Hvem er Khatami?

Af Irans Arbejdets Parti

Som en ledende skikkelse i reformbevægelsen blev Khatami første gang valgt som protest mod det islamiske regime. Men han støtter den arbejderfjendske islamiske republik – og hans genvalg markerer ikke længere en masserevolutionær protest. Irans Arbejdets Parti anbefalede boykot ved det netop afsluttede præsidentvalg.
Uddrag fra Beretningen til Irans Arbejdets Partis udvidede plenarforsamling .

Reformbevægelsen har genopvakt massernes drøm om en bedre tilværelse. Denne drøm kan ikke så let kontrolleres. Reformisterne inden for Den islamiske Republik er selv bange for denne oprørske ‘gigant’ og de ser den gerne nedkølet. Det var dødsfrygten, der bragte DEen Øverste Leder Khamenei på banen og fik ham til praktisk taget at annullere Det Sjette Islamiske Parlament.

Khatami har aldrig været mere end hvad han er i dag. På førstedagen da han første gang var blevet valgt som præsident annoncerede Khatami, at han er en tilhænger af Den islamiske Republik, at han støtter den islamiske forfatning, som overdrager Den Øverste Leder en nøglefunktion, og at hans reformprogram vil bevare den islamiske republik. Men den ‘falske opposition’ i udlandet tillagde Khatamis virksomhed en revolutionær karakter.

Khatami var et medlem af herskerapparatet, som ikke var enig i den form, det islamiske diktatur dengang antog i Iran. Han kunne klart se, at lovløsheden, despotismen, de politiske mord, mangelen på sikkerhed og retsgaranti, den officielle korruption og skandalerne, prostitutionen, forbrydelserne, narkomanien o.s.v. har gjort Iran til et helvede og at denne situation ikke kan vare evigt. Han rejste ikke disse spørgsmål. fordi han ønskede at ændre regimet grundlæggende. Hovedpunkterne i hans kritik af regimet var de spørgsmål, som masserne har følt på deres krop dag og nat i årevis. Khatami satte fingeren på folkets generelle krav. Men forskellen er, at masserne så Den Islamiske Republik som årsagen til deres elendighed, mens Khatami holdt et begrænset antal reaktionære og konservative elementer ansvarlig derfor.

Valget af Khatami til præsident for fire år siden var mere en følge af de konservatives angreb på ham end et resultat af hans egen kampagne. Den konservative fraktion støttede Nateq Nouri, en ekstremt reaktionær præsidentkandidat. Masserne så ham som et spejlbillede af Elendighedens Islamiske Republik. Den massive folkelige deltagelse i valget og 20 millioner stemmer for Khatami var en afvisning af og en folkeafstemning imod Den islamiske Republik. Ved at vælge præsident Khatami dengang signalerede masserne klart til regimet, at de ikke længere ville tolerere den gamle status quo. Regimets konservative fraktion blev rådvild efter stemmeoptællingen. Denne gigantiske masseaktion chokerede regimet og beredte vejen for en vis politisk ‘åbenhed’. Pressen afslørede henrettelserne, ‘de politiske kædemord’, regimets astronomiske skandaler, forbrydelserne der blev begået under krigen mod Irak, massehenrettelsen af mere end 10.000 politiske fanger i sommeren 1988, magtens mafia – disse gentlemen i rødt og grå (en reference til de, som direkte eller indirekte var involveret i de politiske kædemord), o.s.v.

Processen som begyndte stille med præsidentvalget for fire år siden nåede et klimaks ved de sjette parlamentariske valg. Spændingerne voksede og konflikterne blev mere intense. Folk sagde Nej til den langtidskriminelle Rafsanjani. Den konservative fraktion tabte parlamentsvalget. Nu afslørede Den Øverste Leder sig selv og beordrede den praktisk annullering af parlamentet. Denne ordre var en krigserklæring mod reformisterne og en trussel mod masserne. Mens folket var parat til at yde modstand og forsvare hvad det havde opnået, var de reformistiske ledere kommet til enden af vejen. De frygtede massebevægelsen mere end de frygtede den ekstremt reaktionære fraktion. De turde ikke stole på masserne og erklære krig mod Den Øverste Leder. Med denne ordre søgte Den Øverste Leder Khamenei en kamp for at undertrykke reformtilhængerne, og hans drømme blev opfyldt, da Khatami åbent valgte hans side. Ofrene for denne manøvre i ledelsen er nogle radikale refomtilhængere som nærede fuld tillid til præsident Khatami.

Khatami lukkede øjnene for de konservatives presseforbud. Han bøjede af for presset fra de konservative for at afskedige en af hans kabinetsministre. I en studehandel med Lederen udnævnte han en af dem, som var ansvarlige for de ‘politiske kædemord’ som informationsminister. Khatami deltog i tilsløringen af undersøgelsen og retssagerne herom. Han løftede ikke en finger for at befri de fængslede studenter, som var involveret i studenterrevolterne i Teheran og Tabriz. Khatami ikke alene undlod at protestere mod fængslingen af sine medreformister – han anklagede dem for at være skyldige i ekstremisme og for at berede grunden for omstyrtelse af regimet. Han protesterede ikke mod de nylige arrestationer af de nationalistisk-religiøse elementer i bevægelsen.

Den Øverste Leders undertrykkelse af reformbevægelsen må tages som bevis på nyttesløsheden af reformer ovenfra og uden at støtte sig på folket. Den Øverste Leders ordre betød afslutningen på det spil, reformisterne bedrev med masserne. Dette bekræfter endnu engang det marxistiske princip, at reformer altid er revolutionens biprodukt.
Reformbevægelsen er effektiv når og så længe den revolutionære bevægelse tager skridt til at nå sine mål og gennemtvinge flere reformer.

I de forrige valg betragtede masserne deres deltagelse og deres valg af Khatami som et slag i ansigtet på Den islamiske Republiks regimente. Førhen var det Den islamiske Republiks holdning, at det var Den Øverste Leders beslutning, som tæller – mens folkets stemmer intet er værd. Førhen var Den islamiske Republik bange for massedeltagelse i valgene. Modsat ønskede masserne at vise, at de ikke er flokdyr, som har brug for en hyrde. Resultatet af valgene var et slag mod regimet. Førhen udskilte Khatami sig fra den konservative fraktion. Hans forfremmelse ved folket var en klar fordømmelse af regimet.

Men i dag er situationen helt anderledes. Khatmais klare skift i retning af Den Øverste Leder, hans indrømmelse af at være ude af stand til at udrette noget positivt, hans afbøjning for Khameneis ordre, hans tavshed om alle grundlæggende spørgsmål ved de seneste valg, hans venden ryggen til folkets krav – alt dette viser, at Khatami intet har at tilyde, og at hans tid således er forbi.

At vælge Khatami nu forstærker ikke længere regimets indbyrdes magtkampe. Khatami som chef for den udøvende og lovgivende magt kan ikke noteres for andet end beklagelser ovver hans frugtesløse og forgæves virksomhed. Nu vil deltagelse i valgene blive taget som troskab overfor Den Øverste Leder Khamenei. Nu opfordrer den konservative fraktion folket til at deltage i præsidentvalget. Nu er politikken med ikke at deltage i valgene og at understrege den kendsgerning, at den eneste vej til frelse er at omstyrte regimet med en social revolution den korrekte politik at følge.

Fra Toufan International Nr. 6, juni 2001