Von Sponeck i København: Hvor står Danmark?

Den forhenværende humanitære koordinator for Irak, Hans-Christof von Sponeck, besøger København den 7.-9. oktober. Her skal han mødes med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, samt tale ved en høring på Christiansborg, for Politikens læsere og på Carsten Niebuhr Instituttet.

Pressemeddelelse Lad Iraks Folk Leve

Mød von Sponeck: Se Programmet for besøget

Hans-Christof von Sponeck er en fremtrædende international skikkelse med en lang karriere (1968-2000) i FN.
Højdepunktet kom i årene 1998-2000, hvor han fungerede som assisterende generalsekretær og koordinator for “olie for mad”-programmet i Irak. Dybt berørt over det irakiske folks lidelser under FN’s økonomiske sanktioner, og i protest mod den måde sanktionerne blev håndhævet på, nedlagde han i år 2000 sit hverv.

Han er nu meget aktiv for at skabe oplysning om Irak og forsøger at skabe en international opinion for, at sanktionerne skal ophæves samt for at der tilvejebringes en fredelig løsning på Irak-konflikten. Han er en meget indsigtsfuld og meget læst skribent i internationale aviser og tidsskrifter, og han har haft stor indflydelse på den tyske opinion om Irak. I forsommeren 2002 var han i Bagdad med et tysk TV-hold for at filme bl.a. påståede produktionssteder for masseødelæggelsesvåben.

Von Sponeck er en person, som i kraft af sin viden og sit store humanitære engagement, kommer rundt mange steder i regeringskontorerne og blandt betydningsfulde meningsdannere. Men han er også en person, som stiller op, når en lille nydannet fredsgruppe med meget begrænsede økonomiske midler kontakter ham. Komitéen “Lad Iraks Folk Leve” henvendte sig, og han sagde straks ja til at komme. Vi har fulgt hans virke, og vi ser ham som en person, der bør få stor hæder og påskønnelse af verden.

Baggrund: Er Irak det store problem?

Uanset at vi jævnligt ser nye rapporter og udsagn om, at Irak truer sine naboer og verdensfreden, ser det ikke ud til, at det har noget konkret på sig. Efter den 11. september blev der analyseret efterretningskilder over hele verden for at opdage mulige forbindelser mellem Irak og terrorismen. Det skræmte befolkningerne. Men man fandt ikke noget, og efterhånden er det pinligt, at “Golfveteranerne” i den amerikanske administration fortsætter med at insistere på forbindelse mellem Irak, al-Qaeda og andre terroristgrupper, uden at kunne fremlægge noget bevis. Med anthrax-tilfældene viste det sig kun at have forbindelse inden for USA.

De britiske og amerikanske forsvars- og udenrigsministerier og deres efterretningstjenester og satellitfotos har gjort deres arbejde. Richard Butler og Scott Ritter, UNSCOM-dokumenter og forsvarseksperter fortæller, at Irak kvalitativt set er afvæbnet. Ingen har været i stand til at bevise det modsatte. Det eneste man kan er at komme med påstande om, hvad Irak i en eller anden fremtid vil være i stand til.

I sin dokumentarfilm “In Shifting Sands” konstaterer tidligere chefvåbeninspektør Scott Ritter at: “Irak er en tiger uden tænder. Det er et land med en ødelagt økonomi. Det er et land med stort set ingen betydelig militær kapacitet.” Og han mener, at den langvarige konflikt har en uheldig moralsk betydning: “Det, at vi anvender vores anselige rigdom og magt mod Irak, er uheldigt – ikke alene for det irakiske folk, men for USA.”

Landene i området føler sig ikke truet af Irak. Tyrkiet, Syrien, Jordan, Kuwait, Saudi-Arabien og Iran udtrykker alle, at de er stærkt imod, at USA og andre lande vil føre krig mod Irak. Iran og Irak er kommet langt i forsoningen efter 80’ernes krig. Kuwait har også indledt forsoning med Irak, men kuwaiterne har naturligt svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på, mellem den arabiske verden og USA. Deres standpunkt er, at de vil føle sig mere trygge med et Irak uden Saddam Hussein, men at de ikke ønsker en udvidelse af den vedvarende konflikt.

Kun Israel er klar i frygten for Irak. Også i den grad at det israelske forsvar har fremlagt rapport om at man vil kunne bruge atomvåben imod Bagdad, hvilket blandt andre tidligere premierminister Benjamin Netanyahu har kommenteret som sansynligt.

Det kan ikke undre, at araberne frygter den amerikanske magtpolitik. Som generalsekretæren for den Arabiske Liga, Amr Moussa har udtrykt det, så vil et angreb på Irak være som at åbne portene til helvede.

Inde i landet, i Kurdistan, afviser de to kurdiske ledere, Massoud Barzani og Jalal Talabani, at de vil deltage med troppekontingenter til en amerikansk invasionsstyrke. Og i de shia-muslimske områder i syd har de religiøse ledere udstedt bandlysning (fatwa) mod personer, som hjælper eller deltager ved vestlig militærintervention.

I den spændte situation har vi ikke hørt det irakiske regime true nogen. Og de har accepteret at lade FN’s sikkerhedsråds våbeninspektionshold komme tilbage ind i landet, uden betingelser.

Irak er et problem

Men Irak er et problem – et problem for vores moral. Da Golfkrigen var overstået var Irak lagt i ruiner. Bombardementerne havde skabt miljøkatastrofe på olieområdet, på kemiske produktioner både militære og civile, og man havde anvendt forarmet uran i et omfang op mod 100 gange større end det som senere blev anvendt i Kosovo. Vandforsyning og stort set al infrastruktur var smadret. Landet havde baseret sig på olieøkonomien og havde forholdsvis lidt selvforsyning med fødevarer.

Som om dette ikke skulle være nok, er landet blevet pålagt sanktioner for stort set al handel med udlandet – de strengeste og hårdest håndhævede sanktioner som er blevet pålagt et land nogensinde. Disse sanktioner blev pålagt landet allerede få dage efter invasionen af Kuwait, og de blev ikke ophævet, efter man havde drevet irakerne ud af Kuwait igen.

I 1996 kom der rapporter fra WHO og store internationale NGO’er om, at håndhævelsen af handelsembargoen lignede folkedrab. Der blev rapporteret om 500.000 børn under 5 år, som var døde som konsekvens af sanktionerne. Om undernæring, epidemier og epidemilignende sygdomsbrud af kolera, hepatitis, tyfus. Dertil blev der rapporteret om en stærkt stigende forekomst af leukæmi.

“Olie for mad”-programmet, som blev lanceret som et “midlertidigt” humanitært tiltag i1996, har ikke været i stand til at standse nedgangen i den irakiske befolknings levevilkår. For perioden fra 1990 til 2000 fandt UNICEF, at af 188 lande var Irak det sted, hvor dødeligheden for børn under 5 år var den største. Analfabetismen er steget fra 20 % i 1987 til 42 % i 1998. Fanget af massearbejdsløshed og mangel på økonomisk underhold lider befolkningen og må leve af “olie for mad”-programmets rationeringer, som svarer til knap $ 150 pr. person pr. år. Der er ikke mulighed for at genopbygge økonomien med infrastruktur som sygehuse og skoler. Heller ikke for at opnå udenlandske lån og investeringer, og ingen mulighed for eksport af andet end olie.

Irak var før 1990 på vej i en udvikling som lignede østeuropæiske og vestlige lande. Infrastrukturen for hospitaler og sundhedsvæsen, elektricitet, vand og sanitet og ikke mindst uddannelse gjorde Irak til det entydigt mest progressive arabiske land i Mellemøsten. Undervisningen i folkeskolen og højere uddannelser skabte samme med stærk økonomisk vækst og beskæftigelse også en stærkt voksende middelklasse, som var orienteret mod de mere udviklede lande og vesten.

I år 2002 har man indført nye, “smarte” sanktioner. Men selv disse nye sanktioner er designet til at ødelægge økonomien og gøre det umuligt at genopbygge landet.

Handelsembargoen gælder stadigvæk i forhold til en liste på 300 sider med en bred vifte af varer til både militært og civilt brug. I en artikel skrevet til netmagasinet EastWest Record i juli 2002 nævner Hans von Sponeck nogle af de varer, der står på listen: “varer, der er nødvendige i medicinsk behandling, til vandrensning, til kloakering, til kommunikation og transport, til undervisning og til landbrug – varer der er uundværlige for livets opretholdelse!”

Dette er ikke alene kriminelt imod den irakiske befolkning, men mod alle anerkendte internationale normer for menneskerettigheder og moralske værdier. Det er på høje tid at verdens ledere får nogle positive visioner om fred og udvikling i Irak.

Den Danske Komité for Fred og Udvikling i Irak – “Lad Iraks Folk Leve”
27. september 2002

Netavisen 7. oktober 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne