Nyrups skæbnetime

Af Klaus Riis

Der er igen ballade i det socialdemokratiske ligkistemagasin.
Valgnederlaget til Fogh og Co. sidder stadig smerteligt som en forgiftet pil i kroppen på den socialdemokratiske top, og partiets markante mangel på profil efter et år i opposition med Nyrup som oppositionsleder har ikke gjort det bedre.
Socialdemokratiet er nærmest blevet væk – og derfor er der mange socialdemokrater, der er begyndt at arbejde for at få Nyrup væk.

Med og uden cykelhjelm har denne store socialdemokratiske statsmand lavet et hav af taktiske miskalkulationer, der har kostet partiet dyrt i stemmer.
Den værste var, da Nyrup troede, at han kunne udnytte den 11. september til at vinde det folketingsvalg, som skulle afholdes senest i 2002 ved at spille på rollen som statsmand, der stod ubrydeligt og 100 pct. fast sammen med den store allierede på den anden side af Atlanterhavet.
Nyrup tog grueligt fejl – måske fordi danskerne nægtede at opfatte ham som andet end en middelmådig socialdemokratisk politiker, fuld af taktiske fiduser og ekspert i at udstede dækningsløse garantier.

Nyrup og socialdemokraterne tror selv, at de blev ofre for deres egen ‘uklare’ politik på flygtninge- og indvandrerområdet, der blev overladt til Dansk Folkepartis og dets nuværende regeringspartneres demagogiske retorik.
Og så for – ikke at forglemme – Foghs beregnende spindoktorer, der efter Blairsk forbillede styrer medier efter maksimal positiv imageeffekt. Netop dér har Nyrup altid haft et problem, hvad enten han har optrådt med tomrumsforlænger eller ej i TV.

Valgnederlaget sendte socialdemokratiet i koma – og et år efter søger alle fløje stadig svaret på, hvad man skal gøre i erfaringerne fra valgnederlaget. Nyrup vil have spindoktorer og organisatorisk fornyelse, et mere strømlinet partiapparat. Hans modstandere frygter at miste magt og indflydelse og har valgt at tage en kamp omkring flygtninge- og indvandrerpolitikken.

Begge parter undgår omhyggeligt at beskæftige sig med det socialdemokratiske nøgleproblem, som ligger i at partiet også – og udtalt – under Nyrup har ført en politik til gavn for kapitalen, for monopolernes ‘Forenede Europa’ og for at befæste alliancen med verdens mest reaktionære magt: den amerikanske imperialisme.
Det gør det ikke bedre, at Nyrup samtidig har prøvet at overtage sine parlamentariske modstanderes politik (efter Clintons model) og har fumlet rundt på Pia Kjærsgårds og lov-og-orden-partiernes boldbane.

Det er således lykkedes den socialdemokratiske top at få tegnet et billede af et parti i opposition, der ikke duer til at være det, fordi det kun fungerer ved magten. Af et parti uden politik og profil og fuld af interne og endeløse magtkampe og personstridigheder. Og både udueligt og upålideligt.
Det problematiske for partitoppen er, at dette image afspejler virkeligheden temmelig præcist.

Derfor befinder Nyrup sig i den absolutte skudlinje. De borgerlige medier har ikke gået stille med dørene, når det gjaldt om at opflamme partistriden – og det eneste p.t. fungerende TV-nyhedsmedie – TV2 – har ikke været sene til at stille faciliteter og kameraer til rådighed for det indre opgør.
Ritt Bjerregård benyttede Nyrups manglende opbakning til at trække sig som udlændingeordfører og give signal til storm på partiformanden, og den hengemte utilfredshed fra kritikerne fik frit løb.

Den store joker i spillet – kongemageren eller kongemorderen – Mogens Lykketoft ville ikke give Nyrup sin ubetingede opbakning, men har til gengæld lovet ikke at deltage i et stormløb på partiformanden. Denne erklæring er der måske ikke så megen grund til at tro på – men det er da en rimelig holdning, når flere og flere peger på samme Lykketoft som Nyrups afløser.
På et møde med folketingsgruppen i begyndelsen af ugen fik Nyrup skabt en skrøbelig konsensus om at indstille det interne opgør i medierne.

Det betyder langt fra, at han har redet stormen af. Partiet er på udkig efter en ny partiformand, og uanset hvor længe processen slæber sig af sted, og om den eksploderer på landsmødet eller ej, er Nyrup sendt til tælling.
Det er ikke en situation, der vil virke fremmende for at tegne Socialdemokratiet som et markant oppositionsparti til den konsekvent sorte politik, som Fogh-regeringen følger.

Det altafgørende for partiet er simpelthen at komme i position til at vinde folketingsvalget om tre år.
For arbejderklassen er det ulykkeligt, at fagbevægelsen – indbefattet dens såkaldte venstrefløj – har lagt sig i halen på denne politik, som søger parlamentarisk indflydelse og kompromis – og bremser en bred mobilisering af modstanden mod Fogh og Co., som er indlysende nødvendig.

Kommunistisk Politik 18, 2002
Netavisen 14. september 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne