Nødhjælp til Bush fra FN og imperialistmagterne

Af Klaus Riis

Bush-regeringen er i vanskeligheder. Ikke mindst på grund af Irak-krigen. Den massive folkelige modstandskamp har bundet en meget stor del af de aktive amerikanske kampstyrker – og indtil videre forhindret krigsmageren i Det Hvide Hus i at udløse en ny aggressionskrig mod en anden ‘slyngelstat’.

Hundredtusinder demonstrerede mod Bush – her i Rom

Den globale antikrigsbevægelse puster også Bush og krigskoalitionen i nakken. Bush var på besøg i Europa i forbindelse med markeringen af 60-året for D-dag, den sene amerikansk-britiske invasion af Frankrig under 2. Verdenskrig, på et tidspunkt hvor Sovjetunionen var ved at knække halsen på Hitlertyskland.

Det skulle være det helt store amerikanske propagandanummer for at fremstille USA som ‘verdens’ og ‘demokratiets’ frelser – men Bush blev mødt af massive demonstrationer både i Italien (se billeder) og i Frankrig.
Også den amerikanske antikrigsbevægelse mobiliserede titusinder til protest i Washington.

Rumsfeld blev mødt af stordemonstration i Bangladesh. Også ved Rumsfelds bopæl blev der demonstreret med krav om at USA trækker sig ud af Irak.

Politiske iagttagere beskriver situationen i den amerikanske administration som presset, anspændt og vankelmodig. Det minder om Nixons sidste dage, skriver en kommentator. Mens Bush fastholder sin strategi, ser det ud som om den neokonservative klan, som har siddet i magtens centrum, er ved at miste indflydelse.

Men der er også gode nyheder for Bush. Anders And fylder 70 år og Ronald Reagan er død. Den ultrakonservative Reagan indledte sammen med den britiske Margaret Thatcher og den tyske kansler Helmut Kohl en ny imperialistisk offensiv, som var medvirkende til Sovjetunionens og østblokkens opløsning og forandrede det globale landkort – både fysisk og politisk. Bush’s far kaldte det ‘Den ny verdensorden’ – og Bush søger at stive sig selv af med Reagans popularitet i dele af det amerikanske samfund ved at fremstille sig selv som hans efterfølger som verdensfrelser og ‘frihedens apostel’.

Endnu vigtigere er det, at den amerikanske intrige omkring ‘magtoverdragelsen’ til en ny irakisk vasalregering den 30. juni har fået Sikkerhedsrådets blåstempling.
Den blev ensstemmigt vedtaget (se den fulde ordlyd af teksten her) tirsdag den 8. juni efter et intenst diplomatisk spil.

Sikkerhedsrådets – og dermed fransk, russisk og kinesisk – tilslutning er en storsejr for Bush-administrationen. Det betyder, at der kastes et skær af legitimitet over den hele vejen igennem ulovlig krig og besættelse af Irak. Formelt set afslutter resolutionen besættelsen af Irak den 30. juni – med indsætttelsen af den ny irakiske regering. Den
‘byder påbegyndelsen af en ny fase i Iraks overgang til en demokratisk valgt regering velkommen og ser frem til afslutningen af besættelsen og en fuldstændig suveræn og uafhængig Midlertidig Regerings overtagelse af det fulde ansvar og myndighed den 30. juni 2004’ – som det hedder i indledningen. Med denne resolutions vedtagelse annulleres alle tidligere sikkerhedsråds-beslutninger vedrørende Irak.

Det må betegnes som noget i retning af en FN-rekord i diplomatisk hykleri. Der eksisterer ingen ‘fuldstændig og suveræn’ irakisk regering efter den 30. juni. FNs sikkerhedshedsråd har valgt at blåstemple en regering, der ledes af en CIA-terroragent ved navn Iyad Allawi, håndplukket som chef for en regering, der for det meste består af andre håndplukkedede amerikanske agenter fra eksilirakernes kreds.

At udnævne den 30. juni til den officielle slutdato for besættelsen er ikke en mindre joke. De amerikanske besættelsesstyrker opretholdes i fuldt omfang, de øvrige internationale besættelsesparetnere bliver der også – og Bush søger tilmed at udvide NATOs rolle i besættelsen. De amerikanske soldater indkvarteres på 14 permanente baser, der er ved at blive opført rundt om i Irak. Og den såkaldte ‘fuldt suveræne’ regering har ikke kontrol med eller myndighed over besættelsestropperne eller deres krigsoperationer.

Det er orwellsk nysprog at kalde den fortsatte besættelse for ophør af besættelsen.
FN-resolution eller ej: Fakta er at der også efter 30. juni foregår en illegal krig og besættelse af Irak. Vedtagelsen af resolutionen er vanærende for Sikkerhedsrådet og for FN og vil yderligere miskredittere FN i folkenes øjne.

Vedtagelsen af resolutionen betegner et kompromis mellem verdens store imperialistmagter – USA/UK, Frankrig/Tyskland, Rusland og Kina. De øvrige imperialistmagter søger at hjælpe USA og Bush ud af den katastrofale klemme, de har anbragt sig i. De vil også tage sig betalt – i form af øget indflydelse i Bush-Irak og ved politiske og økonomiske indrømmelser på andre områder. Vedtagelsen af resolutionen betegner den formelle ‘heling’ af revnerne i den fællesimperialistiske front, der har været åbne og synlige siden optakten til Irak-krigen, og som har sin hovedgrund i det Bush-admiknistrationens forsøg på at etabler et globalt amerikansk overherredømme.

Resolutionen giver USA en mulighed for at fortsætte besættelsen og bevare kontrollen med Irak – og giver samtidig indrømmelser nok til den ‘liberale/demokratiske’ opposition i og uden for USA til at dæmpe den livsfarlige kritik af Bush’s krigseventyr.

Uden at ændre grundlæggende ved tingene vil det betyde nye vanskeligheder for den irakiske modstand og for hele den globale modstand mod Irakkrigen. Men det vil ikke hverken stoppe modstandskampen eller den globale protest.

Det kan tilmed være med til at få folk til at forstå, at man ikke kan stoøtte sig på en eller flere imperialistmagter i kampen mod den amerikanske imperialisme. Frankrig har i dette tilfælde stemt på EUs vegne, og udtrykker denne imperialistiske Unions reaktionære karakter, når den ofrer international ret og basale principper for et råddent kompromis. ‘Krigsmodstander’-landet Rusland og ‘krigsmodstanderlandet’ Kina er nu tilhængere af krigen og besættelsen og ‘det nye Irak’, som de kalder ‘suverænt’ og ‘ikke-besat’.
De er nemlig selv nye imperialistmagter, der er trådt ind i det store globale imperialistiske spil om magt og indflydelsessfærer.

En af de irakiske modstandsledere, formanden for Iraks Patriotiske Alliance Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi taler på hele den irakiske modstands vegne, når han siger:

– USA har brug for nye, friske ansigter til sin besættelsesadministration. Så amerikanerne har bedt FN og Brahimi om at redde situationen for dem. De forsøger således at opbygge en ny facade i Irak. Men det irakiske folk ved, at de bedrager. FN og Brahimi er intet andet end USA’s politiske agenter. Virkeligheden viser nemlig, at de blot er i færd med at ændre navnet på det gamle Regerende Råd.

Den irakiske modstasd er fuldstændig klar i sin holdning:
– Der kan ikke være nogen suverænitet, så længe der er fremmede tropper i Irak. Deres tilbagetrækning er en forudsætning. Vi vil ikke acceptere noget mindre. Og vi fordømmer ethvert samarbejde med besætterne, også i FN-regi, som blot er et skalkeskjul for besættelsen, siger Al-Kubaysi.
(Se hele interviewet med Al-Kubaysi her)

Det må også være den globale krigsmodstands holdning. Det kan være bittert at opgive illusionerne. Ikke mindst fast indgroede illusioner om FN som en fredsskabende organisation, som sikrer overholdelsen af international lov og menneskerettigheder. I Iraks tilfælde er FN først blevet misbrugt – og har ladet sig misbruge – til at gennemføre mere end et årti af sanktioner, som ku kan betegnes som folkemorderiske – med 1½ million døde irakere som ofre.Nu blåstempler Sikkerhedsrådet den utilslørede forbrydelse, som Bush, Blairs og Foghs krign mod Irakvar og er.
Ikke FN, ikke imperialistmagterne – men folkene – kun folkenes kamp – kan sikre retfærdighed, frihed og virkelig uafhængighed.

Netavisen 10. juni 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne