Ånden fra 30erne

Af Klaus Riis

På FNs generalforsamling om terrorisme kunne der ikke opnås enighed om en fælles terrorismedefinition: ‘den enes terrorrist, er den andens frihedskæmper’, som det blev sagt. Begrebet ‘statsterrorisme’ (f.eks. Hitlers mod det tyske folk) eksisterer ikke i de ny internationale definitioner, som USA og EU søger at gennemføre.
Den danske terrorpakke bygger på EU’s såkaldte ‘rammeaftale’, hvor (ifølge justitsministeriet) ‘Artikel 1, stk. 1, definerer således terrorhandlinger som handlinger, der begås ulovligt med det formål at tilføje et lands eller en international organisations politiske, økonomiske eller sociale strukturer alvorlig skade eller ødelægge dem.’

Denne definition tager sigte på at opretholde de eksisterende stater og institutioner. Ethvert illegitimt eller forbryderisk regime, ethvert militærdiktatur, kan udnytte den til at bekæmpe sine modstandere – og få dem udleveret som ‘terrorister’. Fra det hedengangne apartheidregime i Sydafrika til Israel eller det halvfascistiske Tyrkiet i dag.

Det er ikke en antiterrordefinition, men en antioprørsdefinition. En paragraf til at bevare det eksisterende system i alle lande og Den ny Verdensorden – som defineret og anført af USA. Men oprør mod en undertrykkende magt er ikke bare retfærdigt, men også anerkendt ifølge international lov, og tilmed indskrevet som en ret i nogle landes forfatninger.
Ved at definere terror som stort set enhver handling, der imødegår den eksisterende statsmagt og dens interesser, indbygger den i selve udgangspunktet uforenelige modsætninger, som FN-debatten viste det.

Men der findes gode, juridiske definitioner af, hvad terror og terrorisme er, som undgår sådanne indbyrdes uforligelige tolkninger. F.eks. denne fra den amerikanske professor Edward Hermann.
Hermann definerer terror og terrorisme som ‘anvendelsen af magt mod civilbefolkninger for at opnå og gennemføre politiske målsætninger’.
Denne definition udelukker ikke afgørende dele af en terrordefinition som f.eks. statsterrorisme, begået af et nazistisk., fascistisk eller andre regimer – men rummer dette. Den er politisk neutral, og har ikke som udgangspunkt opretholdelsen af enhver given stat og statsmagt, uanset om den er illegitim eller kriminel. Den går til det væsentlige: at terror er vold mod den civile befolkning. Dermed giver den mulighed for at bedømme al brug af magt: hvis den bruges i undertrykkende øjemed mod befolkningerne, mod samfundsmedlemmerne, eller for at påtvinge dem en given vilje og politik, er det terror.
Den danske terrorpakke lugter langt væk af ånden fra 30erne.

Se også TEMA:
Undertrykkelse i terrorbekæmpelsens navn –
TERROR OG STATSTERRORISME

KP 23, 2001