Løft sløret! Se virkeligheden!

Af Klaus Riis

Enhedslistens årsmøde i weekenden viste, at forvirring fortsat er et nøgleord for partiets indre situation. Mens verden brænder og der er et antiimperialistisk opsving i folkenes kamp på globalt plan uden sidestykke i nyere tid, brugte partiet store mængder energi og kræfter på at diskutere, om mandlige prostitutionskunder skal kriminaliseres.

Det skal de ikke, fandt årsmødet ud af – efter en heftig debat om spørgsmålet, der har sendt rasende debatbølger gennem partiet.

Enhedslisten befinder sig i et underligt identitetsvakuum. Efter at det definitivt har lagt sig fast i rollen som socialdemokratisk støtteparti – og dansk parlamentarisk politik har ét større og to mindre socialdemokratier – har partiet problemer med at profilere sig i forhold til S og ikke mindst SF. I en årrække har det solgt sig selv som de folkelige bevægelsers stemme i folketinget – men det har samtidig haft utrolig svært ved at forbinde sig med og indgå som en betydningsfuld kraft i de folkelige bevægelser. Hvad er det egentlig?

Selvfølgelig satte den truende Irak-krig sit præg på landsmødet. Enhedslisten – eller snarere enkelte enhedslistefolk – har gjort en vigtig indsats med hensyn til at opbygge initiativet INGEN KRIG MOD IRAK, den bredeste folkelige fredsbevægelse i årtier. Og landsmødet vedtog også en udtalelse herom: Nej til krig mod Irak. Det forbavsende ved denne udtalelse er ikke så meget, hvad den siger, som hvad den ikke siger. Når partiet promoverer sig selv som de folkelige bevægelsers parlamentariske talerør, burde det have nogle ideer til parlamentarisk aktion imod krigen og mod dansk krigsdeltagelse.

Det burde i det mindste aktivt bygge en koalition af krigsmodstandere i parlamentet. Det burde sammen med SF tvinge hvert evigt eneste parlaments- og byrådsmedlem til at stå til ansvar for at støtte (eller ikke støtte) Bushs røverkrig. Det burde benytte enhver mulighed for parlamentarisk obstruktion af dansk krigsførelse. Og det burde konfrontere socialdemokratiet med dets rådne holdning: støtte til krigen, hvis det bare foregår under et købt og korrupt og beskidt sikkerhedsrådsmandat. Det burde gå i spidsen for at vælte den beskidte og udemokratiske praksis, at dansk krigsdeltagelse afgøres på lukkede udvalgsmøder …

I UK er en kæmpemæssig bevægelse – ikke mindst fra store dele af Labourpartiet – i gang med et forsøg på at vælte Tony Blair. Folkeforsamlinger (people’s assemblies) oprettes på lokalt, regionalt og landsplan for at formulere folkets nej og stoppe den britiske krigskurs. I USA har over 100 byer – mange storbyer indbefattet – vedtaget at gå imod krigen.
Men Enhedslistens udtalelse siger ikke er ord om parlamentariske aktionsmuligheder. Det skaber en forstemmende mistanke om, at alt er ved det gamle: de folkelige bevægelser skal bruges til at profilere sig til næste valg …

Det er ikke hensigten at håne partiets ærlige engagement i modstanden mod krigen. Den er af værdi. Men når man ser på, hvad udtalelsen imod Irak-krig skriver, fortjener også det nogle kommentarer – ikke for at hakke på Enhedslisten, men fordi det er af betydning for, hvor antikrigsbevægelsen går hen.

Her skal det blot noteres, at udtalelsen ikke bruger ordet ‘imperialisme’ om USA og dets krig én eneste gang – og at den ikke klart trækker en lige linje fra den første Golf-krig til denne, som har til hensigt ikke bare at bemægtige sig de rige irakiske oliefelter, men også at lave Mellemøst-kortet om efter amerikansk verdensherredømme-bestræbelser. Jeg skal også gå let henover, at Enhedslisten tilsyneladende støtter en opsplitning af Irak – i form af en løsrivelse af det kurdiske Nordirak. Hvad man mener, fremgår ikke klart, selvom en politisk udtalelse bør udtrykke hele politikken – og ikke holde noget skjult.

Min respekt for Enhedslistens strategiske forestillinger led et afgørende knæk, da partiet i sin første start støttede Gorbatjovs glasnost- og perestrojka-politik som både mere demokrati og mere socialisme – mens det indlysende var en kontrarevolutionær kapitalistisk ‘reform’-politik.
Jeg skal derfor lade Enhedslistens forestillinger om den kommende indretning af Irak ligge her …

Enhedslisten har umådelig svært ved at finde ud af, hvordan man både bekæmper USA og Saddam Hussein. Hvorfor kan det ikke i overensstemmelse med virkeligheden erklære, at USA-imperialismen udgør en større trussel mod verden, freden og folkene end en mellemøstlig militærdiktator, og en større trussel mod det irakiske folk end Saddam? Hvorfor ikke konstatere, at den største forbrydelse Iraks børn har været udsat forer de kriminelle FN-sanktioner, som har kostet mindst halvanden million irakere livet siden den første Golf-krig? Ad snørklede veje kommer Enhedslisten til den indlysende rigtige konklusion: at kræve sanktionerne ophævet. Hvorfor skal det være så svært? Hvorfor sprede forvirring om det indlysende?

Fordi Enhedslisten ‘støtter den irakiske opposition’. Nogle gange er det bare ‘oppositionen, nogle gange den ‘demokratiske opposition’. Nogle gange hedder det ‘den irakiske civilbefolkning’. Hvorfor ikke sige lige ud, at en stor del af den ‘irakiske eksilopposition’ – og det der i de amerikanskstyrede medier kaldes ‘den irakiske opposition – er købet og betalt af USA, og at ikke bare dens ledere, men også lejesoldaterne, der nu trænes af den amerikanske hær bl.a. i Ungarn, ikke er andet end landsforrædere og imperialistiske agenter? Hvorfor ikke fordømme de politiske kræfter blandt kurderne, der aktivt eller stiltiende støtter et amerikansk regimeskifte, som håbløse forrædere?
Hvorfor siger Enhedslisten ikke lige ud, hvad det er for nogle kræfter, som man kalder ‘den demokratiske opposition’, og hvis politik man støtter – så vi kan slippe for fraser om ‘opposition’ i almindelighed og ‘civilbefolkningen’ i særdeleshed.

Det er ok med generelle formuleringer i en aktionsenhedsplatform for en politisk sammensat bevægelse – det tilslører og er vildledende, når det drejer sig om en partierklæring.

Den samme lidt klamme fornemmelse får man ved et andet af landsmødets hoveddokumenter -udtalelsen ‘Bekæmp højrekræfterne – også i de etniske minoriteter’. Den skal ses i sammenhæng med resolutionen mod krig. På et tidspunkt hvor Bush og Dansk Folkeparti erklærer ‘islamisk fundamentalisme’ som den globale hovedfjende, kommer Enhedslisten ikke frem med en klar udtalelse og program for bekæmpelse af racisme og religiøs intolerance, men med et signal om, at liste Ø HELLER IKKE kan lide ‘islamiske fundamentalister’.

Det er klart, at politisk reaktion skal bekæmpes, uanset i hvilken forklædning. Det er prisværdigt, at Enhedslisten nu har fundet ud af det, selvom partiet for en halv snes år siden så på dette standpunkt blandt venstrekræfterne som noget i retning af glistrupperi. Men reaktionen skal også bekæmpes konkret.

I forhold til spørgsmålet om antiracisme, positiv integration og opbygning af en fælles front mod USA-imperialismen, som er verdens folks hovedfjende, må det gøres med stor forsigtighed. Den politiske integration må først og fremmest foregå på en positiv basis: som en fælles kamp mod imperialisme, krig, racisme og fremmedhad – og for sociale rettigheder. Noget i den retning siges også i udtalelsen – men igen så snørklet at resultatet er signalforvirring.

Den simple sandhed er den, at indflydelsen fra de reaktionære muslimske kræfter kun kan bekæmpes, hvis venstrekræfterne reelt går i spidsen for de antiimperialistiske og sociale krav, som de fundamentalistiske kræfter rejser og udnytter til egne formål – og bevidst skaber en åben og integrerende massekamp …

Løft sløret! Se virkeligheden!

Netavisen 4. marts 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater