Skandalernes hus

Den europæiske Union er en konstruktion, som glitrer af nybygninger til dens centrale institutioner, designet af tidens mest fremtrædende arkitekter: magtens symboler! Og indei er det skandalernes hus, korruptionens, svindelens og magtmisbrugets.
Det var den fhv. tyske præsident, den konservative Helmuth Kohl og den franske såkaldt socialistiske præsident Francois Mitterand, der sammen lagde grundplanen og fundamentet til den store europæiske Union. Af magtens propaganda hyldes de som ‘de store europæere’, der tog de afgørende skridt til virkeliggørelsen af stormagtsdrømmen. Men ikke bare grundplanen for huset er betændt: det er monopolernes og ikke de europæiske folks plan. Selve fundamentet er pilråddent.

Sidste år rullede den store korruptionsskandale i Tyskland, der viste ekskansleren på monopolernes ulovlige lønningsliste. Nu tilsyneladende afsluttet ved at Kohl har betalt et millionbeløb i D-mark til den tyske statskasse. Derved har man undgået en retssag, der ville føre ny afsløringer af korrupotionen i den herskende tyske og europæiske elite med sig.
I år er en tilsvarende fransk skandale eksploderet, som involverer afdøde Mitterand. Hans udenrigsminister Roland Dumas står anklaget i en af de største monopolbestikkelsessager i fransk historie. Mitterands søn er anklaget for at have brugt faderens forbindelser til illegal våbeneksport til Afrika. At Mitterand og hans parti selv var og er på monopolernes lønningsliste er uigendriveligt. Men også den nuværende franske præsident Jacques Chirac er under anklage for bestikkelse og for systematisk malkning af de offentlige kasser.
Ulovlig monopolstøtte og systematisk malkning af offentlige midler: det er selve cementen i det europæiske hus.

I Tyskland koncentreres opmærksomheden derfor om noget helt andet: Den grønne udenrigsminister Joschka Fischers fortid på den tyske venstrefløj i 70erne. Han er i dag en af de allermest rabiate tilhængere af skabelsen af den europæiske superstat – men i den rolle er han undværlig: det er en fælles tysk politik, hvadenten regeringslederen er socialdemokrat eller CDUer. Til gengæld kan anklagerne mod Fischer bruges til at aflede opmærksomheden fra den store korruption og til at gennemføre et opgør med 70ernes militante venstrefløj. De begyndte med påstanden om at han skulle have støttet terrorisme og kastet molotov-cocktails mod politiet, men er endt med et spørgsmål om, hvorvidt han lyver, når han siger, at han ikke har spist morgenmad med et medlem af det illegale RAF. Selvfølgelig er Fischer blevet sikkerhedstjekket og godkendt i hoved og røv af de tyske hemmelige tjenester, før han blev minister. Derfor kan disse godt være den egentlige kilde til ‘afsløringerne’.

Afledning og opgør med venstrefløjen – det er hvad det drejer sig om. Jyllands-Posten skrev, at oprørerne på venstrefløjen ‘ endte med at bruge de samme metoder – og have de samme mål, vendt mod det parlamentariske demokrat’ som Hitler:
‘I 1930’erne angreb de nazistiske SA-kolonner og kommunisterne i uskøn forening det spæde Weimar-demokrati. Det endte i Hitler og Auschwitz. En generation senere angreb SA’erne og kommunisternes sønner og døtre det unge, vesttyske demokrati.’
Jyllands-Posten forbliver sig selv tro. Fuld af løgn. Det var Hitler, der afskaffede Weimar-forfatningen for at knuse kommunisterne og arbejderbevægelsen og etablere sit diktatur og tysk verdensherredømme. Dengang skrev bladet:
‘Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved Waimar-forfatningens grav. Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde, er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkommersystem, dens lave valgretsalder – 20 år – og forholdstalvalgmåden nemlig allerede forældet . ..’!
I 70erne eksisterede ikke SA’ere i form af en stærkt organiseret nazisme – ikke mindst takket være 30ernes kommunister og deres sønner og døtre. Venstrefløjens kamp rettede sig mod USA og NATO, mod tysk militarisme og monopolerne. Det var disse, der havde brug for et RAF og den individuelle terror til at miskredittere den daværende temmelig stærke tyske venstrefløj og dens kamp. Skandalernes hus blev ikke bygget af kommunisterne eller deres børn!

Redaktionen den 20. februar 2001
KP4, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne