staten varetager monopolernes interesser. Eksemplerne er da også utallige, men fælles for de sidste 30 år er, at statens rolle ikke er mindsket – tværtimod.
Der er de åbenlyst traditionelle mekanismer, som stadigvæk er centrale opgaver for staterne. Det er opbygningen af infrastrukturen til fordel for monopolerne. Dette er tydeligst illustreret i forbindelse med brobyggeriet – Storebælt, Øresund og Femern. Disse broer er alle sammen et ønske fra den europæiske storindustri med European Roundtable (de største selskaber inden for EU) som et vigtigt element.

Staten som beskytter

Det sker ofte, at store monopolvirksomheder kommer i problemer. Nogle gange er de tæt på at gå fallit, og enkelte gange sker det da også, at de går fallit. Men for det meste kan det undgås, og især hvis man har de rigtige forbindelser til statsmagten.

I 1986 bestilte USA-kongressens økonomiske fællesudvalg en sekretariatsundersøgelse omkring forholdet mellem banker og staten. Den konkluderede:

“I stedet for at overlade det til den usynlige hånd (markedskræfterne) at klare gældskrisen, mønstrede Reagan-regeringen forbundsregeringens magt og finansministeriets ressourcer for at bevare det amerikanske bankvæsens solvens og beskytte de enkelte banker mod konsekvenserne af deres hasarderede långivning … Faktisk er det efterhånden blevet klart, at regeringens politik er gået langt ud over, hvad de var nødvendigt for at beskytte (de største) banker mod insolvens. Ud over at beskytte deres sikkerhed og funktionsdygtighed har regeringen sikret, ja, faktisk fremmet deres rentabilitet”. (1)

Staten som garantigiver

Der findes en lang række eksempler på, at stater går ind og er garanter for virksomheder. Optager en virksomhed f.eks. lån, så lover staten at hæfte for lånet, hvis virksomheden ikke kan betale tilbage. Det kan også ske ved, at staten betaler for at deltage i forskellige projekter, der i sidste ende kan give ordre til firmaer i det pågældende land. Et eksempel på det seneste har vi set i forbindelse med forskellige danske engagementer i f.eks. bombeflyudvikling i USA og EU samt rumforskningen, alt sammen noget, der ventes at give ordre til danske virksomheder på sigt. Altså forsøger staten at sikre selskabernes fortsatte eksistens.

Staten som murbrækker

I yderste konsekvens er staten en murbrækker for de store selskaber. Det kan ske ved, at staten kan åbne nye markeder, enten ved at lægge politisk og økonomisk pression på svagere nationer eller i sidste ende ved militære invasioner, som man senest har set det ved krigene i Afghanistan og Irak.
Denne rolle er helt naturlig under kapitalismen og er et vigtigt kendetegn ved imperialismen.

Staten og imperialismen

Det er væsentligt for at forstå staternes rolle i dag, at vi lever i imperialismens epoke. Det er en periode, hvor forskellige stormagter hele tiden slås mod hinanden. Det er en kamp for at fordele og omfordele verdens ressourcer og lande imellem sig. Det er i det lys, man bliver nødt til at se krige i dag. Lad os tage de to seneste.
Afghanistan var ikke afhængig af nogle af de traditionelle stormagter USA, EU eller Rusland. Denne uafhængighed var opnået i den periode, hvor Ruslands indflydelse i området forsvandt pga. Sovjets kollaps, og USA endnu ikke helt formåede at tage magten.

USA’s interesser i området har imidlertid længe krævet, at man havde en mere formel kontrol med Afghanistan. Dette skyldtes, at man længe havde haft planer om en olierørledning igennem Kaukasus, hvilket også krævede stabilitet og militær tilstedeværelse i Afghanistan. Det nylige kup i Georgien skal også ses på den baggrund.

Rusland var selvfølgelig ikke glad for amerikansk/europæisk fremmarch i deres egen baghave og modsatte sig derfor længe krigen. Til sidst blev Rusland dog købt. Krigen skulle nok komme, var pisken, og guleroden var, at Rusland fik observatørstatus i NATO. Det kom altså til at fremstå som en fælles politiaktion mod Afghanistan, men var i virkeligheden udtryk for imperialistiske kampe og modsætninger.

Irak-krigen er endnu mere tydelig. Irak har længe forsøgt at fjerne sig fra USA’s klamme hånd. Derfor handlede man mere med EU, især Tyskland og Frankrig. Desuden ville man indføre euroen som fast betalingsvaluta, hvilket ville styrke euroen og EU væsentligt og være en trussel mod USA og dollaren. Irak havde også lavet væsentlige kontrakter med den russiske olieindustri, der helt ville kunne frigøre olieindustrien fra USA’s dominans.

Det gav ikke Irak selvstændighed, men kastede blot Irak i armene på andre imperialister. USA observerede udviklingen, der var i direkte modstrid med landets og monopolernes interesse. Krigen blev uundgåelig, fordi den amerikanske og britiske kapital mente, at fordelene ved krigen var langt større end ulemperne ved at blive fordømt internationalt.

Begge krige er udtryk for traditionel imperialisme. Der findes i dag en række stormagter, der nogle gange indgår alliancer og nogle gange bekæmper hinanden med næb og kløer. Sådan har det foregået i 100 år. I en periode har den socialistiske stats indflydelse dog svækket den traditionelle imperialistiske kolonialisering. Men den socialistiske stat er for længst forsvundet, og imperialistmagterne har igen frit spil.

EU

Dannelsen af en overnational stat i form af EU er tit blevet taget til indtægt for globaliseringens sejr. Dette er mildt sagt en overdrivelse.

Fremvæksten af EU er mildt sagt ikke noget nyt fænomen. Det er blevet diskuteret de seneste 100 år i forskellige varianter, men er altid blevet målt i forhold til Amerikas Forenede Stater. Her må det påpeges, at der vil være en væsentlig forskel på de to stater – USA har et fælles sprog, nemlig engelsk (med en stor spansktalende minoritet). EU har en række sprog, der alle har store befolkningsgrupper. Derfor er det umuligt for EU at skabe en egentlig nationalstat.

Da nationalstater generelt har en meget stabil karakter, ønsker man, at EU-staten tager så mange træk fra nationalstaten som muligt. EU er klar over, at det er umuligt at bygge en egentlig nationalstat, men forsøger alligevel at bruge nationalstatsredskaberne i sin opbygning. Man kan derfor med nogen sandhed kalde opbygningen af EU for en kvasi-nationalstat.

Hvad er generelle kendetegn for en nation?

Det marxistiske svar lyder: Nationen er et stabilt fællesskab af mennesker. Det er opstået historisk og har fælles grundlag i fælles sprog, territorium, økonomisk liv og kulturelt liv.

EU har først og fremmest forsøgt at skabe et fælles territorium, der skulle skabe rammerne om et økonomisk liv – det fælles marked. Men derudover forsøger EU ihærdigt at opfinde en fælles europæisk identitet. En EU-identitet, der har fælles historiske rødder og fælles kulturelt liv. Til dette laver man historiebøger, man fremmer undervisning, der viser kulturelle ligheder på tværs af nationerne, man pumper penge i udveksling af studerende, fælles arrangementer, fælles partier osv. alt sammen vigtige skridt i retning af at give os en europæisk (EU-) identitet.

Det er klart, at EU ikke lige med det samme kan ophæve sproglige forskelle, men ikke desto mindre er det vigtigt at skabe en sproglig samhørighed. Derfor bestræber EU sig ihærdigt på, at alle allerede i folkeskolen skal have to fremmedsprog, som de kan bruge i praksis. Ud over at dette er en hjælp for at skabe et bevægeligt arbejdsmarked, så har det også den funktion, at det skal give alle inden for EU mulighed for at kommunikere og skabe et sammenhold.

EU bryder altså ikke med den traditionelle nationalstat. Det er samtidigt vigtigt at fremhæve, hvordan EU i dag fremmer sin politik gennem de gamle nationalstater. Denne måde at give legitimitet til EU vil være herskende mange år fremover. Altså love og beslutninger taget inden for EU bliver kanaliseret ud til de enkelte medlemsstater gennem deres nationale parlamenter. EU kan for nuværende ikke – og kommer måske aldrig til det – arbejde uden om de nationale parlamenter, men er nødt til at arbejde med dem som udgangspunkt for at få politikken vedtaget og gennemført i praksis.

Overnationale instrumenter

Globaliseringstilhængerne afskriver statens rolle uden at se på fakta. Der er intet, der tyder på, at staten er døende. Nogle stater har det bedre end andre, det er klart. Den irakiske stat lider i øjeblikket af at være fuldstændig under administration af USA og UK. Storbritannien og de multinationale selskaber, der støttede krigen, viste, at EU ikke har reel styrke til at føre en samlet udenrigspolitik, og at interesserne ikke er så fælles, som man havde håbet.

Andre overnationale instrumenter såsom Verdensbanken og IMF er i overvejende grad styret af USA og til dels EU og Japan. Herfra kommer størstedelen af lederne og ofte også størstedelen af pengene. Heller ikke disse overnationale instrumenter ændrer ved nationalstaternes rolle.

Multinationale selskaber (MNS)

Omkring staternes forhold til virksomhederne har jeg allerede påpeget, at staten på en lang række områder hjælper og støtter de nationale virksomheder, først og fremmest de store monopolvirksomheder. I EU er det især European Roundtable, der har en magtfuld indflydelse på EU´s beslutninger.

Det er klart, at der findes forskellige interesser inden for og mellem de enkelte lande, men det er den pris, virksomhederne må betale for at få et effektivt og brugbart redskab. Det er de forskellige MNS’er også klar over, og derfor har langt de fleste også ét moderselskab og en række datterselskaber. I midten af 90’erne var der således ca. 45.000 moderselskaber, og disse kontrollerede 280.000 tilknyttede organisationer. Ud af disse havde 37.000 (ca. 82. pct.) deres ´hjemsted’ i de fjorten vigtigste højtudviklede OECD-lande. 90 pct. af alle MNS-hovedsæder ligger i den højtudviklede verden. (2)

En række af disse selskaber er forholdsvis små og har måske blot en enkelt afdeling i et naboland, men tendensen er klar. De store monopolvirksomheder, som overskrider grænser, er også først og fremmest bundet til de store imperialistiske magter. Endnu tydeligere viser det sig, hvis vi nøjes med at kigge på de 500 største virksomheder. Dataene er fra et særtillæg til Financial Times januar 1999.

Af de 500 førende selskaber er 244 (svarende til 49 pct.) på amerikanske hænder (USA). 173 (ca. 35 pct.) er europæisk ejede. 46 (9 pct.) er japansk ejede. Kigger vi kun på de 25 største, kan vi se tendensen endnu tydeligere. Over 70 pct. er amerikansk ejede. 26 pct. er europæisk ejede, og 3 pct. er japanske. (3)

Hvis globaliseringen virkeligt var fuldendt, så er det uforståeligt, at selskaberne er ejede inden for netop de traditionelle imperialistiske magter USA, EU og Japan. Det “modsatte” er tilfældet. MNS’erne har nok afdelinger i lande over hele kloden. De har måske lokale netværk og organisationer, men alt i alt er verdens rigdom koncentreret på stadig færre hænder. Og disse hænder er fuldt og fast bundet til statsmagten. Dette er f.eks. USA, EU og Japan, men det kan i og for sig være overalt i den kapitalistiske verden. At disse traditionelt har været dominerende de sidste 50 år, betyder ikke, at det vil vare ved for evigt. Imperialistiske magter opstår og forsvinder i takt med kapitalismens uensartede udvikling.

Imperiet

Antonio Negri

Det mest komplette forsøg på at udvikle en egentlig teori omkring globaliseringen ud fra et venstreorienteret standpunkt er kommet fra Michael Hardt og Antonio Negri, der har udviklet en teori om noget, de kalder “imperiet” titlen på en bog, der blandt nogle venstrekræfter har givet dem kultstatus. En kort artikel, der gentager nogle hovedkonklusioner – Vi har brug for et globalt Magna Carta” er oversat af netmagasinet Kontradoxa (2004).

Teorien omfavner fuldt og helt globaliseringsteorien. De multinationale selskaber (MNS’er) har nedbrudt statens grænser, og magten er blevet rykket fra de traditionelle imperialistiske magtcentre til det allestedsnærværende imperium. Man forsøger dog at undgå helt at afskrive nationalstaten:

“Målet med vores imperium-begreb er i stedet at anerkende, at nationalstater stadig er magtfulde (nogle mere and andre, selvfølgelig), men at de i dag har tendens til at agere inden for en ny form for global suverænitet, som sammen med nationalstaterne indbefatter forskellige andre magtfulde aktører, inklusive firmaer og overnationale institutioner.” (4)

Michael Hardt

Jeg påpegede allerede ovenfor den fejlagtige opfattelse af statens rolle, som nogle globalister har. Imperieteorien er ingen undtagelse: “Imperialismen er i vores øjne ikke længere mulig. Ingen nationalstat, ikke engang USA, er med andre ord i stand til at handle som en suveræn magt og beherske den globale orden.” (5)

Hardt og Negri sender lerduer op og skyder dem ned. Ingen stat har nogensinde handlet fuldstændig suverænt uden at tage hensyn til andre nationer, firmaer inden for og uden for statens grænser, overstatslige institutioner og aftaler, for slet ikke at tale om den uendelige handel, der er foregået på grund af og på trods af staters indblanding.
At opnå fuldstændig suverænitet på et niveau, hvor man behersker den globale orden, er en abstraktion, og det har bestemt ikke noget med Lenins imperialismeteori at gøre. Tværtimod påpegede Lenin netop umuligheden i, at en stat eller et firma nogensinde ville nå til dette stadium – dette var netop Kautskys variant af ultraimperialismen, som Lenin angreb i 1916.

Global magt eller …?

Den nye globale magt er defineret som et samspil mellem mange aktører og ikke blot en dominerende magt, men det nye “imperium er en netværksmagt, hvori der ikke findes noget enkelt center, men snarere en lang række magter, som må forhandle med hinanden”. (6)

Her brygges der videre på en ide skabt af vestlige “marxister”, nemlig afhængighedsteorien. Teorien går grundlæggende ud på, at hele verden er forbundet, hvor de industrialiserede lande i vesten er centrum, og hvor resten blot er periferien, men hvor begge er afhængige af hinandens eksistens. Denne gensidige afhængighed er netop kernen i Negris og Hardts argumentation. Der er opstået en situation, hvor den svage del af ledet kan opstille krav, hvor de underudviklede, eller med Negris og Hardts ord de “progressive regeringer i det globale syd”, kan opstille krav. (7)
At man nu kan opstille disse krav og rent faktisk få dem gennemført, er beviset på det nye imperium.

Negri og Hardt lader, som om det er nyt, at de underudviklede lande har stillet krav til de store imperialistmagter. Her overses det elementære i, at verdens første arbejdermagt derimod stillede klare betingelser til de kapitalistiske stater for anerkendelsen, nemlig at de samtidigt skulle frakende sig ethvert krav om betaling af erstatning fra Sovjet. Eller i nyere tid har vi et klassisk eksempel i OPEC-landenes opgør med de amerikanskdikterede oliepriser. Et klassisk eksempel på, at svage nationer forsøger at stå sammen for at opnå en gevinst.

Fænomenet er ikke nyt, og det er heller ikke holdbart i længden. Det lykkedes for Sovjet at undgå og udskyde en imperialistisk aggressionskrig i 20 år, men imperialismen vil altid bruge krigen som et middel til at gennemtvinge sin politik og gennemføre sine økonomiske mål. Krigene i Irak og Afghanistan er netop klassiske eksempler på dette. Det er NETOP eksempler på, at en imperialistisk magt forsøger at sætte dagsordenen, nogle gange sammen med andre imperialistmagter, nogle gange i kamp mod andre imperialistmagter.

Arbejderklassen er død … de intellektuelle har vundet

Imperium-teoriens fortalere giver ikke op her, men går tværtimod et skridt videre og fjerner arbejderklassen som den drivende kraft.

De traditionelle kampformer, der har været forbundet til staterne, er slut, og nye kampformer træder i stedet. En lang række andre ting ændrer sig også. F.eks. er det ikke længere den traditionelle arbejderklasse, der står i centrum for at blive udbyttet, den er “overtaget af intellektuel, immateriel og kommunikativ arbejdskraft”. (8)
Altså er det denne nye “arbejderklasse” der skal føre kampene videre for at nå kommunismen.

Der savnes belæg for denne påstand. Tværtimod vokser arbejderklassen på verdensplan dag for dag. Arbejderklassens kampe vokser nogle gange i styrke, nogle gange daler de, men de har aldrig været isoleret eller opstået i et vakuum. De gange, arbejdskampe har opnået mest folkelig opbakning, har altid været kampe, de har forbundet sig med andre politiske kampe i samfundet. Et godt dansk eksempel er Ribus-kampen, som ikke blot var et spørgsmål om nogle utilfredse buschauffører, men derimod nok så meget var en generel kamp mod privatiseringen og dens konsekvenser.

Men da imperiet ikke har et geografisk centrum, ikke har en ledelse og hele tiden er i forbindelse med hinanden, men samtidigt er autonome størrelser, er det nærmeste, man når geografiske placeringer, de steder, hvor der bliver afholdt topmøder for G7, WTO, Verdensbanken osv. Så kommer man til konklusionen, at kun kampe, der kan kæmpes overalt i verden, er gode nok.

Fortalerne for imperie-teorien ser imperiet som en progressiv udvikling, som en videreudvikling af kapitalismen, og man skal derfor ikke ønske en tilbagevenden til imperialismen, og derfor er traditionelle arbejdskampe m.v. nærmest at betragte som reaktionære, da de udfoldes lokalt og inden for staternes ramme.

Imperiet: en ny fase i kapitalismen?

Imperiet bygger på en forståelse af imperialismen, som allerede Rosa Luxemburg beskrev, og som i sit grundlag er umarxistisk. Rosa Luxemburg mente, at kapitalismen havde brug for at ekspandere ud over kapitalismen selv. Hvis ikke kapitalismen kunne ekspandere, ville den dø.

Allerede Marx påviste, at kapitalismen havde en tendens til at ekspandere, men ikke, at den ville dø, hvis kapitalismen ikke længere kunne ekspandere. Lenin påviste tværtimod, at kapitalismen udviklede sig i en anden retning. De imperialistiske magter begyndte at omfordele verden, ekspansion ville ske i kamp mellem firmaer og i kamp mellem stormagter.

Teorien om imperiet mener derimod, at Rosa Luxemburg havde ret – imperialismen er død, og nu står vi tilbage med en ny form for kapitalisme – imperiet.

Samlet set må man betegne teorien om imperiet som en speciel afart af ultra-imperialismen. I modsætning til Kautsky, der mente, at konkurrencen ville stoppe, men stater bestå, så mener tilhængere af imperiet, at staten forgår, mens konkurrencen består. Dette medfører ikke nødvendigvis en fredelig udvikling. Krige kan opstå, men de bliver først og fremmest opfattet som mindre kampe mellem imperiet og et “uartigt” medlem/fraktion: “De fjender, imperiet står over for, er i langt højere grad en ideologisk trussel end en militær udfordring”. (9)

Har de fortjent det?

Man kan undre sig over, hvorfor teorien omkring imperiet har fået så meget opmærksomhed, når det provokatorisk konkluderes i overskriften, at teorien allerede er glemt og dermed hele imperieteoriens grundlag faldet bort. Opmærksomheden skyldes det faktum, at man må erkende, at imperieteorien faktisk har fat i en del af den bevægelse mod krigen og de multinationale, som pt. findes i Danmark i dag.

Derfor er det også vigtigt at gøre helt klart: Verden er ikke grundlæggende forandret. Staten er stadigt det vigtigste redskab for de store multinationale selskaber. Tidligere blev de omtalt som monopoler, for det er grundlæggende, hvad de er, men nu har de fået smartere navne som transnationale eller multinationale.

De multinationale selskaber er i bund og grund bundet til en statsmagt. Meget få er ægte transnationale, dvs. har flere “moderbaser”.

Teorien om imperiet, der er ny fase i kapitalismen, bygger på nogle grundlæggende gale forudsætninger, nemlig at statens rolle er formindsket, og at nye overnationale strukturer er sat i stedet. Tværtimod er det stadig kampen mellem arbejderklasse og kapitalismen, der er i centrum.

Men også kampen mellem store imperialistmagter såsom EU og USA er væsentlige for den internationale udvikling. Den tredje store modsætning, der findes i dag, og som Negri og Hardt ganske korrekt peger på, er modsætningen mellem imperialistmagter og de udbyttede lande.

Uanset om der er tale om deciderede besættelser såsom i Irak, eller om det drejer sig de økonomiske tvangsmidler, gældsproblematikken, så er denne modsætning hverken ny eller skelsættende, men derimod allerede “opdaget” af Lenin – og grundlæggende er det stadigvæk denne imperialistiske rivalisering, der bestemmer verdenspolitikken.

Noter:

(1) Susan George: Fanget i fælden; gældskrisen – vor tids kolonikrig (1989) s. 47.

(2) Paul Hirst og Grahame Thompson: Globalisering til debat (2001) s. 97.

(3) James Petras: Barbari eller befrielse i det nye årtusinde – udvalgte politiske essays (2001) s. 20.

(4) Michael Hardt og Antonio Negri: “Vi har brug for et globalt Magna Carta” (art. 2004)
(5) Ibid.

(6) Ibid.

(7) Ibid.

(8) Michael Hardt & Antonio Negri: Imperiet (2003) s. 49

(9) Ibid. s. 54.

Se også af Troels Riis Larsen
Globalisering eller ultra-imperialisme?
Kommunistisk Politik 3, 2004

Netavisen 23. juli 2004