Hvor hen nu?

Demotale Ungdomshuset 28. december 2001
Af Jonas

Hvor-
De sidste 19 år har unge fra København, og hvor de nu ellers er dukket op fra, kunnet prøve kræfter med egne ideer og drømme, i egne omgivelser, og på egne præmisser.
Ungdomshuset, på Jagtvej 69, har dannet rammen om en enorm og uoverskuelig demokratiseringsproces. En uendelig udvikling mod intet mindre end erfaringen og alle dens bestanddele fragmenteret i forsøg, i fejltrin, i vilje, i sejre, både for den enkelte, for de græsrødder der har brugt huset, og for de fine gamle vægge selv.
Ungdomshuset som kulturel, politisk og personlig omdrejningspunkt er ganske erfaringen -personlig eller kollektiv – af absolut nødvendighed. Intet mindre.

hen
At markedsramte politikere og medietærskede personligheder ikke kan se, eller vælger at overse dette faktum er grunden til vi ligger vågne om natten.
For hen ad vejen bemærker vi, at det ikke kun er vores eget kvarter,
der for hvert kvarter bliver stadig mer’ og mer’ som folk bliver fler’ og fler’.
Og hvem vil have flad struktur, billig kultur, og unge i gang der tror på de dur?
Når der er sponsorpenge i alt fra Fay Weldons romaner, til In steder nydt i selskab af små hvide baner, bliver kulturen noget som markedet skaber og derved, ironisk nok, en sejrende taber.

Nu?
De sidste 5 år har set Ungdomshuset genrejse sig fra en brand, der ikke kun ødelagde dele af husets indre, men også gav Kramer og hans kumpaner en længe ventet chance til definitivt at ende `de 25 subkulturelle unges fordærvende virksomhed.
Den efterfølgende renovering af huset skete ikke på kommunens regning. Arbejdskraft og økonomiske midler blev fundet i huset selv og gennem vores kammerater. Alligevel valgte kommunen i år 2000 at sælge huset uden at spørge om vores mening. Det hus de for 19 år siden gav os i gave. Det hus vi selv havde genopbygget. Et hus der kostede kommunen rundt regnet 100.000 at drive pr. år.
Med salget kunne kommunen nu slange sig uden om alle de løfter der indtil da var blevet givet til husets brugere. Nu frafaldt løfterne om genhusning for husets aktiviteter, ansvaret for en eventuel opsigelse var fra nu af et privat anliggende. Samtidig blev kriminaliseringen af brugerne privatiseret.
Systematiseret gennem juridiske opgør mellem huset og det skumle selskab Human A/S, bestyrelsesforkvinde – der viste sig ikke at have en bestyrelse – Inger Loft, og Gennem videresalg uden samtykke til en gudsfrygtig totalitær organisation kaldet Faderhuset.
Recepten for begge ejere var fra starten: Aggressive ejer prøver med alle midler at få smidt lejer ud, indtil lejer bliver træt af pis, og enten går, eller går Bananas.
Strategien er forudsigelig og som alt andet der har med den enebårne bestyrelse eller den totalitære sekt at gøre, dybt usmagelig.
Ungdomshuset har gennem de sidste 19 år været politisk og kulturelt omdrejningspunkt, ikke kun for husets brugere men også for dem der er blevet provokeret til at tage stilling til, og diskutere husets anarkistiske ånd, de aparte aktioner, de grimme punkere, de revolutionsromantiske, kort sagt de allestedsnærværende, dybt besværlige og bund uærlige fundamentalister!
Ungdomshuset har hele tiden været, er, og vil fortsætte med at være en besværlig byld i borgerliderlighedens og dydens ende. Det hjælper ikke at presse os, vi kommer altid igen.

Tak fordi I dukkede op. Ha en rigtig fed demo.

Netavisen 7. januar 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne