Fagforeningsbevægelsen i Rusland

Af Anatolii Pizhov, sekretær for den internationale afdeling i landsforbundet af russiske fagorganisationer “Zaschita Truda” (Arbejdets Forsvar)

Den russiske delegations tale ved den 3. europæiske faglige kongres i Grækenland, 1. juni 2002

På vegne af landsforbundet af russiske fagorganisationer “Zaschita Truda” (Arbejdets Forsvar) hilser jeg de delegerede til den 3. europæiske faglige kongres.
Den første kongres i Tyrkiet understregede nødvendigheden af at forene fagforeningsbevægelsen på international basis, den anden kongres i Frankrig tog de første praktiske organisatoriske skridt i denne retning – og denne 3. kongres, som finder sted i Grækenland, har stillet klassekampens konkrete og omfattende spørgsmål på dagsordenen. Det er en afspejling af den kendsgerning, at processen med skabelse af et ledende centrum i den internationale arbejderbevægelse er en realitet og skrider fremad.

Den kategoriske opfattelse af, at fagforeningskampen i de vesteuropæiske lande er traditionelt og markant anderledes end denne kamp i andre kapitalistiske lande er grundlæggende forkert. Det er sandt at de vesteuropæiske arbejderes levestandard har været og er væsentligt højere end i andre mindre udviklede kapitalistiske lande. Det er ikke bare resultatet af udviklingen af produktivkræfterne i de vesteuropæiske lande, men skyldes i endnu højre grad det åbenlyse røveri af naturressourcerne og den umenneskelige udbytning af folkene i de kolonialt afhængige lande.
Dette gjorde det muligt for det vesteuropæiske bourgeoisi at fodre visse sektorer af proletariatet og minimere faren for sociale omvæltninger i denne del af Europa. Denne langvarige parasitisme hos disse sektorer i det vesteuropæiske proletariat har alvorligt indvirket på niveauet i deres sociale klassekamp. De materielle omstændigheder betinger bevidstheden! Det er af den grund, at de vigtigste vestlige fagforbunds kamp aldrig gik ud over den snævre faglige kamps grænser. Men det er ikke en situation, der er stabil.

Som resultat af den økonomiske verdenskrise og tilspidsningen af kampen mellem forskellige kapitalistgrupper for magten over indflydelsessfærer og andre faktorer synker de vesteuropæiske arbejderes levestandard. Dette vil betyde et skift for fagbevægelsens kamp i retning af klassekamp; den sociale klassekamp for forskellige dele af proletariatet vil blive mere ensartet.

I imperialismens epoke er statsgrænserne svære at forcere, især for de udbyttede masser. Dette før det sværere at opnå enhed i den kamp, som føres af de udbyttede i alle lande. Det er også en begrænsning af de arbejdende massers frihedsrettigheder. Desuden prøver bourgeoisiet at dele de udbyttede masser i forskellige lande og nationer ved at opflamme nationalistiske følelser til at fremprovokere blodige væbnede konflikter. Samtidig er de nationale grænser blevet en regulator for arbejdskraftens bevægelighed i udbytternes interesse – det vil sige at de hjælper bourgeoisiet med at filtrere arbejdskraftmarkedet.

Proletariatets iboende klasseinteresse bør ikke tillade modsætninger mellem forskellige grupper blandt masserne af udbyttede på national, religiøs, kompetencemæssig eller noget andet subjektivt grundlag.
Derfor er det en yderst vigtig opgave for det vesteuropæiske og russiske proletariat beslutsomt at undertrykke enhver form for chauvinistiske angreb mod arbejdere-indvandrere, som anstiftes af det nationale borgerskab med det formål at fremme sammenstød mellem forskellige dele af proletariatet og dermed aflede proletariatets opmærksomhed fra klassekampen. Det vesteuropæiske og russiske bourgeosi bør ikke blot støtte arbejder-indvandrerne i deres kamp mod det lokale bourgeoisi, men også forene bestræbelserne i klassekampen på grundlag af lighed for alle proletariatets dele.

Situationen for fagforeningsbevægelsen i Rusland har en masse lighedstræk med fagbevægelsen i Vesteuropa – men der er imidlertid samtidig en række væsentlige forskelle.

En af hovedforskellen er den, at der i den russiske fagforeningsbevægelse eksisterer visse strukturer, som formelt har antaget status af fagforeninger, og som til trods for de normer, der er fastlagt i den internationale konvention IUL “On Unions” stadig har denne status på internationalt plan. Det er ikke reelle fagforeninger. Til denne type fagforeninger hører Føderationen af Uafhængige Fagforeninger i Rusland (FIUR) og et antal fagbaserede og uafhængige foreninger som Den Uafhængige Fagforening af Minearbejdere (IUM), som reelt er FIUR-satellitter. Ifølge IUL-konventionen “On Unions” tillades ejerne af produktionsmidlerne, arbejdsgiveren, ikke at være med i de udbyttedes, de ansattes, faglige organisation. Imidlertid har FIUR og tilsvarende foreninger både de udbyttede og udbytterne som medlemmer, det vil sige at disse organisationer er ulovlige i henhold til de internationale normer. Denne type fagforeninger stammer fra den tid., Krustjov-revisionismen gjorde sig gældende, og de fortsætter med under nye betingelser at dominere fagforeningsbevægelsen i Rusland.
De borgerlige autoriteter ikke bare forhindrer afsløringen og opløsningen af den type ulovlige organismer, men de støtter dem og bruger dem til deres udbytningsformål og prøver med deres hjælp at forvirre den internationale arbejderbevægelse.

Disse såkaldte fagforeninger forklæder sig som de udbyttede massers ‘forsvarere’, men de fakto er de provokatører indenfor arbejderbevægelsen og de er agenter for det nationale og internationale bourgeoisis interesser.
Jeg vil give et konkret eksempel på deres forræderiske virksomhed og den skade, de forvolder for de undertrykte massers interesser.
I 90erne udnyttede disse borgerlige ‘fagforeninger’ arbejdernes småborgerlige følelser, de mobiliserede minearbejderne i Kuzbass i en hidtil uset strejkebevægelse, der som hovedkrav havde privatisering af kulsektoren. I sidste ende viste det sig at disse strejker var første sten til likvideringen af kulsektoren og var banebrydende for privatiseringen af andre af landets produktionssektorer. På disse fagforeningsprovokatørers initiativ og under deres ledelse gav arbejderne sig til med deres egne hænder at ødelægge kilden til deres fysiske eksistens.
Den negative effekt af disse strejkeudbrud var snart mærkbare. Minearbejderne begyndte at indse, hvor naivt de var faldet i bourgeoisiets fælde. For ikke at miste kontrollen over de stadigt mere utilfredse minearbejdere tog bourgeoisiets initiativ til dannelse af Minearbejdernes Uafhængige Fagforening. Denne tog de ny betingelser i agt og gav sig til at handle i udbytterklassernes interesser i arbejderbevægelsen – denne fagforening følger altså en linje i modstrid med arbejdernes interesse.
I sidste ende blev tusindvis af minearbejdere arbejdsløse som følge af lukningen af de såkaldt uprofitable miner. Deres familier blev berøvet deres eksistensgrundlag, mange af arbejderne døde i deres kamp mod udbytningen, som bourgeoisiet og deres agenter i fagbevægelsen havde gennemtrumfet.
Det er det ynkværdige resultat af den forræderiske virksomhed, disse agenter for bourgeoisiet i fagbevægelsen i Rusland har bedrevet. Dette er den pris, proletariatet må betale for deres småborgerlige naivitet, for manglende klassebevidsthed!

Uheldigvis tror en portion af arbejderne stadig at de russiske borgerlige fagforeninger som FIUR forsvarer ‘alle arbejdendes’ interesser. Det er tilfældet selvom praksis viser at bourgeoisiet støtter sådanne fagforeninger for at undertrykke uroen blandt de militante sektorer af arbejdere ved at indskrænke fagforeningskampen til lovlydige aktioner, nyttesløse demonstrationer, hule resolutioner og endeløse og ufrugtbare legale skridt. Som konsekvens af denne forvirring blev arbejderne så hjælpeløse at ‘arbejdsgiveren’ vovede at stoppe med at udbetale lønninger. Denne vanvittige situation tvang objektivt det russiske proletariat til selvorganisering ved at skabe sine egne fagforeninger.

En af formerne for denne type fagforeningsorganismer er sammenslutningen “Zashita Truda” (Arbejdets Forsvar). I dag findes denne fagforening i 40 regioner landet over og har mere end 15000 medlemmer, militante arbejdere. Til trods for dens relative lille medlemsstørrelse, var denne fagforening i 90erne i stand til at få brede masser af arbejdere og dele af småborgerskabet på hele det russiske territorium på gaderne og i kamp i ‘jernbanekrigen’ og til beslutsomt at konfrontere bourgeoisiets herredømme. Zashita var også i stand til at forene andre fagforeninger i kampen mod de borgerlige myndigheders offensiv mod arbejdernes rettigheder og gennem mange år forhindrede den bourgeoisiet i at legalisere en drakonisk arbejdslovgivning.

Jeg vil kort fremlægge nogle af “Zaschita Truda”s organisatoriske principper.

Fagforeningens statutter afviser kategorisk medlemskab for arbejdsgivere eller nogen af deres repræsentanter.
Den faglige sammenslutnings struktur på føderativt plan er dannet på basis af de lokale fagforeninger. “Zaschita”s lokale fagforeninger oprettes kun på basis af sociale og klassemæssige kriterier. Fagforeningen “Zaschita Truda” og dens lokale organismer udelukker ikke alliance med andre ikke-proletariske fagorganisationer på basis af både langsigtet og kortsigtet kamp og praktiske opgaver.
Fagforeningen har ikke en enkelt leder. Ledelsen af fagforeningen “Zaschita Truda” udøves af en sovjet (et råd) af lokalformænd med hjælp fra en eksekutiv-komité. Hver lokalformand er ansvarlig for en bestemt gruppe locale fagforeninger på distriktsplan.
Eksekutivkomiteens sekretærer er ansvarlige for et givet område af fagforeningens virksomhed. At der ikke er en enkelt leder gør det vanskeligere for bourgeoisiet at bestikke, miskreditere eller tilmed likvidere ledelsen og underlægge fagforeningens dets magt. Samtidig udvider det fagforeningsorganismens demokratiske principper.
Selvom lokale fagforeninger i nogle tilfælde oprettes på politiske organisationers initiativ, er fagforeningen ikke formelt forbundet med nogen politisk organisation. Samtidig er der i fagforeningen ingen begrænsninger med hensyn til at give udtryk for sine politiske overbevisninger og sympatier.

Arbejderklassen levevilkår er ikke ensartet over hele det russiske territorium eller indenfor økonomiens forskellige grene. Disse forskelle kan faktisk være meget udtalte. Dette træk er af væsentlig betydning for fagforeningsbevægelsens stade og de forskellige sektorer af arbejderes krav.
De mest fremskredne sektorer af det russiske proletariat i dag rejser krav om nationalisering af de økonomiske grene og virksomheder, som bør være på statens hænder. Minearbejdere og jernbanearbejdere var de første til at rejse dette krav.
Nationalisering af virksomheder er til fordel for arbejderkollektiverne som helhed, og også for arbejderne som enkeltpersoner – og det er samtidig et progressivt skridt fremad i proletariatets klassekamp.
I særdeleshed er arbejderne under strejker i en gunstigere position hvad angår administrationen af virksomheden med hensyn til spørgsmål om lønninger og arbejdsforhold; hvis firmaet erklæres insolvent må der sikres midler fra føderale kilder. Dette øger muligheden for at strejkerne krones med sejr. Samtidig får virksomhedsadministrationen dårligere muligheder for at behandle arbejderkollektivet vilkårligt og uretfærdigt.
Hvis de føderale myndigheder nægter at imødekomme arbejdernes krav – under henvisning til mangel på føderale midler – så vil kravene lettere få en politisk karakter ved at kræve regeringens afgang, fordi den er ude af stand til at styre økonomien.

Historiske kendsgerninger beviser det forhold, at kapitalisterne i alle lande har været og er parate til at begå de mest uhyrlige forbrydelser i egen interesse, i kampen for at sikre sig kilder til profit. Kapitalismen er kilden til krig og terrorisme.
Den internationale terrorist Nr. 1 er uden tvivl den amerikanske imperialisme. Historien vil aldrig glemme de uhyrlige forbrydelser, som de amerikanske imperialister har begået:
Uden at det var nødvendigt bombede de brutalt byer som Sofia og Dresden i den anden verdenskrigs sidste år, de nedkastede atombomber over Hiroshima og Nagasaki, de ødelagde et enormt antal byer i Korea og Vietnam, dræbte tusinder og atter tusinder af civile i de seneste angreb på Irak og Jugoslavien – eller de mange andre forbrydelser mod menneskeheden.
Alene i de første uger af aggressionen mod Afghanistan døde titusinder civile under de amerikanske luftbombardementer.
‘Anti-terror-operationen’ i Afghanistan er en utilsløret aggression fra de amerikanske imperialister, som har til formål at erobre og sikre sig en ny profitkilde. Denne aggression har intet at gøre med de tragiske begivenheder den 11. september i New York. Det er en kendsgerning, at aggressionen mod Afghanistan havde været forberedt længe før tragedien den 11. september, som det fremgår af et stort antal økonomiske dokumenter fra forskellige amerikanske regeringsinstanser og komitéer. Kapitalisterne havde åbent beregnet de økonomiske gevinster fra et eventuelt amerikansk militært og politisk herredømme i Afghanistan.

Transnationale selskaber forventer at efterspørgslen efter olie og gas vil vokse kraftigt I landene i det østlige Asien. Specialister forventer sig særlig meget af to store regioner: Indien-Pakistan og Kina. På grund af sin geografiske beliggenhed er Afghanistan et næsten obligatorisk transitpunkt for overførsel af kaspisk olie og gas til Fjernøsten.
Ikke blot er udvindingen af naturressourcerne profitabel, kontrollen over transitten og de modtagende markeder er det også.
Talibanerne i Afghanistan blev støttet og bragt til magten af den amerikanske imperialisme som en ‘vagthund’ for amerikanske interesser. Talibanerne var imidlertid ikke i stand til at tackle den interne situation i Afghanistan, og de forsøgte tilmed uafhængigt af deres herrer at sikre sig kontrol med den mulige transport af olie og gas gennem afghansk territorium. USA-imperialismen havde ikke råd til at miste kontrol over området. Det var den væsentligste bevæggrund bag den amerikanske aggression mod Afghanistan.

Det er værd at notere sig den højtråbende propaganda om det russiske bourgeoisis ‘ædle’ kamp mod ‘international terrorisme’. Det er også en uacceptabel løgn og et snedigt trick fra de russiske aggressorers side. Det russiske bourgeoisi forsøger også at få fingre i Afghanistan bag Nordalliancen med det samme mål – at få greb om olien som en ny profitkilde. Vi bør ikke glemme at de russiske monopoler er producent af kaspisk olie og gas og kan blive en hovedaktør i spillet om transporten af olie og gas til Østasien. Dette træk er blevet analyseret i detaljer i ‘Proletarskaja Gazeta’ nr. 14 i artiklen ‘Kapitalismens ‘civiliserede verden’ er kilden til terrorisme og krig’.
Det russiske bourgeoisi er en god kandidat til titlen som international terrorist. Først og fremmest ødelagde det russiske bourgeoisi næsten alle tjetjenske byer og dræbte tusinder af civile i dens blodige kampagne for at få kontrol med den tjetjenske olie. På samme tid udnytter Ruslands borgerlige myndigheder denne kampagne mod international terrorisme til at oprette et politiregime i vort land. Organerne til lovhåndhævelse har næsten ubegrænsede beføjelser til at undertrykke enhver form for social uro. Vi bør i særdeleshed aldrig glemme den blodige undertrykkelse af de ubevæbnede Leningrad-arbejdere i cellulosefabrikken i Viborg i 2000.
Hysteriet om ‘international terrorisme’, som bourgeoisiet oppisker, bruges til at tilsløre NATOs kriminelle karakter for at få denne internationale terrororganisation til at ligne en ‘fredsbevarer’.
Hysteriet om ‘international terrorisme’ fremkaldes af den internationale kapital på et tidspunkt, hvor arbejderne og de nationale frigørelsesbevægelser styrker deres kamp i mange af verdens lande.

Længe leve den internationale proletariske solidaritet!

Kommunistisk Politik 12, 2002.
Netavisen 3. juni 2002