DKP/ML opgiver sammenslutning med KPiD

Dokumentation
Kommunistisk Politik 19, 2005

DKP/MLs landsledelse har i meddelt, at de indstiller ‘samlingsprocessen’ med KPiD.
I en udtalelse hedder det: ”DKP/ML`s landsledelse beklager, at en historisk mulighed for at forene vore to partier om at skabe et nyt kommunistisk parti – som tingene står nu – er gledet os af hænde.”

Som sædvanlig søger DKP/MLs landsledelse at give andre skylden for egen politiske fiasko – det er KPiD’s skyld.
8 års mislykkede ‘samlingsbestræbelser’har ført til splittelse af DKP/ML, DKP/MLs overgang til strategien for ‘antimonopolistisk demokrati’ og partiets brud med den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse. De har betydet en svækkelse af den samlede kommunistiske bevægelse i Danmark.
Og DKP/ML’s landsledelse ‘beklager’.

Se følgende artikler i Arbejderen 27.09.2005:

Proces er stoppet

Status over den kommunistiske enhedsproces

Ønsket om sammenslutning med KPiD lå bag den splittelse, som Jørgen Petersen og hans gruppe bevirkede i foråret 1997, da den vandt flertal for en ny linje på en partikongres.
Det førte efter denne kongres til eksklusion af den daværende partiformand Klaus Riis m.fl., som senere tog initiativ til dannelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne (april 2000).

I et af de centrale indlæg i partikampen i begyndelsen af 1997 ‘En højrestrømning i partiet banker sig igennem’ afviste Klaus Riis hele Jørgen Petersen-gruppens ‘samlingsplan’ og forudså, at den ville ende med DKP/MLs ideologiske og politiske degeneration og ikke føre til ægte kommunistisk samling.

Der er grund til at gøre opmærksom på dette dokument – og til at DKP/MLs nuværende landsledelse (som er identisk med den daværende højrefraktion) forholder sig selvkritisk til deres egen politik og ‘bedrifter’.

Indlægget bringes her i uddrag. Det kan læses i sin helhed på nettet her
‘En højrestrømning i partiet banker sig igennem’

Dokumentation:

‘En højrestrømning i partiet banker sig igennem’

Af Klaus Riis, tidligere formand
Partiarbejderen februar 1997

Det kan være svært at se det politiske indhold i den partikamp, som startede i partiets ledelse og som nu er blevet en kamp i hele partiet. Det skyldes bl.a., at den højrestrømning, der har banket sig igennem i ledelsen, og nu har et flertal i Centralkomiteen bag sig, udsender tvetydige politiske signaler.

Den søger at skjule, at der er tale om et forsøg på at anbringe partiet på en ny platform, der på grundlæggende spørgsmål strider mod den linje, strategi og taktik, som partiet har fulgt igennem hele sin eksistens, og i særdeleshed mod den linje, som blev fastlagt af den 5. og 6. kongres. Endvidere skyldes det, at denne platform endnu ikke er fuldt udbygget og konsolideret, og at den i realiteten savner støtte i et flertal i partiet, hvis den trådte åbent frem. Derfor kommer alle besværgelserne om, at der selvfølgelig er ‘enhed om at opbygge et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund’, at ‘partiets linje er uanfægtet’ osv.

På grund af denne tvetydighed hersker der i partiet tvivl om, hvorvidt beretningsteserne som helhed er først godkendt, derpå i deres helhed forkastet af CK, hvorvidt beretningsudkastet blev underkendt af politiske eller “redaktionelle” grunde etc.
En række af de dokumenter og resolutionsforslag, der er udsendt, kan være vanskelige at gennemskue, fordi man på en og samme tid skal postulere linjemæssig kontinuitet, må tage hensyn til modstanden mod den ny partiopfattelse både i ledelsen og partiet som helhed, og samtidig antydningsvis fremlægge denne opfattelse.

Hvordan partilinjen forvrænges

Et enkelt eksempel på, hvordan man bærer sig ad med dette:
I kammerat P.s (Jørgen Petersens) debatoplæg “Om kommunistisk samling” (Kongresekstra 3, jan. 97) hedder det, at den 5. kongres definerede linjen for samlingsprocessen, og der citeres herfra (i kursiv):
“-En sådan samling må finde sted på marxismen-leninismens grund, på basis af en klar politik for 90erne og på basis af udviklingen af et mere konkret samarbejde med forskellige revolutionære kræfter.”

Direkte derefter fortsætter Jørgen:
“Eller sagt på en anden måde. Samling kræver et tidssvarende kommunistisk program, et handlingsprogram og etablering af aktionsenhed.” (Side 3)

Jørgens udlægning er imidlertid ikke korrekt. Samling er ikke et spørgsmål simpelthen om partiprogrammer og aktionsenhed. Det altafgørende er den ideologiske og politiske samling, samling på marxismen-leninismens grund, på basis af en fælles ideologi og teori, nemlig den videnskabelige socialisme, på basis af den leninistiske partiopfattelse. Jørgen fordrejer dette spørgsmål til et punkt, hvor det ikke eksisterer. Samling bliver hos ham alene et spørgsmål om udarbejdelsen af programmer, som socialismeprogrammerne, og aktionsenhed.

Partiets afgørende forsvar for marxismen-leninismen er pist væk . Det er kun vort parti, der er i stand til at sikre en samling på basis af marxismen-leninismen, og den leninistiske partiopfattelse . Det er en af de kampe, partiets ledende rolle i samlingsprocessen forpligter os til at gennemføre. Ellers vil det revisionistiske arvegods fra DKP, som er udbredt i den kommunistiske bevægelse som helhed (som teori og praksis) naturligvis sætte sig igennem.

Det er med sådanne tricks som det her påviste, at højrestrømningen i partiet sætter sig igennem: Man postulerer kontinuitet, men forvrænger partiets linje og åbner for en ny (som Jørgens oplæg yderligere udvikler på samme fordækte og “taktiske” vis).

Skjulte angreb på marxismen-leninismen

Angribes marxismen-leninismen? Ingen tvivl om det!
Alle kammerater i CK sværger til, at de står på marxismen-leninismens grund, at de er tilhængere af en marxistisk-leninistisk partiopfattelse. Men CK-flertallet har lavet sin egen tolkning af den leninistiske partiopfattelse, hvor man udlægger Lenins opfattelse af nødvendigheden af en organisation af professionelle revolutionære på en fejlagtig måde – i stedet for at bevise, at vort parti fastholder Lenins lære.
Alle og enhver kan efterkontrollere Lenins synspunkter ved at læse Hvad må der gøres? og andet leninistisk materiale og overbevise sig om, at CKs udlægning er gal.
Højrestrømningen spekulerer i stedet i partiets generelt lave skolingsniveau, lave teoretiske niveau, og den langvarige forsømmelse af den marxistisk-leninistiske opdragelse af partiet, som er en af de udtalte højrefarer i partibygningen. (…)

Om det stærke kommunistiske parti

Det stærke kommunistiske parti, vi opbygger, vort eget parti, det samlede forenede stærke kommunistiske parti, skal selvfølgelig ikke være en forening af alle de synspunkter, der fandtes i det gamle revisionistiske DKP, et ideologisk pluralistisk foretagende.
Det skal være et marxistisk-leninistisk parti, med en entydig ideologisk og politisk linje. Og det skal samle kommunisterne, ikke højreafvigere og revisionister. Både ideologisk, politisk og organisatorisk er kvaliteten, ikke kvantiteten, afgørende.

Simpel organisatorisk sammenlægning af de eksisterende erklæret kommunistiske organisationer – eller af KPiD og Danmarks Kommunistisk Parti ML alene – er udelukket.
Det ville heller ikke være en korrekt metode. Det stærke parti skabes i praksis i kampen for at samle og udvikle den kommunistiske bevægelse, det skabes i bevidst kamp mod revisionistiske og højreopportunistiske afvigelser.

Partiet har i sin opbygning gennem årene fulgt nogle strategiske hovedretninger, som kampen for at opbygge et ægte kommunistisk parti i Lenins forstand, (det gælder DKP ML selv, og det gælder selvfølgelig også i kampen for eet stærkt kommunistisk parti i Danmark), som forsvaret af marxismen-leninismen og kamp mod den moderne revisionisme og al opportunisme, som satsningen på opbygningen af Dagbladet Arbejderen som partiets centralorgan. Alt det har både sikret partiets overlevelse og bragt det i en gunstig situation med hensyn til den videre partiopbygning og udbygning.

At sætte partibygningen i centrum, at opprioritere kampen for det stærke kommunistiske parti, at styrke den ideologiske og politiske kamp, at løse partiets store problem: for få medlemmer og for få ledere, og udvikle det kollektive niveau betragteligt var kerneindholdet i beretningsteserne , som et flertal i CK tilsyneladende nu er uenige i som helhed.
Det er imidlertid den eneste rigtige linje, strategisk og taktisk , for udviklingen af partiet i den kommende og afgørende kongresperiode.
______

Sådan lød advarslen dengang, i 1997.
Jørgen Petersen og hans gruppe valgte at gå linen ud.

Netavisen 27. september 2005