Nyrup dømt ude

‘Det store højreskred’ er folketingsvalget blevet betegnet som. Det er en sandhed med store modifikationer. Selvom der er kommet en statsminister fra Venstre, og V og K kan regere alene på DFs mandater. Det var mest af alt Poul Nyrup Rasmussen og hans regering, der blev valgt fra. Dømt ude efter næsten 9 år med EU-politik, angreb på velfærden, rosenrødt skønmaleri af Danmarks situation, konstante løftebrud – og senest rollen som den mest loyale af alle allierede i det brutale og beskidte amerikanske krigseventyr i Afghanistan.
Nyrup er ude som statsminister – og vil også være færdig som partileder – fordi Socialdemokratiet ikke har ført en politik til gavn for arbejderklassen eller det store flertal. Det er den vigtigste forklaring på valgnederlaget. Det 20. århundrede blev kaldt ‘Socialdemokratiets århundrede’. Ved det første valg i det nye mistede det pladsen som Danmark største parti. Det afspejlede socialdemokratiets krise, som også har revet dets støttepartier – de små socialdemokratier i SF og Enhedslisten – med sig.

I en leder i dette blad i januar i år ‘Panik før lukketid‘ (KP2, 2001) konkluderede vi:
“Schlüter og Co. holdt ti år. Nyrup og hans følge har allerede holdt otte. Der lægges op til sceneskift. Det forstærkes med Bush’s tiltræden som præsident. De socialdemokratiske regeringer i Norden og EU-landene befinder sig alle i vanskeligheder. Skuffelsen over uindfriede løfter har undergravet tilliden til socialdemokraterne som alternativ.
Svagheden i det virkelige alternativ til venstre, hvor stærke kommunistiske partier ville være en hovedkraft, bevirker, at den naturlige reaktion – en forstærket søgning mod venstre, mod klassekampens politik – bremses, og at banen kridtes op for populistiske højrepartier af Kjærsgård-typen og for højreregeringernes tilbagevenden, selvom skandalerne fra deres sidste regeringsperioder dårligt har lagt sig.
Det ville være forkert at proklamere, at en ny international højrebølge er på vej. Men reaktionen får mere vind i sejlene, og vil rykke fremad. Den sociale og politiske polarisering vil blive stadig mere synlig i de kommende år.”

Poul Nyrup søgte med valgudskrivelsen (der satte kommunalvalget helt i skyggen af ‘præsidentopgøret om statsministerposten) at slå parlamentarisk mønt af den stadig mere kulsorte og reaktionære internationale situation, som er blevet dramatisk tilspidset af George Bushs USA efter den 11. september. Og det mislykkedes ynkeligt.
For at bevare regeringsmagten søgte socialdemokratiet at antage en række af den borgerlige fløjs mærkesager – ikke mindst på udlændinge- og kriminalpolitikkens område. Valgkampen blev fra start til slut spillet på reaktionens hjemmebane med dens drevne udnyttelse af fremmedfrygt og oppiskning af fremmedhad.
Og for at opnå samme statsministerpost lagde Venstre og den for få år siden superliberale minimalsstatshøg Fogh Rasmussen sig tæt op ad Socialdemokratiets ‘velfærdspolitik’. Valgkampen blev på dette område ført som et orgie af løftepolitik fra alle sider – som snart vil blive sat til side.

SF har kastet sit lod og skæbne i armene på Socialdemokratiet. Drømmen om ministerposter bristede også denne gang. Og Enhedslisten var på slæb: partiet blev straffet for sin linje for at søge indflydelse hos (og fungere som alibi for) Socialdemokratiet ved regeringsmagten. To små socialdemokratier ved siden af det store – og ingen der fører arbejderklassens politik. Det straffes.
Det rammer også Enhedslistens små trotskistiske og revisionistiske støttepartier (som SAP, KPiD og DKP/ML). Denne glatte ‘venstrefløj’ vil nu alle råbe højt om det uhyggelige ‘højreskred’ – men stadig uden at klarlægge socialdemokratiets, reformismens eller deres egen rolle i det. Og de vil straks love bod, bedring og forstærket udenomsparlamentarisk kamp. Indtil næste parlamentariske ‘chance’ viser sig.

Mangelen på et reelt alternativ til venstre (uden gåseøjne, og både i og især udenfor folketinget) som vender sig mod både en borgerlig og en socialdemokratisk regering med grundlæggende identisk politik er beskæmmende. Ikke mindst fordi der eksisterer en reel bevægelse mod venstre. Den afspejles i antiglobaliseringsbevægelsen, i fredsbevægelsen, i kampen mod nedskæringer og på mange andre områder. Det er den de store og små socialdemokratier med støttepartier stiller sig i vejen for. Og det er på den et reelt venstrealternativ må opbygges i de kommende år.

Redaktionen 21. november
Kommunistisk Politik 24, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne