Nej til imperialistisk krig!

Af Frankrigs Kommunistisk Arbejderparti PCOF

“USA er i krig mod terrorismen og alle, der støtter den. Det er en krig mellem det gode og det onde, mellem civilisation og barbari.”

Siden angrebene den 11. september er disse sætninger blevet gentaget uafbrudt og overalt af medier med en direkte linje til USA, det erklærede centrum for den frie verden. Planetens kor er Wall Street, hvis pulsslag er aktiekursernes svingninger. Bekendtgørelser om fyringer øges, og man afkræves at acceptere dem i patriotismens og solidaritetens navn.

Enhver trues til at placere sig i den lejr, hvis ikke man vil gøres til terrorismesympatisør; i flere lande mangedobles arrestationerne af globaliseringsmodstandere allerede.
Militariseringen af bevidstheden er i gang: Man skal glemme alle den amerikanske imperialismes ofre, ikke reflektere over det skete, men føle sig truet og mistænke alle, særligt dem med arabisk udseende. I USA og Storbritannien er nogen allerede gået over til handling.

Fra time til time kommer lederne af den amerikanske supermagt med nye erklæringer og beslutninger, der fører deres land i krigstilstand. Nogen af deres “fjender”, stater og grupper, er navngivne som fx Osama bin Laden og det regerende Taliban-styre i Afghanistan, mens andre som fx islamiske grupper i Mellemøsten, Pakistan, Irak osv. antydes. Betegnelsen af disse fjender er vag, elastisk i forhold til ønsker og alene overladt de amerikanske lederes vurderinger. Men blev lige indtil for nylig da ikke en del af disse terrorister kaldt “frihedskæmpere” i USA’s korstog mod Sovjetunionen? I 1979 blev bin Laden rekrutteret af CIA. Eleven vendte sig imod sin mester.

For at føre sit “korstog” – et afskyeligt udtryk, men med stor aktuel relevans – har USA krævet og fået politisk støtte fra NATO’s medlemslande. Putins Rusland har erklæret sig fuldkommen solidarisk og forsøger med dette at opnå international støtte til den beskidte krig, som det i årevis har ført i Tjetjenien under navn af kamp mod den islamiske terrorisme.
EU har besluttet at forstærke det europæiske samarbejde på det juridiske og politimæssige plan og sammen med det amerikanske efterretningsvæsen. Flere lande har allerede bekendtgjort, at de vil tage del i denne “første krig i det nye årtusind”.
Hvad angår Sharon, der hele tiden er forud med flere provokationer, så har han skyndt sig at lancere nye militære operationer mod palæstinenserne, alt imens han har kaldt Arafat for “bin Laden”.

Folkene, især dem der lider under den amerikanske imperialismes og dens lakajers herredømme, kan ikke genkende sig selv i den “internationale koalition”. USA har gjort sig hadet i hele verden. USA udpeges som den imperialistiske globaliserings pådriver og den, der nyder hovedfordelen deraf, i alle manifestationer. I Mellemøsten fører USA en kriminel politik over for Irak og støtter konstant Israel. Efter 10 år har bombardementerne af og blokaden mod Irak officielt kostet mere end 800.000 mennesker livet, heraf en stor del børn.

I Frankrig tales med én og samme stemme. Chirac er gået frem med regeringens og de største højrefløjspartiers politiske støtte, alt imens han gav råd om “mådehold”. Kort sagt, man skal ikke nære nogen illusion om en eller anden vilje fra de franske myndigheders side til at opponere imod den krig, som den amerikanske imperialisme vil begynde.
Det officielle Frankrig har øget støtteaktionerne, som fx tre minutters stilhed i alle offentlige institutioner, særligt i undervisningsinstitutionerne. Mange har spurgt: Hvorfor denne særlige behandling til USA, når ofrene for USA’s politik ikke har ret til nogen behandling overhovedet?
Det skal også siges, at den franske hær deltog i Golf-krigskoalitionen og derefter i bombardementerne mod Jugoslavien.

Inden for det pluralistiske venstre markerer holdningen hos ledelsen af Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) et betydeligt brud med dennes tidligere position over for den amerikanske imperialisme.
PCF’s formand Robert Hue har gentagne gange bekræftet sin støtte “til det amerikanske folk og de amerikanske myndigheder”, navnlig i menneskehedens navn. Hvor er morderen Bush? – der er langt fra mobiliseringen omkring Mumia Abu Jamal i august!
Denne ændring er alvorlig, fordi det handler om intet mindre end støtte til en imperialistisk magt, som højt og kraftfuldt proklamerer, at den vil bringe sig retfærdighed, og som på verdensplan anvender alle statsterrorismens midler, og ikke tøver med at lægge hele områder og lande i aske for at bekræfte sit lederskab og styrke sit herredømme.
Afghanistans folk, der allerede er mishandlet af års krig og Talibans barbari, er de første mål.

Lige fra den 11. september har vi taget stilling til de alvorlige begivenheder og klart bekræftet, hvilken lejr vi står i.

Dengang sagde vi (Kommuniké, Paris den 11. september 2001):

‘Symbolerne på den amerikanske imperialismes økonomiske, militære og diplomatiske magt er netop blevet mål for angreb af en hidtil uset størrelsesorden på amerikansk jord.
Den stærkeste magt på jorden, som er sikker på sin usårlighed, lovede straks hævn. Det værste kan befrygtes!
Angrebspsykosen besætter alle hovedstæderne. Planerne om kontrol og politimæssig og militær overvågning, som VGP-planen i Frankrig, introduceres.
NATO sættes i maksimal beredskab. Krigserklæringerne bliver mangfoldige.

Angrebene på USA tjener ikke fremskridtets sag, eller fremmer det palæstinensiske folks kamp eller den folkelige modstand mod den amerikanske og de øvrige imperialistmagters politik, som har kunnet iagttages ved de store demonstrationer ved imperialismens topmøder.

Vi fordømmer på forhånd alle de gengældelsesaktioner, som vil blive foretaget mod folkene under påskud af “krig mod terrorismen”.
Vi fordømmer også alle forholdsregler, som sætter spørgsmål ved de demokratiske rettigheder og ikke mindst ytringsfriheden.
Vi afviser opfordringerne til en “hellig alliance” med den amerikanske imperialistmagt, som er skyldig i det største antal imperialistiske aggressioner, historien kender.

Vores totale uenighed med metoder og mål hos dem, der har kunnet finansiere angrebene i USA, får os ikke til at ignorere den kendsgerning, at antagonistiske klasseinteresser skiller os fra imperialistmagterne.’

Udviklingen de sidste dage viser os nødvendigheden og muligheden af på det bredest mulige grundlag at samle alle, personer og organisationer, som siger nej til denne nye imperialistiske krig, som siger nej til Frankrigs – og særligt det franske militærs – deltagelse i denne.

Vi siger nej til en hellig alliance under USA’s banner.
Denne krig ønsker vi ikke, og vi vil ikke betale den!
Vi er solidariske med de folk, der kæmper imod imperialismen.
Gid der overalt, på arbejdspladserne og på gaden, manifesterer sig modstand mod denne nye imperialistiske krig!

Paris, den 21. september 2001

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF

Netavisen 1. oktober 2001