Revolutionens veje

Kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2003

Bundschuhfahne_Holzschnitt_1539_

Omkring året 1650 fandt man ved ombygningen af Skibby Kirke et håndskrift fra 1534, der er gået over i Danmarkshistorien under navn af ‘Skibby-Krøniken’. Det var skrevet af karmelittermunken Poul Helgesen under reformationen. Han var modrevolutionens gejstlige bannerfører, som bebrejdede Luther (som selv hårdhændet vendte sig mod bondeopstandene i Tyskland), at han havde sluppet noget helt andet end en åndelig revolution løs.

Helgesen skrev:

“Almuens had til de højere stænder er et almindeligt onde i adskillige konge- og fyrstendømmer. Især havde dette onde i den grad grebet hele Tyskland, hvor bevægelsen var udgået fra Schwarzwald, at omtrent i de dage, da rejsningen fandt sted i Skåne (der dengang var dansk, KP), næsten hele Tysklands almue havde sammensvoret sig til alle fyrsters, rigsstyreres, stormænds og herrers undergang.

Den første anledning hertil tog de af det lutherske kætteri, som på grund af sin åndelige tåbelighed nødig fandt sig i at have nogen over sig. I den grad havde de sat sig i hovedet, at de burde være fri (og det var Luther skyld i), det vil sige, at de skulle have lov til at synde, så meget dem lystede, så at de mente, at de ikke behøvede at lyde nogen som helst overmand …

De omstyrtede adelens borge, munkenes klostre, præste- og kannikesamfundenes boliger idet de under fræk vanhelligelse og forfærdelige ødelæggelser røvede og plyndrede overalt. Da de tyske fyrster derfor så, at det truede med, at alt skulle lægges øde, hvis man ikke modsatte sig så store voldsomheder, samlede de en stor hær og nedhuggede over 100.000 bønder, medens de øvrige straffedes med svære pengebøder og nedsank i den hårdeste trældom.”

Hvad kunne denne reaktionens mand ikke have at sige i 1917: Arbejderne og bønderne svor sig sammen for at gøre op med tsarisme, godsejere, kapitalister, det gamle statsapparat? Oktoberrevolutionen var ikke inspireret af Luther, der slap kræfter løs, som han ikke selv ønskede skulle slippes løs: folkets kræfter.

Den var inspireret af Marx og Engels og var anført af Lenin og et revolutionært arbejderparti, et ægte kommunistisk parti, som ikke frygtede hverken den gamle magt eller folket, men ville opbygge folkets nye magt, arbejdernes klasseherredømme, proletariatets diktatur.

Oktoberrevolutionen var vejledt af en videnskabelig teori, som ikke ville erstatte gammel undertrykkelse med ny, men gøre menneskene fri, fri for undertrykkelse, udbytning og social elendighed. Derfor lykkedes denne revolution, kombinationen af arbejderopstanden og bondeoprøret, i modsætning til de tidligere bondekrige og det første forsøg fra arbejdernes side på at vinde magten i samfundet – Pariserkommunen.

Derfor gik arbejderne og bønderne sejrrigt ud af konfrontationen med reaktionen og den internationale sammensværgelse af imperialistmagter, der forsøgte at slå revolutionen ned. Derfor slog de Hitler, som fulgte efter …

Ingen revolution, ingen historisk omvæltning til dato, har været af samme betydning eller omfang som Oktoberrevolutionen.

Den og den socialistiske opbygning, der fulgte, viste, at det kunne lade sig gøre at opbygge et samfund uden overmænd, uden kapitalister, konger, fyrster og præster. Arbejderne kunne selv, den brede befolkning kunne skabe et samfund, hvor produktionen ikke havde til formål at berige de i forvejen rige, men blev udnyttet til at opbygge et fremskredent moderne samfund, hive hele befolkningen ud af fattigdommens åg og gradvis øge den sociale velfærd for alle.

Oktoberrevolutionen inspirerede alle det 20. århundredes revolutioner – og inspirerer endnu i dag, hvor arbejdere og bønder i Rusland igen er kastet tilbage i fattigdom og i den hårdeste kapitalistiske trældom, og hvor mafia-kapitalister, mediebaroner og politiske tsarer, præster og poper igen har kronede dage.

De blev ofre for den ‘fredelige’ kontrarevolutionen: Kombinationen af presset fra den imperialistiske verden og råd i det kommunistiske parti, der efter Stalins død forlod marxismen-leninismens principper, mens de revisionistiske ledere råbte højt om, at de udviklede den på skabende vis og fornyede den i overensstemmelse med en ny tids betingelser.

Globalt tælles den kapitalistiske kontrarevolutions ofre ikke i hundredtusinder, men i millioner: fra de uendevolutions ofre ikke i hundredtusinder, men i millioner: fra de uendelige imperialistiske kriges blodofre til den globale fattigdoms daglige dødsoffer af sultende, syge og svage.

I 2003 står klassemodsætningerne på globalt plan så skarpt som nogensinde: Nøglen til fremtiden ligger ikke i de multinationales imperialistiske ‘globalisering’, i USA’s krige for verdensherredømme eller i Den europæiske Unions drøm om at genvinde sin gamle plads i verden.

Den ligger hos det bolivianske folk, som rejser sig til oprør, hos de andre latinamerikanske folk, hos arbejderne, ungdommen og folkene på alle kontinenter, hvor revolutionen syder og modstanden vokser – og hadet til supermagter og overmænd giver anstød til handling.
Dér lever Oktoberrevolutionen – vejen til sejr!

Netavisen 7. oktober 2003