Fuglene vil vende tilbage

To kvindelige palæstinensiske digtere

Eksilet og længslen efter hjemlandet er temaet for disse digte af to af de betydeligste nulevende kvindelige palæstinensiske digtere: Fadwa Tuqan og May Sayigh.
Fire millioner palæstinensere lever som flygtninge spredt rundt om i verden som følge af den israelske stats systematiske politik for etnisk udrensning – og de nægtes retten til at vende hjem.

Fadwa Tuqan, født i Nablus 1917 og søster til digteren Ibrahim Tuqan, regnes som den palæstinensiske digtnings Grande dame. Hendes digtning er fuld af social protest og ’udforskning af kærligheden’ fra en kvindevinkel. Hendes selvbiografi fra 1985 En rejse i bjergene (A Mountainous Journey) er oversat til engelsk.

May Sayigh blev født i Gaza i 1940 og uddannet som sociolog fra Cairo Universitet. Hun har været formand for Den Palæstinensiske Kvindeunion og meget aktiv i kampen for de palæstinensiske kvinders rettigheder. Hun har udgivet en række digtsamlinger samt en beretning om den israelske invasion af Libanon i 1982 ’Belejringen’. Hun bor nu i Paris.

Digtene er oversat fra engelsk af Kommunistisk Politik

Det er godt nok for mig

Det er godt nok for mig at dø på hendes jord
at blive begravet deri
at smelte og forsvinde i mulden
og så spire frem som en blomst
som et barn fra mit land kan lege med.
Det er godt nok for mig at være
omfavnet af mit land
at være så tæt ved det som en håndfuld støv
en tot græs
en blomst.

Fadwa Tuqan

Afsked

Dette er afskedens øjeblik:
Peg med dine røde pile,
afvæbn lynet, og åbn
porten til mit eksil på vid gab.
Luk himlens åbne ansigt, og rid væk.
Jeg længes så dybt efter kyster
der udbreder deres oceaner
og heste, der løber løbsk!
Nu vil jeg bære vejene og palmetræerne
i min kuffert,
jeg vil låse mine tårer inde i aftenens skrivehæfte
og forsegle årstiderne.
Lad os begynde sangen: Her er Beirut, som bærer os
som sit eget tøj.
Du må sidde godt på overfladen af hendes glorværdighed
og opgive tårerne
I hendes blå fråde
indeslutter hun dig som evigheden
som den følelse af begyndelse, visheden bringer med sig
Hvordan kan du være død, og dog så definitivt til stede?
Lad floderne forlade deres skyer,
og havene udtørre!
Alt i universet har en ende,
men ikke mit splittede blod …
Hver gang jeg tænker på det
bliver du lige så stor som din død.
Krigsflyene vælger dig, opdager dig, planter
deres sorthed i dig.
Fra alle disse overskyede sidste syner –
hvordan vil du begynde beretningen om høsten?
Vi fly udvælger dig,
ved starten af din søvn,
ved din søvns slutning.
Hvor ofte eksploderede himlen over dig ikke
af had?
Hvor ofte blev du ikke taget til side?
Hvor mange massakrer overlevede du?
Nu samler du alle sårene, søger ly
hos døden,
med drømme som vinger.

May Sayigh

Syndfloden og træet

Da orkanen rasede og spredte sin syndflod
af sort ondskab
over det gode grønne land
frydede ’de’ sig. De vestlige skyer
genlød af glade beretninger:
’Træet er væltet omkuld!
Den store stamme er smadret!
Orkanen har dræbt alt liv i Træet!’
Var Træet virkelig faldet?
Aldrig! Ikke når vores røde strømme flyder evigt,
Ikke når vores tornede lemmers vin
nærer de tørstige rødder.
Levende arabiske rødder
som borer sig dybt, dybt, ned i landet!
Når Træet rejser sig, vil grenene
blomstre grønne og friske i solen
Træets latter skal brede sig som løv
under solen
og fuglene vil vende tilbage
Uden tvivl vil fuglene vende tilbage,
fuglene vil vende tilbage.

Fadwa Tuqan

KP11, 2001