Kort status på 2016 – Et år med storm og klassekonfrontationer

demo-stop-nu-er-det-nok-copy
Leder Kommunistisk Politik 12,2016

Jorden er ikke gået under, som nogle sekter der afventer dommedagens triumf havde beregnet. 2016 har mere været i den retning, som blev ridset op i nytårslederen i Arbejderpartiet Kommunisternes nytårsudtalelse ’Stormvarsel: Udsigterne for 2016’. Her hedder det:

”Verden balancerer konstant på afgrundens rand, tæt på at blive opslugt af en generel krig og fornyet global økonomisk krise. Der er stormvarsel!
Der raser krig udadtil og indadtil. Imperialistisk røverkrig. Klassekrig mellem kapitalister og arbejdere, mellem et fåtal af superrige og deres regeringer og statsapparater på den ene side og den brede befolkning på den anden.
En ny verdenskrig kommer nærmere. Arnestederne for en konflikt, som eskalerer til en stormagtskrig – mellem USA og NATO-landene og Rusland og/eller Kina – bliver stadig flere.
Disse imperialistmagter – og det gælder ikke bare Obamas og Donald Trumps USA, men også Putins Rusland og Xi Jinpings
Kina er aktive overalt for at sikre sig afsætningsmarkeder og indflydelsessfærer. Deres modsatrettede interesser støder stadig oftere sammen.”

Donald Trump vil som næste amerikanske præsident ikke have en valgkamp udstrakt over et års tid til at lægge bånd på sig. Trump vil sætte fuld fart på sin neokonservative politik. Hans regering domineres af generaler og milliardærer. Wall Street-spekulanterne er dækket ind med en tidligere chef for Goldman Sachs, mens de fossile brændstoffer med de globale olieinteresser varetager udenrigsministerposten med en topdirektør fra Exxon. Våbenindustrien er centralt placeret med tre eksgeneraler, der skal bistå Trump i opbygningen af ’verdens stærkeste hær’, som et af hans slagord lyder. Et fornyet rustningskapløb sættes i gang, mens Trump-administrationen tilsyneladende skifter fokus fra Rusland til Kina som hovedmodstander.

USA er en svækket supermagt, og EU ligner et eksperiment i opløsning. Der er ingen folkelig opbakning til en stadig snævrere overstatslig union med en nyliberal politik til gavn for monopoler og rigmænd, mens arbejderne og den brede befolknings økonomiske og sociale stilling er forværret over de sidste årtier i lighed med USA.

Inden for et år har EU lidt fire store nederlag ved valgurnerne. Først Danmark i december 2015 med et nej til at opgive retsforbeholdet, så Holland med et nej til handelsaftalen mellem EU og Ukraine, så det for EU smertelige Brexit (som Trump omfavner) og senest den 4. december en tabt folkeafstemning i Italien, der skulle skræddersy den italienske forfatning til EU.

Alle steder har det været en klasseprotest, en social og politisk protest, et nej til mere EU, monopolerne og eliten. Unionspolitikerne er ude af stand til at ændre kurs: De kender kun en vej – mere union, at fastholde drømmen og kursen mod EU som militariseret global supermagt. En garanti for nye og endnu skarpere klassesammenstød.

– Vores udenrigspolitik er, at vi følger det, amerikanerne beder os om, sagde Liberal Alliances partiformand Anders Samuelsen før han blev udenrigsminister. Sådan har det også været med Fogh og Løkke som regeringschefer. Der er ingen ændring i det. Og der er ingen ændring i den tredje Løkke-regerings politik, der blev dannet uden folketingsvalg. Det er krigsdeltagelse udadtil og klassekrig indadtil.

Imod imperialismens og monopolernes politik erklærer de marxistisk-leninistiske partier i CIPOML fra deres verdenskonference i Danmark i oktober:
’Vi vil styrke vores deltagelse i arbejderklassens og massernes kampe på basis af arbejderklassens enhed og dannelsen af folkefronter for at gå op imod de nyliberale angreb, krigene, militariseringen, fasciseringen og oprettelsen af politistater.’
Det er et løfte om at rejse arbejderklassen til modstand og kamp. Der er to klasser, der støder mod hinanden, selvom den ene – den største og på sigt stærkeste – er udelukket fra de borgerlige medier.

Redaktionen 13. december 2016

 

KPnet 16. december 2016