Den guddommelige kapitalisme

Af Klaus Riis

‘Den amerikanske kapitalisme er grundlæggende sund’, har den amerikanske præsident og hans centralbankchef Greenspan meddelt verdens investorer indtil flere gange på det seneste – i et forsøg på at tale aktiemarkederne op fra den stejle retning nedad, som de har taget.

Den for få år siden ‘uovervindelige’ amerikanske økonomi er rystet af overproduktionskrise med millioner af fyringer. Den er derudover bragt til tælling af gigantisk erhvervskriminalitet som hos Enron og WorldCom, der med kreativ bogføring førte investorer og medarbejdere bag lyset og skjulte konkursfaren, de svævede i. Aktiekurserne er på 97-niveau, og den ‘stærke dollar’ svækkes dag for dag.
Det engelske finansdagblad Financial Times lægger imidlertid ikke helt samme diskretion for dagen: ‘Kapitalisme i krise’, hedder en særlig rapport simpelthen.

Kapitalismen selv er den sidste store religion i den imperialistiske verden. Dens fundamentalistiske tilhængere nærer en blind og ubegrænset tillid til systemet. Uanset historiens uafviselige empiriske dokumentation, og uanset at den videnskabelige marxistiske analyse af dens love for længst har kunnet fortælle spekulanter, direktører og politikere, at krisen kommer, at aktiemarkederne vil vakle og opleve krak, at styrkeforholdet mellem de imperialistiske økonomier ændres – etc.

Med en lidenskab baseret på blind tro afviser kapitalfundamentalisterne marxismens konklusioner og erstatter videnskab med besværgelser, medietransmitteret åndemaning, masepsykologi og propaganda.
Den amerikanske økonomis mavelanding er kommet fuldstændig bag på alt og alle i den borgerlige verden. (Marxist-leninisterne forudsagde den derimod – se Amerikansk økonomi: Kursgevinster og opsving KP14, 1999)
Og præsidenten og hans en anelse mere troværdige centralbankchef (som i opsving-årene dyrkedes som en guddom) kan fortælle, at den slet ikke er indtruffet …

Bush: Alt for menneskelig?
De har imidlertid et problem. Flere faktisk. Et af dem er, at ikke alle tror på dem. På trods af bønnerne og salmesangen til pengenes risikoskræmte ejermænd og på trods af Bushs stort anlagte forsøg på at sparke den amerikanske økonomi ud af krisen gennem krige og gigantiske oprustningsprogrammer og skattelettelser især for de rigeste, maner de kolde regnskabstal til forsigtighed. Og ikke bare det: fanebærerne i den amerikanske superøkonomi som succesvirksomhederne Enron og WordCom har afsløret sig som professionelle eventyrere og kriminelle konkursryttere i den helt store stil. Tilliden til toppen af det amerikanske (og dermed det globale) erhvervsliv er rystet. En ‘moralsk og etisk krise’, kaldes det.

I rekordtempo har den amerikanske kongres vedtaget nogle love, der skal vanskeliggøre virksomhedernes muligheder for at tilsløre og sminke deres faktiske situation – for at prøve at genskabe den rystede tro.
Men tvivlen har bredt sig – og bredt sig hurtigt og overalt som alt andet i den globaliserede verden. Berlingske Tidendes Washington-korrespondent Poul Høi giver i en nyhedsanalyse med den forsigtige overskrift ‘Bush er ikke helt mand for sit ord’ (15.07) følgende malende beskrivelse af et trossamfund i nød:

“For Bush er der noget ildevarslende i denne udvikling – og det rækker langt ud over aktier og Wall Street.
Som de politiske journalisters amerikanske nestor, kommentatoren David Broder, spurgte søndag i avisen Washington Post: “I bund og grund drejer det sig om et enkelt spørgsmål: Kan man tage præsidentens ord alvorligt?”
Ifølge Broder er Bush “ved at opbygge et katalog af politiske modsætninger og tilbagetog”, der tyder på, at det ikke er tilfældet.
Tag udtalelsen om, at økonomien er sund. Hvordan reagerer amerikanerne på denne påstand?
Hovedparten mener ifølge Gallup, at økonomien enten er kriseramt eller går i den retning, og som en illustration af tingenes tilstand er det store gældsur på Times Square i New York netop blevet tændt igen. Gældsuret, som viser den amerikanske nationalgæld, blev slukket, da præsident Bill Clinton for to år siden kunne præstere det første budgetoverskud. I sidste uge fremlagde Bush så et budget, som forudså et underskud på 165 mia. dollar, og analytikere forudser, det bliver mindst minus 200 mia. dollar, bl.a. på grund af skattelettelsen, og gældsuret kom tilbage i drift. Bushs private transaktioner har også sået tvivl om hans ord.
I sin tale på Wall Street krævede han et stop for virksomhedslån til bestyrelsesmedlemmer og direktører, og så kom det frem, at han selv havde fået to sådanne lån. I sin tale dundrede han mod indsiderhandel og krævede lange fængselsstraffe, hvorefter en række medier fremlagde papirer, som rejste spørgsmålet: Foretog præsident Bush selv insiderhandel, da han i 1990 solgte en stor portion aktier?
Tvivlen går også over i udenrigspolitikken.
For ni måneder siden sagde han, at han ville have “Osama bin Laden død eller levende”. Bush har ikke fået Osama bin Laden, og på en pressekonference i sidste uge hævdede han så, at bin Laden som person var ligegyldig. USA er ved at vinde kampen mod terror, sagde præsidenten i sidste uge, men ifølge en CNN-meningsmåling er kun to ud af fem amerikanere af den opfattelse. Flertallet mener, terrorkrigen står uafgjort.
For tre måneder siden gav han Israels premierminister et ultimatum. Israel skulle trække sig ud af Vestbredden og gøre det “uden forsinkelse”. Israelerne er der stadig, og Bush nøjes nu med at sige, at “Israel skal tillade palæstinenserne mere frihed, når sikkerheden tillader det”. Og Bush har ikke haft mere held med sit pres på den modsatte side af konflikten. I sidste måned krævede han Yasser Arafats afgang, men Arafat er der også endnu.
“Det er for mange tilbagetog på for kort tid,” konkluderer Broder, og dermed risikerer Bush at blive opfattet som for meget 37 grader varm og menneskelig – at han ikke er mand for sine ord.”


Skuffede fundamentalister vil ikke være til at spøge med . . .

Kapitalismens moralske kollaps
Et mere principielt – og strengt religiøst-konservativt – udgangspunkt anlægger det førnævnte Financial Times. I en bemærkelsesværdig artikel af Michael Prowse med titlen ‘Hvorfor det ikke vil virke med nogle plastre på kapitalismens revner’ (13.07) hedder det:

‘Kapitalismen er i krise, men intet er så galt, at det ikke kan afhjælpes straks med nogle få klæbeplastre. Sådan argumenterer i al fald den mismodige videnskabs optimistiske proselytter . . . det eneste der er brug for er en reform af reglerne, som regulerer erhvervsvirksomhedernes og deres direktørers opførsel. De skal bare strammes en smule – for eksempel bare nok til at direktørerne igen bliver deres aktionærers trofaste tjenere. Men når mekanikerne har fået gennemført disse tekniske justeringer – som faktisk ikke er meget andet en justeringen af en bilmotor – så vil den kapitalistiske damptromle (juggernaut) igen være køreklar. Erhvervslivet kan atter genoptage sin hellige dont at skabe rigdom. Og alle – fra vicevært til børsmægler og senator – kan igen slappe af.

De troende indrømmer at der var folk, som gled i spinaten. Ja, der er en voksende liste af faldne tidligere topdirektører med Enrons Kenneth Lay og Bernie Ebbers fra WorldCom i spidsen. Ja, Andersen, et af USA’s største revisionsfirmaer, vil gå ud af drift, efter at en domstol i Texas har dømt det for at forhindre retfærdigheden i at ske fyldest. Ja, næsten 1000 amerikanske selskaber har siden 1997 måtte opgive nye tal for deres faktiske indtjening, og dermed antydet, at de har været særdeles påholdende med sandheden. Ja, nogle af Wall Streets store navne er blevet kendt skyldige i at offentliggøre bevidst vildledende undersøgelser og for at ‘overse’ klare interessekonflikter.
Men sådanne mindre lovovertrædelser – lyder argumentet – beviser intet. Kapitalismens historie kan udvise gentagne eksempler på tilsvarende udskejelser …

Min egen opfattelse er mere dyster: kapitalismen i dag er dybere angrebet end denne velvillige analyse antyder. Det underliggende problem – der skærpes af markedernes voksende dominans – er at vi lever i tider, som mest præcist kan betegnes som ‘post-etiske’. Folk bruger stadig et moralsk sprog, men har stadig mindre tiltro til, at det har en objektiv basis. De er blevet ’emotivister’: det vil sige at de i stigende grad behandler moralske bedømmelser som blot personlige udtryk for accept eller misbilligelse.

Hvad skyldes denne udhuling af moral, af dette tab af troen på objektive etiske normer? Hvorfor er så mange de fakto emotivister? Den empiriske videnskabs voksende autoritet og tabet af religiøs tro er delvist ansvarlige. Hvis folk tror at verden ikke består af andet en småpartikler og kvantebølgefunktioner – hvorfor skulle de så behandle etik som andet end et spørgsmål om smag?

Men der er alligevel en anden faktor i spil, og den er måske særlig relevant i USA, hvor mange mennesker stadig erklærer sig som religiøse. Markedsøkonomien er emotivistens paradis. Det er en arena hvor den individuelle handling ikke vejledes af etiske værdier, men af personlige præferencer. Den rationelle markedsdeltager formodes at behandle alt og alle som midler til at opnå sine mål. Det er hvad det at maksimere den personlige gavn betyder. Der er ingen burde eller må her: det imperative ligger simpelthen i at opnå den størst mulige opfyldelse af ens personlige tilbøjeligheder.

Der er således en grundlæggende forklaring på den nuværende kapitalismes etiske mangler. Dagens udskejelser kan ikke sammenlignes med de fleste tidligere tilfælde af finansiel forrådnelse, fordi de kommer efter et kvart århundrede hvor de toneangivende politikere har stræbt efter at øge markedets autoritet, ved at beskære skatter, deregulere de forskellige erhverv, liberalisere kapitalstrømmene og så videre. Der var stærke økonomiske argumenter for hver eneste reform, men den samlede virkning var at fremme en dødbringende individualisme.
Det følger heraf at forsøg på at reparere kapitalismen med nogle få klæbeplastre er dømt til fiasko. Kernen i problemet er den tabte tro på objektive etiske normer. Og markedets voksende dominans har bidraget til denne moralske kollaps.’

Sådan lyder det fra den mere traditionelt orienterede del af borgerskabet, som – efter at krisen er indtruffet, aldrig før – lader de moralske tømmermænd få fri udfoldelse.
Kapitalismen som religion er dødbringende. Og der er ingen vej ud. Det engelske finanstidsskrift græder – selvom tårerne er af guld.

Monopoldiktatur og fald i profitraten
Jeg har citeret disse forskellige borgerlige bud på, hvad der er galt med den ‘grundlæggende sunde’ kapitalistiske økonomi, og mere specifikt den amerikanske, fordi de både demonstrerer dens tilhængeres rådvildhed, usikkerhed og bange anelser. De er symptomatiske for en reaktion på den økonomiske krise og på det svar, George Bush & Co. har givet med krig og ‘moralsk oprustning’: Hvor fører det egentlig hen?
Dermed afspejler de også hvor dyb den kapitalistiske krise egentlig stikker, når selv dens tilhængere tvivler og fortvivler. Bush står for magten til markedet, monopolerne og militæret. Og magten er korrupt og kriminel. Bushs USA er monopolernes åbne diktatur. Når dette diktatur undertrykker al opposition, foreligger fascismen i klassisk form: monopolernes åbne terroristiske diktatur.

De journalistiske klagesange kan sikkert affejes som aktionærhyl, når afkastene ikke indfinder sig helt som lovet og forventet. Gør de det, lyder der i al fald ingen sørgesalmer hverken i Berlingske eller Financial Times. Men de søger at pege på hvad der er galt og hvorfor. At Berlingske Tidens journalist og de amerikanske ditto’ers nestor ikke kan finde på andet end at pege på George W. Bush som – ‘alt for menneskelig’ – er sin sag. Financial Times opstiller andre naturlige skydeskiver: korrupte og kriminelle erhvervsspidser – og forsøger med en idealistisk forklaring, som må afskrive kapitalismen af i dag til fordel for kapitalismen af i går. Det er der ikke meget fremtid i.

Forklaringen på at den amerikanske præsident er en krigsforbryder og lurvet spekulant, og at den internationale finanstop er pilrådden, finder man i Kapitalen – en bog begået af den politiske økonomis nestor Karl Marx. Den fortæller bl.a. også, hvorfor den amerikanske økonomi af i dag er grundlæggende usund.
Bare et enkelt citat – hele resten af bogen er forklaringer på det, og meget andet aktuelt og fremtidigt vigtigt:

“Hvis profitraten falder, sker der dels en anspændelse af kapitalen, for at den enkelte kapitalist ved hjælp af bedre metoder etc. kan trykke stykværdien af sine varer ned under deres samfundsmæssige gennemsnitsværdi og derved, med en given markedspris, opnå en ekstraprofit; dels opstår der svindel og almindelig begunstigelse af svindel på grund af, at der gøres lidenskabelige forsøg med nye produktionsmetoder, nye kapitalinvesteringer, nye eventyr, for at sikre en smule ekstraprofit, som er uafhængig af det almindelige gennemsnit og hæver sig over det . . .
Profitraten er den drivende kraft i den kapitalistiske produktion og der bliver kun produceret, hvis der kan produceres med profit, og i den udstrækning det kan ske. Derfra stammer de engelske økonomers bekymring over nedgangen i profitraten …
Det, der bekymrer Ricardo, er, at profitraten, sporen for den kapitalistiske produktion og betingelsen og drivkraften for akkumulationen, selv kommer i fare gennem produktionens udvikling…
På rent økonomisk vis, dvs. fra bourgeosi-standpunktet, inden for den kapitalistiske forstands grænser, fra den kapitalistiske produktions eget standpunkt, viser det sig, at denne produktion har sin skranke, sin relativitet, at den ikke er absolut, men kun en historisk produktionsmåde, som svarer til en vis begrænset epoke i de materielle produktionsbetingelsers udvikling.”

(Kapitalen 3. bog 2, Rhodos, s. 340-41).

Den tilgrundlæggende ‘sygdom’ kaldes profitratens fald.
For at modvirke den og for en nok så beskeden profit er der ikke den regel, juridisk eller moralsk, kapitalisterne ikke vil omgå. Ved udsigten til større gevinster er der ingen forbrydelse, de viger tilbage for. Hverken mord, krig eller folkedrab. Vores århundrede kommer til at lægge mange nye beviser på det oveni alle dem, der fremkom i det 20.
Den amerikanske præsident og det amerikanske og globale (og danske) erhvervsledere er produkter af et system, der hver eneste dag dømmer titusinder til sultedød og milliardmasser til uendelig, lurvet og dødbringende fattigdom. Af det imperialistiske system, hvis væsentligste politiske indhold er reaktion over hele linjen.

De er produkter af de økonomiske love, der virker i et system, der for længst har nået sin udviklings grænser – og som for at overleve en stund endnu må gribe til stadig mere desperate midler for global undertrykkelse og terror, og hvor korruption, skandaler og forbrydelse er den anden side af de multinationales skinnende facader.
Hvor de selv er genstanden for den herskende religion.

Se også:
Børskrak, verdenskrise og omstilling til krigsøkonomi Netavisen 24.09.2001
Krisetegn i verdensøkonomien KP 01, 2001
Amerikansk økonomi: Kursgevinster og opsving KP 14, 1999
Den begyndende kapitalistiske verdenskrise og “Den ny verdensorden” 19.-20.09. 1998

Kommunistisk Politik 14, 2002
Netavisen 19. juli 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne