De amerikanske høges triumf

Af Klaus Riis

To dage efter den såkaldte ‘befrielse’ af Bagdad er der udløst kaos i hele landet. Plyndringer af hospitaler, FN-lagre, offentlige bygninger af enhver art foregår under besættelsmagternes øjne og med deres accept.
En artikel i Financial Times fra den 8. april med titlen ‘Amerikansk-støttet milits terroriserer by’ fra ‘befrielsen’ af Najaf beskriver modellen for det, der sker: Plyndringerne gennemføres af 5. kolonne-folk for at terrorisere irakerne. Artiklen indledes sådan:

‘Hay Al Alsar, i udkanten af Najaf, Irak, var glade over at slippe for Saddam Hussein’s Baath-partis styre, da byen blev undertvunget af amerikanske styrker i sidste uge. Men de se ud til at være lige så rædselsslagne, om ikke mere, over deres ny herskere – en ret ukendt irakisk milits, der bakker op af amerikanske specialstyrker og indlogeret med hovedsæde i et bygningskompleks i nærheden.
Den irakiske Koalition for National Enhed (ICNU), som dukkede op i byen i sidste uge på køretøjer fra de amerikanske specialstyrker, er begyndt en hensynsløs udplyndring og terrorisering af nabolaget, ifølge de fleste beboere.
‘De stjæler og stjæler’, sagde en mand der bor i nærheden af Medresa al Tayif-skolen, som navngav sig som Abu Zeinab: “De truer os med at sige: Vi er med amerikanerne, I kan ikke gøre os noget”‘.

De 7000 irakiske lejesoldater, som blev trænet i Ungarn op til krigsudbruddet, fungerer nu som amerikanske Hipo-korps.

Det samme mønster gentages nu i Bagdad og over hele Irak, og det er ikke tilfældige udbrud af hadet til Saddam-styret, som propagandaen vil have os til at tro. Det er systematisk terror mod den irakiske befolkning for at få den til at acceptere besættelsesmagten og opgive enhver modstand nu, hvor Saddam-styret er i opløsning og hæren har indstillet kampen.

‘Befrielsen’ af Bagdad – et blodbad på civile

Det er for længst blevet afsløret, hvordan den globalt transmitterede medieaktion tirsdag den 9. april, da Saddam-statuen på Fardus-Pladsen blev væltet af amerikanske styrker og irakiske lejesoldater, var et stort fupnummer. Oversigtsbilleder af pladsen, bl.a. fra Reuters, viser, at der højst var et par hundrede mennesker til stede: amerikanske marinesoldater, internationale pressefolk og nogle håndfulde medbragte irakiske lejesoldater.

Pladsen var spærret af amerikanske tanks, og udenfor blev civile irakere beskudt. Dr. Geert van Moorter fra det belgiske lægehold i Bagdad, hvis daglige rapporter er noget af det eneste objektive der er kommet ud fra den besatte by, fortalte den virkelige historie om den 9. april: ‘I dag har vi været meget klart være vidner til, hvordan denne såkaldte ‘befrielse’ rent faktisk er et blodbad, med talløse civile ofre”.

Et af de talløse civile ofre for ‘befrielsen’ af Bagdad

Ofrene er så talrige, at Bagdads hospitaler, der mangler alt, har opgivet at tælle dem. De belgiske læger fortæller om ikke bare det bevidste mord på journalister, men også beskydning af ambulancefolk, som i det besatte Palæstina.

Bagdads hurtige fald har vakt undren overalt. Langt mindre befæstede byer overgav sig efter at have ydet langt større modstand. Selvom de amerikanske bombardementer har været effektive, har der været nok soldater til at yde langt større modstand end tilfældet blev. Tilsyneladende blev Saddam Husseins specialstyrker ikke beordret i kamp. Den spredte modstand også i dagene efter Bagdads fald kommer ikke derfra.

Denne kendsgerning har fået forskellige kommentatorer til at rejse spørgsmål om der i 11te time blev indgået end studehandel mellem Saddam og USA med Rusland som partner. Den arabiske TV-station Al Jazeera har gisnet om, at der en uges tid før Bagdads fald blev truffet en aftale om, at modstanden ville blive indstillet, mod at Saddam og hans familie kunne drage i eksil i Rusland.
Det er under alle omstændigheder påfaldende, at den irakiske hær tilsyneladende har indstillet kampen, og at den væbnede modstand mod besættestropperne er spredt guerilla-kamp.

Bombningerne af den irakiske hær har været massive. Aldrig tidligere er nogen hær blevet så massivt bombarderet. Dette kan være et element i forklaringen på den udeblevne modstand. De militære tab har været meget store – men det er også en kendsgerning, at langt færre irakiske soldater overgav sig end amerikanerne havde regnet med. Man havde forberedt sig på mere end 50.000 krigsfanger – der er mindre end 10.000. Hvad der virkelig er passeret, vil først stå klart senere.

Høgenes triumf

Den israelske fredsaktivist Uri Avnery behandler konsekvenserne af den lette sejr i Bagdad i en kommentar, hvor han konkluderer:

“Efter afslutningen af fjendtlighederne i Irak vil verden blive stillet over for to afgørende fakta:
For det første, at de amerikanske våbens kolossale overlegenhed kan slå ethvert folk i verden, hvor tappert det end er.
For det andet, at den lille gruppe, som indledte denne krig – en alliance af kristne fundamentalister og jødiske neokonservative – har vundet stort, og fra nu af vil den kontrollere Washington ret grænseløst.
Kombinationen af disse kendsgerninger udgør en fare for verden, og især for Mellemøsten, de arabiske folk og for Israels fremtid. For denne alliance er en fjende af fredelige løsninger, fjende af arabiske regeringer, fjende af det palæstinensiske folk og særligt et fjende af fredskræfterne i Israel.
Den drømmer ikke bare om et amerikansk imperium, i stil med det romerske, men også om et israelsk mini-imperium under det ekstreme højres og bosætternes kontrol. Den ønsker regimeskift i alle arabiske lande. Den vil skabe permanent kaos i regionen, hvis konsekvenser det er umuligt at forudse.
Dens åndelige verden består i en blanding af religiøs fanatisme og nøgne materielle interesser, en overdreven amerikansk patriotisme og højreorienteret zionisme.
Dette er en farlig blanding. Det er Ariel Sharons ånd, som tegner det – en mand som altid har haft storslåede planer for at ændre regionen, med en blanding af skabende fantasi, uhæmmet chauvinisme og en primitiv tro på rå magt.’

Et af resultaterne af krigen vil være underskrivelsen af en ‘fredsaftale’ mellem Iraks ny herskere og Sharons Israel – på palæstinensernes bekostning. Og en konsekvens er, at udsigterne til en virkelig selvstændig palæstinensiske stat ligger begravet i det irakiske ørkensand eller de søndebombede bygninger i de irakiske byer.

Ulovlig krig bliver ulovlig besættelse

Det amerikanske militærstyre med den tidligere general Jay Garner som særlig oversherif for Irak er i færd med etablere sig – foreløbig fra den sydlige by Umm Qasr.
Hans mission hedder Forsvarsministeriets Kontor for Rekonstruktion og Humanitær Bistand til Irak (ORHA) og vil arbejde direkte under lederen af den amerikanske centralkommando general Tom Franks, som i dag er den øjeblikkelige hersker over Irak, og den person, som er ansvarlig for, at besættelsesmagten overholder Geneve-konventionerne over for den besatte irakiske befolkning.

Ex-general Jay Garner:
Kendt som glødende Israel-støtte

Irak skal deles i tre zoner af en midlertid ‘civil’ administration med Garner i spidsen. ORHA skal sikre humanitær bistand, arbejde for Iraks genopbygning og forberede skabelsen af en midlertidig regering af irakere på et senere tidspunkt. Garner – en af Ronald Reagans favoritgeneraler – er kendt for sine nære forbindelser til israel og den zionistiske lobby i USA. En anden hovedskikkelse bliver den tidligere CIA-direktør James Woolsey.
Ifølge avisrapporter vil Garner først etablere sig i Bagdad, ‘når det sidste skud er affyret’.

Den nuværende situation af kaos og magtkampe er et hæsligt spil, som involverer muligheden for adskillige mindre borgerkrige og væbnede opgør. Inden- og udenlandske kræfter manøvrerer for at bringe sig i stilling til at få indflydelse på fordelingen af rovet, fra den irakiske olie til magten i det kommende ‘demokratiske Irak’, styret af USA og Israel,
Foreløbig har USA og dens tre krigsførende allierede vundet en stor ‘sejr’ og sætter dagsordenen i den kommende tid.

En beskidt ulovlig krig gør over i en beskidt og ulovlig besættelse og en blodig ‘fred’. Dem der betaler for det hele er det store flertal af irakere, som kommer fra asken i ilden.

I Donald Rumsfelds omhyggeligt indstuderede tale til verden ved den iscenesatte nedrivning af Saddam-statuen sagde han: ‘Saddam Hussein indtager nu sin retmæssige plads ved siden af Hitler, Stalin, Lenin, Ceaucescu i de mislykkede brutale diktatorers pantheon.’

I mere end én forstand er dette ikke nogen heldig formulering. Pantheon er et smukt ovalt tempel til Roms guder – og betyder nu en bygning, hvor en nations store skikkelser begraves eller har mindesmærker. Hvis Saddam dør i kampen mod besættelsesmagterne vil han for altid leve i et pantheon af antikolonialistiske irakere – på trods af hans brutale fortid som et CIA-skabt kreatur og undertrykker af det iraksiske folk. Overlever han fysisk i eksil vil han for altid være død.

Rumsfelds sidestilling af Lenin og Stalin med Hitler er ikke en tilsnigelse. Men Lenin og Stalin var hverken ‘mislykkede’ eller ‘brutale diktatorer’. De døde faktisk som sejrherrer: Lenin som Oktoberrevolutionens og socialismens skaber – Stalin som opbyggeren af en socialistisk verdensmagt og Hitlerfascismens banemand.

Sammenligningen med Ceaucescu er derimod ikke helt ved siden af. Han var i en periode en feteret skikkelse i den vestlige verden. Blandt andet modtog han den danske elefantorden. Så blev han overflødig – og der er intet så overflødigt i verden som USA’s kasserede marionetter.

Også Hitler passer ind et sted: Både hvad angår lynkrigskonceptet baseret på teknologisk overlegenhed og teorien om ‘forebyggende krige’ som et påskud for røverkrig – og i den velorganiserede gigantiske og verdensomspændende løgnepropaganda ser Rumsfeld og de amerikanske høge ud til at have lært af Hitler. De gentager ham i al fald – på nogle punkter overgår de ham.

Netavisen 11. april 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne