High-tech krig i Afghanistan

Siden USAs krig mod Afghanistan blev indledt sent søndag eftermiddag dansk tid med en række bombeangreb mod Kabul, Kandahar og Jalalabad er en massiv regn af raketter og bomber faldet over det ulykkelige land, dets byer og indbyggere i bølge efter bølge.

demo02_afghanistankrig_7_okt_2001_raadhuspladsen_kbhFakkeldemonstration på Rådhuspladsen, København, om aftenen den 7. oktober 2001, da USA indledte krigen mod Afghanistan

Krydsermissiler, Tomahawk-missiler, bomber fra jægerfly. F-16 og B52-fly (som aldrig har været kendt for deres evne til præcisionsbombning) har været sat ind. Hangarskibe, Ubåde. Mere end 40.000 soldater er samlet i en række nabolande, parat til en landinvasion. De amerikansk kontrollerede flybaser i hele regionen og flåden af skibe i Den persiske Golf og andre steder er rettet mod et mål: Afghanistan.

Det er verdens mest avancerede krigsmagt mod en primitiv hær. Verdens rigeste land mod det fattigste muslimske. Højteknologi mod lavteknologi.

Hvad Taleban-præstestyrets 40.000 mand store hær havde af relativt moderne våben – det meste forsynet af USA under krigen mod Sovjetunionen samt sovjetiske efterladenskaber – er formentlig ødelagt.

De første dages bombardementer tog sigte på at etablere totalt overherredømme i luften ved at smadre afghanske fly, flybaser, radar- og kommunikationsudstyr, sammen med anden militærudstyr, lejre og forlægninger. Allerede efter et par dage var ødelæggelserne så omfattende og modstanden mod luftangreb så svag, at de fortsatte bombardementer kunne finde sted i fuldt dagslys – i kontinuerlige 24-timers angreb.

På denne måde banes vejen for en offensiv fra USA’s og ‘anti-terror-koalitionens’ allierede, bandithæren Den Nordlige Alliance, der har bebudet en offensiv i umiddelbar forlængelse af de første dages amerikanske og engelske bombardementer. Det baner vejen for kamphelikoptere og andre langsommere fly, for indsættelse af specialtropper fra fly eller over landegrænser, f.eks. fra Uzbekistan, og for den egentlige invasionshær af landtropper, som vil være nødvendig for erobringen af regeringssædet Kabul og de øvrige storbyer.

Det burde være en smal sag for den mægtige vestlige krigskoalition at få gjort kål på præstestyret.

Men på trods af den knusende overlegenhed på alle felter er det ikke sikkert, det bliver så lige til at knuse Taliban og dets hær.

Og læg mærke til, at ikke et eneste arabisk eller muslimsk land er med (bortset fra Pakistan, Talibans nærmeste allierede, der fik en atompistol for tindingen, Saudiarabien og – Uzbekistan) De øvrige lande har enten måttet erklære sig ‘neutrale’, presset af en massiv folkestemning, eller har fordømt det amerikanske angreb, som Irak og Iran.

Selvom Taleban-styret erklæres for totalt isoleret (og ikke har diplomatiske forbindelser med nogen), selvom den økonomisk, politiske og militære blokade er total, står det ikke isoleret blandt de arabiske og muslimske folkemasser.

Krigen har umiddelbart frembragt en eksplosiv situation i hele regionen – ikke mindst i Pakistan, i Kashmir-provinsen og i Palæstina. Alle de reaktionære regimer, der åbent eller skjult er allierede med USA, mærker stolene brænde under sig.

Over resten af verden vokser også kravet om at USA indstiller bombardementerne og aggressionen mod Afghanistan og trækker sine tropper hjem. Det er ikke en populær krig, George W. Bush, Toni Blair (med Ariel Sharon som skjult partner) har indledt i terrorbekæmpelsens navn. Dertil er dens reaktionære, aggressive og imperialistiske karakter for tydelig.

De har erklæret at krigen vil blive langvarig – og at Osama Bin Laden og Taliban-regimet langt fra er dens eneste mål. Jo længere den varer og jo mere udvidet den bliver, jo stærkere vil krigsmodstanden blive, også i USA – og også blandt de progressive og antiimperialistiske kræfter i verden, der intet har til overs for det reaktionære præstestyre, men som fordømmer imperialistisk aggression og diktat og forsvarer den nationale selvbestemmelsesret – også for Afghanistan.

Og hvad med de civile ofre? De findes ikke – for ingen taler om dem. De dræbte civile – og for den sags skyld døde soldater – er banlyst fra de censurerede medier. Der er ingen civile ofre, siger USA, eller højst ganske få og uundgåelige.

Der er en lang tradition for at lyve om ofrene for de amerikanske krigshandlinger – og ikke mindst de civile. Harry Truman fortalte den amerikanske befolkning og verden, at attombomberne over Hiroshima og Nagasaki ikke krævede civile liv!

Og frem til i dag er sandheden om massakrene og de civile ofre for Koreakrigen, Indokinakrigen og krigen og blokaden mod Irak blevet fortiet og gemt.

Selvfølgelig er der civile ofre i tusindvis. Direkte for bombardementer. Et enkelt tal: 4 stks døde FN-medarbejdere poppede pludselig op – simpelthen fordi FN meddelte, at amerikanske bomber havde ramt et FN-kontor i Kabul og dræbt dem, der var der. I CNN-propagandaen blev det straks til, at FN-bygningen havde forvildet sig klods op af et oplagt militær mål.

De andre civile afghanske ofre for bombardementerne er tiltænkt en evig død i dyb stilhed i de amerikansk og britiskstyrede medier. For mord på civile harmonerer ikke så godt med den ædle mission at ryge nogle terrorister ud af deres huler – og folk har stadig billederne af WTC siddende på nethinden. Nu er New York flyttet som en hævner til Kabul – og alle andre afghanske byer.

Dertil kommer alle dem, som vil dø af den hungersnød, som krigen vil forstærke, af sygdomme på grund af manglende medicin, af krigsepidemier o.s.v. – krigenes faste følgesvende, dens tavse dræbere. I tusindvis, hundredtusindvis, i millioner . . .?

På det militære område kan krigen udvikle sig til en guerrillakrig med to parter: talibanerne, der er meget erfarne og vante netop til den type krig, og amerikanske og britiske styrker, der ikke er det, men som støttes af hele det højteknologiske operationsudstyr og det massive luftherredømme, samt Den Nordlige Alliances soldater. Vinteren der sætter ind om et par uger vil virke til fordel for talibanerne.

I forrige århundrede var det England, i sidste var det Sovjetunionen, der fik Afghanistan galt i halsen. Nu er de begge tilbage (om end med Rusland i en mere indirekte rolle end den, England spiller) – med USA i hovedrollen. Det ville kun være lidt mere end en poetisk retfærdighed, hvis det samme blev tilfældet i ‘den første krig i det 21. århundrede’.

KP-Netkommentar 10. oktober 2001

Se også

Stop USAs krig – København 7. oktober 2001
Billedserie fra demonstrationen på Rådhuspladsen

APKs formand Dorte Grenaa: ‘Det er vigtigt ikke at dukke hovedet nu’
KPnet 15. september 2001