En ny kæmpende strømning i fagbevægelsen International solidaritet og kæmpende fagbevægelse

Af Sabri Topcu, formand for Tyrkiets transportarbejderforbund TUMTIS

Sabri Topcu holdt denne åbningstale ved Den anden internationale konference for Faglig solidaritet mod kapitalen i Annecy i Frankrig 29. september til 1. oktober 2000.
Efterfølgende bemærkninger fra Kommunistisk Politik under talen på denne side.

Vi oplever et tidsrum, hvor arbejderklassen og fagforeningerne mister styrke og positioner i forhold til kapitalens internationale front verden over. Denne bølge af imperialistiske angreb gennemføres under betegnelsen ‘globalisering’ og i form af privatisering, udlicitering og midlertidigt arbejde for at virkeliggøre målsætningen om direkte at afskaffe fagforeningsorganiseringen.

Nylige undersøgelser viser, at den faglige organiseringsgrad er stærkt formindsket parallelt med disse angreb. For eksempel faldt den i Rusland fra 38,3 til 32,3 pct. mellem 1980 og ’95, i Frankrig fra 18,7 til 9 pct., i Storbritannien fra 54,5 til 32,1 pct., i Italien fra 49 til 38 pct. og i Tyrkiet fra 30 til 10 pct. i samme periode.

Over for disse intense angreb fra kapitalen kunne fagbevægelsen ikke etablere en kampfront for at slå dem fuldstændigt tilbage, den kunne ikke engang opstille en metode til at imødegå dem. Arbejderaktionerne i Europa i 1995, især i Frankrig, men også i afhængige lande som Tyrkiet og Sydkorea, er ikke tilstrækkelige til at ændre denne realitet.

Hovedårsagen hertil er fagbevægelsens manglende evne til at bryde båndene til sin traditionelle platform, som baserer sig på metoden med kompromiser med arbejdsgiverne til at ‘løse’ problemerne – en metode, som også kan beskrives som at begrænse kampen til det rent ‘økonomiske’ område. Denne type fagforeningsvirksomhed har forplumret arbejderklassens behov for at organisere sig og handle som selvstændig klasse. Den har også forhindret arbejderne i at realisere en platform med et taktisk modsvar til de angreb, den imperialistiske kapital har sat på dagsorden i takt med ændringerne i de internationale styrkeforhold.

Den ‘fredelige’ periode

Den traditionelle faglige metode for klassesamarbejde i stedet for klassekamp udformedes for alvor i Europa efter anden verdenskrig, og fagbevægelsen i afhængige lande fandt en synkron form med de internationale organismer som ICFTU, ETUC (Den europæiske faglige sammenslutning) og WFTU (Den faglige verdensfederation).

Kapitalens internationale front, som svækkedes af den anden imperialistiske krig, havde altid frygtet, at arbejderklassen i Europa orienterede sig i retning af socialismen, og for at imødegå denne fare måtte den give en række indrømmelser til arbejderklassen såsom jobsikkerhed, mimimumsløn, fast ugentlig arbejdstid, betalt årlig ferie, lønstigninger, arbejdsløshedsunderstøttelse, sygesikring, pensioner og løsning af boligproblemer. Ved at gøre dette hævdede det kapitalistiske system på en måde, at ‘det kunne give mere end socialismen’. I perioden efter anden verdenskrig var arbejderbevægelsen temmelig stærk, da socialismen stod på højdepunktet af sin prestige verden over, og da kapitalismen ‘udviklede sin rigdom’, væk fra kriser.

Disse betingelser muliggjorde det for kapitalisterne at give både politiske og økonomiske indrømmelser til arbejderklassen og de arbejdende. I hele denne periode skete der en stærk forøgelse af den faglige organiseringsgrad. Et antal rettigheder blev tilstået arbejderne og de arbejdende som en nødvendighed for ‘velfærdsstaten’, og parallelt hermed gennemløb forholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne en ‘uproblematisk’ tid. Både disse betingelser og den politik, kapitalen fulgte, førte til en opfattelse i fagbevægelsen af, at den ‘fredelige periode’ og kompromiserne ville vare evigt. Det er denne forståelse, som gav basis for klassesamarbejdspolitikken.

Men denne ‘fredelige periode’ udviklede sig imidlertid i modsatte retninger for henholdsvis arbejderklassen og bourgeoisiet: Ved at bryde med deres historiske rødder bevægede arbejder- og fagbevægelsen sig væk fra linjen for kamp mellem klasserne og over på platformen for samarbejde og kompromis mellem dem. På den anden side anbragte kapitalens front arbejder- og fagbevægelsen i ‘legale rammer’ gennem en hel stribe internationale organisationer og traktater og ved at oprette en ‘fagretlig domstol’, som slog hårdt ned på og kriminaliserede enhver aktion, som overskred disse rammer. For øjeblikket kæmper fagbevægelserne i mange lande for at komme ud af de rammer, de blev presset ind i.

Ny situation med ‘den ny verdensorden’

Med 70’ernes krise og opløsningen af Sovjetunionen udviklede der sig en ny situation. Kapitalens internationale front benyttede dette som en ny mulighed for angreb på arbejderklassen og de arbejdende. Det imperialistiske bourgeosi har indledt et angreb for både at tilbagekalde de indrømmelser, det måtte give under presset fra socialismen, og alle de rettigheder, arbejderklassen indtil nu har tilkæmpet sig.

At opløse fagforeningsorganisationerne og eliminere arbejdernes rettigheder er blevet hovedmålet for denne offensive politik, som er sat i værk som resultat af det imperialistiske bourgeoisis bestræbelser for at omstrukturere verden i de internationale monopolers interesse under betegnelsen ‘ny verdensorden’.

Den traditionelle fagbevægelse blev på sin side fanget uforberedt på disse udviklinger, da den behandlede alle fakta og begivenheder ud fra samarbejdsperspektivet. Hvad vi ser i dag, er faglige centraler, hovedorganisationer, som deltager i institutioner som ‘økonomisk-sociale råd’ eller ‘pagt for arbejde’ (som i Tyskland, KP) sammen med kapitalen og regeringsrepræsentanter, og som åbent støtter kapitaloffensiven.

Heri ligger de egentlige rødder til fagbevægelsens krise, som er kommet til udtryk i næsten alle platforme i et stykke tid. Fagbevægelsen må naturligvis tage de videnskabelige og teknologiske fremskridt i betragtning, de forandringer, de medfører i organiseringen af produktionen osv. Det må imidlertid understreges, at den vil finde svaret på sin krise i sin egen kamphistorie, ikke i det imperialistiske bourgeoisis og dets faglige medspilleres forslag.

En ny kæmpende strømning i fagbevægelsen

Det vil selvfølgelig tage nogen tid, før fagbevægelsen igen kan gå fremad, og før den faglige kamplinje igen kan vinde overhånd i arbejderbevægelsen. Og vejen frem vil ikke forløbe i en ret linje. De traditionelle opfattelser og vaner, som har øvet indflydelse i årtier, kan ikke forventes pludselig at forsvinde. Af disse grunde bør vi ikke glemme, at i kampen mod kapitalen må der gives prioritet til områder, hvorom der etableres enighed, frem for der, hvor uenigheden råder, at etablere en ny kæmpende strømning inden for fagbevægelsen. For øjeblikket er det af stor vigtighed for alle fremskredne og kæmpende kræfter i arbejder- og fagbevægelsen at forene sig i kampen for konkrete krav og imod alle kapitalens varierede angreb, ikke mindst afskedigelser, midlertidigt arbejde, beskæringer af sociale rettigheder, privatisering, svækkelse af organiseringen og forsøgene på at gøre fagforeningerne funktionsudygtige. De må forene deres kræfter og skabe instrumenterne og platformene for en sådan enhed. Dette gælder både nationalt og internationalt. De indlysende grunde til nødvendigheden af arbejderklassens internationale enhed udvikler sig fra dag til dag. Derfor er det af største betydning at skabe en varig enhed og international solidaritet.

Omformning af fagbevægelsen

Arbejderklassen og fagbevægelsen må være bevidst om den kendsgerning, at denne omformning kun kan opnås gennem kamp og ved at trække en utvetydig demarkationslinje mellem dem og kapitalen – men ikke ved ‘kompromis’ med kapitalfronten, som det indtil videre har været praksis.

Hvad der er nødvendigt for at forsvare de vundne rettigheder mod kapitalens alsidige globale offensiv, er at udvikle en kæmpende fagforeningsvirksomhed, som vender sig imod det kapitalistiske system og kapitalens overherredømme med dets internationale organismer som IMF, Verdensbanken, WTO, MAI o.s.v., en faglig kamp, som er snævert bundet sammen med kampen for arbejdermagt. Det er klart, at vi vil basere os på de nuværende udviklinger i den kæmpende fagbevægelse for at etablere den faglige kamplinjes hegemoni i arbejderbevægelsen. Arbejderbevægelsens historie er en anden kilde, vi vil stole på og betragte som et referencepunkt. Arbejderaktioner af massekarakter i det kontinentale Europa, især i Frankrig, i Sydkorea, Tyrkiet, Latinamerika og i mange andre lande op gennem 1990’erne, og udviklingen af kampstyrken og kampkraften i disse aktioner indgyder mod og optimisme for fremtiden. Det er fremskridtene og erfaringsopbygningen, som disse kampe har bevirket, som har ført os sammen til de internationale konferencer i Oren i Tyrkiet (i 1999, KP) og i Frankrig. I diskussionen af disse kamperfaringer må vi nu gøre dem til grundlaget for en ny fagbevægelse.

I modsætning til, hvad der påstås, bevæger tidens hjul sig fremad, og – før eller senere – vil arbejderklassen og de arbejdende vinde sejren.

Se også Sluterklæringen fra Annecy

KP 1, 2001
Mellemoverskrifter indsat af KP

Nogle bemærkninger fra Kommunistisk Politik,
Kommunistisk Politik 1,2001

Op gennem det tyvende århundredes sidste årti blev der gjort en række forsøg på at udvikle og forny den internationale faglige solidaritet og skabe platforme for arbejdernes kamp mod ‘globaliseringen’ og ‘den ny verdensorden’. Samtidig udvikledes den ‘anti-globaliserings’-bevægelse, sammensat af en række forskellige organisationer og bevægelser, politiske og sociale kræfter, som for alvor markerede sig ved WTO-topmødet i Seattle og ved senere internationale begivenheder.

I Europa har disse bevægelser også været præget af udviklingen af EU, senest omkring Nice-topmødet i december.

I 90’erne så vi de europæiske faglige hovedorganisationer, indbefattet EFS (det såkaldte Euro-LO), springe ud som støtter til og pådrivere af udviklingen af EU til en imperialistisk supermagt og af den imperialistiske ‘globalisering’. Dette har været ledsaget af en almindelig svækkelse af fagforeningerne og organiseringsgraden – der også har ramt Danmark og de øvrige nordiske lande, hvor organisationsprocenten er langt, langt højere end næsten alle andre steder. ‘Fagbevægelsens krise’ er blevet et vigtigt tema.

En række større initiativer er blevet taget fra kæmpende kræfter i fagbevægelsen for at formulere rammerne for fælles aktion, en fælles platform og for udviklingen af den internationale solidaritet.

Et centralt initiativ er det årlige Internationale faglige træf, hvoraf nummer seks afholdtes i Odense i juni 2000, og nummer syv finder sted i juni i år i Frankrig. Hundreder af fagligt aktive fra en række forskellige lande, især EU-lande, har her udvekslet erfaringer og styrket deres samarbejde, baseret på en faglig kamplinje og initiativer ‘fra neden’.

I maj 1999 mødtes hundreder af fagforeningsfolk og faglige aktivister i Oren i Tyrkiet for at udvikle en international faglig kamplinje. Dette initiativ blev fulgt op med en konference i Annecy, Frankrig, 29. sept. – 1. oktober sidste år. I dette nummer af Kommunistisk Politik bringer vi åbningstalen fra denne konference, af formanden for det tyrkiske transportarbejderforbund Sabri Topcu, samt dens sluterklæring. Det er vigtige indlæg i den pågående debat. På konferencen deltog repræsentanter fra venstreorienterede fagforeninger i Frankrig, Tyskland, Tyrkiet, Spanien, Storbritannien, Belgien, Østrig, Italien, Grækenland, Schweiz, Cypern, Palæstina, Ecuador, Colombia, Algeriet, Benin, Thailand og Rusland.

KP bringer også dokumenter fra det tredje latinamerikanske faglige møde, som afholdtes 3.-5. november i byen Santiago i den Dominikanske Republik med deltagelse af fagforeningsdelegationer fra Colomiba, Ecuador, Guadaloupe, Guyana, Martinique, Mexico, Panama, Puerto Rico og den Dominikanske Republik.

Topcu ser i sin tale i Annecy fagbevægelsens krise som et udtryk for den dominerende klassesamarbejdslinjes fallit – og ser fagbevægelsens adskillelse fra kampen for socialisme og for arbejdermagt ikke bare som et væsentligt symptom på denne krise, men også genskabelsen af forbindelsen mellem kampen for socialisme og den faglige kamp som et afgørende led i at genskabe en internationalt kæmpende fagbevægelse.

I sin historiske analyse af fagbevægelsens kamp i tiden til og med første verdenskrig giver han imidlertid et forenklet billede af fagforeningerne som kamporganisationer. Det var i virkeligheden en periode med en voldsom kamp mellem den socialdemokratiske klassesamarbejdslinje og den revolutionære klassekampslinje i skyggen af den fascistiske fare. I Danmark stod hovedforbundene på den klassesamarbejdslinje, som på trods af sin fallit under besættelsen igen blev dominerende efter krigen. Billedet af udviklingen efter krigen fortegnes også af en manglende analyse af betydningen af de engang revolutionære fagforeningers og partiers overgang til en revisionistisk platform i 50’erne og 60’erne. Endnu mere betænkelig er imidlertid en næsten fuldstændig fraværende analyse af de materielle og sociale rødder til klassesamarbejdslinjens dominans og fagbevægelsens institutionelle integration i statsapparatet og bindinger til samarbejdspolitiken. Herunder af det såkaldte arbejderaristokratis betydelige rolle. I værste fald kan det føre til en undervurdering af de faktiske styrkeforhold og vanskelighederne ved at besejre klassesamarbejdslinjen, både den åbne og officielle, og den mere skjulte, der gennemsyrer store dele af den internationale fagbevægelse.

Ikke desto mindre rejser Topcus oplæg presserende spørgsmål om udviklingen af en kæmpende fagbevægelse og om dens betingelser i dag og forholdet til kampen mod den imperialistiske globalisering.

Dokumenterne er også med til at formulere det politiske grundlag for den internationale kamp og solidaritet i dag.

Kommunistisk Politik 1, 2001