Busharon og FN

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 9, 2004

USA’s venner indkaldes med jævne mellemrum til Det Hvide Hus.
Nogle kommer der hyppigere end andre. De allernærmeste venner – Ariel Sharon og Tony Blair – kommer, når nye forbrydelser mod folkene skal sættes i værk.

Først var det Sharon. Han tog opmuntret derfra og myrdede den ny Hamas-leder Abd al-Aziz al-Rantisi. Før han kom til Washington havde han slået den lamme stifter af den palæstinensiske modstandsorganisation, Shaikh Ahmad Yasin, ihjel med en raket mod hans kørestol. De folkeretsstridige mord på politiske ledere fordømmes internationalt – men i FNs sikkerhedsråd blokerede USA med et veto for en fordømmelse.

Busharon har fundet ud af, at Israel som præmie for at trække sig tilbage fra Gaza skal kunne indlemme bosættelser på Vestbredden i Israel – i strid med talrige FN-resolutioner og fordømmelser af Israels aggression og besættelse af palæstinensiske områder.
De har også regnet ud, at fordrevne palæstinensere ikke skal have lov til at vende tilbage. Også det er i direkte modstrid med FNs anvisninger.

USA stiller ustandselig krav til diverse lande om at de skal skrotte atomprogrammer. Den israelske atomfysiker Mordechai Vanunu er efter 18 års fængsel for at have afsløret, at Israel besidder mængder af atomvåben, netop blevet løsladt. Den aggressive atommagt Israel finansieres, udrustes og beskyttes af USA.
Busharon griner af det impotente FN.
De griner ikke af det palæstinensiske folks intifada. Den har bragt Israel og dets amerikanske bagmand i vanskeligheder. Det er den virkelige baggrund for, at Sharon må trække sig ud af Gaza. Det skjules med mord.

Så kom der et mellemspil. Som på bestilling op til mødet mellem Bush og Blair offentliggjordes et nyt bånd, angiveligt fra Osama bin-Laden. Det kom med et tilbud, der kun kunne afslås: ‘Våbenhvile’ til ‘europæere’, der trak sig ud af konflikterne i Mellemøsten. Det vil sige, at han lovede, at der ikke ville forekomme flere attentater som i Madrid den 20. marts i disse lande.

Det blev selvfølgelig afvist, og de europæiske regeringer fik lejlighed til igen at erklære deres ubrydelige solidaritet med USA’s globale ‘krig mod terror’. FN og stort set alle andre kom med erklæringer om, at de ikke ville lade sig kue.
Det forhindrede imidlertid ikke – selvom det var et af formålene – at Spanien trækker sine soldater ud af Irak, og at en række andre europæiske lande overvejer det. Krigskoalitionen i Irak smuldrer.

Derfor ankom også USA’s vigtigste allierede og villigste redskab Tony Blair til møde med sin øverstbefalende. FN skal nu på banen i Irak, lød det samstemte budskab fra de to hvide krigshøvdinge. Den irakiske april opstand har for verden tydeliggjort, at amerikanerne og krigskoalitionen af det irakiske folk bliver opfattet og bekæmpet som det, den er: en besættelsesmagt, der under påskud af at ville ‘indføre demokrati’ i Irak (og hele Mellemøsten) fører en brutal terrorkrig mod den irakiske befolkning for at røve de rige ressourcer.
Nu skal FN redde krigskoalitionen ud af den irakiske sump.

Der har længe bag kulisserne været lagt op til en internationalisering af besættelsen. FN’s specielle udsending i Irak, Lakhdar Brahimi, foreslog, at et forretningsministerium udpeget af FN og USA skal overtage ledelsen af Irak, når den amerikanske administration angiveligt ‘ophører’ den 30. juni – og ‘magten overdrages til irakerne’. En ny sikkerhedsrådsresolution skal ‘legitimere’ det.

Det er selvfølgelig fup. Amerikanerne bliver i Irak, og vil styre landet, nu ikke med den nuværende guvernør for krigskoalitionen Paul Bremer i spidsen, men med den nyudnævnte amerikanske ambassadør John Negroponte som den egentlige magthaver – en dyster skikkelse med en fortid som patron for dødspatruljer i Latinamerika og ambassadør for amerikanske veto’er i FN.
Busharon og Blair griner af det villige FN. Det danske regeringsekko klasker lydigt hælene sammen og tilslutter sig begejstret den ny plan for ‘demokrati’ i Irak.

Den irakiske modstand har på forhånd erklæret, at den ikke vil acceptere en amerikansk besættelse, som foregår i FNs navn.
Det er en skummel plan, som ikke vil kunne undgå at ødelægge den sidste autoritet og legitimitet, FN måtte have tilbage. FN er i krise, fordi organisationen ikke kæmper for at sikre fred og forhindre aggressionskrig, men lader sig bruge som et redskab af USA, når det passer supermagten – og lader sig sætte til side, når dét er i USA’s interesse.
Busharon griner.
Folkeopstandene tørrer grinet af deres fjæs.

Netavisen 22. april 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne