120.000 pjaltepensionister

Rasmussen-Danmark

Efter tre statsministre Rasmussen er der 120.000 pensionister, der lider regulær nød

Kommunistisk Politik 12, 2009

Fra Velfærd til alle demo 2006En nylig undersøgelse blandt 500 danskere over 65 år foretaget af Capacent Epinion for Ugebrevet A4 (som udgives af LO) påviser et pjalteproletariat af pensionister, der har så lidt at leve for, at de ikke har råd til ganske almindelige forbrugsgoder.

Det er pensionister ,som ikke er boligejere med friværdier i huset eller har nogen arbejdsmarkedspension af betydning.

Undersøgelsen viser,  at et stort mindretal på 14 procent – svarende til 120.000 danske pensionister – ikke har råd til nyt tøj og sko,  og lige så mange har fravalgt aviser og blade for at få folkepensionen til at slå til.

3 tvivlsomme kategorier

Ud fra undersøgelsen opdeler Ugebrevet A4 pensionister i 3 kategorier:

Luksuspensionister: Ægtepar med store formuer, fede friværdier og husstandsindkomster på mindst 20.000 kroner om måneden efter skat. Her er der råd til det meste, nogle arbejder stadig lidt ved siden af pensionen.

Middelklassepensionister:Ægtepar og enlige med lidt friværdi i huset og en rimelig arbejdsmarkedspension, der giver råd til båd, foreningsmedlemskab, nyt tøj og fødselsdagsfest. Med en samlet indtægt på 10-20.000 efter skat er der ikke altid råd til ferie.

Pjaltepensionister:Enlige – oftest kvinder – med meget lille eller slet ingen opsparing, en høj husleje og ingen at dele udgifterne med. Kun nyttehaven, tilbudsaviserne og de hjemmestrikkede gaver holder sammen på budgettet på 5-10.000 kroner om måneden efter skat.

Efter denne opgørelse udgør middelklassepensionisterne langt den største gruppe, mens luksuspensionisterne kun udgør 7 procent. Pensionister med en meget stram økonomi udgør til gengæld et noget større mindretal på 15-20 procent.

Ifølge Danmarks Statistik lever i alt 197.000 pensionister (23 procent) for mindre end 100.000 kroner om året efter skat. Det giver 8.333 kroner om måneden til husleje, mad, tøj, transport, tandpleje, briller og alt det løse – for slet ikke tale om at holde ferie. Selv med en lav husleje skal der ikke meget til at vælte sådan et budget.

Det er imidlertid en klasseanalyse, som må tages med et gran salt.  Ingen tvivl om at skellet mellem de fattigste og rigeste pensionister udvikler sig drastisk. Men store dele af det, artiklen kalder middelklassepensionister ,tilhører arbejderklassen på linie med ”pjaltepensionisterne”. De mærker også i dag den kapitalistiske krises konsekvenser uden nogen sikkerhed for fremtiden eller en værdig alderdom.

Artiklen påstår defaitistisk, at det er en politisk tabersag at tro, at store dele af befolkningen vil stille sig solidarisk med de fattigste pensionister. Dermed undlader den også at pege på de ting, som uundgåeligt vil gøre, at stadig flere pensionister i fællesskab sammen med de fattigste vil styrke kravene om en værdig alderdom og sikring af alle.

Det globale pensionskasino

Det er ikke så underligt at konklusionerne fra LO’s ugebrev er fejlagtige,  når selv samme LO accepterer og er med på udviklingen af private sundhedsforsikringer og arbejdsmarkedspensioner. En nylig undersøgelse blandt LO’s medlemmer vender sig f.eks. massivt imod udviklingen af private sundhedsforsikringer, fordi de undergraver solidariteten.

Analysen ser også bort fra det store opbrud, der er blandt store dele af arbejderklassen og den arbejdende befolkning. Engang var en bankansat en ”fin og sikker stilling”. I dag er også deres fremtid uvis. De ved ikke,  om de har en arbejdsplads i morgen, om banken er gået fallit eller de blot er blevet bunkefyrede som led i masserationalisering. Heller ikke deres pensioner er sikret – blot som et billede på udviklingen.

Lige nu må de spekulative pensionskasser erkende, at der som led i finanskrisen er sket et fald på 23% af aktierne i OECD området. Økonomer opgør, at der på verdensplan er sket et tab på 29.700 milliarder kroner. Pensionerne er i vidt omfang sat overstyr i den globale kapitalismes kasino-spekulation.

Der er ingen tvivl om,  at pensionister står for særligt for skud og er udset som sagesløse ofre for den økonomiske krise. Når de ikke er med i produktionen, så er de faktisk i vejen – ud fra kapitalismens logik.

Det er der også mange andre der er. F.eks. kvinderne, som kapitalisterne har behandlet som en arbejdskraftreserve, og de tusinder, der massefyres for at sikre monopolernes profitter.

Kapitalen iværksætter utallige tiltag i et forsøg på at undergrave solidaritet i form af ”fleksibilitet” individualisering, privatisering, udlicitering. Samtidig afsløres kapitalismen under krisen som et profituhyre, der ikke kan kontrolleres, og har nød og elendighed med sig – men bygger på sand.

Det er en indsigt, som ikke kan undgå at øge betingelserne for fælles optræden og solidaritet.
Vi er rigtig mange der ikke vil betale kapitalismens krise

Netavisen 5. juni 2009