Kjers fagre verden

Leder
Kommunistisk Politik 19, 2005

Det går rigtig godt for verden, må den danske ulighedsminister Eva Kjer Hansen mene. For ulighed skaber vækst – jo større ulighed, jo større vækst. Og væksten i ulighed på verdens øges rigtig hurtigt. Ifølge rapporten op til FNs sociale topmøde, der afsluttedes midt i september, bliver den rige overklasse hurtigt federe, mens den fattige underklasse bliver stadig mere forhutlet. De sociale forskelle er markant øget i de sidste 10 år, siden det sociale topmøde i København i 1995, som nu skulle følges op.

Skævheden er enorm. En milliard af klodens 6 milliarder sidder på 80 pct. af det globale bruttonationalprodukt. Fem milliarder deles om de sidste 20 pct. Og så giver disse tal kun en indikator for uligheden. Af den rigeste milliard er der mange fattige. Til gengæld er der nogle tusinde stenrige milliardærer i dollars, som hver jer mere end fattige landes BNP.

Fokus på nyliberal konomisk vækst, privatiseringer og markedsreformer har ikke skabt mere social og økonomisk lighed.
– ‘En udviklingsstrategi, der alene fokuserer på økonomisk vækst og generering af indkomst er ineffektiv og fører til en ophobning af rigdom hos de få og uddyber fattigdommen for de fleste’ , konkluderer rapporten.
Det er ellers den officielle danske udviklingspolitik: Vækst skaber ulighed skaber velfærd – for A.P. Møller & Co.

Men ikke en hund gør, ikke en fugl klatter, når det drejer sig om ulands-politik. Der er uligheden et dogme, som statsministeren ikke kunne drømme om at dementere.

For fem år siden besluttede verdens topledere at fattigdommen skulle være halveret i 2015. Der er ikke en chance for, at det sker. Ifølge UNDP-rapporten vil fattigdom, sult og konflikter eskalere.
Rapporten omfatter 177 lande, som rangeres efter et såkaldt Human Development Index (HDI), som sammenholder sociale, økonomiske og kulturelle faktorer for at vurdere deres fremskredenhed eller modsat tilbageståenhed eller tilbagegang.

Ifølge årets rapport er en række lande i Afrika syd for Sahara samt stater i det tidligere Sovjetunionen fortsat deres march baglæns. 18 af verdens fattigste lande – deraf 12 i Afrika – med tilsammen 460 millioner mennesker er dårligere stillet, end de var i 1990. Sydafrika er rykket 35 pladser ned på listen.
De seks øvrige lande, som er gået baglæns i menneskelig udvikling var dele af det tidligere Sovjetunionen. Tadsjikistan er gået 21 pladser tilbage, Ukraine og Rusland henholdsvis 17 og 15 pladser.

Men i Latinamerika er der da øget ulighed, og vækst? Ifølge FN-rapporten lever hver femte latinamerikaner i ekstrem fattigdom, hvilket betyder, at ca. 96 millioner mennesker ikke har nok til at kunne spise. Tilføjes antallet af fattige, som i FN-regi defineres af, at de ikke har adgang til basale fornødenheder som mad, uddannelse, sundhed, transport og tøj, drejer det sig om 222 millioner mennesker eller 43 pct. af indbyggerne i Latinamerika fra Mexico i nord til Ildlandet i syd.
Hovedparten af kontinentets nationer er – trods øget ulighed og vækst – stadig langt bagefter målet om at nå en halvering af den ekstreme fattigdom fra 1990 til 2015.

Måske hænger verden og økonomien bare ikke sådan sammen, som ulighedsminister Eva Kjer Hansen tror. At forkæle de rige og trampe på de fattige giver hverken øget dynamik eller velfærd. Postulatet er absurd. Det gælder ikke for Uganda, Rwanda eller nogen afrikansk stat, hvor der ikke er økonomisk lighed, men stærk ulighed og enorm fattigdom. Det gælder heller ikke for Danmark.

Eva Kjer Hansen støttes i sine bestræbelser på at udvikle den globale fattigdom af et flertal af regeringspartiernes vælgere. Blandt venstrefolk mener 59 %, at ‘uligheden gerne må blive større, for den skaber dynamik i samfundet’. Blandt de konservative er det 65 %, viser en Megafon-måling.

På FN-topmødet besluttede statslederne sig til igen ikke at gøre noget (sagt med lidt pænere ord) – det vil netop sige at sikre ulighedens vækst.
Verden er – uanset ulighedsministeren hun måtte bide sin ærlige mening i sig – Kjers fagre verden.

Netavisen 29. september 2005