Fogh-Danmark rystet

Af Klaus Riis

Den sidste borgerlige regering under Schlüter sad i 10 år før den blev tvunget til at af ovenpå Tamil-skandalen. Fogh-regeringen har siddet i mindre end tre måneder, og endnu ikke fået vedtaget sin første finanslov, før den rystes af en stor skandale:
Hvor navnet Farum havde en liflig klang i liberale ører for blot en uges tid siden, er det nu blevet en pinlighed, som man helst ikke udtaler sig om.
Man har derimod meget travlt med at bagatellisere Brixtoftes og Farums betydning. Det er bare en lokal affære, endnu en historie om en fordrukken bykonge, der ikke kunne holde sig i skindet.

Men Brixtofte er meget mere end det: han var bannerfører for den danske nyliberalismes pionerprojekt, for privatisering og udliciteringspolitikken. Farummodellen har været en stadig kilde til ‘inspiration’ og ‘efterfølgelse’ i resten af landet. Foghs egen regering er Farum omsat til landspolitik. Utallige gange har statsministeren fremhævet Farum som forbillede – og det viser sig at i al fald finansminister Thor Petersen har været involveret i den praktiske udmøntning af den som direktør for Jydsk Rengøringsselskab (nu ISS).

Finanslovsforliget mellem Venstre, Konservative og den stuerene Pia Kjærsgård er ren Farum. Den er tænkt som indledningen på det store nyliberale projekt, det borgerlige Danmarks Projekt Udlicitering, efter 9 års socialdemokratisk-radikal regering. Kun det første skridt taget af et borgerligt flertal, næsten lige så suverænt som Venstre-flertallet i Farum kommune, der lige indtil skandalen brød løs har applauderet, støttet og udført den idérige borgmesters mindste plan og initiativer.
Også derfor er Farum-skandalen blevet en trussel mod højreregeringen.

Anders Fogh har valgt at holde uhyre lav profil i sagen for at undgå at Venstres lokalpolitik af folk bliver forbundet med dets landspolitik – og for dermed at underspille dens betydning. Tavshed kan også være krisemanagement. Men Venstres partiledelse har utvetydigt tilkendegivet over for Brixtofte, at han bare har at blive ved med at være syg (eller i al fald sygemeldt) og godt kan holde sig væk. For personen Brixtofte kan gå hen og blive endnu farligere for partiet og regeringen end den bovlamme socialdemokratiske opposition, som først og fremmest ser sagen som en anledning til at sige tak for sidst til Venstre for dets konstante angreb i opposition på socialdemokratisk kammerateri og pamperi, som i Strube-sagen, KUC- og ligkistemagasinskandalerne.

Socialdemokratiet – og med det toppen af fagbevægelsen – har valgt ikke at føre kamp mod finansloven, selvom det ikke har fået afsat det mindste fingeraftryk, og selvom finansloven slagter en lang række socialdemokratiske prestigeprojekter fra miljø til menneskerettigheder. Det vil i sidste ende stemme for den, i den parlamentariske samdrægtigheds ånd.

Mange har forsøgt at komme med en forklaring på den påfaldende socialdemokratiske spagfærdighed efter valgnederlaget i november og tabet af regeringsmagten. En af dem er utvivlsomt at partileder Nyrup igen har fejlvurderet Fogh-regeringens intentioner, som da han under valgkampen erklærede, at Venstre var blevet et nyt socialdemokrati og demonstrativt rev Foghs bog om ‘minimalstaten’ i stykker for åben skærm. Han havde forventet et oplæg til en ‘bred forligspolitik’ omkring finansloven – og ville på banen igen via de udeblevne fingeraftryk. En anden er at det bliver stadig tydeligere, at partiet befinder sig i intern krise: kravet om Nyrups afgang er voksende. Nyrup søger at imødegå det ved at lægge op til en ‘organisatorisk og politisk fornyelsesproces’, der skal strømline partier til partisituationen i Euroland.

I alt dette er der en bemærkelsesværdig overset udvikling: Danmark glider dybere og dybere ned i den økonomiske krise, som nu har grebet hele den kapitalistiske og imperialistiske verden. Tusindvis af arbejdspladser er blevet nedlagt i de seneste måneder – ikke mindst i industrien. Nogle som direkte følge af krisen, nogle fordi produktionen flyttes til udlandet, hvor arbejdskraften er billigere, som i de baltiske lande. Baltikum er ved at blive til en baggård for skandinavisk kapitalisme, sådan som Mexico har været det i årtier for USA. Og det koster massevis af danske arbejdspladser.

På det punkt har Fogh det på samme måder som sin forgænger: Hvad han ikke vil se, og hvad der ikke snakkes om, eksisterer heller ikke. Den økonomiske krise i Danmark udfolder sig under larmende tavshed – mens den brutale og sorte finanslov skal vedtages som en indfrielse af Foghs ‘storslåede’ valgløfter.
Regeringens politik bygger – som Farum-modellen – på løgn efter løgn, bedrag over bedrag. Dens konsekvenser vil blive endnu mere katastrofale end Farummodellen for Farum.

Kommunistisk Politik 4, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne