Euroen om hjørnet

Af La Forge, organ for Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF
Juni 2001

Kampagnen for overgang til euro er vokset i styrke, den mobiliserer politikerne og ejerne af de store kæder, som er udnævnt til pædagoger for forbrugerne. Virksomhederne er også blevet vækket for at den store omvæltning skal lykkes. Selv om der er enighed om sagen på højeste niveau, rummer den dog også en politisk dimension, for selvom politikere og økonomiske ledere kan påtvinge os en ny valuta, betyder det ikke at de kan opnå folkelig tilslutning. Thi enhver folkelig modstand har både en politisk og en økonomisk konsekvens, især et fald i forbruget. Det er en hypotese der tages meget alvorligt i forretningslivet, som forsøger at finde argumenter der kan “sælge” euroen og undgå at tilbagegangen i det forbrug der regnes for den drivende kraft i en vækst, som allerede er ved at blive svagere, kommer til yderligere at forstærke bevægelsen. En af konsekvenserne heraf kunne blive et nyt fald i euroens kurs over for dollar, hvad der ville være yderst skadeligt for den famøse “overgangs” succes.

Parallelt hermed genoptages debatten om Unionens politiske fremtid. Jo nærmere man kommer skæbnedatoen, jo mere højlydt bliver debatten; det ene påvirker det andet.
De tyske ledere har genoptaget spørgsmålet om “Europas Forenede Stater”, på et tidspunkt hvor Italien har oplevet en koalition af højre og ekstremt højre komme til magten, under Berlusconis ledelse. Samtidig med at Irland ved en folkeafstemning har afvist at ratificere Nice-traktaten og at genvalget af Tony Blair virker som grønt lys for U.K.s tilslutning til euroen.

Altså modstridende budskaber som unionstilhængerne klart ikke fortolker ens. De hilser begejstret New Labours sejr velkommen, men kalder irlænderne utaknemmelige. Som da danskerne afviste euroen, forsøgte de skuffede kommentatorer at minimere betydningen af denne afvisning, og gav hermed endnu en illustration af den totale foragt, de viser, når den brede befolkning tilkendegiver sin mening, således som denne nu har mulighed for at komme til orde via det borgerlige demokratis kanaler.

I Frankrig skal Nice-traktaten ratificeres den 12. juni med en afstemning i Nationalforsamlingen ved hjælp af deputerede fra PS og RPR. Det irske nej kommer ikke til at ændre afstemningsresultatet. Herom er Chirac og Jospin enige. Deres opfattelser har nærmet sig hinanden meget og de to talsmænd for det franske borgerskabs interesser bestræber sig på at tale med samme røst over for Schröders meget føderalistiske projekt, som især sigter på at betro mere vægt og beslutningsdygtighed til Kommissionen for at “videreudvikle unionen”, til ulempe for forhandlinger mellem regeringer.

I denne kontekst skal man også se de nye ideer, som er fremsat når det gælder den decentralisering som er foreslået parallelt med reformen af Korsikas status. Også her tegner der sig en vis konsensus mellem Chirac og Jospin, selv om de skændes om faderskabet til ideen. Decentralisering, et fænomen der skydes frem i alle unionens lande, er afledt af “subsidiaritets” princippet, som Delors er så glad for. Man overlader til det “lokale” at indrette sig efter de retningslinier, som er bestemt på højeste niveau – nemlig i EU.

Den ‘europæiske vision’, som kansler Schröder udviklede før SPDs kongres, sidst i april, betegnes som “føderalistisk”. Stedet, hvor han holdt denne tale, det nye tyske parlament i Berlin, var bestemt ikke tilfældigt valgt. Symbolikken er en del af den kamp som føres mellem borgerskaberne i de forskellige europæiske stater for at påtvinge de andre deres opfattelse af unionen, opfattelser som fundamentalt afspejler hvert lands storkapitals interesser.

Overs. CH. Let forkortet.
Netavisen 21. juni 2001